Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8580Visninger
AA

33. Lektiehjælp

 

 

Jeg strakte mig langsomt. Jeg kunne ikke huske hvornår det var, at jeg faldt i søvn, men jeg havde stadig min uniform på. Jeg blinkede et par gange, før jeg så mig omkring. For første gang havde jeg haft en nats søvn, selvom det lynede. Jeg huskede faktisk ikke, hvordan jeg faldt i søvn. Det var underligt, for jeg kunne aldrig falde i søvn, og samtidig have en god nats søvn, når det lynede. Jeg sukkede opgivende. Det var ikke noget jeg ville klage over. Jeg var faktisk heller ikke træt. Tænk at jeg kunne stå så tidligt op, uden at være træt, eller jeg troede det var tidligt. Jeg kiggede træt på klokken, som stod på det lille natbord ved siden af min seng. Jeg fik store øjne, da jeg så på klokken. Den var kvart over elleve. Mine lærer var sikkert blevet rigtig sure. Jeg ville skynde mig, men jeg lagde mærke til en lille note ved bordet.

Du skulle nødig snydes for din chokolade, så derfor har jeg sørget for at du fik fri i dag. Temari har dækket over dig. Aidou.

P.s. Der er udsalg på is i dag.

Jeg rødmede svagt over den note. Tænk at jeg faktisk havde givet ham den der chokolade. Jeg smilte lidt for mig selv. Jeg forstod bare ikke det sidste. Aidou ville aldrig lade mig gå alene i byen, medmindre han var med, eller noget i den stil, så forventede han at jeg skulle spørge ham?  Jeg sukkede over min uvidenhed.

Jeg rodede rundt i noget af mit tøj og tog bare en ren uniform på. Nu da jeg lagde mærke til det, så lugtede den uniform jeg havde på før af lavendler. Jeg smilede endnu engang. Jeg hoppede bare ud af vinduet, og landede perfekt, uden en eneste skramme. Jeg var på vej over til natklassen. Af en eller anden grund havde jeg ikke andet at lave. Jeg nåede frem da vagten så på mig.

”Hvad skal du her?” spurgte den gamle mand muggent. Han havde sådan en sort ting på, så man næsten ikke kunne se hans hoved.

”Kaien har sendt mig her” sagde jeg med et smil. Det var løgn, men jeg regnede med at den ville virke. Manden så bare på mig, og jeg gik forbi. Jeg vidste at mit smil, kunne overbevise alle, så jeg brugte det, hvis det blev nødvendigt. Jeg skulle til at banke på døren, da nogle mennesker trådte ud.

”Men lige et spørgsmål til” tiggede de, men Aidou trådte bare ud og sagde.

”Jeg har ting jeg skal ordne” gabte han. Han så totalt ligeglad ud. Måske skulle jeg ikke være dukket op alligevel. Han trak mig hurtigt ind, inden han smækkede døren i hovedet på de to mennesker. Jeg grinede lidt af ham. Han gabte bare endnu engang.

”Skal jeg komme igen senere?” spurgte jeg, og så på ham. Han havde sikkert ikke fået så meget søvn. Han begyndte bare at grine.

”Jeg fik min søvn, da du faldt i søvn i mine arme” sagde han, og så på mig med sine isblå øjne. Hans øjne var smukke og varme som altid. Jeg rødmede.

”Hvad siger du?” spurgte jeg, med en lidt høj stemme. Han krammede mig bare.

”Du var så nuttet. Jeg ville gå hvis du ikke havde hevet fat i min jakke. Jeg var bange for at vække dig, så jeg lænede mig bare op ad væggen, og faldt selv i søvn” sagde han med et af hans selvglade smil. Han slap mig igen. Jeg rødmede bare, og kiggede væk. Nu forstod jeg bedre hvorfor jeg faldt i søvn.

”Så var det nok derfor jeg har sovet så elendigt” sagde jeg drillende. Aidou grinede bare.

”Du faldt ellers i søvn med et smil på læben” sagde Aidou og tog fat i min hage, så han kunne se mig i øjnene. Jeg trak mig hurtigt væk, og vendte mig mod døren.

”Øh, jeg skal lave mine lektier” sagde jeg som en undskyldning, men det var løgn. Jeg havde kun mit matematik tilbage, og det skulle Zero lave for mig.

”Så kan jeg hjælpe dig med dem” sagde Aidou. Jeg havde helt glemt at han faktisk var klog, men ingen skulle undervise mig i matematik. Det ville jo være som at komme i helvede, hvis man skulle lære mig matematik. Jeg grinede falskt.

”Min matematiklærer kalder mig helvedet selv” sagde jeg, og så over på ham. Han grinede bare. ”Prøv mig” sagde han, og så på mig med de smukke blå øjne, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg sukkede bare, og han fulgte bare efter.

 

Aidou var ikke bare god til det. Han var klogere end min lærer, men selv han kunne ikke få mig til at forstå det. Jeg sukkede bare hver gang, han prøvede på at forklare mig noget. Det var lidt nuttet, når han var ved at få stres. Nu lå vi på gulvet, mens Aidou igen forklarede mig noget om ligninger. Jeg gik egentlig ikke rigtig op i matematik, da jeg ikke fik noget ud af det.

”Måske skulle vi sætte hele dagen af på matematik” sagde han, og jeg skyndte mig at kigge på opgaven. Jeg var ligeglad med matematik, fordi jeg havde jo intet at miste. Jeg kiggede koncentreret på opgaven. Jeg ville på ingen måde blive siddende her.

”Svaret er 4” sagde jeg, næsten sikker. Aidou så bare træt over på opgaven, men fik et smil på læben.

”Det er faktisk rigtigt” sagde han overrasket.

”Kan vi så gå nu?” spurgte jeg. Aidou så på mig, som om han lige havde regnet noget ud.

”Prøver du egentlig på at lave din matematik?” spurgte han.

”Nej, hvad skal jeg bruge det til?” spurgte jeg.

”Lav resten, og jeg køber dig en is” sagde han med et smil.

”Med slikkepindsmag?” spurgte jeg sødt.

”Med lige det du vil have” sagde Aidou, og så på mig med de smukke isblå øjne. Jeg var ligeglad med isen, bare jeg kunne slippe for matematikken.

”Her” sagde jeg hurtigt, og gav ham opgaverne. Jeg kunne ikke vente med at komme ud. Aidou fik et stort smil på læben.

”Jeg er jo genial. Der kan du selv se hvor fantastisk jeg er” sagde Aidou meget selvglad, og gav mig et flirtende blik. De isblå øjne var rettet direkte mod mig. Jeg rødmede svagt, og kiggede væk. ”Nå men så må du vel hellere finde en der er lige så genial som dig” sagde jeg og rullede med øjnene. Aidous blik ændrede sig lidt. Det fik noget lidt alvorligt over dem, men de var stadig lidt flirtende.

”Har du set de drenge der stod i kø for dig i går?” spurgte Aidou mig. Jeg grinede bare.

”Nej, jeg havde travlt” sagde jeg, og rødmede en smule. ”Desuden skal du holde din del af aftalen nu” sagde jeg, og strakte mig. Aidou grinede bare, og rejste sig op. Han rakte mig en hånd, og jeg tog i mod den.

”Kom så prinsesse” sagde Aidou og blinkede. Jeg rødmede bare og sendte ham et smil. Vi var nået frem til byen igen. Det var rart ikke at skulle være her, for at dræbe nogle level-E’er. Jeg fik mig den is, som jeg have drømt om så længe. Is med en knust slikkepind indeni. Jeg smilede lidt for mig selv. Aidou tog selv en smoothie, eller sådan noget. Da vi satte os ned, så jeg alle pigerne stirre på Aidou. Jeg viste det måske ikke udenpå, men indeni havde jeg lyst til at hugge hovederne af dem alle sammen.  Jeg rullede bare med øjnene. Jeg havde nu regnet med at Aidou ville flirte med dem alle, men han så ikke engang på dem. Efter et stykke tid kunne jeg ikke lade være med at grine.

”Hvad er der?” spurgte Aidou mig, mens han rørte rundt i sin smoothie og kiggede direkte på mig. Jeg så bare på ham.

”Skal du ikke vende dig om, for at flirte med alle pigerne” sagde jeg, og grinede igen. Pigernes blikke var rettet mod Aidou, som laserstråler. Han himlede bare med øjnene.

”Det er da meget sjovere at snakke med dig” sagde Aidou og sendte mig et rigtigt charmerende smil, og de isblå øjne, fik det bare til at se endnu mere godt ud. Jeg smilede bare tilbage.

”Jeg er jo også så elskværdig” sagde jeg og grinede. Aidou grinede bare med. Han lænede sig bare ind over bordet.

”Det er der vel nok også en god grund til” sagde han, og smilede. Jeg lænede mig sig lidt frem.

”Det ved man jo aldrig” sagde jeg med et grin, og så ham i øjnene. Jeg rødmede sikkert lidt. Vi havde begge to lænet os ind over bordet. Det eneste der var imellem os var luften, og Aidous Smoothie glas. Jeg tror at vi begge to var lidt kæphøje i øjeblikket. Hans læber så indbydende ud for et øjeblik, men jeg nåede ikke at tænke mere over det, da jeg hørte noget glas gå i stykker. Jeg så på det sted hvor lyden kom fra. Det var en pige, der havde ødelagt et tomt glas. Aidou så også derover. Han rejste sig op, og hjalp pigen. Han betalte for glasset, og selvfølgelig kastede pigerne sig over ham.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var irriteret, så derfor kiggede jeg bare ud af vinduet. Til min store overraskelse så jeg Zero. Aidou havde vist for travlt med pigerne, så jeg besluttede mig for at gå ud til Zero. Lige nu følte jeg mig glemt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...