You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3735Visninger
AA

25. Kapitel 24.

Gwen: Jeg sad og græd, jeg ved ikke hvor længe. Min vrede ville ikke forsvinde lige meget, hvor meget jeg prøvede. Den blev bare ved med at være der. Jeg var ved at gå i spåner. Jeg overvejede lidt at forvandle mig, men hvad ville det hjælpe?

Jeg hørte alle dyrene der løb rundt omkring. De løb oppe i træerne, over skovbunden, fløj gennem luften fra træ til træ. Ligesom Emery havde gjort lige inden hun havde narret mig. Hvorfor blev jeg ved med at tænkte på hende? Jeg kunne føle der var et eller andet bånd mellem mig og Emery, men hvad var det? Jeg ville så gerne vide det. Hun mindede mig om mor på så mange måder. Måske på lidt for mange måder. De havde samme hår, samme hudfarve og de var lige så stærke. Emery blev ved med at poppe op i mit hoved. Jeg ville have hende til at gå ud af mit hoved. Havde hun virkelig kysset Lucas? Eller var det Lucas der havde kysset hende? Jeg ville vide det, for hvis det var ham der havde kysset hende, var det jo ham jeg skulle føre min vrede mod, og ikke Emery. Jeg begyndte at græde igen da jeg fik et billede af da Lucas og Emery kyssede.

Jeg hørte nogle fodtrin komme hen imod mig, men ignorerede dem bare. Jeg kiggede lidt op og så det var hende. Det var EMERY. Jeg fløj op og forvandlede mig. Hun så chokeret på mig. Jeg kunne se i hendes øjne at hun allerede vidste at det var mig der var den sorte ulv. Jeg begyndte at snerre af hende.

Jeg gik nærmere vampyren, som var min modsætning fuldkommen lys, men med mørkt tøj. Hvor jeg derimod var mørk, men gik med lyst tøj. Jeg kunne lugte at hun havde dræbt mange varulve, det sad fast i vampyrens lugt bagefter, men de kunne ikke selv lugte det. Eller det tror jeg ikke de kan. Jeg ved det ikke. Jeg vidste ikke så meget om vampyrer. Der havde ikke rigtig været nogen her, men min mor havde altid sagt at jeg skulle tage mig i agt for dem, især hende her... Men det blev lidt svært nu. Jeg kunne godt se nu at hun havde været her et stykke tid. Vi havde til og med fysik sammen. Vi var makkere. Men jeg havde ikke vidst at den underlige lugt hun havde, som andre mennesker ikke havde, var bare den kendsgerning at hun ikke lugtede. Vampyrer havde ikke lugte. Men det vidste jeg først nu og nu var det bare for sent. Jeg kastede mig frem, på samme tid som hende, klar til kamp.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...