You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3747Visninger
AA

24. Kapitel 23.

Emery:

Jeg kunne hører noget i min underbevidsthed. En der… græd? Men hvorfor pokker kunne jeg dog hører det? Jeg havde mine tanker et helt andet sted, så jeg lagde ikke mærke til at Caron stadig kyssede mig. Selv om at hans tunge invaderede min mund, var jeg der ikke længere. Jeg tror jeg fik en ud-af-kroppen oplevelse.

Pludselig stod jeg ude i skoven. Eller det var ikke mig. Jeg så igennem en andens øjne. En der var trist. Nej ikke trist. Skuffet. Skuffet over… mig?

Jeg var straks tilbage i min krop igen. Det var Gwen. Hun havde brug for hjælp. Men jeg måtte have gjort noget først. Så lagde jeg mærke til at jeg stadig kyssede med Caron. Okay der var to ting jeg måtte gøre først. Jeg trak mig væk, og kiggede ham ind i øjnene. Jeg begyndte med forblændelse, men ombestemte mig så. Jeg skubbede ham fra mig, så han slog hovedet ned i jorden.

Så hoppede jeg igen op på Gwens tag. Jeg sprang over det hul jeg havde lavet i taget. Måske skulle jeg få lavet det på et tidspunkt. Men lige før jeg hoppede ned af taget skiftede jeg igen mening. Jeg kiggede ned i hulet og så Gwens mor gå rundt der nede. Jeg hoppede ned og landede på hug, med den ene hånd hvilende på jorden.

Så rejste jeg mig op, svang mit hår over skulderen og gik hen til Gwens mor. Jeg tog fat i hende og svang hende over skulderen. Så hoppede jeg op på taget og videre hen til mit hus. Der gik jeg ind, med Gwens mor over skulderen og satte hende foran min far. De gispede begge.

”SELIG!” udbrød Gwens mor. Min far stod bare og åbnede og lukkede munden. Så kastede Gwens mor sig ind i hans arme. Det havde jeg ikke regnet med. heller ikke da de kyssede hinanden. De kendte vist hinanden en smule. Måske mere end en smule, får nu stod de og råsnavede. Det var ikke lige det jeg havde tænkt ville ske.

Jeg sneg mig hurtigt ud af døren og løb ud mod skoven. Nu havde jeg brug for at fortælle det her til Gwen. Jeg fandt hende siddende op af et træ. Jeg gik stille hen til hende. Men lige da hun så mig fløj hun op. Jeg kiggede chokeret på hende, da hun forvandlede sig til den sorte ulv. Jeg vidste godt at det var hende, men det undrede mig stadig.

Hun begyndte at komme snerrende mod mig. jeg kunne straks mærke hvordan mine vampyr-gener reagerede. Det her ville ikke ende godt. Hun stod med fronten mod mig. Hun gik en smule bag ud. Ville hun gå? Hvis det var det hun ville, ombestemte hun sig og gik tættere på. Jeg kunne hører en eller anden råbe noget til mig, men jeg vidste ikke hvem det var, ikke andet end at den var en fyr.

Måske Lucas. Jeg hvæsede, mens ulven kom nærmere. Hvis den troede jeg gav op uden kamp kunne den godt tro om. Jeg var ikke for ingenting den farligste vampyr i hele verden. Hvordan kunne der være kommet en varulv her til? Denne del af landet var der da ingen?

Men den der varulv, som lige nu kom tættere og tættere på var virkelig nok. Min far havde ellers forsikret mig om at hvis vi flyttede her til, ville vi ikke løbe på nogle varulve. Igen. Jeg havde dræbt rigeligt der hvor vi boede før. Jeg ville ikke dræbe flere. Det kunne godt være at jeg var farlig, rent faktisk den farligste, men jeg ville ikke dræbe.

Til sidst kom den helt hen til mig, mens den snerrede dybt. Jeg svang mit måneblonde hår over skulderen og kastede mig så ud i kamp…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...