You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3738Visninger
AA

29. Kapitel 28.

Gwen: Jeg var helt vildt forvirret, og blinkede derfor med øjnene. Emery bøjede sig frem mod mig og strøg så mit hår væk fra mit ansigt. Jeg havde virkelig løst til at sige noget, men mit stemmebånd lod mig ikke gøre det. Hun smilede bredt, gik ud på gangen og råbte et eller andet, som jeg ikke hørte.

Mor, Emery' far eller som Emery fik det til at lyde også min far, Lucas og Caron kom løbende ind. Mor gik straks hen til mig da hun så jeg havde åbne øjne, og begyndte at græde.

Emery klappede hende på skulderen og sagde "Så rolig nu mor! Jeg græder ikke, så det kan du godt stoppe med." Mor havde et svagt smil, og krammede mig så ind til hende. Jeg gav en halvkvalt lyd, og Emery løftede mor over til vores far. Han lagde armene om hendes skulder og begyndte selv at græde. Hvorfor begynder alle nu lige pludselig at græde, så længe har jeg da ikke været væk har jeg? Lucas stod nu henne ved siden af Emery, og kiggede afventende på hende, hvorfor? Hun gjorde en glidende bevægelse, med hånden over mod mig, og han smilte bredt, og gik hen til mig. Hun begyndte at fløjte, og stak hænderne i lommen og gå ud af rummet. De andre fulgte med efter nogle sekunder, undtagen Lucas.

Lucas satte sig på stolen ved siden af min seng. Der var ingen af os der sagde en lyd, mest fordi jeg var bange for at mit stemmebånd simpelthen ikke lade mig snakke. Jeg kom op og sidde, og stak benene ud over sengekanten, Lucas holdt øje med mig, som om jeg ville falde død om når det skulle være, men det ville jeg ikke lade ske. Jeg kunne virkelig ikke fordrage stilhed der varede så lang tid, og bestemt ikke når det galt Lucas, han havde altid noget at fortælle mig om. Men hvorfor var det anderledes nu. Jeg kiggede tøvende på ham og spurgte "Hvad skete der?" Han kiggede på mig og svarede "Jeg er ikke sikker, det eneste jeg så var at Emery havde dig i sine arme, og ville ikke lade mig røre ved dig, efter det..." Jeg kiggede ned i gulvet og han sagde stille "du har været væk nogle måneder, det er ikke det samme i skolen når du ikke er der. Men alle har selvfølgelig hørt om at du kom til skade eller, ikke bare en skade, hvis Emery ikke havde fundet dig var du død. Hun snakkede om at du havde en træ pæl stukket gennem maven eller sådan noget." Mine øjne blev store og jeg huskede kampen mod Emery, hvor hun havde kastet mig flere hundrede meter tilbage, hvis ikke næsten en kilometer. Og at træet var blevet smadret så meget at jeg havde fået en pæl gennem maven. Ved at tænke på det fik jeg helt vildt ondt i maven. Lucas satte sig hen ved siden af mig og sagde "Du må virkelig undskylde Gwen. Jeg ved ikke hvad jeg havde gang i. Jeg ville gøre alt for at du ikke vil være sur på mig." Jeg kiggede på ham og kiggede ham lige ind i hans øjne, de havde en dybhavsblå farve, de var smukke. Jeg sagde halvvejs hviskende, fordi mit stemmebånd var ved at give efter igen "Jeg tror ikke jeg kan være sur på dig nogensinde, men du må bare love mig at det aldrig vil ske igen." Jeg trak ham ind til mig, og han fik et bredt smil og var ved at klemme mig fuldkommen sammen, imens han hviskede i mit øre "Tusind tak, det vil ALDRIG ske igen." Han kunne vidst ikke få fremsagt de næste ord, men til sidst sagde han med sin specielle stemme som kun jeg vidste han havde "Det vil aldrig ske igen, fordi du er den pige jeg elsker allerhøjst i verdenen, du er den person, jeg altid har kunnet åbne mig overfor. Du ved hvordan det er at leve uden en af sine forældre, til at starte med troede jeg at det var det der førte os sammen. Men nu har jeg fundet ud af at det var, fordi det er meningen at vi skal være sammen, for evigt og altid." Jeg havde lyst til at græde, men kunne ikke, i stedet sagde jeg bare "Jeg elsker også dig." Han ville ikke lade mig komme væk, jeg var ved at blive kvalt af hans arme, selvom det var det jeg havde ønsket, i helt vildt lang tid. Han tog fat i mine skuldrer og holdt mig ud for sig, inden han kyssede mig.

Jeg hørte døren gå, for at blive lukket igen, jeg kunne lige nøjagtig høre at der blev sagt "Måske skulle vi gå ned og få noget at spise."

Lucas gik ned for at få noget mad til mig. Jeg følte mig som verdens lykkeligste pige, lige nu...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...