Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8558Visninger
AA

32. Forgiveness

Jeg begyndte at ryste. Jeg havde ikke fundet Temari, og jeg turde ikke bevæge mig nogen steder hen, selvom jeg blev mere bange af at være under sengen. Lyset var slukket, men månen lyste værelset op. Jeg kunne se den uhyggelige mand for mig igen, men det havde aldrig været så slemt før. Jeg kunne pludselig høre nogle skridt. Jeg stivnede.

”Milli, hvad laver du i Aidous værelse?” spurgte en stemme. Det var Rimas. Jeg hulkede bare lydløst videre.

”Lynet..” mumlede Rima.

”Bare rolig, jeg skal nok holde de andre væk,” sagde Rima, og jeg hørte nogle skridt igen. Rima sukkede.

”Det var godt, at jeg fik tidligere fri,” mumlede Rima.

”Nå så det synes du?” spurgte en stemme hende.

”Aidou, hvad vil du?” spurgte Rima.

”Jeg skulle lige herover for at hente noget, men jeg kan mærke Millis duft hænge i luften,” sagde Aidou, og gik op af trappen. Rima sukkede.

”Gomen Milli,” sagde hun. Jeg kunne mærke nogen rykke i håndtaget, og så gik døren pludselig op, selvom jeg havde låst den. Jeg rystede mere, og bed mig selv i underlæben. Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg gemte mit ansigt. Nogen hev i lagnet, for at kigge under sengen.

”Milli-chan?” spurgte en stemme overrasket. Var det her nu Aidous værelse? Hvor var jeg dog heldig. Hvorfor blev jeg ved med at støde ind i ham, når det hele gik dårligt?

”Hvad laver du her?” spurgte han igen overrasket. ”Og hvorfor ligger du under min seng?” spurgte han. Jeg så bare op på ham. Tårerne løb, og jeg rystede. Jeg gemte hurtigt mit ansigt igen.

”Du kan da bare være ligeglad!” fik jeg sagt med besvær. Min stemme lød helt knust. Det tordnede igen, og jeg trak mig sammen.

”Milli..” sagde han, men en stemme fuld af medlidenhed.

”Vil du ikke nok gå?” spurgte jeg. Jeg ville ikke have, at han skulle se mig så svag. Desuden var han ligeglad med mig.

”Milli, kom herud. Jeg ved at du er bange for lynet… Jeg har regnet det ud,” sagde han meget blidt, men jeg ville ikke falde for det to gange. Jeg kravlede ud af den anden side. Jeg skulle bare væk. ”Milli…” sagde han, men jeg rejste mig bare op. Inden jeg vidste af det havde Aidou krammet mig. Han havde taget mig helt ind til sig, lige inden det næste lyn ramte jorden.

”Slip mig!” sagde jeg, men han kæmpede ikke engang, da jeg næsten ikke rykkede på mig. Tårerne blev ved med at strømme ned.

”Det kan jeg desværre ikke gøre,” hviskede han i mit øre. Hans hånd kørte gennem mit hår. Jeg kunne ikke tage det mere. Jeg gav op.

”Hvorfor?” hviskede jeg. Han havde da meget nemt ved at ignorere mig før.

”Det ved jeg ikke, men jeg ved at det bedste for dig ville være hvis jeg holdte mig væk. Alt bliver ligesom det var før, og du kommer ikke til skade. Det skader kun dig selv at være sammen med mig,” hviskede Aidou i mit øre. Mine øjne var blevet store.

”Så sig det dog ligeud hvis du er blevet træt af mig, i stedet for det her,” sagde jeg. Min stemme knækkede flere gange over. Aidou så overrasket på mig.

”Tror du, at det er det, der er problemet?” spurgte han blidt. Jeg så op på ham, men jeg kiggede hurtigt væk. Jeg valgte ikke at svare på det spørgsmål. Han tog fat i min hage, så at jeg blev nødt til at se ham i øjnene.

”Milli. Jeg er ikke blevet træt af dig. Det bliver jeg nok aldrig, men det der er problemet, er mig. Du… Hvis du forsætter med at være sammen med mig, kommer du bare til skade,” sagde han bestemt, men hans stemme lød så trist. Jeg sparkede ham over benet, så han slap mig.

”Hvad skulle det til for?” spurgte han.

”Du kunne slet ikke finde på at spørge mig om hvad jeg foretrak eller hvad. Du regnede bare med at du kunne ignorere mig, og at verden ville blive sukkersød igen?” spurgte jeg, med en stemme der lød såret. Jeg ville ønske, at han ikke kunne høre det. Jeg så Aidou i øjnene, men jeg kunne ikke aflæse hans blik. Jeg rødmede svagt. Jeg ville gå, da jeg hørte lynet igen, og derfor sprang jeg automatisk i armene på Aidou. Jeg begyndte at ryste igen. Aidou havde bare strammet sit greb om mig. Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg vidste ikke om det var Aidous eller lynets skyld. Aidou løftede igen min hage, og slap mig med den ene hånd.

”Hvis du fik lov til at vælge. Ville du så stå fast ved dit valg, selvom der er en hemmelighed du ikke kender til? Selvom den hemmelighed kunne skræmme dig så meget, at du fik lyst tik at løbe væk,” spurgte Aidou. Jeg kunne se at hans øjne var alvorlige. Jeg så bare op på ham.

”Ja, jeg ville aldrig løbe væk… Uanset hvad,” sagde jeg, og var ligeså alvorlig som Aidou. Aidou grinede bare.

”Hvad er det sjove her?” spurgte jeg, mens mit greb om Aidou blev strammere, hver gang jeg kunne høre lynet.

”Dig,” sagde han sødt, og strammede sit greb. Jeg så bare op på ham, og han så mig lige i øjnene. Et smil bredte sig på Aidous ansigt. ”Og for resten tak for chokoladen” sagde han flirtende.

”Hey, det var en takkegave, og desuden var den til skraldespanden!” sagde jeg, mens jeg prøvede på at skjule mit smil. Aidou grinede bare.

”Jeg må hellere se at komme af sted,” mumlede jeg. Jeg skulle til at gå, men før jeg vidste af det, havde Aidou taget mig op i brudeform. Jeg rødmede svagt.

”Hvad laver du?” spurgte jeg forvirret.

”Jeg kan jo ikke lade dig gå alene, når det stadig tordner, og desuden slutter vores skoletimer snart,” sagde Aidou, og inden jeg vidste af det, var Aidou hoppet ned af vinduet. Jeg sukkede bare. Jeg håbede så meget på, at Zero ikke fandt os.

”Du skal ikke tage dig af Zero. Han vogter sikkert over klassen,” sagde Aidou med et smil. Jeg smilede tilbage. I den tid jeg havde snakket med Aidou, havde jeg helt glemt alt om lynet. Jeg måtte takke Temari senere.

”Aidou-senpai, hvorfor er du egentlig ikke til time?” spurgte jeg.

”Det var jeg også, men jeg skulle jo lige hente noget i MIT værelse, da… Jeg så fandt dig,” sagde Aidou. Af en eller anden grund lød han trist. Var det mon på grund af mig?

”Aidou-senpai…” mumlede jeg. Vi var nået hen til mit værelse, og uden at jeg lagde mærke til det, var vi oppe på mit værelse.

”Hvad er der Milli?” spurgte Aidou. Han gik hen til sengen, og satte sig ned, med mig i sine arme. Jeg rødmede stadig svagt.

”Du virker så trist,” mumlede jeg meget lavt. Det endte med at jeg så Aidou i øjnene. Jeg fik det selv så dårligt, når han gav mig det triste blik.

”Hvordan tror du, at jeg havde det da jeg så dig under sengen? Du var så…” jeg lagde min pegefinger på hans mund, inden han kunne forsætte, mens jeg rystede på hovedet.

”Det er okay,” sagde jeg meget træt. Jeg blinkede flere gange, for ikke at falde i søvn.

”Jeg tror at det ville være bedst hvis jeg gik, så du kunne få din søvn,” sagde Aidou med et smil.

”Jeg... Er ikke… Søvnig” sagde jeg træt og gabte. ”Så derfor… Skal du blive,” sagde jeg og lukkede mine øjne i. Jeg skulle lige til at falde i søvn, da det lynede igen. Aidou krammede mig bare ind til sig.

”Mennesker der ikke får deres skønhedssøvn, er ikke kønne mennesker,” sagde han med et grin. ”Desuden er jeg her til du falder i søvn,” sagde han. Jeg hørte ikke så meget af hvad han sagde. Jeg lukkede bare mine øjne i. Det sidste jeg lagde mærke til, var Aidous grin, og nogle varme læber mod min pande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...