Drømmen

Denne stil skrev til et stiloplæg udfra et billede "Årets pressefoto 1995". Nogle af tingene i novellen er taget fra virkeligheden. Scorede et lækkert 12-tal :-).

0Likes
0Kommentarer
376Visninger

1. Dansen

 

   Det smukke smil forsvandt langsomt. Gløden i hendes øjne, der vidnede om glæden ved livet,  passionen der brændte, og lysten til verden, til at opleve livet. Alt sammen væk. En tåre trillede ofte ned ad hendes kind, ikke på grund af de fysiske smerter, men smerten indeni hende, når hun tænkte på, at hendes drøm var knust for altid. Hun var som en blomst; smuk, folk omkring hende smilede, når hun var i nærheden - også på trods af krigen. Men blomstens blade var revet itu, og den døde langsomt. Den var stadig smuk, men nu gik folk bare forbi den; man kan nærmest sige, at den er gået i hi. Blomstens glød var forsvundet; men det værste var, at drømmen var revet i tusind stykker, og kunne aldrig samles igen.

   Krigen var på sit højdepunkt, og folk i Sarajevo frygtede alle for deres liv. Alle håbede de, at en fredsaftale snart var på vej, og der igen kunne falde fred over byen – og ikke mindst deres land.    Men de bekymringer forsvandt når de så Zrinka. Hun dansede. Altid. Gennem gaderne, på mar­kerne, hjemme, i skolen; over alt. Det var hendes helt store passion. Fra hun var helt lille dansede hun, rundt og rundt og atter rundt. Alle hendes venner og bekendte smilede, når de så hende flagre rundt, med det røde hår flagrende i alle retninger, det kæmpe smil, og ikke at glemme hendes øjne: De strålede af liv og glæde. Hun var enestående.    Det var marts, en god måned, solen skinnede ganske vist, men nogle faretruende skyer trak ind over byen. Zrinka var ligeglad; hun dansede som altid. Det var markernes tur i dag til at opleve hen­des utrolige skikkelse bevæge sig smidigt rundt. Tankerne fyldte hendes hoved under hendes tur ud til markerne. Hun tænkte på, hvad folk uden drømme gjorde, de mennesker der ikke kunne danse li­geså frit som hende selv. Tanken skræmte hende, men gav hende også et smil på læben; hun vidste, at hun i hvert fald havde en skønt liv, og besluttede at danse på alle de invalides og deprimerede menneskers vegne. Så hun dansede. Igen. Men tankerne stod i kø i hendes hoved, for hvad hvis det umulige pludselig skete for hende og hun ikke længere var i stand til at danse? At hun ikke kunne føle den lykke, hun altid mærkede opfylde sig indeni? Ville livet så være værd at leve længere? Det var store tanker, det var hun godt klar over. Hun skubbede dem til side.    Skyerne lod vandet falde, og et ordenligt tordenbrag lød fra himlen. Hun kiggede op, smilede og lukkede derefter øjnene. Blidt kærtegnede dråberne hendes smukke ansigt, og hun følte lykken bob­le indeni. Pludselig lød endnu et stort brag, men denne gang var det ikke himlen der brølede; det var en landmine. Smerten hobede sig op i Zrinka, benet brændte, og brænden stoppede ikke, selvom de bløde dråber ramte hende blidt. Hun skreg, men skriget blev næsten lydløst. Hun lod blikket glide ned over benet. Hun besvimede.

   De hvidmalede vægge fik rummet til at virke en smule større end det i virkeligheden var. Rundt langs væggene stod der senge med patienter i, og et par frivillige sygeplejersker løb rundt og ordne­de, og gjorde ved. Da hun åbnede øjnene rigtigt, så hun at hendes mor, far og 2 søskende sad ved hendes seng. Moderen havde en udtørret tåre ned af kinden, og faderen holdte trøstende hendes hånd. Hun så dem smile, og gættede, at det var ved synet af hendes åbne øjne.    ”Hvordan har du det min skat?” Det var moderens blide stemme der talte. Zrinka smilede og nik­kede, uden at tænke over hvordan hun i virkeligheden havde det. Et stille ”shh, det skal nok gå Zrinka, det går alt sammen,” lød fra moderen. Zrinka følte en dejlig ro ved at høre hendes stemme sådan, så en tåre trillede ned ad hendes kind. Hun orkede ikke at tænke på moderens ord, og lukke­de øjnene.    Efter hun fik at vide, at hendes ben var væk, væltede hendes verden sammen. Græd som hun al­drig havde grædt før. Knust var ikke ordet for, hvordan hun havde det. Hvad med hendes evige drøm? Hun kunne umuligt danse igen. Intet andet havde hun nogensinde tænkt på, at skulle bruge hele hendes liv på. Smerterne var konstante i benet, selvom det ikke længere var der. Ville hun nogensinde komme til at smile igen? Ville glæden nogensinde fylde hende igen, og ville hun overhovedet komme til at føle lykke en skønne dag? Hun tvivlede. Når hun var alene for sig selv, og fordybede sig i sine inderste tanker, tænkte hun ofte på de tanker, der havde kørt rundt i hovedet på hende på ulykkens dag. Dommedag fortrak hun at kalde den. For for hende var det dommedag – hendes dommedag. Rundt og rundt, med håret hvirvlende efter hende havde hun danset for alle dem uden drømme. Nu var hun en af dem. Drømmeløs, livløs. Hun følte sig som en krop uden sjæl.    Selvom de mennesker hun havde omkring sig var meget omsorgsfulde, opdagede hun, at de ikke længere smilede når de så hende. Vendte hovedet. Det var de flestes reaktion. Det gjorde ondt inde­ni, og hun græd sig selv ind i en drømmeløs søvn. Sådan forløb hele hendes sommer og efterår - overskyet. Indtil den dag i december hvor fredsaftalen blev underskrevet.

   Skolen havde besluttet, at alle eleverne skulle danse i en af ruinerne, som symbol på at krigen endelig var ovre. Hvad skulle hun gøre? Stå på sit ben kunne hun jo ikke, hvordan skulle hun så danse igen? Umuligt var vidst or­det! Hun planlagde at gemme sig i et hjørne, så ingen kunne se hendes tårer løbe.    Ruinen de havde valgt, var den gamle dansesal. Loftet var ødelagt, så man kunne se lige op igen­nem. Væggene havde en underlig farve – en blanding af orange og grå, og så var der huller i, huller der gik hele vejen igennem. Og i betonen, som gulvet var lavet af, var der også et par huller. Lyset virkede ikke, men heldigvis skinnede solen ind ad de store vinduer. Den sol byen ikke havde set i meget lang tid.    De andre dansede rundt, to og to, dem alle sammen, og hun så bare på fra sit fjerneste hjørne. Der lugtede svagt af tis, og gulvet var meget ødelagt her. En tåre gled ned ad hendes kind, når hun kig­gede på alle de andre; dansende, glade og fulde af liv. Hvad hun skulle gøre ved sig selv, vidste hun ikke, så hun sad bare med et ansigt, der ligeså godt kunne være hugget af sten, med en tåre trillende ned af hendes lyse kind.    ”Vil du danse, Zrinka? Jeg skal nok hjælpe dig,” lød det fra Mario. Hans stemme udtrykte venlig­hed, positivitet og en snert af usikkerhed kunne hun også ane. Hun drejede langsomt hovedet og kiggede på ham. Hvad skulle hun dog sige? Hun kunne jo ikke danse længere! Tårerne måtte ikke komme ud nu, så holde dem tilbage måtte hun jo gøre. Måske ville det gå galt, men hun trak på skuldrende og nikkede så svagt. Et smil bredte sig på hans ansigt, og han tog hendes hånd. Sammen fik de hende op af rullestolen, og hun stod nu usikkert på sit ben med Marios arm om hendes talje. Hun trak en smule på smilebåndet for første gang i lang tid. Ud på danset gulvet gik de ikke, de dansede i hjørnet, tæt og intenst. Det eneste de gjorde, var, at svaje let frem og tilbage, og engang imellem snurrede han hende rundt. Selvom dansen aldrig havde været så ensformigt, så var det alli­gevel den bedste dans, hun nogensinde havde danset. Et smil formede sig forsigtigt hen over hendes læber. ”I wanna dance with somebody,” lød det fra højtalerne. En svag gnist tændte i hendes øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...