Dæmonernes forsamling

En novelle jeg skrev til et blad der udkommer i vores kommune. Den handler om en pige der ved et tilfælde ender midt i en forsamling af dæmoner. Den er kort og nok ikke vildt god, men vil meget gerne have ris og ros på den.
Ps. måske skriver jeg mere på den, men det er ikke sikkert da jeg har en anden historie herinde (udkast) der minder lidt om den.

0Likes
4Kommentarer
1032Visninger

1. historien

Det eneste jeg kunne høre, da jeg gik, var gruset under mine fødder. Lyden gav genlyd i den stille park, og min vejrtrækning lød højere, end den egentlig var. Det var køligt. Jeg kiggede op mod stjernehimlen, hvor fuldmånen skinnede. Nattens sol. Månens lys var så kraftigt, at jeg let kunne se. Pludselig hørte jeg en lyd. Jeg fór forskrækket sammen, og kiggede op i træet, hvor lyden var kommet fra. Oppe mellem træets grene sad en ravn. Den havde vendt sit hoved mod mig, og stirrede på mig med dens sorte øjne. Så virrede den med hovedet, som om den ville have mig til at følge efter den. Så lettede den, og landede kort efter i et træ få meter væk. Jeg gik hen mod den, men da jeg var næsten henne ved træet, gjorde den det samme, lettede, og landede i et træ nogle meter væk. Dette fortsatte den med, og jeg indså egentlig først, at jeg fulgte efter den, da vi var kommet ind mellem en klynge træer. Jeg stoppede lidt op, men så begyndte jeg at kunne høre stemmer, og min nysgerrighed blev vagt. Jeg fulgte ravnen længere frem, og kort efter så jeg en lysning forude. Men da jeg nåede den, gemte jeg mig øjeblikkeligt bag en busk. Det var ikke mennesker i lysningen! Faktisk var der ikke rigtig nogle af dem der så menneskelige ud. De var ikke til at beskrive, men de gik alle oprejst på to ben, ellers havde de fleste ligheder med dyr. Jeg kiggede rundt efter ravnen, men jeg jeg kunne ikke finde den nogen steder. Jeg rejste mig op og begyndte at liste væk. Men da jeg vendte mig om, skilte mørket i en af skyggerne sig, og en skikkelse kom til syne. Manden kom frem i månelyset og jeg gispede. Han var lignede et menneske, bortset fra at hans øjne var sorte, han havde horn, og så havde han nogle store, sorte vinger på ryggen. ”Hvem er du?” spurgte han mig. Jeg var for splittet mellem min skræmte fascination til at svare, og han vendte hans øjne mod ravnen. ”Mennesker må ikke være her, og alligevel bringer du hende hertil!” brølede han af den. Ravnen blev forskrækket og forsøgte at flyve væk, men væsnet foran mig holdt den fast med sit blik. Så smilede han, og sagde med en ildevarslende stemme, ”jeg finder ud af hvad jeg skal gøre med dig senere”. Så vendte han sig igen mod mig. Han kiggede på mig, som var jeg et dyr han skulle købe. Så, før jeg kunne nå at blinke, stod han lige foran mig, og stirrede mig i øjnene. Jeg mærkede et sug i maven, og jeg forsøgte at kigge væk, men jeg kunne ikke. Det var som om der skete noget inden i mig, og jeg ved ikke helt om jeg kunne li' det. Så tog han min hånd og sagde ”men når nu du er her, kan du jo lige så godt være med”. Han trak mig hen mod væsnerne, mens han stadig kiggede mig i øjnene. Pludselig stod jeg bare inde mellem alle væsnerne, men jeg var underligt følelsesløs, og alting flød sammen. Nogle af dem begyndte at tage fat i mig, men manden der havde ført mig herhen, gjorde noget, der fik dem til at holde op. Han sagde noget, jeg ikke opfattede og pludselig drejede jeg rundt, et af væsnerne havde fat i mig. Musikken lød som om den kom langt væk fra, og pludselig opdagede jeg, at jeg var i et andet væsens arme. Hvordan jeg var havnet der anede jeg ikke, men mine tanker begyndte at blive normale igen. Hvorfor var jeg her egentlig? Pludselig var jeg henne hos ham manden der havde ført mig herhen igen, og han kiggede mig i øjnene. Mit hoved føltes tomt, og så var jeg hvirvlet ind i dansen igen. Jeg ved ikke hvor lang tid der var gået, eller hvor mange gange jeg havde været henne ved ham manden der havde ført mig herhen, men jeg havde det ikke så godt. Pludselig stoppede musikken, og alle væsnerne vendte sig om mod et bestemt sted. Jeg vendte mig sammen med dem, og så at månen var ved at gå ned. Væsnerne begyndte at larme højt, og en efter en, forsvandt de. Til sidst var der kun mig og manden tilbage. Han gik hen mod mig, tog fat i mit ansigt som han tvang op mod sit. Jeg kiggede direkte op i hans øjne, men denne gang følte jeg mig ikke fjern, tværtimod blev jeg suget ind i hans blik. Jeg mærkede mine ben kollapse under mig og alt blev sort.

Jeg slog øjnene op, og kiggede op mod mit loft. Så sukkede jeg lettet, og mumlede lavt, ”det var bare et mareridt”. Men da jeg satte mig op, opdagede jeg med det samme de store sorte fjer, som lå ud over min seng. Fjer, der var for store til at kunne tilhøre en fugl. Og da jeg vendte mig om, opdagede jeg ravnen som lå på mit gulv. Død. Jeg rejste mig skræmt op, og da jeg vendte mig mod min seng, skreg jeg af skræk. På væggen bag min seng, lige bag mit hoved, stod der, med blodrøde bogstaver 'Vi kommer tilbage efter dig'.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...