Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8586Visninger
AA

34. Du glemte mig

 

 

Jeg var på vej over til Zero.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg, med en lidt overrasket stemme. Zero så neutralt på mig.

”Missioner” svarede han bare. Jeg sukkede endnu engang.

”Du skal ikke engang tænke på at komme med Milli” sagde Zero. ”Du har jo slet ikke lyst til det her, har du?” sagde han. Jeg kendte godt svaret på det spørgsmål.

”Og hvad så? Du er min makker og jeg bliver nød til at gøre det. ”sagde jeg bestemt. ”Jeg hader det, og jeg hader dem fra vampyrjægerorganisationen, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg er født til det.” sagde jeg med en lidt trist stemme. Zero så surt på mig, men jeg begyndte bare at gå. Zero tog bare fat i min hånd.

”Du bliver her Milli” sagde Zero strengt. Jeg trak bare min hånd ind til mig.

”Nej!” sagde jeg bestemt, og begyndte at gå længere ind mod det forladte sted. Jeg skulle til at gå længere, da jeg hørte en bekendt stemme.

”Så her var du?” sagde Aidou, og åndede lettet op. Zero skulede bare over på ham. Aidous blik var også blevet til en skulen. Jeg så undrende på Zero. Hvorfor havde de to så meget mod hinanden? Jeg svarede ham ikke. Jeg tror jeg var noget man kunne kalde fornærmet. Zero lagde mærke til det.

”Holdte du overhovedet øje med hende?” spurgte Zero. Aidou så vredt over på ham. Zero tog fat i min hånd.

”Du tager dig af det” sagde Zero. Aidou fik bare store øjne.

”Hvorfor skal jeg? Du kom her for at gøre det” sagde Aidou.

”Fordi du ikke engang kan holde øje med Milli” sagde Zero. Jeg så kort på Aidou, men kiggede hurtigt væk igen.

”Hvorfor gør I ikke bare det i skal, og så kan jeg gå hjem!” sagde jeg surt. Jeg havde seriøst lyst til at tæske nogen.

”Du går ikke alene hjem!” sagde Aidou bestemt, og tog fat i min hånd. Zero skulede bare til Aidou, men slap mig så. Zero forsatte ind til de forladte huse, mens jeg bare så efter ham. Jeg havde lyst til at følge efter ham, men Aidou strammede bare sit greb om min hånd.

”Zero har noget… Han skal” sagde Aidou neutralt. Jeg så bare op på ham. Jeg havde jo ikke fortalt ham om min hemmelighed. Var det kun af den grund at Aidou hadede Zero?

”Hvorfor har i så meget i mod hinanden?” spurgte jeg. Aidou så på mig.

”Det er kompliceret… Zero og jeg er forskellige…” sagde Aidou og kiggede væk.  Jeg kiggede bare ned. Aidou så på mig.

”Jeg glemte dig ikke… Det gjorde jeg seriøst ikke, men da jeg kiggede, var du væk” sagde Aidou. Igen havde han fået de ulæselige øjne, men de var vist lidt frustrerede. Jeg så op på ham, og rødmede svagt, men bagefter sukkede jeg.

”Det går nok” sagde jeg og så op på ham. ”Men til gengæld skal du lave mine matematiklektier” sagde jeg og prøvede på at lyde alvorlig. Aidou smilede bare. Pludselig havde han fejet benene under mig, og igen var jeg i hans arme.

”Aidou-senpai, hvad laver du?” spurgte jeg og rødmede svagt.

”Det er hurtigere at komme op sådan her.” sagde han, og hoppede op, og var igen på mit værelse på ingen tid. Jeg smilede bare svagt. Da Aidou satte mig ned, gik jeg hen til min matematikbog, og kastede den over til ham.

”Du går bare i gang” sagde jeg og smilede stort. Aidou sukkede bare dybt. ”Du kunne jo have husket mig..” sagde jeg og rullede med øjnene.

”Jeg glemte dig ikke!” sagde han med hans lidt barnlige stemme. Han klemte sin tommel og pegefinger om sin næseryg, og sukkede endnu engang. Jeg begyndte at fnise, da hans frustration morede mig. Han så bare over på mig, og smilede. Da jeg så over på ham rødmede jeg svagt. Jeg kiggede hurtigt væk.

”Bare gå i gang” sagde jeg, og satte mig ned på sengen. Jeg betragtede Aidou, mens han lavede mine lektier. Han sad på gulvet, og så lidt koncentreret ud, men hans ansigt viste at stykkerne var meget nemme for ham. Jeg blev ved med at studere hans perfekte ansigt, og derfor smilede jeg for mig selv. Pludselig ændrede Aidous ansigt sig.

”Milli, jeg fatter ikke denne opgave” sagde han og så på mig. Var det mig, eller var der noget lusket ved hans udtryk. Jeg sukkede bare, og gik over til ham. Jeg lagde mig på mine knæ, og kiggede på bogen.

”Hvad er problemet?” spurgte jeg bare, men før jeg vidste af det, havde Aidou lagt sine hænder rundt om mig.

”A-Aidou-senpai…?” spurgte jeg med store øjne, men han grinede bare, for han begyndte at kilde mig. Jeg begyndte bare at vride mig rundt. Jeg grinede højt og bad ham om at stoppe. Et par tårer løb ned ad mine kinder, fordi jeg grinede så meget. Det gjorde helt ondt i maven, fordi det kildede så meget. Aidou grinede også, men han blev bare ved. Til sidst stoppede han, og jeg tog rundt om min mave. Jeg sukkede lettet op, og tørrede nogle af de tårer der var væk. Aidou havde stadig sine arme rundt om mig.

”Hvad skulle det til for?” spurgte jeg, da jeg kunne snakke normalt igen.

”Jeg kedede mig bare” sagde Aidou med et grin. Jeg rødmede bare, og kiggede væk. Jeg så på de matematikopgaver som jeg havde for til i morgen. De var alle sammen lavet på ingen tid. Jeg tog det bare i hånden, og stirrede ned på det. Aidou grinede bare.

”Jeg sagde jo at jeg var klog” sagde Aidou med et smørret grin. Jeg rullede bare med øjnene, men jeg vidste at han talte sandt. De vampyrer der var her, var begavede og så vidt jeg vidste, var Aidou en level-B vampyr, også kaldet Nobel vampyrerne. De fleste var Level-B vampyrer, og Kaname er så sjovt nok en Pureblood eller en Level-A. Der var faktisk en vampyrer trekant, som man skulle lære om som vampyrlærling. Pyramiden består af fire dele. Øverst har man Pureblood vampyrerne. Det er dem der bestemmer over de andre, og der findes ikke mange af dem. Efter dem kommer Nobel vampyrerne. De er også magtfulde, og har hver deres egen magi. Der er mange af dem, og alligevel ikke. Efter dem kom de almindelige vampyrer, også kaldet level-C vampyrer. De har ikke rigtig nogen evner, men er bare normale. Efter dem kommer dem nederst i kæden. Level-D vampyrer. Det var mennesker, som er blevet forvandlet til vampyrer. De fleste tror at de før eller siden bliver Level-E’er. Level-E er i en pyramide for sig selv. Det var dem der var sunket for dybt i deres blodtørst. Det var kun dem, jeg ville dræbe.

Det var også en af de grunde til at jeg ikke forstod hvad Aidou lavede her. Hans rank var jo pænt højt oppe, så hvad skulle han med mig? Jeg kunne ikke regne det ud, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Jeg så mare på Aidou igen. Han smilede bare til mig, og det fik mig til at smile. Igen var jeg fanget af hans smukke isblå øjne. Aidou tog bare fat i min hage, og så på mig. Jeg kunne igen mærke varmen i hele min krop. Mit hjerte hamrede i mit bryst. Jeg så ham bare i øjnene. Aidou nærmede sig bare mine læber, og jeg følte at mit hjerte kunne springe ud. Jeg kunne da ikke kysse ham, kunne jeg? Han var jo vampyr, og jeg vidste hvor meget de kunne manipulere med folk. Men Aidou havde aldrig gjort noget, det kunne skade mig. Han havde faktisk altid reddet mig, på de rigtige tidspunkter. Jeg besluttede mig for at give op. Jeg var simpelthen for fanget af tanken om hans læber, mod mine. Jeg skulle til at lukke øjnene, da jeg hørte nogen banke på min dør.

”Milli, er du der?” hørte jeg Temari kalde. Aidou slap min hage igen, og så på mig med et smil.

”Jeg må nok hellere gå.. Jeg skal jo have min skønhedssøvn” sagde han og rejste sig op.

”H-Hai” hviskede jeg og rejste mig op. Aidou grinede svagt.

”Jeg er tilgivet nu, ikke?” spurgte han og blinkede til mig. Jeg rullede bare med øjnene og smilede. Jeg så ham hoppe ned, og bagefter gik jeg hen for at åbne døren. Der stod en uskyldig Temari og så på mig med et normalt blik, indtil hun så mit ansigtsudtryk. Hun begyndte bare at grine.

”Forstyrrer jeg?” spurgte hun med et undskyldende smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...