Pizzahelte

Fem pizzaglade, magelige og ikke mindst computernørdede venner befinder sig pludselig i en eventyrverden, hvor de bliver stillet overfor udfordringer som selv deres uendelige mange timer med diverse eventyr- og strategispil ikke har kunne forberede dem på!

1Likes
0Kommentarer
1193Visninger
AA

3. Når der kun er et reelt valg, er det vel også det bedste valg

De efterladte blev stående helt stille og mærkede mismodet gøre sit indtog. Egentlig burde de være blevet mere opstemte, for de havde følt mindre og mindre tiltrækning til kvinderne, efterhånden som disse havde smidt deres facader og havde vist deres sande ikke særligt søde personligheder. Denne fælde, med at lade sig forføre af en kvindes skønhed og indsmigrende interesse, var de faldet i så mange gange, at man kunne have forventet, de efterhånden vidste bedre. Erfaringen burde have lært dem, at kvinder kunne ændre sig fra det ene sekund til det an-det. Bare fordi hun var tiltrækkende og virkede som om, hun syntes, at der ikke var noget me-re interessant i hele verden end at høre om computere og fodbold, og at man ikke kunne gøre noget forkert, så havde dette ikke nødvendigvis det ringeste med sandheden at gøre, nej. Sandheden kunne man først forvente at møde efter noget tid, og den var oftest helt og aldeles anderledes end det første indtryk.

De tre kvinder havde godt nok været hurtigere end de fleste andre til at bekende kulør, men selvom vennerne burde være lettede over at slippe for deres kritiske miner, så havde de trods alt alligevel haft en vis positiv effekt på deres humør, blot på grund af den ene kendsgerning at de var kvinder. Det, at de så oveni var smukke, gjorde heller ikke noget. Kvindeeffekten kunne måske virke lidt overdreven, men kunne faktisk også forklare, hvorfor vennerne gang på gang var blevet sammen med ”impotensfremmende matroner”, hvilket var et udtryk, de naturligvis kun anvendte, når de var i absolut sikkerhed for disse. Sex havde jo selvfølgelig også en meget stor betydning. De vidste hvad de havde, men ikke hvad de fik, og om de overhovedet ville få noget andet. Kvindernes afgang havde derfor adskillige betydninger for dem, og de fik en meget stor lyst til bare at sætte sig ned og opgive det hele.

Nodoks, som siden kvindernes indtræden på scenen havde holdt sig i baggrunden, trådte dog hurtigt i karakter igen. ”Kom så, vi har faktisk ingen tid at spilde, vi må hellere komme afsted.” De fire fyre så bare på ham. Deres respekt for Nodoks var betydeligt mindre end for de tre andre. Han var af hankøn ligesom dem selv, og kunne derfor ikke frygtes at have samme skarpe tunge, og på ingen måde havde han kvindernes seksuelle tiltrækningskraft, lige meget hvor meget Katrines psykologiveninde så ellers mente, hun  havde ret i sine analyser af deres homoseksuelle tendenser. ”Hvad er det da, vi skal? Nu må vi sgu da snart få det at vide,” sagde Toben derfor uden den samme respektfulde tone, som de ubevidst havde anlagt overfor de andre. ”Jamen, det har I jo allerede fået at vide. I skal hjælpe os,” svarede Nodoks kryptisk. ”Med hvad?” spurgte Anus, som ikke så underligt heller ikke syntes, at det var en tilfreds-stillende forklaring, den underlige mand prøvede at spise dem af med. Nodoks kiggede undersøgende på hver af dem og konkluderede så åbenbart, at han ikke ville kunne få dem med sig, hvis han ikke fortalte dem, hvad deres opgave var, og derfor be-gyndte han at fortælle: ”Vores verden blev skabt dengang gudinden Fjeria blev uvenner med guden Konitz. Konitz havde vist interesse for andre gudinder, og det kunne Fjeria ikke tolerere. For at hævne sig fik hun fat i Konitzes to store sten, ”Falkon” og ”Tryllos”, som gav Konitz hans store styrke til at formere sig, og som i onde hænders varetægt ville kunne miste deres kraft. Fjeria er ildens gudinde, og når hun ønsker det, kan hun omdanne sig til en stor flamme, som intet levende, selv ikke engang guden Konitz, kan komme i nærheden af uden at blive for-brændt, og derfor kunne han bare hjælpeløst se til, mens hun slog de to sten mod hinanden med al sin kraft, sådan at der opstod en kæmpe bølge af varme og styrke, som blev til en stor ildkugle, der bare voksede og voksede, indtil den pludselig blev gold og mørk. Samtidig med at kuglen blev dannet, røg der en lille splint af hver sten og i kraften fra sammenstødet og il-den blev disse to splinter til en lille bitte sten, som Konitz og Fjeria slet ikke kunne se. At der var sket noget alvorligt, blev de dog hurtigt bevidste om, da Konitz mærkede en sønderriven-de smerte i hans ene kønssten. Selvom denne smerte fortog sig med tiden, forsvandt den al-drig helt, og blev ham et evigt minde om hans utroskab mod Fjeria. Betydningen af de løsslå-ede splinter skulle dog vise sig at være endnu større end den smerte, som Kontiz ellers fandt ulidelig. De gudebørn, som de efterfølgende fødte, havde slet ingen guddommelige kræfter, hvilket var en hård konsekvens for ikke bare Fjeria og Konitz, men også for gudebørnene. I gudernes verden er der fjender og ufred ligesom her, og mange stræbte efter at overtage Fjeria og Ko-nitzes magt. Uden nogle exceptionelle kræfter ville børnene være helt prisgivet, når Fjeria og Konitz ikke mere var der til at forsvare dem. Af kærlighed til deres børn, brugte de deres livs-ånde til at skabe den golde og mørke klump om til en hel verden fyldt med oaser og alt det andet gode, som de ellers kunne forestille sig, deres børn ville få brug for. Denne nye verden satte de deres børn i, og nogle andre venligtsindede guder, skænkede også nogle af deres mange børn til denne nye verden, således at de sammen kunne formere sig og sikre sig mod ondt udefra. Den ældste af Kontiz og Fjerias børn, Florian, blev overgivet de to sten, som havde været skyld i hans og hans søskendes manglende gudeevner. Stenene havde ved tabet af de to flinter godt nok mistet evnen til at give Kontiz og Fjerias børn guddommelige talenter, men den, der havde stenene, ville stadigvæk have magten og evnerne til at styre et helt folk. Hvis stenene blev taget af andre, da ville styrken først være delt mellem den tidligere og nye ejer, men efter præcis 10 døgn ville den helt overgå til den, der havde stenene i besiddelse. Konitz og Fjeria var, ligesom deres forfædre, i evig krig med slægten Nimuz, som fik nys om deres planer. De kunne ikke klare tanken om, at fjendens efterkommere skulle kunne rege-re noget som helst sted, og derfor sendte de i al hemmelighed også nogle af deres efterkom-mere til den nye verden med det ene mål: At vinde magten over de andre. Heldigvis var der en grund til, at de ikke regerede i gudeverdenen, og dette var, at de på al-le områder var svagere end deres modstandere. Denne svaghed kom også til at gælde i den nye verden. Deres nuværende leder er desværre anderledes stærk. Han er efterkommer af en kvinde fra deres familie og en af vores egne mænd. De blev forelskede og valgte at leve sam-men alene uden nogen forbindelse til nogen af de to stridende grupper. De fik kun én søn, Sharan, som ved denne blanding af de to grupper, fik kræfterne fra begge familier samtidig. I mange år levede de tre afskåret fra alle andre, men så skete det svært uheldige at de to slægter stødte sammen i kamp, netop der hvor de tre havde slået sig ned, og i kampens hede dræbte vores krigere hans forældre. Selvom han ikke var særlig gammel, svor han hævn og sluttede sig til Nimuzfamilien, der begyndte at træne ham op til at kunne tage kampen op. Han er ef-terhånden blevet så gammel, at vi håbede, han helt havde opgivet, men tidspunktet for hans hævn er åbenbart kommet, for for otte dage siden lagde han og hans kumpaner sig i baghold og overfaldt vores leder, seluinde Sarianas far, Kong Konitz LVII., og tog stenene fra ham. Det er ikke lykkedes for nogen at få dem tilbage siden, og nu er det blevet jeres opgave. I er vores sidste håb.”

Nodoks havde liret forklaringen af, som om han havde lært den udenad netop til denne lej-lighed. Hans mekaniske forklaring fik problemet til at virke endnu mere uvirkeligt for Troels. Den var nærmest ligesom en dårlig parodi på et plot i et computerspil, og så samtidig uhygge-ligt virkeligt. Det var frustrerende, man ikke bare kunne sætte en ny diskette i, hvis livets set-up ikke var tilfredsstillende. Hvorfor var man tvunget til at finde sig i det liv, man var blevet tildelt? Hvorfor kunne man ikke bare én gang vælge om? Katrines evige og umådeligt træt-tende tirade gjaldede i hans øre: ”Du skal altså være taknemlig for, at du er blevet givet så meget her i livet, som du er. Tænk på alle de fattige i Afrika, de ville garanteret gerne give de-res liv for bare et øjeblik at have det, du har.” Han havde kun én gang sagt, at de jo nok alligevel snart døde af sult eller pistolskud, men at hvis hun havde så ondt af dem, så kunne de da sælge nogle af alle hendes dyre parfumer og give pengene til velgørenhed. Derefter havde han fornuftig holdt mund og skruede i stedet op for sit indre overlevelsesmantra, mens hun forstatte med at snakke. En metode han havde fået anbefalet af Katrines svoger, Lasse, som måtte have haft brug for det rigtig meget. Faktisk nærmest konstant. Hvordan skulle han ellers have overlevet flere år sammen med sin mokke af en kone? Så langt var det heldigvis ikke gået med ham selv endnu, og forhåbentlig ville det aldrig blive så galt, selvom Katrine nogle gange viste nogle meget skræmmende tendenser til at slægte sin søster på. Heldigvis var hendes mor blid som en engel. En rigtig selvopofrende husmor. I sit stille sind, selvom det virkede meget usandsynligt, håbede Troels, at Katrine på et tidspunkt, gerne i den allernærmeste fremtid, ville tage ved lære af sin mor. Men på den nedsættende måde som hun omtalte moderen, kunne han godt fornemme, at det nok aldrig skete. ”Vores alle sammens søde lille gulvmåtte,” var et af de pænere tilnavne til moren, som Troels havde hørt fra Katrines mund. For at trøste sig selv i den ikke særlig tiltrækkende situation, prøvede han alligevel at foku-sere på de der stakkels afrikanere, men lige lidt hjalp det, og med et ”Hvordan fanden har I tænkt jer, at vi skal klare det,” bragte Dante ham tilbage til virkeligheden, som dette rod jo desværre var. Dante var tydeligvis lige så frustreret som Troels, og han fortsatte da også: ”Forventer I virkelig, at vi kan udrette noget? Vi er computernørder med stort ”C”. Giv os en computer el-ler en playstation og et spil, så skal vi nok klare alle levels, men vi kan sgu da ikke slås rigtigt og slet ikke med sådan nogle sølle redskaber, som I har givet os. De fire venner kiggede på deres udleverede kampremedier, som absolut ikke virkede særlig imponerende. ”Vi kan ikke dræbe selv en myre med dette legetøj, som vi ikke har anvendt si-den Amigaen gjorde sit indtog i vores liv.” ”I har jo ikke faktisk ikke prøvet dem rigtigt endnu,” forsvarede Nodoks dem. ”Kun Troels har anvendt sin lille kniv, så hvordan kan I reelt bedømme, hvor anvendelige de er?” Dette var jo en meget god begrundelse, og efter først at have krympet sig ved at hans tildel-te våben blev benævnt som en kniv og endda en lille en af slagsen, så huskede han på, at det jo rent faktisk var lykkedes ham at kæmpe sig fri fra udyret, og han rankede sig igen, for han havde da i det mindste bevist, at han kunne forsvare sig. Den efterfølgende scene havde han allerede valgt at placere allerbagest i sin hukommelse, sammen med de mange andre ting, som helst burde skrives ud af hans historie, hvis han kunne bestemme.

”Når I får brug for dem, og rent faktisk vælger at anvende dem i stedet for at lade andre ta-ge hele slæbet, så vil I opdage, at våbnene er noget mere anvendelige, end I åbenbart tror lige nu,” forklarede Nodoks og stak samtidig lige til deres passivitet i den tidligere kamp, hvilket de havde forventet sig forskånet for nu, da de bare var mænd tilbage, men Nodoks kunne jo heller ikke helt gå for at være en rigtig mand. ”Husk lige,” fortsatte Nodoks, ”våbnene er meget effektive, og I bør derfor tænke jer godt om og beslutte, før I anvender dem, om I er parate til at have andres liv på samvittigheden.” Nodoks lød meget alvorlig, og han talte mere fattet end tidligere. Det var faktisk som om, han ændrede sig hele tiden, alt efter hvad der var nødvendigt og passede til situationen. ”Meget smart,” tænkte Troels, og misundte den anden evnen, som han selv alt for skærende tydeligt manglede, for ellers ville han ikke været kommet i problemer så ofte, som var tilfæl-det. ”Bare sig sandheden!” Ja ja, det betød jo f.eks. ikke altid, at man skulle sige sandheden, snarere lige modsat. I mange situationer var det faktisk meget mere fornuftigt at komme med en lille hvid, og meget velgørende, løgn, samtidig med at man skulle huske det særdeles vigti-ge: At putte ansigtet i de rette folder. Det der med at sige: ”Nej da, din røv ser overhovedet ikke stor ud i de bukser,” mens man grinte over hele femøren, det kunne Troels på ingen måde anbefale.

”Vi må hellere komme videre, for vi har ingen tid at spilde.” Med disse ord vendte Nodoks sig og begyndte at gå videre af den sti, de havde fulgt den sidste lange tid. De prøvede alle sammen at gå så stille som muligt, for tanken om at møde endnu en gruppe krapyler var ikke videre charmerende. Naturen omkring dem bød heller ikke på nogen lyst til larm, for der blev mere og mere dunkelt, og de blev alle efterhånden nødt til at koncentrere sig helt og aldeles om, hvor de gik, for stien var fyldt med rødder og store sten. Den bragte min-der tilbage til spejderture af stier, som man nemt kunne overbevises om, ikke var blevet be-trådt af andre før, hvilket dog samtidig var en lille trøst, for så burde der heller ikke være kommet nogen ondsindede væsener den vej.

Efter at have gået i så lang tid, at Troels følte, han helt sikkert ville falde om, hvis han så meget som skulle gå bare ét lille museskridt til, standsede Nodoks pludselig og sagde: ”Vi må hellere finde ly for natten nu, det bliver en rigtig drøj dag i morgen.” Det sidste fik Troelses mod til at glide helt ned i storetåen. Faktisk så langt ned, at det ligeså vel kunne have forsvundet helt. Hvis Nodoks mente, at det først ville blive hårdt dagen efter, så var han ikke sikker på, at han ville overleve. Troels lod sig falde forover med hovedet først og nåede kun lige i allersidste sekund at tage fra med hænderne. Han lå med lukkede øjne lige midt på den meget smalle sti, og for sit indre så han flere billeder fra sit liv passere forbi, gode billeder af alt det, som han ikke ville undvæ-re. Af Katrine, hans forældre, hans lille nevø, Angelina Jolie og adskillige af hans venner, men sjovt nok ikke de forrædere, som han nu befandt sig sammen med. De tre bæster, som han indtil nu havde kaldt sine venner, men som uden tøven havde svigtet ham på det groveste ved at lokke ham væk fra hans trygge og behagelige hverdag.

I løbet af de få sekunder, han nåede at få lov til at blive liggende midt på stien i sin egen verden, nåede han, udover at gense alle de gode ting, også at konkludere, at selv ikke en hel lastbil fyldt med kvajebajere ville kunne få ham til at tilgive sine venner. Og dog? Hvis det var Guiness ville han måske tage venskabet op til overvejelse igen, men det kunne han også roligt konkludere, for der var ikke selv den allermindste bitte chance for, at sådan et tilbud nogen-sinde ville blive nok så meget som bare hvisket af en af hans venner, selv ikke engang i en drøm, så urealistisk var det. Men en god tanke alligevel. 

Han mærkede noget puffe til sig. Ikke særlig hårdt, men dog alligevel meget bestemt. Det var Tiki, hans elskede, afdøde hund, som havde været hos ham igennem hele hans barndom. ”Tiki,” udbrød han glad og holdt rundt om hunden. ”Giv slip på min fod,” hørte han pludselig en bister stemme sige. Det lød slet ikke som Tiki, men ak, meget mere som han tidligere ven, Forrædderen Dante. Troels åbnede modvilligt øjnene og kiggede på det, som han, med øjnene lukket, havde troet var en Tiki. Det var det ikke. I stedet fandt han sig selv klamrende til Dantes ene sandal, og det, som han havde antaget, var lugten af hund, viste sig i stedet at være stanken fra den andens fod. Han slap den med et halvkvalt ”argh,” og kom op at stå på ingen tid. De andre var i gang med at lave et eller andet et stykke væk fra stien inde i bevoksningen, og han kunne næsten ikke se dem, hvilket med hans syn dog ikke nødvendigvis betød, at de virkelig var langt væk. Han gik hen til dem med Dante prustende efter sig. Først nu gik det op for ham, at hvis han havde syntes turen havde været nærmest dødelig, så måtte Dante, som bar på et betydeligt større, men på ingen måde mere veltrænet, korpus, egentlig være død nu. Han lød dog ikke sådan. Det larmede han alt for meget til.

Toben havde åbenbart fundet sine gamle byggetalenter frem igen, selv om ”talenter” nok var en lidt overdreven betegnelse for hans hulebyggererfaringer, men i hvert fald følte han sig erfaren nok til at herse rundt med Anus og var heller ikke sen til at bjæffe ordrer mod Troels og Dante, da de var nået tæt nok på til ikke, at kunne lade som om, de ikke hørte ham. Imens gik Nodoks rundt og hev nogle store vækster op af jorden. De lignede lidt forstørre-de svampe, men så med deres grå nuance og underlige pletter, som lignede vorter, ikke på no-gen måde så delikate ud som dem nede i supermarkedet, hvis de da ellers kunne kalde delika-te, men lige meget om man syntes om almindelige svampe, så var disse her langt mere util-trækkende og bare tanken om at skulle smage på dem, gav Troels brækfornemmelser. Han var ellers ikke kræsen, ikke engang når det gjaldt svampe, for han var efterhånden blevet hærdet, selvom han som barn syntes, at de voksede i munden på ham. Det havde været meget uhel-digt, at han dengang ikke kunne fordrage svampe, da han var blevet født til nogle forældre, hvoraf moderen mente, at børn ikke skulle slippe for at spise noget, bare fordi de mente, at de ikke kunne lide det. Spiste man noget ofte nok, så ville smagsløgene vænne sig til det, var hun sikker på. Da faderen så samtidig var en fanatisk svampeentusiast, var der grund til lidelser ved uendelig mange middagsborde i Troelses barndom. Det var slet ikke til at holde styr på hvor mange gange, Troels havde tigget og bedt om, at hans far i stedet ville begynde at inte-ressere sig for noget så harmløst som fodbold. Så ville de også have noget fælles at tale om. Eller endda bare fiskeri. Fisk var i det mindste ikke bare halvt så ækle som de, af hans mor, påstået spiselige tingester. Første gang Troels var kommet hjem og havde fanget faren foran fjernsynet i gang med at se en endda fuldstændig ligegyldig kamp mellem to bundhold, så var han gået igen uden et ord, smækkende med døren så højt som han kunne. Han følte virkelig, at faren måtte have gjort dette for at genere ham, for han vidste på det tidspunkt absolut ikke noget om fodbold, og fordi han var så afsindig stædig og aldrig ville indrømme, at der var noget, han ikke vidste, havde han endda engang tabt 500 kr. til Troels i et væddemål, fordi han hårdnakket påstod, at ”BIF” stod for ”Brøndbys Idræts- og Fodboldklub”. I alle årene inden havde Troels måtte lide under farens valg af anden hobby. Først på det tidspunkt, hvor Troels kunne tælle på en finger, hvor mange år han endnu ville blive boende hjemme, valgte hans  far at skifte interesse. Inden da havde han unden kvaler ladet Troels lide med svampegratin, svampesuppe, svampe-kage og andet gyseligt svampesnask. Hvis så bare svampene havde været af den slags, som man blev i ekstra godt humør af, men ak nej. De havde blot givet ham kvalme og brækfor-nemmelser.

Under Tobens mere eller nok nærmere mindre kyndige vejledning fik de lavet noget, som faktisk lignede en hule. Samtidig havde Nodoks fået samlet en hel pæn bunke af de utiltalende svampe og en næsten ligeså stor stak sorte blade. Det lignede de i hvert fald. ”Skal vi kunne blive mætte af det der grønne stads?” spurgte Anus kritisk. Hans middags-mad bestod primært af junkfood, hvilket oftest også gjaldt for hans morgenmad, frokost og natmad. Frugt og grønt var noget, som blev fortæret af kaniner og hunkøn, og de to bunker så mildest talt frastødende og ikke særligt mættende ud. ”Ja,” svarede Nodoks bestemt. ”Det er mættende og nærende.” ”Det er fandeme løgn du,” svarede Anus nærmest panisk. ”Så skal jeg nok fange noget selv, for en rigtig mand har brug for kød.” Anus mente åbenbart, at han var en rigtig mand, for han greb fat om sin tildelte stenslynge, der havde hængt i hans bælte, og begyndte at gå lidt omkring, indtil han syntes, at han så no-get bevæge sig i mørket. Så puttede han en stor sten i slyngen og sigtede. Med et tilfreds grynt forsvandt han derefter hurtigt i den retning, han havde skudt. Toben kaldte i en forskrækket tone efter ham, men Troels var blevet mest chokeret ved tanken om, at der i mørket sikkert lurede flere farlige levende væsener end dem, de allerede havde mødt.

Efter mindre end fem minutter, hvilket dog føltes som en evighed, dukkede Anus triumfe-rende op igen svingende et lillebitte dyr i sin ene hånd. ”Se hvad jeg har fanget. Farmand skal sgu nok skaffe kød, hvis ingen andre vil.” Det var et meget, meget lille dyr, og derfra hvor Troels stod, så det ikke meget større ud end en lille mus, men det var dog større end det, som tidligere havde skadet Anus. Troels gik tættere på, så han kunne se kræet bedre. Det var ikke en mus, nærmere et egern, men selv tæt på var det ikke særlig stort, og Troels var sikker på, at selv når Katrine var på en af sine mange slankekure, ville dyret ikke engang kunne dække bare halvdelen af den føde, hun indtog i ellers meget nøje afvejede mængder. I stedet for alle de mærkelige slankepulvere og –piller, som hun regelmæssigt proppede sig med, så burde hun være kommet med på denne tur, for indtil videre havde der ikke været no-get, der kunne sætte hans kalorietal i vejret, og han følte sig faktisk lidt udmagret efterhånden. Godt at han havde lidt ølvom at tære på. Den kunne højest sandsynlig redde ham fra at dø af sult. Dette aldeles glimrende argument måtte han huske næste gang, han havde brug for en undskyldning for at gå ud og drikke med vennerne. Han gjorde det simpelthen for at øge sine overlevelsesmuligheder. ”Fint Anus, men hvad med os andre? Tænker du kun på dig selv?” spurgte Dante og så sul-tent på dyret, eller var det på Anus? Det var svært at sige helt præcis, for når Dante var sulten, var han stort set altædende. Troels havde faktisk tit tænkt, at Dante nok var den allersidste person i verden, som han havde lyst til at strande på en øde ø med, for når han havde fået krænget sin pizza i sig, så gjaldt det om at holde godt øje med sin egen. Et rygte sagde, at han engang havde spist en pizzabakke også, fordi han stadig var sulten. Dette rygte havde hans venner dog ikke konfronteret ham med, de havde bare antaget ud fra deres kendskab til ham, at det nok var korrekt, og så var der jo ikke mere at snakke om.

I sin overmodighed, over rent faktisk at have dræbt et dyr, gik den ellers så dovne fyr atter ind i mørket. Denne gang protesterede de andre ikke, for havde han klaret det én gang, så overlevede han nok også anden gang, og de ville meget gerne have noget, der mindede mere om mad end de to bunker underligt skovstads, Nodoks havde fået samlet. Efter der var gået noget tid, uden at Anus var dukket op igen, begyndte de dog at blive nervøse, og Nodoks begyndte forsigtigt at gå hen, hvor Anus var forsvundet. Hans modvillighed mod at nærme sig mørket gjorde Troels endnu mere urolig for, hvad der kunne gemme sig derude. Det måtte Nodoks jo vide bedst af dem alle fem.

Da han var nået næsten helt hen til hullet, kom der pludselig en sten farende ud imod ham fra det sorte intet. Den ramte ham lige midt i panden. Han snurrede rundt en gang, kiggede rædselsslagen og med rullende øjne på Troels og faldt derefter til jorden med et lille bump. Der var ikke nogen af de andre, som turde nærme sig ham af frygt for, at der ville dukke flere flyvende sten op og gå til angreb på dem. I stedet stod de bare og kiggede på den faldne, som lå helt stille og så ud, som om alt liv havde forladt ham. Det raslede pludselig i buskene, og så kom Anus til syne. Han så ivrigt på dem. ”Ramte jeg? Hvor er mit bytte?” De tre andre sagde ikke noget, men pegede bare. ”Åh shit,” udbrød Anus, og hans overkåde mine blev med det samme ændredes til for-skrækkelse. Han løb hen til Nodoks, som stadig lå helt stille. De andre fulgte efter ham, da den truende fare jo åbenbart bare var kommet fra ingen andre end én af dem selv. ”Fedt.” Toben så sarkastisk på de andre. ”Hvis andre ikke kan finde ud af at uskadeliggøre os, så kan vi heldigvis klare det selv, uden at de behøver røre en finger.” ”Væk,” sagde Dante og skubbede til Anus, som stod bøjet ind over den skadelidte.  ”Jeg kan førstehjælp.” Straks dannede der sig afskyelige billeder i Troelses hoved af Dante, der gav Nodoks mund-til-mund, mens der blev spillet en lummer kærlighedssang, hvor den så end lige skulle komme fra. Han var ved at kaste op ved tanken, men heldigvis startede Dante med blot at tjekke pulse, og derefter tog han et lille lommespejl op af lommen og tjekkede åndedrættet. ”Hvor har du fået det spejl fra?” spurgte Toben straks og lød helt mistroisk, som om det li-gefrem var en kriminel handling, Dante havde foretaget ved at besidde et spejl. ”Jeg har købt det. Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for at kunne tjekke om nogen er i live eller…..skal lave bål.” Det var tydeligt, han godt vidste, at ingen af hans venner ville tro på denne historie. Dante var absolut ikke kendt for praktisk forudseenhed, men derimod for at være den, som kom på diskotek i gummistøvler, fordi det regnede, og han havde glemt at tage skiftesko med. Øge-navnet ”Gummianden”, som nogen af tøserne fra deres gymnasium havde givet ham, og som de stadig tiltalte ham med, når de stødte på staklen, stammede nemlig ikke kun fra hans ry for ikke at kunne finde ud af, hvordan kondomer skulle påføres, selv om det også havde en stor andel af skylden, for ikke nok med at han havde prøvet at bilde den indblandede pige ind, at han havde været i seng med masser før hende, så var hun fra samme klasse og endnu værre: I hans forbitrede forsøg på at få gummiet på plads, forsvandt lysten helt og han blev ganske lil-le, bogstavelig talt. Derefter var hans chancer lig nul for at score, ikke bare i klassen, men på hele gymnasiet, og han havde derfor været betydeligt ældre, end han havde planlagt, selv om det vist ikke er helt ualmindeligt for mænd, da han første gang høstede seksuelle erfaringer. Dette skete i Jylland, hvor heldigvis ingen havde hørt rygtet om ham. Med dette forhadte kælenavn, som associerede til så ualmindeligt dårlige minder, var han ikke så utilfreds igen, da en anden episode gav ham tilnavnet ”Dante”, som man vel sagtens kunne kalde et kælenavn, når det blev sammenlignet med ”Gummianden”. Hans nyeste kælenavn skaffede han sig kort efter, han var startet på universitetet. På hans kollegiegang boede en kvindelig litteraturstuderende, som han hurtigt var blevet helt forgabt i, og som de andre blev påtvunget at høre om hele tiden, om de så havde lyst eller ej. De var selvfølgelig efterhånden utroligt interesserede i at møde den pige, hvis fortrin og ypperligheder de på den mest pinefulde måde blev påtvunget at vide alt om. Hun måtte jo uden tvivl være helt igennem fantastisk. En fredag aften, hvor de sad og drak på Dantes værelse, fortalte han, at hun befandt sig på sit eget lille hummer, blot et par værelser derfra. Han havde gjort det til en hobby altid at vide, om hun var ”in the house” eller ikke. Mere almindelige mennesker ville nok kalde det forfølgeragtigt, men Dante mente bare, at han sik-rede sig viden på nødvendig ”need to know”-basis. Da han afslørede, at hun endda også havde besøg af nogle veninder, så syntes de andre tre helt klart, at han skulle gå hen og fortælle hende, hvordan han følte. De skulle skam nok gå med. Det turde han dog på ingen måde. Derfor besluttede de andre, gode venner som de jo var, at hjælpe ham med at få modet op. De begyndte at spille forskellige drukspil og var snart alle rigtig meget stangberusede, og så turde Dante alligevel godt. Men, som de andre sagde, så var det jo meget vigtigt at gøre det rette indtryk, og de var ganske enige om, at metoden med bare at gå hen og sige en eller anden scorereplik helt sikkert ikke ville virke på en litteratur-studerende, lige meget hvor opfindsom en replik, de så ellers fandt på. Så var det, at Dante, ulykkeligvis for ham selv, kom i tanke om, at han af sin søster ganske uforskyldt og uønsket havde fået ”Den guddommelige komedie” af Dante Alighieri i studen-tergave, og hvad ville da være mere passende end at læse højt af denne for hende? Så ville den også for en gangs skyld blive anvendt til noget mere (eller mindre, alt efter hvordan man så på det) intelligent end som støtte under det ene bordben. Meget fuld og derfor samtidig uden nogen som helst evne til at tænke videre fornuftigt over sit forehavende, tøffede han glad ned af gangen og bankede på skønjomfruens dør. Da hans hjertes udkårne åbnede, begyndte han straks at læse højt, før han mistede modet. Det lykkedes ham at læse i over et minut, før den forbløffede pige fik ham stoppet, og så begyndte han i stedet højt og klart at erklære hende sin kærlighed til stor forbløffelse og morskab for ikke bare hende selv og de piger, hun havde besøg af, men også alle de andre som var til stede på gangen, hvilket, uheldigvis for Dante, var overraskende mange på sådan en højfestlig fredag nat. Efter endt erklæring, hvor han til sidst var nede på begge knæ og nærmest tiggede hende om at give ham en chance, så klappede hans hjertes udkårne ham blidt og lidt nedladende på kinden, sagde: ”Tak, det var sødt sagt,” og lukkede derefter døren for næsen af ham. Det skal siges til hans venners forsvar, at de i deres fuldskab rent faktisk havde syntes, at det var en ganske glimrende idé, og ikke kun havde opmuntret Dante, men også sig selv, til at tro på, at en kærlighedserklæring krydret med Dantes digte, ville være den helt rette vej til en litteraturstuderende kvindes hjerte. Det var det ikke. Dante burde vel også have tænkt sig om et par gange, før han rettede sig efter de andres råd. De var jo ikke ligefrem kendt for at være de store kvindebedårere. Kort tid efter flyttede Dante pudsigt nok til et lille værelse med en miniature kogeniche hos en bolighaj. Det var dyrt og noget værre bras, men Dante virkede pudsigt nok meget gladere efter at være flyttet derhen.

”Han trækker vejret,” udbrød Dante lettet, og i det samme kom der en høj klagende lyd fra Nodoks, som reddede Dante fra at skulle besvare pinlige spørgsmål. ”Hvad skete der?” spurgte den lille mand fortumlet. ”Du … øh ….., der var ét til angreb,” forklarede Toben, som tydeligvis ikke mente, at det ville være en særlig god ide at fortælle Nodoks sandheden. ”Et nyt angreb?” Nodoks prøvede chokeret at rejse sig op, men blev svimmel og faldt til-bage på jorden med et hårdt bump, som gjorde ondt, selv på de andre. ”Klarede I det virkelig helt alene?” spurgte han dem med forundring i stemmen, efter han var kommet til sig selv igen. ”De var ikke så mange denne gang,” prøvede Troels at forklare for at få det til at lyde mere troværdigt, samtidig med at han fandt Nodokses overraskelse lidt stødende. ”Det var nu alligevel flot. Måske er I alligevel mere duelige end I giver indtryk af.” Nodoks stemme lød anerkendende, og Troels turde ikke kigge på sine venner, så flovt syn-tes han, det var, at de nu stod og tog æren for noget, som de på ingen måde ville have kunne klare. Det havde det første angreb jo så tydeligt bevist. ”Lad os nu få lavet noget mad,” skyndte han sig i stedet at sige. ”Skal der samles ind til et bål?” ”Et bål?” Nodoks lød helt forskrækket. ”Vi kan da ikke lave bål, så vil alle jo vide, hvor vi er.” ”Men hvordan skal vi så kunne lave mad?” ”Maden er da lige til at spise. Den behøver da ikke tilberedes.” Nodoks så meget forundret ud. Han kunne tydeligvis ikke forstå deres behov for et bål. De andre kiggede kritisk på de to for dem meget utiltrækkende bunker. Som for at bevise, at han mente, hvad han havde sagt, gik Nodoks humpende hen til bun-ken med svampene og samlede med et glad udtryk i ansigtet en af dem op og tog en stor bid. Derefter tog han et blad, og det lød nærmest som om, han slubrede det i sig. Så fik han øje på det døde dyr, og hans ansigtsudtryk skiftede fra velbehag til åbenlys grå-dighed. ”Uhm, en delikatesse.” Han tog fat i dyret og førte det op til munden. ”Hov, hov, det er mit,” skyndte Anus sig at sige og tog dyret ud af hånden på ham. Troels var sikker på, at det ikke var fordi, Anus syntes, det så særlig velsmagende ud, men hvis Nodoks kunne se så vellystigt på den, så ville han nok ikke risikere at gå glip af noget. ”Av,” ømmede Nodoks sig, tog sig til hovedet og kiggede meget sigende på Anus, som om han udmærket vidste, hvad der i virkeligheden var sket. ”Ok, her. Du har nok mere brug for kød, end vi har.” Anus gav hastigt dyret tilbage til den anden igen. Nodoks fortærede det i bare én mundfuld, mens de andre sultne så til. ”Før vi spiser dette, som ikke engang en hund ville så meget som overveje at skelne til, kan du så ikke lige forklare for os, hvad det er?” spurgte Dante, da han bagefter flyttede sine øjne til de to bunker og prøvede at skjule sit ubehag. ”Jo, naturligvis. Det er krisims og raptola,” forklarede Nodoks, og kiggede rundt. Han kon-kluderede åbenbart, at dette ikke var forklaring nok og fortsatte mere uddybende: ”Krisims er en plante, der vokser i vores skove, og som er det, vi spiser mest, når vi er ude, fordi den stort set altid er til at få fat på. Den giver energi og styrke, selv her så tæt på fjenden, hvor den har mistet sin kulør. Raptola giver væske og er derfor uundværlig. Hjemme i vores egen del, er der dog også noget mere delikat, men vi må jo tage det, vi kan skaffe.” De fire venner indså omsider, at de ikke ville blive tilbudt noget bedre og tog hver en lille håndfuld fra begge bunker. Den første mundfuld, af det såkaldte krisims, gav Troels brækfornemmelser, men det lyk-kedes ham alligevel at få det ned, for han var sikker på, at han ellers ville dø af sult. Han vid-ste, at han var rigtig langt ude, da han samtidig begyndte at tænke med længsel på Katrines salater, som han tidligere kun nødtvunget og under et par yderst vagtsomme øjne havde indta-get. Hvis han havde haft noget af det her, endda selv hvis det kun var lutter rosenkål, så ville han gladelig spise løs helt uden at blinke. Det, der tidligere kunne have virket som en mare-ridtsdrøm, var nu det ganske billede af Paradis. Hvilket ellers aldrig før havde været tilfældet. Førhen havde han ikke været i tvivl om, at Paradis da helt sikkert måtte være stedet, hvor man kun indtog store bøffer, sovs og kartofler og absolut intet grønt, men nu måtte der også godt være salat, hvis bare han slap for dette møg.  Da ædelsen endelig var vel nede i maven, eller i hvert fald et sted hvor opkastfornemmel-serne var holdt op, tog han mod til sig og smagte på et blad eller en raptola, som det jo åben-bart hed. Det var noget bedre, og gav virkelig en følelse af at indtage væske. Troels overvejede at spise en krisims mere, for han var meget sulten. Dette nærmest uspiselige, såkaldte føde, havde fået hans mave til at knurre og gøre opmærksom på, hvor tom den faktisk syntes, den var. Toben og Anus så også ud til at overveje kraftigt, hvorvidt sulten eller maduvalget var det værste, men Dante spiste gladelig løs, og beviste dermed endnu engang, at han var altædende. Lidt mere fik de alle sammen alligevel nået at få ned, før begge bunker var fortæret, hvilket overvejende var Dantes og Nodokses fortjeneste.

”Nu må vi hellere få noget søvn,” sagde Nodoks, imens hans strakte sig. Han så stadigvæk meget lidende ud, selvom hans appetit ikke havde fejlet noget. ”Der bliver nødt til at være én på vagt hele tiden, for de vil helt sikkert prøve på noget, hvis vi alle sover.” Han så pludselig listig ud. ”Jeg tror ikke, at jeg vil være meget bevendt med min skade, så det er nok bedst, at I fordeler natten mellem jer fire. Lad os sige to timer hver.” Det sidste blev sagt med en overdreven lidende stemme, men hans smerter havde åbenbart ikke mindsket evnen til at give ordrer. ”Jeg regner med, at I selv kan ordne planlægningen. I er jo de udvalgte!” Der var en meget slet skjult ironi i hans stemme. Nodoks vendte sig om og kravlede ind i hulen, hvor han med det samme faldt i søvn med en gennemtrængende snorken, som alle po-tentielle fjender ikke kunne undgå at høre, men hvad skulle de gøre ved det? Selv Tobens snorken var ingenting til sammenligning, og den havde ellers holdt vennerne vågne en hel uge i Rom. De havde senere snakket om, hvor vildt det var, at han alligevel havde haft flere kærester. Grunden, til at ingen af forholdene havde holdt i længere tid, var de helte enige om, kunne findes lige der, og så nok også i hans besiddelse af det ekstremt nærige sind. Et af hans meget brugte ordsprog var: ”Hvorfor betale for en pige, når man alligevel ikke er sikker på, at hun går i seng med en? Hvis hun så alligevel gør, tja, så har man sparet de penge.” Ikke just en holdning, som havde gjort ham særlig populær hos kvinderne. ”Men bare én falder for mig, så jeg får sex, så er det jo fint,” var Tobens standardsvar, når nogen nævnte dette, og indtil nu var det rent faktisk lykkedes ham flere gange, selvom Troels stadigvæk ikke forstod det. Men han forstod sig jo heller ikke på det andet køn. Katrine havde prøvet at forklare det for ham. Noget med at nogle kvinder faldt for fyre, som var egoistiske narrøve. Dette gjaldt dog desværre ikke for hende, hvilket Troels havde mærket flere gange, når han kom senere hjem, end han havde sagt og havde glemt at ringe. Hvor dette åbenbart medførte sex, når det gjaldt Toben, så betød det med fuldstændig sikker-hed en nat og nogle gange endda flere på sofaen, hvilket var en større straf, end man måske skulle tro. Deres seng var godt nok ikke noget at råbe ”hurra” for, men deres sofa var kun til to personer og så smal, at hvis han lå med hovedet ind mod væggen, så stak enden et godt stykke ud i den frie luft. At han også måtte ligge med benene nærmest helt oppe ved hagen for at kunne være der, gjorde det ikke bedre. Hver gang han snakkede om, at de burde købe en ny og større sofa, svarede Katrine kategorisk: ”Nej.” Han var sikker på, at det skyldtes, at hun inderst inde var noget af en sadist, hvilket han også mente at have fået tydeligt bevist ved andre lejligheder. Dog heldigvis ikke i sengen, for tanken om smerte relateret til hans kønsdele fandt han slet ikke tiltrækkende, og han var sikker på, at han ikke ville tænde det mindste på det. Han var nemlig allerede blevet sparket i skridtet engang i en gymnastiktime, og det havde han altså ikke fundet seksuelt ophidsende. Selvom det nok også havde noget at gøre med, at det var sket, mens han var omringet af andre svedende mænd uden en eneste kvinde i syne, så kunne han altså ikke på nogen måde forestille sig, at det skulle være anderledes, selv sammen med den dejligste drømmekvinde.

Der var ikke rigtig nogen af dem, som havde lyst til at ligge sig ind ved siden af den nær-mest trompeterende Nodoks, så de blev i stedet enige om at sove udenfor hytten alle fire. Anus ville tage den første vagt, hvorefter han skulle vække Troels. Toben skulle overtage vagten derefter, og til sidst ville det så være Dantes tur. Anus sukkede dybt, da han gik i gang med sin vagt. De andre lagde sig ned og rullede lidt rundt for at finde en behagelig liggestilling. Det var dog stort set umuligt på den hårde knor-tede jord. For første gang, siden de var taget af sted, savnede Troels Katrine rigtig meget. Inden da havde der ikke været tid til det, og det hele havde været så uvirkeligt, men liggende på jorden uden nogen at holde om blev savnet næsten uudholdeligt. At holde om en af vennerne var selvfølgelig helt udelukket, så opdagede han, hvor forvænt han var med at kunne mærke Ka-trines varme krop ved siden af sig, når han faldt i søvn. Selv hendes uregelmæssige åndedrag og nogle gange nasale snorken ville han også meget gerne høre. Det var da i hvert fald uende-lig mange gange at foretrække frem for Nodokses generende larmen. Det gjaldt selvfølgelig egentlig bare om at få sovet lidt, før han skulle op igen, og helst skulle han falde i søvn før Toben også gik i gang med at støje, selv om hans støj nok ikke ville kunne høres, hvis Nodoks fortsatte med samme niveau. Troels fandt en rund glat sten, som han kunne holde om, og han prøvede at forestille sig, at det var Katrines ene bryst, selvom stenen var alt for hård, og der ligesom manglede en bryst-vorte. Måske var det sådan silikonebryster føltes, altså bortset fra at de vel også måtte have brystvorter. Silikonebryster havde han aldrig stiftet bekendtskab med, så det var lidt lettere at tro på, og Katrine med større bryster var jo ikke ligefrem den værste drøm at have.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...