Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8558Visninger
AA

10. Mit anti-vampyr våben - Crystalis

Det lykkedes Yuuki og mig at komme til tiden. Hun måtte virkelig kunne lide ham der Kaname. Det var nu lidt ærgerligt, at vi ikke så natklassen noget mere. Især fordi jeg ville se det hele med mine egne øjne. Se at den her ”fred” faktisk kan lade sig gøre. Vi havde japansk nu. Selvom jeg faktisk var rigtig god i skolen, var jeg bare ved at dø af kedsomhed. Jeg lukkede mine øjne i. Jeg fulgte stadig med i timen. Pludselig hørte jeg mit navn blive råbt op. ”Og kender De så svaret Destiny?” Spurgte vores tysk lærer.

”Ja, svaret er at det ikke passer,” sagde jeg. Læreren stirrede på mig.

”Destiny det svar er helt.. rigtigt?” Jeg gabte endnu engang. Endelig blev det frikvarter. Pigerne styrtede over til mig.

”Så Milli-Chan, hvem af drengene kan du bedst lide?” spurgte de.

”Eh?” ”Ja af drengene,” sagde de igen.

”Øh, det ved jeg ikke,” sagde jeg og smilede.

”Hvad! Det burde du så meget have bestemt dig for. Jeg mener, har du aldrig hørt om førstehåndsindtryk?” spurgte en af pigerne. Hun lyd rigtig snobbet. Det gik mig faktisk rigtig meget på nerverne. Jeg kunne slet ikke lide folk som hende.

”Jo jeg kender til førstehåndsindtryk, men ser du, jeg nåede ikke at se nogen af dem takket være dit store hoved. For det andet kan du ikke bare dømme folk, fordi de er fra natklassen, eller omvendt. Og for det tredje, så hvis jeg skulle vælge, så vælger jeg Zero, eftersom jeg kender ham, så hvis i vil have mig undskyldt, vil jeg gå over til Zero!” sagde jeg, eller jeg råbte det. Jeg var rigtig sur lige nu. Jeg kunne se at den pige der havde sagt det, kikkede ned. Zero så på mig, og jeg gik bare efter ham. Han kunne vist se min mørke aura.

Da vi var gået lidt ind i skoven, uden at gå for langt væk, valgte jeg et træ. Jeg så på mit anti-vampyr våben ”Crystalis.” Crystalis var en lidt stor krystal. Selvom den bare havde en form, kunne den vokse sig støre og støre, og i alle mulige former jeg ønskede. Crystalis kunne bryde igennem de hårdeste ting. Jeg fik Crystalis til at ”Gå i stykker”. Nu var den blevet til en masse små krystaller, på 2-3 centimeter. De små krystaller satte sig på mine sko, efter mit ønske. Jeg lavede en bevægelse, så jeg kun støttede på mine arme. Jeg drejede 360 grader rundt, og det træ jeg havde valgt, var nu ved at vælte, fordi jeg havde sparket det over. Crystalis samlede sig igen efter mit ønske. Jeg tog min Crystalis, som var ca. 10 centimeter høj i dens originale form. Jeg så på den, og kyssede den.

”Tak Crystalis. Nu har jeg det meget bedre,” sagde jeg med et smil. Zero så på mig. Jeg kunne se at han var lidt overrasket, og noget som jeg ikke kunne læse.

”Du har lige sparket et træ over, fordi du var irriteret,” sagde Zero. ”Kan du ikke se hvilke konsekvenser det får?” spurgte han. Jeg lagde en finder på min mund og tænkte.

”Nej det kan jeg faktisk ikke,” sagde jeg.

”Hvordan vil du forklare, at et træ pludseligt væltede?” spurgte han. Jeg kunne se at hans lunte var kort.

”Det er da nemt nok. Jeg siger da bare at træet væltede,” sagde jeg med et smil, og lagde hovedet på skrå. Han sukkede opgivende, da det gik op for ham at det ikke nyttede noget.

”Du har fået mere styr på Crystalis,” sagde han.

”Uanset hvor mange gange jeg siger til mig selv, at jeg ikke vil bruge den, så gør jeg det alligevel,” sagde jeg og sukkede.

”Jeg kan bare ikke smide Crystalis væk,” sagde jeg, og puttede den på plads under min nederdel, hvor der var et bånd om mit ben.

”Du putter dit våben det samme sted som Yuuki,” sagde Zero.

”Og du kan ikke skille dig af med Crystalis, ligesom jeg ikke kan med Bloody Rose. De er en del af os,” sagde Zero.

”Det er de vel. Og det er det bedste sted at opbevare Crystalis. Ingen kan se den der,” sagde jeg. Klokken ringede igen, og vi skulle til at gå ind til time, da vi så to natklasseselever.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...