Pizzahelte

Fem pizzaglade, magelige og ikke mindst computernørdede venner befinder sig pludselig i en eventyrverden, hvor de bliver stillet overfor udfordringer som selv deres uendelige mange timer med diverse eventyr- og strategispil ikke har kunne forberede dem på!

1Likes
0Kommentarer
1204Visninger
AA

6. Hvis det gør ondt, er det måske virkelighed

Imens Troels stod og funderede, blev han pludselig angrebet fra siden, og hvis ikke han lige var trådt frem, fordi han tænkte, at han nok hellere måtte træde i karakter også, så havde Dantes redning været omsonst, for han var lige ved endnu engang at blive gennemhullet. Denne gang bare af en stor dolk med en kvinde for enden. Da hun ikke fik ramt sit planlagte offer, snublede hun i stedet fremad. Troels så sit snit til at gribe hende om håndleddet og skubbe hende til siden, hvor hun faldt ned på jorden på en ikke særlig feminin måde. ”Nu er jeg ved at være godt træt af jer hidsige kvindemennesker,” hvæsede han og var godt klar over, at hans vrede dækkede over den frygt, han følte. At blive angrebet gang på gang uden han egentlig mente at have gjort nogen noget, det havde efterhånden flosset hans nerver. Til daglig var det i det mindste kun Katrine, som pludselig kunne finde på at fare op over noget. Efter hans mening helt uden grund. I denne underlige verden, var det åbenbart mere reglen end undtagelsen, at kvinderne angreb sagesløse mænd. Det var absolut ikke en verden, han ønskede at blive i mere end højest nødvendigt.

Den faldne kvinde så ikke spor bange ud, selvom han havde trukket sin dolk. Hun havde i stedet et lille drilsk smil på læberne. Sammen med hendes nedringede top, der ikke skjulte meget for ham, når han stod over hende, forvirrede det ham lige lovlig meget. Hvordan kunne en kvinde først søge en efter livet for i næste øjeblik at flirte åbenlyst med én? Hans tiltro til sit eget umiddelbare kvindetække forhindrede ham i at nå til den overvejelse, at det var en af-ledningsmanøvre, før hun havde stukket dolken ud mod hans ben. Heldigvis havde han lavet elastikspring i skolegården for mange år siden, for at tækkes den pige, han dengang, han i al hemmelighed var vild med. Det gik desværre alt for sent op for ham, at hun ikke syntes, mandlige elastikspringere var særlig sexede. Først her mange år efter opdagede han, at han faktisk kunne bruge det til noget godt. Han nåede nemlig lige at hoppe op i luften i tide og ramte ned på angriberens arm, hvilket medførte at en lang række eder ud-sprang fra hendes mund. Hendes smil var også brat blevet udskiftet med lynende øjne. Der var noget bekendt ved hendes ansigt, men han kunne ikke komme på hvad, og havde ikke lige overskud til at sætte sig ned og fundere videre over dette.

Troels blev stående på hendes arm og overvejede, hvad han så skulle gøre. Han var ikke i tvivl om, at det øjeblik han fjernede sig, så ville hun gå til angreb igen, for der var absolut ikke noget som helst indtryk af overgivelse i hverken hendes ansigt eller attitude. Han kiggede rundt på de andre efter hjælp, men de var alle travlt optaget andetsteds, og ud fra antallet af faldne modstandere kunne han hurtigt slutte, at de klarede sig noget bedre end han selv, som endnu ikke havde nedlagt bare en enkelt modstander i denne kamp. Kun en modstanders arm.

I det samme kunne han mærke en skygge over sig og kulde gemmenisnede hans krop. Før han overhovedet havde kigget op, vidste han, hvad han ville få at se. Det var naturligvis Thro-ra, og hun var ikke glad. Hun havde en stav hævet højt over sit hoved, og måske kunne Troels have troet, at det var en tryllestav, men de pigge, som stak ud fra den, afslørede, at der nok mere var tale om et af de monstrøse våben, som stenaldermenneskene havde brugt. I det samme kom Troels i tanke om, hvem den anden mindede om. Da Throra var kommet til stede, var det ikke så svært at se ligheden. ”Slip hende,” hvæsede Throra. ”Slip hende eller jeg skal sørge for, at dit hoved bliver flækket i tusinde dele, så selv den bedste detektiv aldrig vil kunne finde så meget som et ene-ste stykke igen.” Troels vidste, at det var farligt nok at gøre en kvinde bare lidt mopset, og at det under nor-male forhold kunne medføre alle mulige slags repressalier, som f.eks. opvask og rengøring helt alene i en hel måned. Denne kvinde virkede endda ikke bare mopset, og det var jo helt afgjort ikke en opvaskebørste, hun holdt i sine hænder. Troels fandt aldrig ud af, om hans fejhed ville sejre, eller om han modigt kune holde ved, for hans fange udnyttede hans bortledte opmærksomhed til at placere nogle skarpe negle i hans lår, alt alt for tæt på Katrines fortrukne del af hans krop. Det var i hvert fald, hvad han foretrak at mene, for det var sgu da helt og aldeles lige meget, om hun syntes, han var klog, charmerende og havde sexede øjne, hvis hun ikke kunne lide den legemsdel, som han selv havde været mest fikseret på i teenageårene og egentlig stadig væk var, selv om det nu også var meget lækkert at have en god hjerne, så han kunne snøre de andre.

Troels udbrød et impulsivt brøl og uden rigtig at tænke over det, svang han sin dolk. Den yngre kvinde nåede kun lige med nød og næppe at fjerne sine fingre, så han i stedet hamrede dolken ned i sit eget lår. ”Shit,” nåede han rædselsslagent at tænke, før han mærkede, hvordan hans lår stod imod dolkens pres, og at han slet ikke kunne mærke dolkens blad. ”Det må være smertens bedøvelse,” tænkte han og turde knapt kigge ned, men så så til sin overraskelse, at der ikke var sket noget overhovedet. Han sad som hypnotiseret og kiggede ned på bladet, som ellers var så skarpt, at det nok sagtens kunne have hugget hans ben midt over. Ligesom et skin i bladet havde vækket ham fra hans søvn, vækkede det ham nu fra hans hypnose. Skinnet skar i øjnene, og han så væk, bare for at opdage stenaldervåbenet komme fa-rende ned mod hans hoved. Det var, som om dolken helt selv førte hans hånd op og parerede. Throras våben splintredes, selvom det var flere gange større end det lille redskab, Troels brug-te. Hun så først helt overrumplet ud, og da hun opdagede skæret i bladet, rykkede hun med rædsel i øjnene flere skridt bagud. Så var det pludselig, som om hun opdagede noget forfær-deligt bag ham, for hun blev endnu mere bleg, selv om Troels inden da kunne have forsvoret, at det var umuligt. ”Nej, Thrine, nej,” skreg hun så højt og skingert, at Troels et sekund ikke vidste, om det var klogest af ham at holde sig for ørerne og måske derved redde sin hørelse fra at forsvinde, eller om han hellere skulle vende sig om og tjekke, hvorfor Throra råbte sådan op. Heldigvis valgte han det sidste, for hvad glæde kunne han have af sin hørelse, hvis han var død? Da han fik vendt sig, gav det et gib gennem hele hans krop, for Thrine havde åbenbart hur-tigt fået rejst sig og stod nu sablen hævet højt lige over ham. Troels nåede ikke engang rigtigt at føle frygten i kroppen, før hun lod sablen svinge ned lige mod hans hoved. Som nødværge tog han hænderne op som beskyttelse, hvilket jo egentlig ikke var særlig smart, for det skarpe blad ville uden tvivl skære lige igennem først hans arme og derefter resten af hans krop, hvis det ikke lige havde været for hans dolk, som han holdt i den ene hånd. Thrines sabel ramte heldigvis ned i dolken, før den kunne nå hans krop, og den splintredes i uendelig mange dele. Hun gav et skrig fra sig, som ikke bød nogen tvivl om, at hun måtte være i familie med Throra. Også denne gang valgte han heldigvis rigtigt og fulgte sit instinkt, for han kunne mærke, at der foregik noget bag ved ham igen, og da han ikke havde lyst til at blive mødt af endnu et løftet våben, stak han dolken bagud først. Throra havde åbenbart forudset dette. Det var vel heller ikke for ingenting, at hun var blevet udnævnt til sandsigerske. Hun havde rykket sig lidt væk, og det var i stedet en slags slynge, som han stak dolken ind i. Mødet mellem dolken og slyngen fik det til at gnistre, som blev der lavet elektricitet, men det var i hvert fald ikke af den slags, som kan forekomme mellem to mennesker, der føler sig seksuelt eller romantisk til-trukket af hinanden, tværtimod, ville Troels gerne pointere, hvis nogen skulle være i tvivl. At denne følelse var gensidig, kunne Throras hadefulde ansigtsudtryk ellers sikre én om. Slyngen havde svunget sig godt fast om dolken, og med et hårdt ryk prøvede Throra at tvinge dolken fra ham, men Troels havde ikke i sinde at give så nemt op. Ikke så meget af heltemodighed, men mere fordi han var ganske skrækslagen ved tanken om at være helt ubevæbnet og for-svarsløs. Hans ego var trods alt ikke så stort, at han mente sig stærk nok til at klare de to kvinder tomhændet, selv ikke hvis de også havde været uden våben. Han hagede sig derfor godt fast, hvilket resulterede i, at han ganske uden den ringeste lyst kom til at stå meget tæt ansigt til ansigt med Throra. Det var ikke et beroligende syn, og da hun krængede læberne, så han kunne beundre, eller nok nærmere frygte, hendes store, skarpe tænder, som mindede ham om en vampyr, og som en hund nok ville misunde hende grænseløst, hjalp det ikke på nogen måde på det. Det eneste, han kunne finde på, hvilket ikke var særlig opfindsomt, var at vise hende sine egne tænder. Hvis han havde haft lidt mere tid, og hvis hans hjerne ikke havde været gået helt i selvsving, så havde han jo nok forudset, at hans ikke særlig store, men særdeles kaffegullige tænder ikke ligefrem ville være noget nogen blev bange for. Det skulle da måske lige være tandlægen, som altid så bekymret på ham, når han åbnede gabet. Han fablede bestandig om mindre cola og kaffe og mere tandtråd, i stedet for at være taknemmelig for at Troels sørgede for beskæftigelse til ham. Troels havde højst sandsynligt finansieret en betydelig andel af hans rejser til Thailand.

Throra blev, som det nemt kunne forudsiges, ikke bange. Troels kunne endda tydeligt se, at hun havde svært ved ikke at grine af hans ynkelige forsøg på en trussel. Denne brist i opmærksomhed udnyttede Troels, nu helt igennem styret af det uvante in-stinkt, for hjernen havde for længst meldt fra. Det var allerede sket, da Thrine havde sænket sablen over ham første gang. Hvis han skulle være helt ærlig, var det nok endda sket meget tidligere, nok allerede da han havde kigget ud fra hulen og set mængden af fjender, som havde samlet sig, og det var gået op for ham, hvor stor en fare de egentlig var i. Før havde det hele foregået så uventet og hurtigt og havde ikke rigtig været til at forstå, men i hulen havde han haft lidt mere tid til at tænke, og det var gået op for ham, hvor ”fucked up” de var. ”Fucked up” havde før været hans yndlingsudtryk, men han havde efterhånden syntes, at det lød lidt banalt, når en, der for andre lignede en voksen mand, sagde sådan, men på den opståede truende situation, havde det passet perfekt. De var jo totalt på røven, selvom det så ikke lød særlig pænt. Ligesom når nogen får revet en arm af, og de ikke kan mærke det, fordi deres krop går ind og bedøver, så var Troelses hjerne blevet lettere immuniseret overfor tanker om den eksiste-rende trussel. Det var derfor ikke klogskab, men noget mere dyrisk i ham, som gjorde, at han fik rykket armenene til højre side med al den kraft, han kunne opbyde i netop det øjeblik, hvor Throra kiggede hånligt og nedladende på ham og havde for travlt med dette til at være rigtig opmærksom på, hvad han egentlig foretog sig. Både dolken, slyngen og Throra svingede med, men ikke særlig langt, før de blev stoppet af en forhindring. Det var Thrine, som havde set sit snit til at komme så tæt på Troels, at hun rent faktisk kunne have rørt ved ham, hvis hun da havde nået det. Hendes hænder havde været godt på vej til at tage fat rundt om hans hals, men de stivnede midt i bevægelsen, da dolken ramte hende i brystet, lige der hvor hjertet måtte kunne formodes at sidde, selvom man nemt kunne være i tvivl om, hvor vidt hun havde et sådan.

Et eller andet livsvigtigt blev i hvert fald ramt, for hun kom til at se helt underlig ud i ansig-tet, som om al luften var blevet presset ud af hende. Fra hendes læber kom en lyd, som godt kunne lyde som en slet tilbageholdt orgasme, sådan som man prøver at styre den, når foræl-drene sover i værelset lige ved siden af. Thrine kunne dog næppe være seksuelt ophidset, med mindre hun var meget stærk tilhæn-ger af maschocisme, og det virkede absolut ikke sådan, vurderet ud fra hendes reaktion, da Troels i nogle korte glædelige sekunder havde haft kontrollen over hende. Lyden fra hendes mund forandrede sig til en piben, og hun faldt ind over dolken og ville være røget helt ned på jorden, hvis ikke Throra havde grebet hende. ”Pusser, søde, se på mig, se på mig. Du må ikke døøø…,” klynkede hun, mens hun holdt om den anden. Da det var blevet tydeligt, selv for hende, at Thrine ikke var til at redde, lagde hun hende forsigtigt ned på jorden, lukkede hendes øjne og kyssede hende blidt på kinden. En handling der var så kærlig, at den var chokerende i sig selv, når den blev foretaget af en kvinde, der indtil da kun havde udstrålet had og ondskab. Troels var i forvejen helt igennem fuldstændig chokeret over rent faktisk at have deltaget i drabet af en kvinde, uden at det kun var dolken, der gjorde arbejdet. Ellers ville Throras pludselig ændring af opførsel nok have virket noget mere skræmmende. Hendes sindsskift var dog det værste, fordi det tydede på den monumentale sindssyge, som kvinder nogen gange, og desværre alt for ofte, led af. Alt kunne være nok så hyggeligt, men så pludselig kunne de vende helt om fra at være blide og kærlige til at være rene hekse. Bare på grund af noget man kom til at sige. Selv ganske små bagateller, som hvis man spurgte ”Har du pruttet?” kunne få stemningen til at gå fra ganske behagelig til en skærsild, af den værste slags. Hvis han kunne vælge mellem et helvede på brændende kul men alene, og et helvede der blot bestod af en evigt vred kvinde, så ville han uden tøven vælge det første, for intet kunne måle sig med en vred kvindes harme. Tænk på bogstavelig talt for evigt at skulle lytte til: ”Det er også din skyld det hele” og ”Hvordan kan du være sådan en idiot?” uden at kunne flygte noget sted hen. Så hellere brændende kul. Troels trak hurtigt dolken til sig og var lige ved at kaste op ved tanken om, at han trak den ud af kødet på et andet menneske. Han havde dog ikke meget tid til at være pivet, for Throra udstrålede så absolut ikke mindre fare nu end tidligere. Der var forfærdelig meget blod på dolken, og de kunne begge ikke få deres øjne fra den. Det var svært at sige, hvem der var mest forfærdet. Hende der havde dræbt sin elskede datter, for det måtte hun være, eller han, som havde dræbt et menneske, for første gang nogensinde, ved at føre en dolk direkte ind i kødet på det. ”Du har dræbt hende,” sagde Throra med en skræmmende rolig stemme, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Troels, for den lød, som når Katrine prøvede at undertrykke sin vrede for derefter at lade den komme til magten med ukontrolleret vildskab. Han fandt det klogest ikke at argumentere for, at hun jo rent faktisk havde været med til at føre dolken, af frygt for hvad hun så ville kunne finde på. Én ting var jo at gøre noget forfærdeligt og for sig selv utilgiveligt, en værre ting var, når andre tværede det rundt i ansigtet på en. Han havde ik-ke lyst til at erfare, om hun kunne blive endnu mere gal og faretruende, end hvad han tidligere havde set, selv om det virkede helt usandsynligt. Han valgte derfor blot at stille sig med dolken beskyttende foran og med skrævende ben, i håbet om at se stor og faretruende ud, selv om han ikke følte sig sådan, men nærmere som en meget lille og bange dreng. Om hans skræmmeforsøg virkede efter hensigten, det fandt han aldrig ud af, for i det samme glimtede det i dolkens blad igen, og lyset skar Throra i øjnene, så hun blev nødt til at holde sine arme oppe for at skærme sig mod det. Denne ukampdygtige til-stand huede hende tydeligvis ikke, og ved at se hendes frustration følte Troels sig mere mo-dig, og han tog et par skridt hen mod hende. ”Du kan bare komme an, du ondskabens tjenerinde,” sagde han med så dyb stemme som muligt for at lyde faretruende og selvsikker. Han havde altid drømt om, at kunne sige en sæt-ning som denne, lidt ligesom i nogle af de seje actionfilm, hvor der var nogle sætninger, som var så gode, at folk gentog dem igen og igen i deres hverdagsliv. Troels havde godt nok ikke forestillet sig, at det nogensinde ville blive aktuelt udover i diverse sexlege. Underligt nok gjorde Katrine en vis modstand imod at skulle spille heks eller noget andet ondt, hvilket var lidt surt, for hvem havde ikke drømt om at erobre og besejre ondskaben? At kæmpe mod Throra var ikke lige det, han havde foretrukket. I sengen var der trods alt ikke så tit fare for, at han kunne miste livet eller noget andet værdifuldt, kun de par gange, hvor han var kommet til at sige noget dumt som: ”Har du ikke taget på” eller ”Det er dejligt, at din krop er så blød.” Døden havde da været meget tæt på, men i det mindste følte han sig selv lidt skyldig i dette, når Katrine havde fået forklaret ham, hvorfor hun så afgjort ikke fandt hans udtalelser flatterende. Det var noget andet i dysten mod Throra, for han var faktisk stadigvæk ikke helt sikker på, hvorfor hun som udgangspunkt havde udset dem til at være hendes fjender. Sariana og de andre havde da netop snakket om hende som den, der havde oplyst, at de kunne hjælpe dem. At hun nu ikke var helt glad, kunne han godt forstå, for hendes datter var jo blevet dræbt, men før dette, hvad havde der da været galt? Som om hun kunne læse hans tanker, begyndte Throra at sige noget, mens hun stadigvæk skærmede øjnene for bladets skær. ”I duer ikke til noget. Det hele er et bedrag. Du kan være helt sikker på, at selvom I skulle klare denne kamp, så vil I aldrig slippe levende herfra. Jeg skulle finde nogen, som kunne hjælpe vores folk. Jeg valgte jer, fordi I på ingen måde virkede som om, I havde nogle reelle anvendelige talenter. Ha, en dolk, en slangebøsse, en bue og et pusterør! Det er jo børnelege-tøj, og I er ikke en gang særlig gode til at bruge dem. I vil næppe kunne klare jer, når først I møder den endelige udfordring. Vær vis på det og tvivl ikke på, at vi vil mødes igen, og da vil jeg hævne drabet af min datter på en måde, så du vil fortryde, at du nogensinde blev født.” ”Ti, kvinde,” sagde Troels, som kunne mærke, hvordan Throras ord påvirkede hans sind i en negativ retning. Endda så meget, at han ikke en gang nød at sige den sætning på bare to ord, som han tit havde fantaseret om, at turde bruge, selvom han havde haft en anden modtager i tankerne. Throra bakkede tilbage ud i skovens mørke. Det sidste han så af hende, var hendes sorte, hadefulde øjne, som absolut ikke lovede noget godt. Han fik dog ikke tid til at gruble mere over dette, for i det samme blev han grebet hårdt i den ene skulder. Han vendte sig hurtigt om med dolken løftet. Om han reelt var parat til at anvende den mod endnu en fjende, det blev han heldigvis ikke tvunget til at finde ud af, for den formastelige var ikke en ny modstander men bare Dante, som med et stort grin sagde: ”Jeg havde aldrig troet, at du ville kunne skræmme en kvinde væk. Smukt!” Troels var dog ikke så sikker på, at Throra var blevet særlig skræmt, men frygtede at hun blot havde valgt at søge væk, for på et senere og for ham sandsynligvis meget ubelejligt, tids-punkt at komme tilbage med ekstra styrke. Men hvornår ville det egentlig nogensinde være belejligt at støde på Throra igen? Aldrig, var han ret sikker på. Han ville dog endelig ikke rykke Dante ud af den vildfarelse, at han virkelig skulle have skræmt nogen væk. Selv små drenge, som han mødte på gaden, virkede ikke synderlig bange for ham snarere tværtimod. De havde efterhånden adskillige gange vist ham en chokerende mangel på respekt. Det var virke-lig trist, sådan som ”ungdommen nu til dags” opførte sig. Han mente bestemt, at han selv havde både husket at sige ”De” og rejse sig op for de ældre i bussen, da han var yngre. I hvert fald for det meste. Men det gjorde folkeskoleelever så absolut ikke i dag. Måske var han dog heller ikke ligefrem så gammel, at han havde behov for, at nogen gav ham deres siddeplads, og ”De” havde altid virket ret overvurderet på ham, men det kunne da være dejligt, hvis de i det mindste gik til siden, når han kom. Heldigvis havde han et noget større korpus, så selv om der ikke var særlig mange muskler at finde på hans krop, kunne han stadigvæk puffe dem godt og grundigt væk fra der, hvor han skulle gå, og hvor de åbenbart også mente, at de skulle føre sig frem.

Da Troels ikke mere var påtvunget at være på vagt over for Throra, så begyndte han at kig-ge sig forsigtig omkring og forstod da, hvorfor Dante virkede i så godt humør. Endnu en gang var det lykkedes de fire venner, og så også lige Nodoks, at besejre en imponerende mængde af modstandere. Det var heldigvis ikke lykkedes fjenderne at få bugt med nogen af de andre. Godt nok så både Nodoks og Toben meget hærgede ud, men de kunne gå og havde alle lemmer intakte, el-ler i hvert fald de lemmer, som man umiddelbart kunne se. ”Vi klarede det igen,” gispede Toben, mens han forsigtigt satte sig ned på en sten. ”Det holdt hårdt, men vi klarede dem sgu.” Troels prøvede at undlade at tælle hvor mange overvundne fjender, der lå rundt omkring, men selv uden at tælle var det desværre ikke til at overse, at de andre, i hvert fald i gennem-snit, havde været noget mere succesfulde end han selv. Mindst 50 kroppe lå der rundt om-kring, og derudover var der alle dem, som var blevet jaget på flugt. I forhold til de andre, havde han jo rent faktisk kun en nedlagt fjende at vise frem, og så Throra, som mere eller mindre frivilligt var forsvundet. ”Nå, vi må vel hellere komme videre,” sukkede Toben og rejste sig langsomt op efter at Nodoks havde fundet og givet dem hver et blad at sutte på. Det var utroligt, så styrkegivende det var, men selvom det tydeligvis var meget kraftfuldt, virkede det dog også mindre og min-dre effektivt, for hvert blad de suttede på, registrerede Troels. Det var vist sådan narkotiske stoffer og hash virkede. Med tiden var det ikke nok, så skulle man have mere. Ikke at Troels selv havde prøvet noget særligt. Han havde forsøgt at ryge hash én gang, og da havde han væ-ret så fuld, at han både med eller helt uden suget fra hashpinden ville være faldet om. Så dår-ligt som han havde det dagen efter, så havde han på ingen måde haft lyst til at prøve igen. Ec-stasy, som vist var meget populært i dag, var lige nyt nok til at han og hans venner var stødt på det i bylivet, og det var vist meget heldigt, for han vidste med sig selv, at med hans ikke li-gefrem fornuftige livsførelse i gymnasiet, så havde han garantere hoppet med på den galej, og det var jo nok ikke hver gang, man var så heldig, at opkast og tømmermænd dagen derpå fik én til at droppe alt om det nye middel, hvis det havde været godt. F.eks. drak han jo stadig-væk, selvom han adskillige gange havde svoret, at han aldrig aldrig mere ville røre så meget som en kapsel fra en øl. ”Aldrig mere” varede normalt ikke særlig længe. Faktisk omtrent lige så længe som det ”aldrig mere” Katrine anvendte, når hun blev sur og sagde, at hun aldrig mere ville tale til ham.

De lykkedes dem til sidst at få slukket deres tørst, og de samlede sig langsomt sammen til at fortsætte. For første gang gik Troels foran. De andre virkede mere medtagede af den sidste kamp, hvad Troels måske nok vidste grunden til, men absolut ikke havde nogen intention om at nævne. Nodoks kom op på siden af ham. Han haltede lidt, men virkede ellers overraskende frisk. ”Det var flot gjort,” sagde han, henvendt til Troels, som hurtigt så hen på ham, sikker på at han ville kunne se ironien springe ud af ansigtet på den anden, men Nodoks så ganske alvorlig ud. ”Øh, tak.” Troels besluttede sig for at være ærlig. ”Det var jo egentlig ingenting i forhold til, hvad I andre fik klaret.” Nodoks så overrasket på ham. ”Du var altså ikke klar over, hvem du kæmpede med? Hmm, det var nok meget godt, for måske havde du så ikke været så modig.” Der var noget ved det Nodoks sagde, som ikke lød særlig beroligende, når nu Throra havde truet med at komme tilbage. ”Hvem var de da, de to, var det ikke bare to præmenstruelle kvinder?” Troels dukkede sig per automatik lidt, for sådan en udtalelse ville normalt medføre et eller to ikke helt blide dask rettet mod hans hoved. Spørgsmålet så dog ud til at genere Nodoks be-tydeligt mindre, end det ville have generet Katrine, men det var der jo selvfølgelig også en rent kønslig forklaring på. ”Det var så absolut ikke to almindelige frustrerede kvinder. Det var jo Throra og Thrine.” Nodoks nikkede vidende med hovedet, som om han lige var kommet med en helt fyldest-gørende forklaring. Troels blev nødt til at spørge igen: ”Hvem er de to da?” ”Throra er vores sandsigerske, visdomskvinde og helsekvinde. Indtil i dag har vi troet, at hun var på vores side, men denne modtagelse af jer fire, som hun har spået til at være vores redningsgruppe, har helt tydeligt bevist, at hun støtter de andre.” Selv om det virkede meget usandsynligt, at ”de andre” kunne høre dem, så udtalte han alli-gevel de to ord meget sagte, faktisk så lavt at Troels næsten ikke kunne høre det. ”Det har ellers altid været en trøst, at vi havde Throra hos os, for hun var den stærkeste kræft, vi havde tilbage, nu hvor Sarianas brødre er dræbt, og kongen er gammel og svagelig. Throra og hendes datter Thrine har… hmm…havde overmenneskelige kræfter, og Throra kan lave forskellige drikke, som enten kan helbrede, dræbe eller give ekstra styrke. Derudover kan hun fortælle hvilke styrker, en fremtidig situation vil kræve, og hvor vi kan finde disse. Sådan har hun udvalgt jer.” Nodoks kiggede eftertænksomt på Troels og fortsatte helt chokeret: ”Men hvis hun slet ik-ke er med os, så kan I jo heller ikke være vores redning!” Han spekulerede videre: ”Hvis hun er med vores fjende, så vil hun da i stedet prøve at finde de mest uduelige til os, men hun fandt jo jer!” Han kiggede meget intenst på Troels, men sagde ikke mere. Troels følte sig ramt. Så slemme var de da heller ikke, han og hans venner. Godt nok var de efterhånden langt bedre til at spille computer og spise chips end til at dyrke sport, men en gang havde de faktisk været ret atletiske, i hvert fald de tre andre, og deres hjerner var der da ikke det mindste i vejen med. Han måtte dog modvilligt indrømme over for sig selv, at ligefrem udvælge dem til at være dem, som skulle redde Sariana og hendes folk ud af deres problemer, det var lovlig optimistisk og uklogt. Throra virkede hverken særlig optimistisk eller uklog, så sandsynligheden for at udvælgelsen af Troels og hans venner var med den intention, at de absolut ikke skulle kunne være Sariana og de andre til nogen hjælp, den var faktisk bedrøvende stor. ”Men I har jo klaret det godt indtil videre,” sagde Nodoks i en trøstende tone. ”I har klaret alle udfordringer, og du har endda jaget Throra på flugt og nedlagt hendes datter.” Troels valgte helt bevidst ikke at fortælle om Throras trussel og de hadefulde øjne, som ab-solut ikke virkede besejrede. Det var godt nok rigtig, at Thrine ikke var en trussel mere, men Troels foretrak at nedlægge kvinder på en helt anden og meget mere behagelig måde.

”I virker ikke af meget, men I er heldigvis meget mere værd, end Throra må have troet, og vi har i hvert fald ikke tid til at finde nogle andre til at hjælpe os, så I har bare at være gode nok,” Troels følte, at han burde give igen på en sådan halv fornærmelse, men den havde jo også indeholdt ros, og han havde faktisk ikke spor lyst til at gøre sig uvenner med den eneste af dem, som rent faktisk vidste, hvor de befandt sig. Det måtte man da i hvert fald håbe. Det begyndte pludselig at blæse lidt, og det blev endnu mere koldt. Troels skuttede sig. ”Det er tegn på, at vi er på rette vej,” konkluderede Nodoks. ”Hvor Sharan og hans kumpa-ner befinder sig, er der ingen varme, men altid kulde.” ”Det var da ubehageligt. Hvordan kan de selv holde det ud?” ”De har ikke noget valg, og deres kolde hjerter befinder sig nok også bedst sådan. De skulle jo nødigt være i fare for at blive opvarmet.” Nodoks fortsatte med et skævt smil: ”Så vidt jeg har hørt, er der vist også mest kulde, der hvor du kommer fra, så måske er det det, som har snydt Throra. Hun troede måske, at I også var onde og kunne hjælpe dem” Godt nok var det oftest i det mindste lidt køligt i Danmark, men lige frem at sammenligne hans fædreland med den kulde, som de nu gik i møde, stødte Troelses nationalfølelse. ”Vi har da også sommer en gang imellem,” mumlede han derfor, men Nodoks ignorerede dette lidt slappe forsvar og fortsatte i stedet med at forklare om det område, de begav sig ind i. ”Som modsætning og modstand mod Sarianas forfædre, der gik ind for at skabe glæde og varme omkring dem, så valgte de andre, at de områder, som de besad kontrollen af, skulle væ-re kolde og mørke. Man er derfor aldrig i tvivl om, hvornår man går ind i fjendeterritorium, hvilket selvfølgelig kan være meget godt, men samtidig betyder det, at jo større deres domæne bliver, jo mere af vores land vil blive koldt og øde. Selv når vi har vundet områder tilbage, så tager det så lang tid at få rettet op på deres ødelæggelse, at der ikke er til at bo i mange år, og hvad skal man med et område, som man ikke kan leve i?” Nodoks undren over, hvorfor man ville ønske at erobre et område, som man ikke kunne bruge til noget, fik også Troels til at undre sig. I computerspil ville erobring af land normalt betyde opnåelse af flere penge eller magt, men hvad skulle man dog med magten over et om-råde, hvor der ikke var nogen at regere over og ingen penge at opkræve? Området kunne selv-følgelig ligge strategisk godt, men hvad var det ellers, som fik mennesker og også disse mere eller mindre mærkværdige væsener til at ønske sig områder bare for områdernes skyld?  Der var jo nok ikke nogen særlig stor sandsynlighed for, at man kunne finde olie eller noget andet berigende i dette døde miljø. Hvem gad dog kæmpe for at have dette? Han kunne kun forklare det med det ønske, som mange børn besad. Nemlig det at have noget, altså bare at si-ge ”mit” uden rigtigt at overveje, om man havde brug for det. De andre måtte i hvert fald bare ikke få det. Han havde dog håbet, at dette barnlige behov blev mindre med alderen, så man ikke mere ønskede at bestemme alt, lige meget hvor uinteressant, det kunne være. Når man var voksen, kunne det vel  ligefrem beskrives som værende kleptomani. Var det egentlig ikke, det samme man gjorde, når man prøvede at indføre demokrati i mus-limske lande, som indtil da havde været styret af diktatorer eller religiøse, hvis man da ikke ligefrem turde konkludere, at dette var det samme? Man kunne formode, at et demokrati ville være mere stabilt og være det bedste for alle de involverede, men de såkaldt demokratisk sty-rede grupper, som Troels igennem sit liv havde været en del af, havde efter hans indtryk kun været rigtig demokratiske, så længe man havde været enige, og den der havde den største au-toritet kunne affinde sig med beslutningerne. Både hans forældre og Katrine havde på forskellige tidspunkter af hans liv påstået, at de al-le tilsammen udgjorde en demokratisk enhed. Det var blevet modbevist adskillige gange. Han og hans søskende kunne have været nok så enige om, at den næste ferie skulle gå til Disneyland, eller at de ikke behøvede at tage opvasken og rydde op på deres værelser, men så blev beslutningsmønstret hurtigt ændret fra familiedemokrati til forældredikatur med en regel om, at nogle ting bare ikke kunne diskuteres, blandt andet også hvilken slik der skulle købes til weekenden, og om de måtte være oppe til midnat fredag aften. Katrines syn på demokrati var lidt anderledes. Hun ændrede ikke pludselig holdning fra, at de begge to skulle bestemme til, at det var hendes mening, som gjaldt. Problemet var bare, at hvis han ønskede at gøre noget, som hun ikke billigede, eller valgte ikke at gøre noget, som hun mente, at han skulle, så var hans valgmuligheder lige så mange, som når forældrene ind-drog han og hans søskendes bestemmelsesret. ”Du kan jo bare gøre, som du vil, det skal jeg ikke bestemme,” var nok den største løgn, han havde hørt fra Katrines mund. Det var da godt nok rigtig nok, at han kunne gøre, lige hvad han ønskede, men ved nærmere overvejelse af de mulige konsekvenser ved at gå imod Katrines vilje, så var der egentlig ikke nogle rigtige alternativer, til det hun ønskede. Ikke hvis han ønskede at have en sød kæreste og ikke kæresten fra helvede. Hvis en anden handling, end den hun ønskede, overhovedet ville betyde, at han havde en kæreste eller var i live for den sags skyld. Jo, jo, udadtil hed det sig, at de begge to bestemte lige meget, men ve ham, hvis han kom til at lade sine beskidte underbukser ligge på gulvet i stedet for i vasketøjskur-ven, eller hvis han glemte at tage en beskidt tallerken ud, så den stod på stuebordet, når hun kom hjem. Det havde sagtens kunne lade sig gøre, da han boede alene, og han havde absolut ikke haft noget problem med det, så det kunne derfor kun være på grund af Katrines betyde-ligt mere snerpede holdninger til sådan noget som renlighed, at det ikke mere var tilladt. Faktisk kunne man sige, når lige Katrine altså ikke hørte det, at der hjemme hos dem fand-tes et slags diktatur, et kvindediktatur, som han kunne forstå, ud fra sin erfaringsudveksling med andre fyre, åbenbart også fandtes hos dem. Erfaringsudveksling var måske en lige lovlig fin betegnelse for de smågrynt, som det engang imellem blev til om det hjemlige liv. Det ene-ste, som nogen af dem var interesserede i at delagtiggøre de andre i, var, hvis de havde fået rigtig meget sex, og når Troels var sammen med andre, som også var i længerevarende forhold, så var der trist nok ikke lige så meget at fortælle på denne kant, som der tidligere havde været. De venner han havde, som stadig var single, havde tragisk nok heller ikke så meget at afsløre. Han mindedes dengang da Anus i en periode havde haft et ualmindeligt interessant forhold til en pige, der var fem år yngre end han selv. Bortset fra alle drillerierne om hans forbrug af kuvøseguf, så havde de andre fundet det meget mere spændende at høre om vennens oplevel-ser end at spille. Desværre holdt forholdet ikke særlig længe. ”Hun var jo alt for umoden til mig,” forklarede Anus. De andre var nu sikre på, at det var hende, som havde droppet ham, fordi han ikke kunne følge med hendes seksuelle drifter. Det havde de dog kun turde konkludere en dag, da Anus ikke var der.

Underligt, egentlig, at man kun snakkede om militærdikatur, samt præstediktatur og ikke om det førnævnte og ret så udbredethvad kvindediktatur. Det var jo noget, som foregik i de fleste lande og fleste hjem, i modsætning til de andre slags diktaturer, som kun fandtes i en-kelte lande. Det var faktisk lige en opgave for EU. I stedet for at have en målsætning om at opnå ligestilling indenfor diverse områder, og derved mene at forbedre kvinders rettigheder og vilkår, så burde de kigge nærmere på undertrykkelse af mandens lyster og ønsker i hjem-met. Man skulle da mene, at alle de fine herrer var med på den, eller turde de mon ikke af frygt for, hvad madammen derhjemme ville sige? Det var jo heller ikke rigtigt in at sige noget om, at man ikke var den, der bestemte i sit eget hjem, men selvom han og hans venner aldrig snakkede om det, så var han ikke i tvivl om, at i de hjem, hvor der befandt sig en kvinde, der var hun den, der havde de mest magtfulde bukser på, hvilket helt bogstavelig talt også var en hindring for mandens lyster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...