Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8583Visninger
AA

13. Han gjorde det igen!

Aidou var også her i byen, men siden hvornår? Jeg lod min hånd glide ned. Der var ingen grund til at tage Crystalis frem nu. Sammen med Aidou var der også en rødhåret dreng. Han havde dukkeblå øjne. Hvis jeg huskede rigtigt, så var det Senri Shiki, fra bladene, som alle pigerne læste. ”Vi kan da bare dele,” sagde level-E’en. Det gik mig rigtig på nerverne. Mennesker var ikke bare mad! Hvorfor blev mennesker kun set som mad? Jeg kunne se at Aidou blev vred. Hvad var det, der gjorde ham så vred?

”Men i må da indrømme at det er en god duft,” sagde level-E’en. Jeg kunne se at Aidou havde knyttet sine hænder.

”Jeg har allerede sagt, at jeg selv kunne finde hjem!” sagde jeg surt. Jeg havde tænkt mig at gå lige forbi level-E’en. Det gik bare ikke helt som planlagt. Han ville angribe mig fra siden, men Shiki stillede sig foran mig, mens Aidou havde trukket mig ind til sig, hvilket gjorde at jeg tabte alle tingene, som jeg havde købt. Jeg kunne mærke varmen komme op til mine kinder igen. Aidou slap mig og tog min hånd

”Du ordner resten Shiki,” sagde Aidou helt koldt. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Shiki bide sin finger. Der kom sådan en pisk ud af hans blod. Jeg nåede ikke at se mere, før Aidou trak mig af sted. Vi blev ved med at løbe. Nu hvor jeg så mig omkring, kunne jeg se en anden level-E. Var byen her fuld af level-E’er? Måske var det derfor at det var forbudt at gå ud. Da vi var nået ind i skoven igen, stoppede Aidou.

”Er du okay Aidou-senpai?” spurgte jeg bekymret. Jeg tror at noget gik ham på nerverne. Pludselig trak Aidou mig ind til ham, ligesom da level-E’en skulle til at angribe mig.

”Hvad lavede du i byen helt alene?” spurgte han vredt. Hans greb om mig var fast.

”Jeg skulle bare købe nogle ting til Kaien.” mumlede jeg. Mine kinder blev røde. Heldigvis var de røde i forvejen, fordi vi have løbet.

”Hvorfor holder du dig ikke væk, fra hvad der er farligt? Vil du have at der skal ske dig noget, før det går op for dig, at der bare er noget man skal holde sig væk fra?” spurgte han og trak mig lidt væk, så han kunne se mig i øjnene.

”Og hvor lang tid skal der så til, før det går op for dig, at jeg ikke er en skrøbelig lille dukke?” spurgte jeg. Pludselig havde Aidou presset mig op mod et træ.

”Er det virkeligt så slemt, at folk tager sig af dig? Er det virkelig så slemt at jeg kom efter dig i dag? Jeg har aldrig sagt at du er en skrøbelig dukke, jeg …” Aidou stoppede sætningen der. ”…Ville bare ikke have at du kom til skade,” sagde han. Jeg kunne se at hans blik var vredt, men samtidig var det lidt trist. Hans isblå øjne, havde fået et rødligt skær.

”Aidou,” mumlede jeg lavet. Jeg havde aldrig været ude på at såre ham, men jeg ville bare heller ikke være den lille svage menneskepige. Hans hoved kom tættere på. Jeg kunne mærke hans åndedræt mod min hals. Mine kinder var blevet mere røde. Ville Aidou mon bide mig nu? Jeg havde lyst til at tage Crystalis frem, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg håbede så meget at han ikke kunne høre det. Pludselig trak han sig bare tilbage. Var det bare mig eller var det rødlige skær blevet stærkere?

”Ved du hvad, bare glem det,” sagde Aidou. ”Du kan vel selv finde tilbage,” sagde han koldt. Jeg så Aidou gå. Hvad skete der lige? Yuuki og Zero havde sikkert vagt nu, og Aidou var nok gået tilbage til sin klasse. Jeg satte mig bare ned, og lænede mig op af træet. Jeg stirrede ud i den blå luft. Mine kinder brændte. Aidou havde været så tæt på.

”Arhh,” skreg jeg og trak min ben op, så jeg kunne hvile hovedet dem.

”Milli,” kunne jeg høre Yuuki sige. ”Hvorfor er du ikke gået tilbage endnu? Kaien er bekymret og Zero er ved at flå ham i stykker,” sagde Yuuki. Jeg sad bare der og stenede.

”Milli?” spurgte Yuuki bekymret.

”Oh, undskyld Yuuki. Hvad er der?” spurgte jeg. Yuuki kom tættere på.

”Du ligner en der har feber. Vi må nok hellere skynde os tilbage,” sagde Yuuki med et smil. Jeg rejste mig op og fulgte efter hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Aidou. Han var sikkert blevet sur på mig nu. Jeg sukkede, og fortsatte med at løbe.

 

 

Efter natklassens sidste time var de gået tilbage på deres værelse. Akatsuki Kain sad og lyttede til sin fætters håbløse snak.

”Og det værste var at jeg var så tæt på at bide hende,” sagde Aidou og sukkede.

”Så du har altså forelsket dig i hende, Hanabusa?” spurgte Kain.

”Nani? Det er overhovedet ikke sådan det hænger sammen, Akatsuki. Hun kan åbenbart klare en Level-E helt selv. Og hører du efter Akatsuki?” spurgte Aidou, men inden han lod sin fætter svare, forsatte han igen. ”Hun kunne da i det mindste have takket mig eller noget,” sagde Aidou fornærmet.

”Så den eneste grund til at du gik og efterlod hende alene, er at du er fornærmet?” spurgte Kain.

”Nej jeg…” Aidou stoppede op, og tænkte sig godt om.

”Hør her Hanabusa,” sagde Kain helt uinteresseret. ”Folk ved ikke hvornår du kan lide dem, men de ved helt sikkert hvornår du ikke kan,” mumlede Kain.

”Hvad mener du med det?” spurgte han. Kain sukkede.

”Når du bliver fornærmet, kan du godt give folk et forkert indtryk,” sagde Kain. Aidou sukkede. ”Måske er jeg lidt fornærmet, men hvis den level-E havde stukket..” sagde Aidou, da han blev afbrudt af Kain.

”Tænderne i hende før dig,” sagde Kain, med en ligeglad stemme, og kørte sin hånd gennem håret.

”Sagde du noget Akatsuki?” spurgte Aidou irriteret.  ”Nå men, hvis den Level-E havde….Så havde jeg…” sagde Aidou med en vred stemme, og skabte noget is, som ville have ramt Kain, hvis ikke han havde smeltet det med sine ildkræfter.

”Slap nu af Hanabusa,” sagde Kain, da han lagde mærke til sin fætters temperament. ”Gå nu bare i seng,” sagde Kain, da han vidste at det ville være bedst for Aidou. De to fætre gik alt for tidligt i seng, men de kunne alligevel ikke få søvn nok.

 

___

Godt nytår~! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...