Not Just Another ❃ Justin Bieber

Født i Spanien, bor i Danmark. Mød Mary Angelina Torres. En pige der har været igennem en hård tid, efter hendes forældre kørte sig selv ihjel. Derfor bor hun nu hos bedstevennen Jonathan og hans to søskende og forældre. Med en kendt bedste veninde ved hånden, der flyttede til USA for sin sangkarriere, har Mary et nogenlunde godt liv. Men fem minutter ændrer hele situationen. Pludselig er det ikke kun Marys bedste veninde der er berømt, da Mary bliver bedt om en tjeneste, der viste sig at blive til noget hun aldrig havde troet. Det at spille Justin Biebers kæreste i fem minutter går ikke altid godt for sig, især ikke med paparazzier til stede.



86Likes
598Kommentarer
20913Visninger
AA

16. ”Fordi jeg kan lide dig, Mary.”

Mit blik kiggede stift på Justin, da hans stemme havde gennemgået en lang gentagelse i mine tanker. Kamp til stregen? Han mente da ikke, vel?” Hvad sagde du lige?” spurgte jeg ham, selv om jeg godt havde hørt den, men jeg anede ikke, hvad han helt præcist mente med det. Han lagde lige som op til noget.

Justin svarede, og jeg mærkede hans ego komme frem igen: ”Kamp til stregen, vi skal jo nok kæmpe om dig?” grinede Justin, men jeg fandt det overhovedet ikke sjovt. Igen så han mig som en genstand, der nu efter han havde fået mig op og stå, fik mig til at gå fra ham igen. Med faste skridt gik jeg væk, men han tog fat om min arm og hev mig tilbage.

Igen kiggede han undrende, ”hvorfor bliver du ved med at gå – jeg vil jo ikke gøre dig noget ondt?” sagde han stille, som om jeg havde nedladt ham, hvilket jeg på en måde havde ved at gå min vej, væk fra ham.

Jeg kiggede irriteret ind i hans øjne, ”Justin, hvordan tror du helt præcist det er, når du opstiller en som et objekt hele tiden?” spurgte jeg ham, og denne gang så han virkelig ked af det ud – såret.

Han kiggede ned i jorden, men kiggede op igen da han talte: ”Det er bare svært for mig, for jeg ved at jeg ikke ville kunne få Mary, men måske kunne jeg få Cathrine, og da Cathrine ikke er ægte, er hun vel mere et objekt jeg forestiller mig i mine skøre tanker.” Efter Justin havde sagt det efterfulgt at et højlydt suk, blev jeg rørt dybt inde, og mærkede slet ikke hans ego i den sætning.

”Mene.. Mener du det?” spurgte jeg ham overrasket over hans måde at sige sætningen med en skøn blidhed. Justin løftede den ene mundvige og gik tættere på mig. ”Jeg mener det. Jeg vil aldrig kunne få Mary – ikke med Jonathan ved din side. Jeg kan føle det i dig, så jeg tror det er bedst, at jeg bare holder mig ude af billedet.” Det hele gik så hurtigt og uvist, at jeg nærmest ikke opdagede Justin blidt kyssede min kind, før han var gået væk fra mig med hænderne i lommerne. Han kunne lide mig. Justin kunne lide mig, virkelig?

Jeg kunne ikke bare lade ham gå, så jeg løb efter ham med hastige skridt. ”Justin, vil du i det mindste ikke følge mig hjem?” spurgte jeg ham sødt om, for at få ham op med humøret, selv om jeg overhovedet ikke havde vist følelser for ham. Jeg havde ikke kendt ham særlig længe, og det at han åbenbart allerede havde nogle følelser for mig, kunne jeg ikke forstå.

Han sukkede stille, men jeg vidste at han mente det godt, ”hvorfor ikke,” sagde han stille og begyndte at gå mod parkens udgang, med mig ved hans side. Siden han bare gik der ved siden af mig med foroverbøjet hoved, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.

Vi var kommet lidt væk fra parken og gik nu på et fortov, der kun blev fyldt af os. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg egentlig allerede kan have følelser for dig på den måde, jeg har jo næsten lige mødt dig, men jeg føler bare – der er et eller andet ved dig. Noget godt,” sagde Justin stille og smilede til mig, som fik mig til at smile tilbage.

”Faktisk kender jeg det godt. Nu er det ikke fordi jeg vil indblande Jonathan, men efter bare at have tilbragt ti minutter med ham, da vi var helt små, vidste jeg, at vi skulle være bedste venner. Os to mod hele verden du ved.” sagde jeg til Justin, og hans smil forsvandt så hurtigt som det var kommet. Jeg synes egentlig at hele situationen var akavet. Fra top til tå.

Efter vi var gået lidt i stilhed, var det at regnen brød løs, og vi stoppede begge to brat op og kiggede på hinanden. ”Kom, tag min hånd, så løber vi sammen,” smilede Justin, og jeg følte faktisk intet mærkeligt i, hvis jeg endte med at tage hans hånd, men jeg blev nødt til at komme med en dum bemærkning alligevel.

”Kun hvis du giver mig en god grund til det,” sagde jeg, og kunne hurtigt se på Justin, at han overhovedet ikke skulle tænke over sin sætning.

”Fordi jeg kan lide dig, Mary.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...