Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8587Visninger
AA

53. Hvad jeg kan gøre for dig

 

Jeg så på personen foran mig, eller så meget jeg nu kunne se for tårerne. Aidou stod foran mig, og holdte beskyttende rundt om mig. Han var blevet ramt i brystet. Det var ikke særligt godt, da det jo var et anti-vampyrvåben. Jeg holdte om ham. Han havde reddet mig endnu engang. Hvis det ikke var for mig, ville han være okay. Hans øjne ville ikke være blodrøde og han ville ikke gispe i smerte.

”Aidou-senpai,” græd jeg og holdte stramt om ham. Han så bare på mig, men sagde ikke rigtigt noget, da han var i store smerter. Ichiru trak sværdet ud og Aidou gispede og blodet fortsatte med at strømme ud.

”Hvorfor holder du af en vampyr Milli?” spurgte Ichiru. Jeg så bare op på ham.

”Hvorfor holder du af Shizuka?” spurgte jeg ham koldt. Jeg holdte godt fast om Aidou.

”Det er det samme... Men Shizuka er bare ond,” skreg jeg hulkende. Ichiru så bare på mig, inden han gik. Jeg så på Aidou, som havde mistet meget blod. Sårene var ved at hele, men han kunne ikke hele blodmanglen. Jeg vidste at jeg burde redde Zero, men Aidou havde brug for mig.

”Aidou-senpai,” hulkede jeg og så på ham. Han var faldet ned på sine knæ, og jeg var fulgt med. Jeg holdte om ham og så på ham og hans blodrøde øjne.

 ”Milli..” sagde Aidou. ”Du stak faktisk ikke af,” sagde han lavt og gispede.

”Idiot!,” hviskede jeg og så på ham. Jeg græd stadig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke noget der kunne hele vampyrer.

”Gomen nasai,” græd jeg og Aidou strammede  sit greb om mig.

”Det er ikke din skyld Milli,” sagde han, selvom jeg vidste at det var. Aidou så dårligere ud, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Når Zero var blevet skadet, havde han drukket Yuukis blod. Blod! Det var noget jeg havde. Det var det eneste som kunne hjælpe Aidou. Jeg besluttede mig for, at det var, det eneste jeg kunne gøre. Jeg lagde min pande mod hans.

”Jeg skal nok gøre det godt igen,” hviskede jeg. Aidou så på mig med store øjne.

”Hvad mener du?” spurgte han og gispede. Jeg fjernede mit lange sorte hår fra min hals. Hans blodrøde øjne blev store.

”Nej!” sagde han panisk og så på mig. ”Det vil jeg ikke gøre!” skreg han og prøvede at vride sig. Jeg så på ham og fik det dårligt. Jeg sank en klump.

”Jeg.. Jeg ved at mit blod måske ikke lige er din type men.. Vil du ikke nok!” sagde jeg og kiggede ned. Aidou så på mig og holdte mig ind til sig. Mine kinder blev svagt røde. Han indåndede min duft.

”Milli... Din duft lokker mig mere end du ved, men jeg... Jeg vil ikke skade dig. Dræne dig for alt din energi” sagde Aidou og så på mig. Jeg så på ham med seriøse øjne.

”Hanabusa!” sagde jeg seriøst. Det var første gang jeg havde brugt hans fornavn. Det var første gang, at jeg havde ladet det glide ud af min mund. Og det føltes godt. Jeg burde kalde han Hanabusa oftere.

”Drik det,” hviskede jeg bedende. ”Jeg har alligevel så meget af det,” sagde jeg. Aidou så på mig. Han havde vist fattet budskabet, for han holdte stramt om mig. Han slap mig med en af hans hænder, og rørte blidt min nakke med sin pegefinger. Jeg rødmede svagt og lod ham gøre det.

”Jeg ville ønske at du ikke tvang mig til det,” sagde han, men han holdte allerede godt fast. Hans hoved kom tættere på min hals, og jeg kunne nu mærke hans varme ånde mod min hud. Det fik mig til at rødme mere. Pludselig kunne jeg mærke hans tunge mod min hals. Jeg strammede mit greb om ham og stønnede svagt over det. Jeg rødmede mere.

Jeg gispede og mærkede en svag smerte, da Aidou havde sine hugtænder i min hals. Jeg holdte bare om ham, mens han drak mit blod. Jeg kunne høre ham drikke det. Hvis det kunne hjælpe ham, var det ligegyldigt, hvor meget jeg mistede. Jeg troede altid, at det ville være skræmmende at blive bidt af en vampyr. At det ville gøre forfærdeligt ondt, og at de ville drikke, til man døde. Men jeg stolede på Aidou. Han ville ikke dræbe mig.

En af mine hænder begyndte automatisk at nusse ham i håret, mens han drak. Jeg lukkede bare øjnene, og varmen forsvandt langsomt fra mit ansigt. Mit greb om Aidou blev langsomt løsnet.

”Ha...Hanabusa,” hviskede jeg lavt. Snart kunne jeg ikke holde til mere. Aidous greb om mig var stramt og han sugede til. Uanset hvad, stolede jeg på ham, for da han hørte min stemme, stoppede han langsomt. Jeg kunne mærke det, da hans hugtænder ikke længere var begravet i min hud. Han slikkede en af de dråber blod, der langsomt gled ned ad min hals. Han nåede at slikke den væk, inden den ramte kjolen. Jeg han på mig med store øjne.

”Milli!” sagde han. Mine øjne var halvt lukkede. Jeg så på ham, men mit blik var sløret. Jeg smilede bare svagt ved lyden af hans stemme. Et par tårer faldt ned ad mine kinder. Han så forfærdet på mig. Jeg aede han blidt på kinden. Jeg smilede meget svagt og puttede mig ind til ham. Han så bare på mig. Jeg vidste at han havde det bedre.

Jeg kunne ikke holde mig vågen længere, så derfor lukkede jeg øjnene og blev hurtigt bevidstløs. Aidou holdte stramt om mig og slikkede sig rundt om læberne, inden han kyssede mig på panden.

”Tak Milli-Chan,” hviskede han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...