Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8583Visninger
AA

52. Nej!

 

Shizuka så på mig.

”Tror du, at du kan standse mig?” spurgte hun og så på mig med tomme øjne. Jeg rettede bare en pistol mod hende. Min hånd rystede. Pistolen var beregnet til vampyrer. Den var slet ikke så stærk som Bloody Rose, men den var fin nok. Temari sagde at Crystalis kunne komme til at ødelægge kjolen, men lige nu ville jeg ønske at den var her.

”Jeg har ikke tid til det her Milli,” sagde Shizuka.

”Du må nøjes med en anden,” sagde hun. Jeg så over på en dreng. Han havde en maske på, men han føltes bekendt. Hun hoppede frem foran Shizuka, og hun gik bare. Da jeg skulle til at løbe efter, stod drengen foran mig. Han virkede pokkers bekendt. Jeg rev masken af, og jeg stivnede da jeg så hans ansigt.

”Ichiru,” sagde jeg meget lavt. Foran mig stod Zeros tvilling. Han så fuldstændig ud ligesom Zero, men hans hår var længere og bundet. Igen blev mine øjne fugtige.

”Lang tid siden sidst Milli.” sagde han bare. Den venlige og bekendte stemme, var så rar mod mine ører. Som en glemt melodi. Jeg kunne spørge ham om en masse ting, men jeg startede med det der chokerede mig mest.

”Du er sammen med Shizuka... Alle troede, at du døde, og nu viser det sig at du er sammen med hende,” sagde jeg og rettede pistolen mod ham. Han så bare på mig.

”Hun gjorde mig rask igen Milli. Hun gav dig noget af din hukommelse,” sagde han.

”Men hun vil dræbe Zero! Din bror!” skreg jeg. Jeg rystede og tabte pistolen. Han så bare på mig. Jeg bakkede bare hen mod døren.

”Den ville alligevel ikke have skadet mig meget,” sagde han. Jeg stod længere væk fra ham.

”Nani?” sagde jeg og så overrasket på ham.

”Hun vil ikke forvandle mig,” sagde han. ”Selvom jeg gør alt, så er det altid Zero hun vil have!” sagde han, tog pistolen op og rettede den mod mig. Jeg så bare på ham.

”Den er mod vampyrer... Den vil ikke skade mig,” sagde jeg. Han så på mig og lagde den ned. Han tog sit sværd frem.

”Men det vil det her,” sagde han. Sværdet var vist både mod mennesker og vampyrer. Ichiru løb hen mod mig og jeg så på bare ham. Han ville virkelig dræbe mig. Jeg kunne ikke nå at gøre noget, for Ichiru kendte alle mine træk. Jeg lukkede mine øjne i. At dø på denne måde. Det var ikke lige det, jeg havde forstillet mig. Men jeg ville ikke dø nu. Jeg ønskede ikke at dø på denne måde.

Jeg ville så gerne have svar på alle mine spørgsmål. Jeg ville så gerne finde ud af, om Aidou hadede mig nu. Om Zero var okay. Om Yuuki kunne ende sammen med Kaname. Faktisk var der en masse ting jeg gerne ville finde ud af. Alle de spørgsmål jeg gerne ville have svar på.

Men det fandt jeg vel ud af i himlen. Måske kunne jeg se min far der. Måske kom alle svarene bare der. Døden var vel enkel. Det hele blev sat sammen der. Jeg smilede svagt, for jeg vidste at alle mine svar kom nu. At jeg ikke behøvede at kæmpe mere. Jeg behøvede ikke at opleve sorg mere. Men jeg kunne ikke lide denne slutning. Denne slutning kunne jeg ikke lide. Jeg svigtede Zero... Temari... Alle dem jeg havde kær. Jeg knyttede mine hænder hårdt i. Dette her var vel min slutning.

”Alting er okay i slutningen Milli... Hvis det ikke er okay, så er det ikke slutningen,” sagde en stemme inde i mit hoved.

Den lyd så bekendt. Jeg havde hørt den sætning så mange før... Og alligevel ikke. Jeg hørte skridt. Det hele gik hurtigt. Nogen var på vej herhen. Da Ichiru skulle til at dræbe mig, mærkede jeg nogle beskyttende hænder rundt om mig, og et gisp. Da jeg åbnede mine øjne, så jeg en bekendt person foran mig. Der faldt hurtigt tårer ned ad mine kinder.

”Nej!” skreg jeg. Tårerne løb hurtigt nedad. ”Ikke dig,” hulkede jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...