Black and Red Roses

- Shaking in red, in red, in red. To the edge of the dream, of the dream.
We can’t be separated -



Vampyrjægerblod. Det gav mennesker enestående kræfter. Milli blev født ind i Destinyklanen og var den eneste overlevende fra hendes klan. Hendes kald var at dræbe vampyrerne. Alligevel siger hendes underbevidsthed hende noget andet. Alligevel er der en del af hende, der ikke kan knuse de blodsugende væsner. Da hun finder sin onkel, bliver hun fast besluttet på at finde ud af, hvad der var årsagen til hendes forældres død... Men nogle gange gemmer hemmelighederne sig i skyggen, der ikke er til for mennesker.

[Dette var min første fanfiction jeg nogensinde skrev, men da Kinky-chan ville have mig til at udgive den, så gør jeg da også det. Derfor er plottet muligvis ikke så godt, som mine nuværende.]

33Likes
152Kommentarer
8578Visninger
AA

27. Det, der før var klart, er nu blevet overskyet

Jeg havde ikke lyst til at stå op. Jeg havde ikke lyst til at gå i skole i dag. Jeg havde generelt bare ikke lyst til at være på det samme sted som ham. Jeg havde ikke lyst til at tænke på, at han var til stede. Det var nemmere at beskrive Aidou som ham. Det gjorde mindre ondt, men det var ikke blevet spor bedre. Jeg skulle bare have fortalt dem min hemmelighed. ’Jeg er vampyrjæger, og jeg kan ikke fordrage jer. Min syge onkel har tvunget mig til det her, så fjern jer fra mit blik. ’

Jeg burde have været kold, og ignoreret dem, men det var for sent. Desuden ville jeg ikke kunne klare den løgn. Den var for stor. Men den med at Aidou ikke betød noget, var nemmere at tygge på. Hvis folk ikke nævnte ham, skulle det nok gå. Temari ruskede blidt i mig. Jeg trak bare min dyne over mit hoved.

”Kom nu Milli,” sagde Temari. ”Vil du ende med at blive smidt ud af skolen?”

Min onkel er inspektør, så jeg kunne være ligeglad, men jeg stod alligevel op. Temari havde allerede taget sin uniform på. Hendes hår var også løst, men hun havde et pandebånd på, som pynt, så hendes pandehår var stadig nede. Jeg tog mig sammen, og gik på toilettet. Da vi begge var klar, gik vi ud i køkkenet. Yuuki og Temari var alt for friske. Jeg sad bare ved siden af Zero, uden at sige noget.

”Glæder i jer så ikke til en ny skoledag?” spurgte Kaien, glad som altid. Zero og jeg rykkede langsomt vores blik mod Kaien, og gav ham vores dræberblik. Yuuki ignorerede Kaien fuldstændigt. Hun tænkte sikkert på Kaname. Temari gabte bare, og spiste videre. Det var som om hele min energi var forsvundet. Jeg havde ikke ligefrem lyst til idræt i dag. Jeg tog slattent fat i gymnastisktasken, som var proppet med alt det man skulle bruge til idrætstimen. Temari gjorde det samme, men bare i en mere frisk version.

”Temari og jeg går nu,” sagde jeg bare tomt.

”Allerede?” spurgte Yuuki. Jeg trak bare på skulderne, og gik. Temari vinkede farvel, og gik efter mig. Da vi var alene spurgte hun.

”Milli, hvad er det der går dig på? Jeg er sikker på at du er en frisk person. Og sig mig har det noget med Aidou at gøre,” sagde Temari bekymret, og så på mig. Jeg kunne ikke lyve for Temari, det ville føles forkert.

”Det er… Kompliceret. Eller det var bare mig der troede noget. Jeg glemte helt hvad det vil sige at være en vampyr,” sagde jeg trist. Vi var hurtigt henne ved skolen, så vi forsatte hen til Temaris værelse. Det var faktisk tæt på mit, og hun skulle heller ikke dele værelse med nogen. Da vi var inde i værelset, spurgte Temari mig igen.

”Har han drukket dit blod?” spurgte hun.

”NEJ,” skreg jeg op. ”Det ville han…” jeg skulle til at sige at det ville han aldrig gøre, men det var nok løgn. Vi sad begge på hendes seng.

”I havde fået bygget for forhold op så, havde I ikke?” spurgte hun. Hvordan gjorde hun det? Ingen havde læst mig så godt før.

”Det kan man vel godt sige,” sagde jeg lavt.

”Hvor ligger problemet så?” spurgte hun forvirret. Jeg havde lyst til at trække mig sammen.

”Jeg…” jeg kunne ikke få ordene ud. De sad fast i halsen. ”Han ignorerede mig totalt, og ikke nok med det, hans blik var bare så…” jeg kunne ikke sige, så jeg bed mig bare i underlæben. Temari krammede mig bare. Hun var den eneste der vidste alt om mig. Hun kendte alle mine hemmeligheder. Alle mine problemer. Det var rart, at der var én person, som vidste alt. Eller viste næsten alt.

”Jeg havde det bare så godt i nærheden af ham. Han fik mig til at tro, at det faktisk ikke var mit blod han gik efter. Jeg troede faktisk på at det var mig han ville være sammen med. Det er min egen skyld, så det går nok,” sagde jeg, men jeg vidste at der var løgn.

”Milli… Er du sikker på at der er derfor?” spurgte hun, men inden jeg kunne svare, ringede klokken. Jeg tog bare hurtigt min taske, og forlod værelset med Temari. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om ham. I idræt skulle vi ride på hestene. Vi var ude på et markagtigt sted. Der var faktisk en pæn udsigt, og luften var frisk. Jeg stod med ryggen til de andre, og lænede mig op af træhegnet, hvor hestene havde været lige før. Fuglene sang en dejlig melodi, og jeg var i mine egne tanker, så jeg opdagede ikke hvad der foregik, rundt omkring mig. Resten skete bare så hurtigt.

Nogen fra natklassen var kommet forbi. Deres lugt havde påvirket hestene, og især Lily var gået amok. Temari råbte alt hvad hun kunne, men jeg havde ikke lagt mærke til det, før det var for sent. Lily var løbet over mod mig, i raseri, og ville støde ind i mig. Da jeg vendte mig om, var der ikke tid nok til at reagere. Jeg vendte mig om, og mine pupiller blev små. Lily var ikke til at stoppe, og selv Zero stod for langt væk. Jeg troede, at jeg skulle på hospitalet i flere dage, men så skete det. Det ene øjeblik var Lily i gang med at løbe mod mig, og det andet var jeg i den bekende persons arme, som altid plejede at redde mig.

Aidou havde reddet mig. Mine pupiller var stadig store, og mit hjerte hamrede voldsomt. Aidou havde skyndt sig at redde mig, og vi var nu endt et par meter væk, lige hvor træerne stod. Hvorfor havde han reddet mig igen? Jeg ville ikke have det. Jeg havde ikke brug for flere ting, som min hjerne blev ved med at minde mig om. Den bekendte duft af lavendler ramte igen min lugtesans. Jeg undgik hans blik, for jeg behøvede ikke se op, for at vide at det var ham. Jeg behøvede ikke spørge, for at kunne genkende. Det værste var, at jeg faktisk savnede det her. Jeg kunne ikke lyve over for mig selv længere. I den korte tid jeg havde tænkt for mig selv, havde Aidou sluppet mig. Før han kunne nå at sige noget, var jeg begyndt at gå i mod Temari, og hun kom løbende mod mig. Hun vidste at mit ansigtsudtryk, ikke skyldtes uheldet med hesten. De andre piger skreg bare, og sniksnakkede. Nogle af dem var begyndt at løbe over til os.  

”Vi må hellere gå igen Hanabusa,” sagde den stemme jeg havde hørt før. Det var hans fætter Kain. Aidou forblev stille. Det samme gjorde jeg. Jeg havde ikke brug for at se hans ansigtsudtryk. Jeg havde ikke brug for, at få det tatoveret under mine øjenlåg. Temari havde fat i min hånd, og hun trak mig væk. Jeg så op på skyerne, da jeg gik fra marken. De var blevet mørke og triste. Det der gik fra at være en dejlig klar himmel, var blevet overskyet. Var det kun mig der kunne se det triste vejr?

Mit ansigt var dækket af mit hår, så jeg fældede én enkel tåre, før jeg så op på himmelen. Temari havde taget mig væk, for at pigerne ikke skulle samle sig rundt omkring os, og Aidou var sikkert gået med sin fætter. Jeg var sikker nu. Alt der var lyst før, var blevet overskyet, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...