Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8588Visninger
AA

9. Drømmeudskiftning

Jeg fandt endelig Yuuki. Hun var faldet i søvn ved et af træerne. Jeg begyndte at grine lidt, men som præfekt fik man ikke meget søvn.

”Kaname-senpai,” mumlede Yuuki og rødmede svagt. Jeg begyndte at grine lidt, men samtidig rødmede jeg selv, da jeg kom i tanke om at, jeg muligvis selv så sådan ud i går aften.

”Yuuki, vågn op,” sagde jeg, og ruskede blidt i hende.

”Huh,” sagde Yuuki, mens hun gned sig i øjnene. ”Åh, hej Milli, hvad sker der?”

”Du faldt bare i søvn.” sagde jeg. ”Du får vist for lidt søvn, fordi du skal passe på deres hemmelighed,” sagde jeg med et smil.

”Du kender til…”

Jeg skyndte mig at lægge min hånd for hendes mund.

”Ikke så højt!” hviskede jeg.

”Siden hvornår?” spurgte hun.

”Siden altid, og dig?” spurgte jeg.

”Det samme,” sagde Yuuki, med et smil. Vi begyndte begge to at grine.

”For resten, hvem er Kaname?” spurgte jeg drillene, mens jeg løftede et øjenbryn.

”Øh, det er ”lederen” af månekollegiet,” sagde Yuuki. Jeg kunne se at hun rødmede svagt.

”Og hvad er han for dig?” spurgte jeg, virkelig interesseret. Hun så sig omkring inden, hun begyndte at fortælle.

”Ser du, jeg husker ikke noget om min fortid. Så det første jeg husker var en nat, hvor det sneede. En level-E vampyr angreb mig, men så kom Kaname og reddede mig,” sagde Yuuki.

”Og lige siden har I haft et eller andet forhold, eftersom du dømte om ham,” sagde jeg. Jeg begyndte at rødme svagt. Yuuki var bare ligesom mig. ”Og hvad rødmer du så over?” spurgte hun. Jeg lagde hurtigt min hånd foran hendes mund igen, og kikkede rundt ligesom hun selv havde gjort. ”Ser du.. De ved ikke at jeg kender deres hemmelighed”, startede jeg med at sige.

”Så fordi jeg muligvis kedede mig i går, fulgte jeg efter to dagklassespiger. Så fangede du dem og jeg gemte mig langt væk,” sagde jeg. Nu begyndte jeg at hviske.

”Så mødte jeg Aidou, og han viste mig vejen tilbage, men jeg snublede, og han greb mig,” sagde jeg, men før jeg kunne sige mere afbrød Yuuki mig. Hendes blik var irriteret ”

Alle andre end Aidou-Sempai!” sagde hun irriteret.

”Men hvad så?” spurgte hun ivrigt, og havde store øjne.

”Det var så det,” svarede jeg, men mit ansigt sagde noget andet.

”Hvorfor rødmer du så?” spurgte Yuuki.

”Jeg drømte muligvis om…” Men Yuuki afbrød mig igen.

”Nej, hvorfor ham af alle?” spurgte Yuuki.

”Jeg er ikke ligefrem forelsket i ham,” råbte jeg lidt for højt. Jeg trak hurtigt Yuuki bag et træ for en sikkerheds skyld. Heldigvis var der ikke nogen. Yuuki og jeg sukkede lettet op. ”Hvad drømte du så?” spurgte vi i munden på hinanden.

”Dig først,” sagde jeg bestemt.

”Øhh…Ser du…Vi blev ligesom gift,” svarede Yuuki, mens hun sagde det sidste virkelig lavt. Jeg var ved at dø af grin. Yuuki rødmede voldsomt. Jeg holdte mig om maven, men jeg forsatte med at grine.

”Det er da sødt på sin egen måde,” sagde jeg. ”Hvad så med din drøm?” spurgte Yuuki. Pludselig var jeg i den røde stol.

”Ja men min drøm, den var jo rigtig god, ligesom denne verden,” sagde jeg, mens jeg prøvede på at skifte emne.

”Ja, det kan du have ret i… Hey,” sagde Yuuki.

”Jeg drømte at vi var på en romantisk date,” mumlede jeg. Yuuki smilede bare.

”Det er da sødt,” sagde Yuuki.

”Nej, det går ikke. Jeg var en vampyrjægerlærling og Aidou er en vampyr,” sagde jeg lavt. ”Desuden er han den største charmetrold jeg nogensinde har set.” Yuuki sukkede.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” Sagde Yuuki så.

”Det er okay… Hey jeg er stadig ikke forelsket eller noget. Tro ikke at jeg nu kommer der og skriger over ham eller noget. Det var bare en lille… Ting der skete!” sagde jeg.

”Okay,” sagde Yuuki, men jeg kunne tydeligt høre at hun ikke troede på mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men af en eller anden gik det mig på nerverne, at hun ikke troede på mig.

”Nå men kom så Fru-Jeg-Tror-Ikke-På-Dig. Vi skal af sted nu, ellers kommer vi for sent,” sagde jeg lidt fornærmet.

”Okay, og undskyld. Jeg tror på dig,” sagde Yuuki med et smil. Jeg kunne ikke gøre andet end at stole på hende. Sammen løb vi for ikke at komme for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...