You and I forever!

Emery er lige flyttet til en by, for at komme væk fra New York, hvor hun altid skulle dræbe varulvene. Hun selv er vampyr, men da hun blev for farlig for sine omgivelser, flytter hun væk sammen med sin far, og håber at komme til et sted hvor hun kan være i fred. Men mørket skjuler hemmelighederne.


Gwen har altid boet alene med sin mor i Amerika i en meget lille by, som hvis navn er Small Town. Hun ved intet om sin far, da han forsvandt, da hun var helt lille. De lever i harmoni, men pludselig sker der en forandring i deres ellers så normale familie liv. Moren får depression og det bliver svære at være der hjemme. Selv skyggerne bliver mørkere.

5Likes
61Kommentarer
3723Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Emery:

Jeg stod foran den lille landsbys port. Jeg var virkelig laaangt ude på landet. Hvem pokker havde porte foran deres landsby længere. Men altså, det var vel også derfor vi var flyttet her til. Til Small Town. Den lille bitte landsby ud til havet. Den var vel på en måde smuk, men alt, alt for stille. I New York hvor jeg kommer fra, var der altid larm fra biler. Havde de overhovedet biler her? Jeg sukkede og kiggede på porten.

Den var helt rusten, med nogle kraver som våbenskjolds dyr. Jeg troede den var lavet af kobber, da den var helt lysegrøn, af alder. Hvor var de underlige. Jeg ville totalt have en fisk. Jeg sukkede igen og kiggede mig over skulderen. Der stod min far og baksede med en taske som han prøvede at få ud af bilen.

Det kunne godt være han var stærk og farlig og det, men fornuftig? Niks. Jeg gik hen til ham, tog fat i tasken håndtag og trak den så roligt ud af bilen. Min far stod og måbede, før han blinkede et par gange og lukkede så munden. Så grinede han og bankede mig i ryggen.

”Åh min lille pige! Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?” spurgte han og grinte med hans dybe stemme. Han kørte en hånd igennem hans kulsorte hår. Vi var hinandens modsætninger. Jeg var helt lys. Mit hår havde samme farve som månen, og min hud var mælkehvid. Min far havde sort hår og en flot brun farve. Jeg ville dræbe for den hud!

Jeg svang min taske over skulderen og gik ind i huset, mens jeg bar på 5 andre tasker. Min far havde selv en masse at bære på. Inde i huset var vores møbler allerede på plads. Det var det smarte med en masse penge. Man kunne bestikke alle. Ellers skulle vi jo bare forvirre dem med forblænding. Det var noget alle vampyrer kunne med at kigge på menneskerne. De er så egoistiske alle sammen. De ser sig selv som det øverste dyr i fødekæden. Men der kunne de godt tro om. Den plads havde vi, vampyrerne, stjålet.

Jeg åbnede døren ind til mit værelse. Det var præcis som jeg ville havde det. Helt sort. Væggene var hvide, som gulvet og loftet, men alle mine møbler var helt sorte. Jeg satte mine tasker hen foran mit klædeskab og begyndte stille at pakke ud. Mit tøj var også sort. De fleste ville kalde mig emo eller Goth, men tro om! Sort tiltrak mig bare. Det måtte være mine vampyr-gener.

Selv om at de fleste vampyrer gik i farverigt tøj. Nå… nu forsvandt den undskyldning. Så giver jeg bare min hudfarve skylden! Det måtte jeg huske. Jeg kiggede hen på min seng. Den var faktisk ikke nødvendig, da vampyrer ikke sover, men jeg elskede at dovne i sengen. Det måtte være noget jeg havde fra min mor.

Jeg vidste ikke så meget om hende, ikke andet end at hun ikke var vampyr. Så hun måtte vel være menneske ikke? Jeg gætter på at jeg ligner hende, for jeg lignede overhovedet ikke min far. Ikke engang mine øjne lignede hans.

Hans var dybblå, mens min var smaragdgrønne. Jeg elskede den farve. Jeg behøvede næsten ikke at bruge forblændelse, fordi menneskene troede at jeg var noget specielt. Hvilket jeg også var, men det ignorere vi.

Jeg sukkede og kiggede igennem mit tøj, til jeg fandt min helt stramme sorte bluse og sorte bukser. Så fandt jeg mine sorte stiletter. Jeg elskede simpelthen de sko. Jeg skiftede tøj, da jeg havde svedt i en bil i 5 timer. Så flettede jeg mit hår og lod min fletning hænge over min ene skulder.

Så gik jeg ud efter mad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...