Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8575Visninger
AA

15. Hemmelighed

Vi var på vej over til månekollegiet. Zero virkede meget sur.

”Hvorfor tog du med hvis du ikke gad?” spurgte jeg.

”Så du kunne blive ædt? Hvad tror du selv?” spurgte han. Zero hadede vampyrerne. De dræbte jo trods alt hans familie. Zero var faktisk ikke så kold i fortiden. Faktisk var han helt modsat. Kaito mente, at Zero aldrig ville blive til en vampyrjæger. Zero var så omsorgsfuld dengang. Det er han stadig, hvis man kender ham, så godt som jeg gør. Jeg grinede lidt for mig selv. Først senere kom jeg i tanke om Aidou. Det ville være pænt akavet, hvis jeg mødte ham igen. Mine kinder blev svagt røde. Jeg gik i panik.

”Eh, Zero du har nok ret. Lad os gå tilbage,” sagde jeg uskyldigt. Zero så på mig.

”Glem det, ”sagde Zero. Jeg sukkede. Jeg havde ingen anelse hvad der var ”sent” for vampyrerne. Desuden håbede jeg virkelig på ikke at se Aidou, eftersom han var lige ved at bide mig. Han var nok blevet sur på mig. Tanken gjorde mig trist. Jeg bankede blidt på døren, og en smilende Ichijo åbnede døren.

”Zero, Milli hvad laver i her?” spurgte han. Jeg tog posen fra Zero, og rakte den til Ichijo.

”Kender du noget til det her?” spurgte jeg med et smil.

”Yay, mine mangaer og tegneserier er kommet.”

Jeg stirrede bare på ham, og jeg kunne se at Zero var ved at dø. Det her gik virkelig Zero på nerverne. Dette var ikke det rette tidspunkt at dø af grin på.

”Nå men kom ind Milli-Chan,” sagde Ichijo og trak mig med ind. Deres kollegium var virkeligt stort. Det var nærmere slotsagtigt. Der var sofaer og fine møbler. 

”Nå men vil du ikke have noget te?” spurgte Ichijo sødt.

”Hvis det ikke er til besvær. Men Ichijo-senpai, læser du virkelig tegneserier?” spurgte jeg. Ichijo kløede sig bare i nakken og svarede.

”Ja det kan godt lyde plat, men jeg kan godt lide det.” Jeg grinede bare lidt. Ichijo var virkelig non-vampyr agtig.

”Nå men sæt dig bare henne ved Rima, og så kommer jeg om lidt,” sagde Ichijo, og gik ind for at lave noget te. Jeg satte mig på sofaen, mens Zero holdte sig langt væk. Det var lidt akavet at sidde sammen med Rima. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

”Du kender vores hemmelighed, gør du ikke?” spurgte Rima.

”Nani?” spurgte jeg uskyldigt. Hvordan vidste hun det? Desuden havde Kaien ikke fortalt det til nogen. Jeg var ved at blive lidt panisk.

”Jeg har regnet det ud. Du beskyttede vores hemmelighed, da Zero og Yuuki ikke kunne gøre det,” svarede hun. Jeg kikkede ned.

”Hvordan fandt du ud af vores hemmelighed?” spurgte Rima. Hun så faktisk ud til at tage det pænt. Jeg sukkede.

”Jeg er født ind i Destinyklanen, og desuden er Kaien min onkel,” fortalte jeg.

”Hvorfor fortalte Kaien det ikke til os?” spurgte Rima.

”Han ville have, at jeg kom godt ud af det med alle. Ser du, jeg har aldrig brudt mig om at være vampyrjæger, bare for at jage. I mine øjne er det kun level-E’er der er monstre,” svarede jeg.

”Det er da godt at høre,” sagde Ichijo lige pludselig. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til at Ichijo var bag ved mig. ”Så kan vi da stadig forblive venner,” svarede Ichijo, og fik stjerneøjne.

”Eh? Også selvom jeg var tidligere vampyrjæger?” spurgte jeg.

”Milli, jeg har ikke mødt så mange som dig og Kaien. De fleste ser os som farlige gyserfigurer, men af en eller anden grund, kan dig og Kaien se det gode i os. Derfor forbliver vi venner,” sagde Ichijo. ”Og nej, vi fortæller ikke noget til de andre,” svarede Rima, med et lille glimt af et smil. Et meget lille glimt.

”Tak,” sagde jeg og smilede stort. Zero besluttede sig for at gå, og jeg blev for at drikke min te færdig. Jeg fik snakket med Rima. Hun var model sammen med Shiki, og så elskede hun pocky. Jeg fik også læst nogle tegneserier sammen med Ichijo. De var faktisk meget hyggelige. Min onkel havde vundet. De vampyrer her kunne umuligt være nogle monstre. Klokken var ved at blive mange, så jeg besluttede at gå tilbage til mit værelse.

”Farvel Milli-Chan. Kom snart igen,” sagde Ichiijo, inden jeg gik. Jeg smilede bare, og gik tilbage. Jeg var blevet rigtig træt, så jeg gik direkte i seng, efter jeg skiftede til nattøj.

 

I Månekollegiet snakkede Rima og Ichijo.

”Hun er virkelig unik,” sagde Ichijo. ”Jeg ville ønske at det var flere mennesker som Milli og Kaien, ” fortsatte han.

”Hmm, hun var faktisk lidt… Hyggelig,” sagde Rima.

”Det skal nok blive godt. Nu må vi bare sørge for at hjælpe hende med at holde på hendes hemmelighed,” sagde Ichijo.

”Godnat Takuma,” sagde Rima, inden hun gik i seng. Ichijo gjorde det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...