Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8586Visninger
AA

23. Kold dag!

Jeg løb hen til næste time. Resten af dagen, var som enhver skoledag, bare mere kedelig uden Zero og Yuuki. Jeg kom i tanke om, at der ikke var nogen til at beskytte natklassen mod pigerne. Jeg sukkede bare. Men hvad havde onkel Kaien tænkt sig at gøre? Han havde sikkert tænkt på noget. Timerne var snart slut. Måske havde Kaien helt glemt det. Klokken ringede og pigerne styrtede ud. Jeg fulgte efter, for at se hvad der skete. Pigerne var helt hyper, og jeg sad op på et træ som altid, og ventede på at porten gik op.

Jeg troede, at jeg så syner. Zero var der faktisk. Jeg sukkede lettet op. Jeg gik hen til Zero. Porten gik langsomt op, og Zero udstrålede sin forsvind-eller-du-dør aura. Jeg kunne ikke andet end at smile. Jeg var så glad for at Zero havde det okay. Porten til månekollegiet gik op. Alle natklasseseleverne begyndte at gå. Pigerne skreg op. Jeg håbede på, at Aidou ikke ville gøre mig til pigernes dødsfjende igen. Det havde jeg ikke brug for. Jeg så Ichijo, som smilede til mig. Jeg smilede bare tilbage. Rima så over på mig, og jeg sendte hende bare et lille smil.

Aidou flirtede stadig med alle pigerne, men der var noget koldt over ham. Da han så på mig, gav han mig bare et koldt blik. Hans isblå øjne, der før altid udstrålede varme, udstrålede intet. Hans blik var iskoldt. Tomt. Det var som om han så lige igennem mig. Jeg havde aldrig set det blik før. Der var heller intet smil på hans læber. Han vendte sig hurtigt væk igen. De 3 sekunder var… Triste, forfærdelige! Jeg havde lyst til at krybe sammen i et lille hul, og gemme mig for evigt, men det var ikke noget jeg ville gøre her. Jeg gik bare væk. Væk fra Zero, og de skrigende piger. Væk fra alt.

Da de alle sammen var ude af syne, begyndte jeg at løbe. Jeg forstod det virkelig ikke. Var det bare mig, eller var hans blik iskoldt i dag. Hvorfor lige ham? Jeg løb op til mit værelse. Jeg tog et par H-pills fra min skuffe, og puttede dem i min sidelomme. Jeg tog en af pillerne i munden, og hoppede ud af vinduet. Jeg begyndte at gå. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg gik. Jeg ville bare væk. Det var blevet mørkt. Jeg var ikke længere på skolens skov. Den her skov var mere… skummel. Der lyd pludselig et brag. Et lys kom op fra himmelen. Det var begyndt at lyne og tordne. Jeg var… Bange. Noget jeg kun blev når det lynede. Jeg begyndte at løbe. Nogle tårer trillede ned ad mine kinder. Resten blinkede jeg væk. Jeg ville ikke græde.

Det var ligesom det mareridt, men der havde Zero reddet mig. Denne gang var jeg alene. Jeg havde fået nogle skræmmer, og de var begyndt at bløde. Jeg snublede. ’Slap af Milli, det du drømte om var kun mareridt’, tænkte jeg for mig selv, men det virkede ikke. Jeg gemte mig ved et af træerne. Jeg sad i fosterstilling. Tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg var sikker på at jeg skulle dø lige nu.

 

Et andet sted var Zero ved at være færdig med sin vagt. Lyden af torden og lyn kunne høres, og endda meget højt. Zero var ikke meget for at forlade sin vagt, men det vigtigste nu var at berolige Milli, ellers kan det uheld som skete for 6 år siden, ske igen. Han bankede på Millis dør, og da ingen åbnede, lukkede han sig selv ind.

Det han fandt, gjorde ham vred. Hun var der ikke. En af de få personer der betød noget for ham, var der ikke, og ikke nok med det, han vidste at lynet skræmte Milli, mere end nogen vampyr nogensinde ville gøre. Han løb væk til det eneste sted han kunne. De to andre der kendte til hendes hemmelighed. Rima og Ichijo. Han styrtede ind i månekollegiet, hvor han vidste at de alle stod og snakkede. Da han rev døren op, blev alle blikkene rettet mod ham. Zero var bestemt ikke glad for at være her.

”Jeg skal bruge Rima og Ichijo nu!” sagde han vredt, nærmest hvæsende. De andre blokkede for dem, men Kaname beroligede dem.

”I kan gå,” sagde Kaname. Da de var udenfor, kom Zero til sagen.

”Har i set Milli?” spurgte Zero hurtigt.

”Nej, burde hun ikke være på sit værelse?” spurgte Rima. Zero gav hende bare et dræberblik. ”Uanset hvad, så er Milli vel meget stærk, når hun er Kaiens niece. Hun kan vel klare sig, til du finder hende,” sagde Rima igen.

”Hvis det var problemet ville jeg ikke stå her!” råbte Zero vredt.

”Er der noget galt?” spurgte Ichijo, da han vidste at Zero havde ret. Han ville aldrig komme, hvis det ikke var vigtigt.

”Hun er rædselsslagen for lyn, og bliver automatisk lammet. Hvis jeg ikke finder hende snart, kan I nok regne konsekvenserne ud!” hvæsede Zero. Ichijo og Rima stivnede.

”Hvor har du kigget henne?” spurgte Rima.

”Over hele akademiet!” svarede Zero.

”Hmm, så må vi dele os,” svarede Ichijo. Zero nedstirrede ham bare.

”Hvis du vil finde hende hurtigst muligt, så skal du bruge vores hjælp,” sagde Rima strengt. Det var ikke så tit hun brugte den tone. Zero vidste at de havde ret. De spredte sig. Zero tog byen, Rima og Ichijo spredte sig udenfor akademiet. Det føltes som en kold dag for dem alle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...