Skyggernes by.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2011
  • Opdateret: 2 maj 2012
  • Status: Færdig
Eli Loveless er flyttet fra land til land siden hun var 5 år, da hendes forældre blev skilt. Hun er nu kommet til Rusland, hvor hun skal bo i Moskva. Hun får nye venner, men som der er noget mystisk over. Hun vil finde ud af hvad der er med dem. Samtidig skal hun holde sin egen hemmelighed skjult for alle og enhver.

24Likes
167Kommentarer
4638Visninger
AA

11. Det er klogere bare et give slip.

Jeg grinede da Feray havde givet ham fingeren for så at blive fuldkommen rød i hovedet over at Sable og Tawny havde hørt det. For de havde begge to fået grineflip. Hun hev Ender med sig ned mod klassen og jeg gik stille efter dem. Jeg kom dog ikke særlig langt før Charl havde låst sin hånd om mit håndled og var ved at trække mig et andet sted hen.

Sable og Tawny gik bag os af en eller anden grund og stod i vejen så jeg ikke ville kunne slippe væk. "Charl, hvor er du ved at trække mig hen?" Han ignorerede mit spørgsmål så jeg satte hælene i jorden og man kunne tydeligt se at det blev svære for ham at trække mig afsted.

Han stoppede pludselig op, men han slap ikke mit håndled. Han vendte sig om og Sable og Tawny skred. Han kiggede på mig og sagde "Det er en hemmelig Eli. Følg nu bare med." Jeg kiggede ham over skulderen og så nogle fra hans gruppe stå og vente på ham.

Jeg pegede på dem med min frie hånd, men han ignorerede også det. "Kom nu bare Eli. Der sker ikke noget." Han strammede sit greb om mit håndled, men jeg kunne ikke mærke noget. Han kiggede undrende på mig og sagde "Normalt ville det gør ondt på piger, hvis jeg strammer mit greb om deres håndled så meget." Jeg trak på skulderne og sagde "Det kan være jeg ikke er en normal pige. Alle her i byen ser ud til at have en hemmelighed. Derfor kan du da ikke tro jeg ikke har en hemmelighed eller to."

Han smilede og sagde grinende "Men så kan du da bare fortælle mig den hemmelighed så behøver du ikke trække dig tilbage mere." Han stoppede brat med at grine og hans øjne blev til en tynd streg. Det så virkelig uhyggeligt ud.

Jeg prøvede at hive min hånd til mig, men han strammede bare grebet endnu mere. Jeg kunne se på ham at han anstrengte sig for at holde så godt fast i mig, og at han ikke kunne holde så godt fast meget længere.

Jeg kiggede lidt på ham og sagde "Du gør klogt i at slippe mig håndled. Du for ikke noget ud af at stramme grebet om det. Du kan alligevel ikke holde så stramt om det meget længere." Han strammede grebet en lille smule mere, men blev til sidst nødt til at løsne grebet.

Han smilede til mig og jeg blev næsten helt blød i knæene, men jeg ville ikke give mig så let. Jeg vat stærkere end det. Han kiggede indsmigrende på mig og sagde "Eli følg nu bare med jeg gider ikke skulle tvinge dig. Desuden vil jeg kun snakke med dig i kantinen." Jeg fnyste og sagde "Uden dem." Og pegede på hans gruppe. Han nikkede og de gik modvilligt deres vej.

"Sådan. Eli følger du med nu?" Jeg tænkte lidt om og rystede på hovedet. "Niks. Jeg er ikke en person du bare kan kaste rundt med." Han havde løsnet grebet nok til at jeg kunne hive min hånd til mig igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...