Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8561Visninger
AA

7. Ikke igen!

Jeg gik hen til mit nye værelse på Solkollegiet. Jeg havde værelset for mig selv. Det kunne ikke blive bedre, eftersom jeg havde planer for at snige mig ud. Jeg lagde mine ting på plads. Det var blevet mørkt nu, og jeg kunne høre nogle dagklassespiger udenfor. Det var godt nok Zero og Yuuki’s opgave, men jeg kunne ikke lade være med at kigge ud af vinduet. Der var lidt langt ned, men jeg kunne godt lide højder. Jeg var jo trods alt vampyrjæger, så det var ikke noget problem for mig. Der var et træ lige uden for mit vindue. Bedre placeret kunne det ikke have været. Jeg hoppede ud af vinduet og tog fat i en gren, hvor jeg så drejede rundt, og hoppede ned på jorden. Jeg fulgte diskret efter pigerne. Det her kunne jo vise sig at blive sjovt. Jeg kunne se at Yuuki havde set pigerne, så jeg skyndte mig væk. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle nu. Måske skulle jeg bare udspionere natklassen. Jeg fik et lumskt smil på læben, men da jeg kom i tanke om Aidou, blev mine kinder svagt røde igen. Jeg slog mit hoved ind mod træet for at glemme det. Hvorfor var det, at jeg tænkte på det hele tiden? Måske var det de fantastisk smukke øjne? Eller det smukke gyldne hår? Nej, nu gjorde jeg det igen. Jeg slog mit hoved mod træet igen. Folk ville nok tro jeg var sindssyg. Vinden blæste igen. Det her var ikke så godt. Vampyrerne ville sikkert reagere på min lugt. Jeg måtte skynde mig væk, men for sent. Det her var det sidste jeg havde brug for. Aidou stod foran mig igen. Som om jeg ikke havde fået nok af ham.

”Hvad laver du her? Elever fra dagklassen må ikke være her, ”sagde han.

”Jeg så nogle andre dagklassespiger snige sig ud, så jeg fulgte efter dem,” sagde jeg. ”Det ville have været alt for kedeligt, hvis jeg ikke gjorde,” sagde jeg sukkersødt. Aidou begyndte at grine.

”Det er farligt at gå rundt alene om natten…. Hvad hedder du for resten?” spurgte Aidou.

"D-Destiny. Destiny Neru Milli,” svarede jeg og så lidt væk.

”Milli. Sikke et pænt navn,” sagde Aidou og kom tættere på. Jeg havde ikke brug for en gengivelse af sidste gang. De minder jeg havde nu, var mere end rigeligt.

”Kan du selv finde tilbage til dit værelse, Milli?” spurgte Aidou. Nu da jeg så mig omkring, var det helt mørkt. Min stedsans var okay, men i mørket var det umuligt at finde tilbage. Især når jeg ikke kendte stedet. Jeg rystede håbløst på hovedet. Aidou fik et smil på læben. Han tog fat i min hånd.

”Så lad mig hjælpe dig med at finde tilbage til dit værelse,” sagde han. Mine kinder blev røde, og min hånd brændte der, hvor Aidou holdte den. Hvorfor mig? Tænkte jeg. Selvom lysene lyste det lidt op, var det lidt skummelt når jeg ikke kendte stedet endnu. Der var ikke rigtigt noget farligt her, så jeg gav slip på Aidou’s hånd. Jeg havde ikke set mig omkring, så derfor lagde jeg ikke mærke til den rod, som stak op fra træet. Sådan som det så ud nu, ville jeg vælte, og ødelægge mit hoved. Jeg lukkede mine øjne stramt i. Jeg faldt, men jorden var ikke hård. Den var faktisk varm og blød. Aidou begyndte at grine. Da jeg åbnede mine øjne igen, så jeg direkte ind i hans øjne. Han havde grebet mig. Hans ansigt var virkeligt tæt på. Jeg begyndte at rødme. Det var godt at det var mørkt, for ellers ville han have set mine kinder. Jeg trak mig hurtigt væk.

”Du giver slip på min hånd og falder med det samme,” sagde han med et grin.

”Det er alt for mørkt til at man kan se noget,” mumlede jeg. Han tog min hånd igen.

”Giv ikke slip denne gang,” sagde han. Jeg sagde intet, men gik bare. Vi var nået frem til Solkollegiet.

”Jeg kan godt herfra,” sagde jeg og gav slip på hans hånd.

”Godnat Milli,” sagde Aidou.

”Go… Ha en god skoledag... Eller nat..” sagde jeg. Jeg nåede lige at komme i tanke om, at han trods alt var i natklassen.

”Hey Aidou,” mumlede jeg lavt.

”Hvad?” spurgte han.

”Du siger vel ikke noget, gør du?” spurgte jeg. Han begyndte at grine.

”Lad os bare sige at det er vores lille hemmelighed,” svarede han og blinkede. Jeg rullede med øjnene. Han vendte sig om, og begyndte at gå over til Månekollegiet. Først da han var gået, lagde jeg mærke til hvor tom min hånd føltes. Jeg rystede på hovedet, og skyndte mig hen til mit værelse.

 

___

Jeg vil bare lige sikre mig, at folk ikke blev forvirrede. Vampyren Milli møder hedder Aidou Hanabusa. Da vi er I Japan, så skriver man faktisk efternavnet først, så han hedder faktisk Hanabusa. Grunden til at hun kalder ham Aidou, er, at de ikke er venner endnu. Aidou er bare uhøflig eller drillende (kommer an på hvordan man ser på det, men sikkert begge dele) og kalder Milli ved hendes fornavn med det samme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...