Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8550Visninger
AA

36. Maria Kurenai

 

De seneste dage havde alle sammen været meget ens, men alligevel meget værd. Hver gang der var skift fra dag til natklassen, stod jeg altid lige ved siden af Zero. Jeg blev for det meste krammet bagfra af Aidou, og de andre piger skreg i misundelse, hvor de bagefter rendte efter mig og prøvede på at slå mig ihjel.

Selvom Aidou vidste det, gjorde han det alligevel.  Jeg plejede altid at rødme svagt. Aidou flirtede også med de andre piger, men det var ikke noget, der gik mig så meget på. Det var Temari nu ikke så sikker på. Hvis jeg fik mulighed for det, sneg jeg mig ud om natten, og gik rundt. Aidou mødte jeg ikke så meget mere, da han også skulle passe sine timer. Faktisk var det kun et par gange, jeg fik ham at se.

Jeg besøgte Ichijo og Rima meget tit, og dem så jeg faktisk lidt mere til, i forhold til Aidou, men de kendte til gengæld også til min hemmelighed. Hver gang jeg var sammen med Aidou, kunne jeg godt mærke at der var noget der gik mig på. Der var noget som noget holdte os adskilt, og det var begyndt at gå mig på nerverne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Aidou var nogle gange anspændt, og hvis han kom for tæt på, trak han sig hurtigt væk.

Jeg havde overvejet flere gange, at fortælle Aidou om min hemmelighed. At jeg var en vampyrjæger! Jeg havde overvejet den mulighed meget, men på den anden side, var jeg alt for bange for hans reaktion. Jeg fik helt kuldegysninger ved tanken om, at han skulle vise mig sin kolde side igen. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det måtte bare forblive sådan som det var nu. Kaien havde sagt, at der kom en ny natklasseselev – Maria Kurenai. Kaien havde fortalt at hun havde en meget svagt krop, så derfor havde hun ikke mulighed for at komme hen til skolen tidligere.

Jeg vidste ikke noget om hende. Jeg havde faktisk aldrig hørt om hende før. Men det ville jeg komme til nu

Jeg gned mine øjne og kiggede ud af vinduet, og så bare ud på mørket. Natklassen havde timer lige nu ville jeg mene. Da jeg så, at der ikke var nogen til stede, hoppede jeg ud af det. Jeg skulle mødes med Yuuki, så vi kunne hjælpe Maria. Jeg vidste ikke hvorfor jeg skulle gøre det, da jeg stadig spillede, at jeg ikke kendte til hemmeligheden. Kaien havde fortalt mig, at det nok var bedst, hvis jeg fortalte det til Maria, da hun alligevel var meget svag. Jeg gik bare hen til det sted i skoven, hvor vi skulle møde hende.

Jeg gik langsomt derover, da jeg fik øje på en pige. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i hele min krop. Denne person virkede så bekendt, selvom jeg aldrig havde mødt hende før. Maria som stod ved siden af Kaien, vendte sig om. Jeg på hende. Hun havde langt gråt hår, nærmest lillaagtigt i det. Hun havde to totter der var kortere end de andre, og så havde hun en knold i siden. Hendes øjne havde den samme farve, som hendes hår. Hun havde den hvide uniform på. Maria så på mig, med sine fine uskyldige øjne. Hun gik over til mig.

”Du må være Milli-chan,” sagde Maria med et smil. Hun gik over til mig, nærmest dansede. Jeg så bare på hende.

”Jeg er glad for endelig at møde dig,” sagde Maria. Jeg kiggede bare på hende, mens hun sagde det samme til Yuuki.

”I dufter altså virkelig godt,” sagde Maria, og gik nærmere hen til mig. Jeg kunne se at min onkel ville sige noget, men jeg rystede bare på hovedet.

”Tak,” sagde jeg bare og smilede. Jeg ville virke så uskyldig jeg kunne. Maria smilede bare.

”Bare pas på Milli. Når man først har fået fært for noget, slipper man den ikke igen. Men det kender du sikkert alt til,” sagde hun og gik over til Kaien. Jeg kiggede bare på hende. Hvad mente hun mon med det? Kaien bad Yuuki om at vise Maria rundt.

”Er du okay Milli?” spurgte min onkel. Jeg så bare på ham.

”Jeg har det fint,” sagde jeg. Men jeg undrede mig meget over Marias bemærkning. Og det værste var, at hun føltes så bekendt. Hun kendte jo ikke engang min hemmelighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...