You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3727Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Emery:

Inde på mit værelse smed jeg mig i sengen og gloede op i loftet. Så gabte jeg dejlig mæt. Desværre er der nogle gange bivirkninger hvis man drikker for meget af den samme person. Denne gang blev jeg sur. Jeg stirrede vredt frem for mig, før jeg rejste mig op. Jeg løftede min seng op uden besvær, selv om at den var af solidt træ. Før jeg smadrede den ned i gulvet kom jeg på andre tanker, satte den ned og hoppede i stedet ud af vinduet.

Jeg søgte mod skoven, hvor jeg sad hele natten og bare ventede på at solen skulle stå op. da solen stod op gik jeg tilbage til mit hus, hen til mit skab og gennemrodede det, til jeg fandt hvad jeg ville have på. Det var en sort nedringet trøje, et par sorte bukser og mine sorte stilleter.

Så stod jeg og hev lidt i mit hår før jeg bestemte mig for at lade det hænge. Så tog jeg min sorte taske og gik nedenunder. Der stod min far, eller halvdelen af ham stod der. Resten af ham var gemt i en kasse.

”Far?” Sagde jeg og kiggede på den knap så hyggelige del af ham. Han løftede hoved for at svare mig, men slog hovedet op i lampen.

”Av for pokker!” sagde han og gned sit hoved. Jeg kunne ikke lade være med at fnise. Nogle gange var min far så forvirret! Han kiggede irriteret på mig, mens han igen kiggede ned i kassen. Jeg gik hen til ham, klappede ham kort på skulderen og sagde lige før jeg smækkede med døren.

”Vi ses far! Skole! Nu! Kan ikke snakke!”

Jeg gik mod skolen, da jeg ikke kunne huske hvor jeg skulle hen. Jeg stod lidt og trippede, da en dyb mandestemme bag mig spurgte;

”Kan jeg hjælpe dig?” jeg vendte mig om og så politimanden. Nu var han bare i normalt tøj… eller normalt og normalt, det var ret kikset. Jeg nikkede kort til ham, med et lille smil på læberne. Hvor var det sødt af ham.

”Jeg skal hen på skolen, men jeg kan ikke huske hvor jeg skal hen.” svarede jeg ligeud. Politimanden grinede lidt og begyndte så at gå. Jeg var ret sikker på at jeg skulle følge efter ham, så det gjorde jeg. Og ganske rigtigt. Lidt efter stod jeg foran en stor murstens bygning, med en masse unge mennesker uden for.

”Tak for hjælpen.” sagde jeg og smilede til politimanden. Han smilede igen.

”Det var så lidt…” begyndte han, men gik så i stå. Jeg smilede bredt før jeg svarede ham.

”Emery. Emery Estelle.” sagde jeg og rakte en hånd frem. Han tog den og rystede den.

”Caron. Caron Lux.” sagde han. Jeg smilede til Caron og så vendte jeg mig om og gik ind på skolen.

Jeg satte mig ned på en stol i mit nye klasselokale. Jeg sad og slappede af, da folk begyndte at komme ind i lokalet. Af sådan en lille by var der faktisk ret mange mennesker. Jeg rejste mig op, da jeg så at alle andre stod op. Så kom vores lærer ind i lokalet.

”Godmorgen frøken.” sagde de alle i kor. Først der satte de sig ned. Det var en masse en mands borde, så jeg skulle ikke sidde ved siden af nogen. Sikke et held. Jeg lænede mig tilbage i stolen. Så gik døren op igen, og ind kom endnu en lærer. Eller var det nu også det?

”Godmorgen unger! Velkommen til endnu en spansktime. I dag har vi hjælpelærer på.” sagde en bekendt stemme. Jeg kiggede undrende op og så hvorfor stemmen var så bekendt. Det var Caron. Vent var han også lærer? Så både politimand OG lærer? Hvor var han underlig. Af alle job, skulle han lige være lærer.

Jeg sneg mig til at se lidt nærmere på ham. Han havde noget flot brunt hår. En rigtig kastanjebrun farve og en skinnene brun som øjne. Og det var først nu at det slog mig. Han var utrolig ung. Ikke meget mere end 25. Og det vidste de andre piger i vores klasse tydeligvis også for de blev ved med at vifte med håret, selv om at han ikke rigtig lagde mærke til det.

Jeg lod mit blik glide gennem lokalet, da jeg kunne mærke at der var en der kiggede på mig. Så fandt jeg hende der kiggede på mig. Det var hende. Hende med mine øjne. Jeg undertrykkede et gisp og fokuserede i stedet på Caron.

Han vendte sig væk fra tavlen, og det var som om han først så mig nu. Han smilede og gav et lille nik i min retning. Jeg kunne mærke en masse brændende blikke mod min nakke, men det fik mig bare til at smile til Caron. Han så helt lalleglad ud.

Jeg skævede over mod hende pigen, men hun kiggede ikke vredt på mig, men kiggede drømmende hen på en fyr over ved vinduet. Jeg nåede ikke helt at se ham før klokken ringede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...