You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3748Visninger
AA

27. Kapitel 26.

Gwen: Emery fik mig væltet om på jorden. Hun blev fraværende, det var nu jeg havde chancen. Jeg fik hende hamret ind i et træ, der med samme blev smadret. Jeg gik tættere og tættere på hende, imens hun kiggede på mig, og hurtigt rejste sig op og hvæssede. Hun fik mig smidt langt væk, gennem en masse. Jeg ved ikke hvor langt væk jeg kom. der gik et minut, og jeg kunne pludselig mærke en stærk smerte i min mave. Jeg forvandlede mig tilbage, og alt sortnede for mig.

Jeg havde en underlig drøm, tror jeg da nok. Hele mit liv fløj forbi mig, men hvorfor? Jeg så den lille pige jeg engang havde været, da jeg lige havde fundet ud af at jeg var en varulv, jeg var ude i skoven med min mor. Vi havde lige forvandlet os, hun stod foran mig, hun var lige så lys som månen. Jeg havde aldrig forstået hvorfor jeg var så mørk som jeg var. Min mor kiggede ned på mig, men begyndte så at løbe gennem skoven efterfulgt af mig, eller rettere jeg fik hurtigt overhalet hende. Jeg havde for travlt med at se på min mors øjne, der strålede som solen da jeg løb forbi hende, så jeg løb ind i et træ, og blev kastet 50 meter tilbage. Jeg så hvordan jeg forvandlede mig tilbage til min menneskelige form, fordi jeg havde så ond i hovedet.

Min mor var kommet hen til mig, og havde også forvandlet sig tilbage, og sad nu og pustede på mit hoved, fordi jeg havde bildt mig selv ind at det hjalp. Men den indbildning havde alle børn bildt sig selv ind. Vi begyndte at gå tilbage til byen, til huset jeg elskede så højt. Sådan set elskede jeg alt højt. Jeg havde en mild personlighed. Måske synes nogen at jeg var underlig, men der var også en del der vidste, hvor meget jeg misundede dem. De havde jo begge deres forældre, eller alle undtagen Lucas, den person jeg kendte så godt, den person jeg elskede højere end stort set alt, og jeg troede han havde de samme følelser for mig indtil... Pludselig fløj billedet ind i mit hoved, billedet, hvor Emery og Lucas kyssede. Han havde svoret sit venskab til mig, vi ville altid støtte hinanden, ALTID. Men det han havde gjort, det var lige hvad alle drengene på skolen havde lyst til, lige siden Emery kom. Jeg synes Emery var sød nok. Der var et eller andet ved hende jeg kunne lide. Ikke bare det at vi havde samme øjne, men at vi stadig var de to modsætninger, lys - mørke, sort - hvid. Hun havde de øjne stort set ingen i verdenen havde, undtagen meget meget få.

Alle billederne forsvandt og der var pludselig mørkt rundt omkring. Jeg blev forvandlet, til varulv, men jeg gjorde det ikke selv. Jeg løb gennem skoven som jeg havde gjort da jeg var lille, sammen med mor. Jeg stoppede, og blev forvandlet tilbage til menneske, og der stod de Lucas på den ene side og Emery, min mor og hendes far, de tre stod som en familie, den familie jeg altid har ønsket mig. Lucas eller Emery og de andre? Jeg kiggede fra person til person, pludselig var jeg en lille pige igen, og jeg løb hen til min mor der løftede mig op i sine arme, og begyndte at gå væk fra alle de andre. Jeg så Lucas stå bag mig også som et barn. Min mor gik hen mod et lys, et meget skarpt lys.

Jeg missede med øjnene og så Emery stå ved min side hun smillede stort og hviskede "Godmorgen søs."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...