Pizzahelte

Fem pizzaglade, magelige og ikke mindst computernørdede venner befinder sig pludselig i en eventyrverden, hvor de bliver stillet overfor udfordringer som selv deres uendelige mange timer med diverse eventyr- og strategispil ikke har kunne forberede dem på!

1Likes
0Kommentarer
1213Visninger
AA

9. Hjælperne dukker op, hvis man da ellers kan kalde dem det

Sariana gjorde tegn til at bryde op. ”Vi må vist hellere se at komme af sted. Vi kan desværre ikke vente længere. Så må vi bare håbe på, at vores hjælpere finder os i tide.”

    I det samme lød der en raslen fra et nærliggende meget dystert buskads, men før Troels kunne nå at blive bange, trådte en lille figur ud, der så ud til at være en dreng i starten af sin teenageperiode. Han var i klædt helt sort tøj og en sort kappe og lignede lidt en Zorro Junior, bortset fra det strittende røde hår, som prydede hans hoved. Han havde en lang stav i hver hånd, og han slog dem imod hinanden, mens han bukkede dybt i retning mod Sariana.

    I samme sekund blev han puffet hårdt i ryggen, og han snublede forover lige ind i favnen på seluinden, som greb hårdt om ham for ikke selv at falde. Heldigvis havde drengen nået at få spredt armene ud til siden, for ellers var hun blevet spiddet, som en anden gris, og det var Troels sikker på ikke ville være særlig heldigt, hverken for drengen, Sariana, ham selv eller de andre.

    Der, hvor drengen havde stået, kom nu to andre frem, som lignede ham på en prik. De havde også begge stave i hænderne, og da de så de tre kvinder, samlede de ligeså stavene foran sig og bukkede dybt, ligesom den førstankommende havde gjort, imens de begge skulede ondt imod ham, der stadig stod og holdt godt fast om Sariana.

    ”Vi, Darioerne, er kommet for at være jer til tjeneste i denne svære kamp,” sagde den ene af de to, der stadig stod og bukkede.

    ”Det lyder godt. Rejs I jer nu bare op igen, og Slemin, du må gerne give slip nu. Jeg tror, vi begge to har fået balancen tilbage.”

    Modvilligt trak den unge fyr, som åbenbart hed Slemin, sig væk fra Sariana og ved et helt igennem tilfældigt tilfælde, for han kiggede jo ikke på sådan noget, i hvert fald ikke hvis han blev spurgt af nogen, som potentielt kunne blive meget gale og forvise ham fra dobbeltsengen, så Troels, at Sariana var helt rød på den del af brysterne, som ikke blev skjult af det tynde klæde, hun bar. Slemin havde tydeligvis holdt sig godt fast på essentielt interessante steder, og det hoverende grin, han sendte til sine to medsammensvorne, og deres alt andet en skjulte misundelse tydede på, at de var gamle nok til at have hormonerne løbende rundt i kroppen og til at kunne værdsætte en flot kvindekrop, når de stødte på den, hvis altså det at ønske at begramse en krop, kan kaldes at værdsætte. Hvis ikke, så var der nok adskillige mænd, også ældre end dem og også til stede ved dette møde, som måske ikke lige frem værdsatte, men dog tørstede efter sådan en krop. Det var i hvert fald betryggende at vide, at sådanne lyster også var at finde her, og at alle ikke bare rendte rundt med et forelsket udtryk i øjnene, ligesom Nodoks, og slet ikke værdsatte de letpåklædte skønheder. Det ville være spild af skønhed og dristig påklædning.

 

    Hvis hormonerne virkelig var lige så styrende her som i menneskeverdenen, så kunne det da ikke være noget problem for Sariana og hendes to veninder at nedlægge et bundt krigere. Der skulle bare smiles, vrikkes og strippes lidt. Hvilken mand kunne dog finde på at bekrige en indsmigrende, nøgen skønhed?

    Hvis der var flere af Throras slags, så ville det derimod være et stort problem. Hun virkede ikke just betaget af Troels og hans venner, og at hun skulle være til andre af hunkøn havde han svært ved at forestille sig. At hun overhovedet skulle være til noget som helst, det var faktisk en umulig og uønsket tanke i sig selv, men hun havde da åbenbart fået en datter på en eller anden måde, men måske foregik det anderledes her?

    ”Kommer resten af jeres gruppe ikke?” spurgte Mirina og så håbefuldt hen imod der, hvor de tre nyankomne var dukket frem fra.

    ”De andre havde vigtigere ting at tage sig til,” svarede Slemin, og skulede hen imod Troels og hans venner, som han åbenbart med det samme havde stemplet til at være konkurrenter på hunkønsområdet.

    ”Hvordan kan der dog være noget vigtigere end at redde vores verden fra de ondes overtagelse,” hvæsede Sariana ud mellem tænderne, og Troels var glad for, at hendes rasende øjne ikke kiggede på ham. Han var sikker på, at lige meget hvor Slemins manglende venner befandt sig, så ville de kunne mærke hendes øjne brænde på deres krop, som om hun havde stukket brændende pinde gennem vooddodukker.

    ”Fjanter de rundt sammen med de mandeglade elvertøser? Det er jeg sikker på, at de gør. Den eneste grund til, at I i det mindste er kommet, er vel, at de ikke gider have noget med jer at gøre efter jeres uheldige opførsel ved den sidste fest?”

    Slemin og hans venner rødmede og afslørede derved helt uden at sige noget, at det netop helt rigtigt var grunden til, at de var mødt op. Ved nærmere eftersyn, og når man så bort fra deres påklædning, lignede de nogle kloner af den rødhårde af Karius og Baktus, sådan som han havde set ud uden på den bog, som Troelses moster havde været så modbydelig at give ham, da han vat lille og ganske letpåvirkelig. Det vil sige, intentionen havde sikkert været god, men efter hans mor havde læst bogen højt for ham, havde de to slikelskere fyldt godt og grundigt i hans mareridt, og det havde medført en enorm skræk for tandlæger, før han overhovedet havde fået lavet sit første hul, hvilket skam også havde været et mareridt i sig selv, ligesom han havde frygtet. Tandlægeboret havde lydt, som om det havde intentioner om at gennembore hele hans kæbe, og han havde rykket hovedet hurtigt til siden således, at tandlægen havde ramt hans tandkød i stedet for. Det havde gjort endnu mere ondt end at få lavet selve hullet, og siden havde han altid ligget musestille, selv ved tandlægetjek. Hvis han nogensinde begyndte på lykkepiller, så var han ikke i tvivl om, at det ville ske lige før et tandlægebesøg.

    Hans mor havde på ingen måde haft ondt af ham, men havde sagt, at hvis han syntes det gjorde ondt, så skulle han bare prøve at føde. Det havde Troels nu ikke den store trang til, og han var taknemmelig for, at der stadig væk så ud til at være lange udsigter til, at dette ville være muligt, så han nemt kunne undskylde sig med, at han desværre ikke kunne overtage denne pinsel for Katrine, når det en dag blev aktuelt.

    Karius og Baktus havde dog haft den gode indflydelse, at han allerede som lille helt frivilligt og uden problemer havde børstet sine tænder og gerne flere gange om dagen. I en længere periode, lige efter at han havde hørt historien, kunne hans mor og far altid finde ham på badeværelset, hvis de ikke lige var helt sikre på, hvor han befandt sig. Det blev faktisk så slemt, at de måtte gemme tandbørsten for ham om dagen.

    Denne fiksering på rene tænder og nul huller, blev han først helt kureret for, da han lærte om colaens glæder. Det føltes ligesom lidt omsonst at børste tænder hele dagen, når man resten af tiden badede dem i cola.

 

    Nodoks var rykket tættere på Troels og afbrød kærkomment hans triste tanker om Karius og Baktus og huller i tænderne med en forklaring om, hvorfor Slemin og hans slæng var blevet upopulære hos elverne.

    ”Vi holder med jævne mellemrum nogle store fester, hvor de forskellige arter kan mødes og lære hinanden bedre at kende. Ved derved at opnå et sammenhold, håber vi på bedre at kunne klare os imod fjenden.”  Han sænkede stemmen betydeligt, før han fortsatte: ”Ved sidste fest kom Slemin, Kasu og Demin dog til at integrere sig lidt for meget med lidt for mange af elverpigerne, og da disse bagefter fandt ud af dette, besluttede de sig for aldrig mere at have noget med dem at gøre. Derfor er de tre nu vores mest pålidelige støtter, da der ikke er noget lokkende, der kan holde dem tilbage.”

    ”Og hvor er elverpigerne,” fortsatte Sariana sin skælden ud. ”Vi har brug for al den hjælp, vi kan få, og så er der ingen, der møder op.”

    ”Hmmmm,” rømmede Slemin sig.

    ”Nå ja, så næsten ingen da. Hvis I for en gangs skyld kan tænke med det rigtige hoved, så kan I jo nok være meget belejlige at have med.”

    ”Hvilket ét er det rigtige hoved?” hørte Troels Kasu eller Demin fnisende spørge den anden om. Desværre for dem, hørte Sariana det også, og i to lange skridt var hun henne hos dem og løftede dem begge højt op i luften, hvor de hang og dinglede som to slukørede banantræer.

    ”Hvis I er i tvivl om, hvilket hoved I skal bruge, så kan jeg sagtens hjælpe jer af med det ene, så I ikke behøver bekymre jer om det mere.”

    ”Nej, nej, det er helt i orden. Kasu lavede bare lidt sjov, og det er han meget ked af…. nu,” jamrede den af dem, som så måtte være Demin.

    Sariana lod dem dingle lidt endnu og satte dem så ned med et dybt suk. ”Vi har ikke tid til jeres pjat, og vi har ikke tid til at vente mere, vi skal af sted. Følg med!”

    Hun begyndte at gå ind i mørket uden at kigge sig tilbage, for der var åbenbart ingen tvivl i hendes sind om, at de andre ville følge efter hende, hvilket de også gjorde. Der var nok ikke nogen, der ligefrem havde lyst til at blive efterladt alene her i området, som så tydeligvis var fjendeland.

    Troels endte, ikke helt overraskende, bagest i gruppen, og fik her følgeskab af Toben, som havde trukket afskeden med deres hvilested ud så længe som muligt. Han virkede som om, han helt havde mistet al lysten til den forestående kamp, hvis han da nogensinde havde besat en sådan. Troels syntes i hvert fald ikke, at han selv havde mærket nogen særlig trang til, at skulle kæmpe mod fremmede væsener endnu en gang.

 

    Toben gik som i søvne, og efter at Troels havde måttet gribe fat i ham adskillige gange for at redde ham fra at snuble og falde over knolde, som han åbenbart ikke selv havde set, forsøgte han at tale til vennen for at se, om det kunne hjælpe. ”Op med humøret du gamle. Det må jo blive overstået på et tidspunkt, og så kan vi igen komme hjem og smovse os i rigtig mad, ligge i rigtige senge og drikke kassevis af øl og have sex med kvinder, som ikke sender os på mere faretruende opgaver end at købe ind nede i den lokale brugs.”

    Toben så på ham, som om han havde foreslået, at de skulle prøve at stå på et ben og gale som haner på toppen af Mount Everest. ”Jeg er sgu da ligeglad med bajer og kvinder nu. Jeg vil bare have min mor til at komme og sige, at alting er i orden.”

    Troels blev helt deprimeret ved tanken om, hvor galt det stod til med hans ven, for Toben måtte virkelig have det dårligt, når han sådan stod og indrømmede, at han savnede sin mor. Det var normalt ikke noget, der var tilrådeligt at gøre over for sine venner, med mindre man havde planer om med 100 procents sikkerhed aldrig mere, at skulle se dem igen, for ellers kunne man da være helt sikker på at blive det næste årtis, hvis ikke århundredes, største mobbeoffer. Troels følte dog ikke nogen lyst til at genere sin ven, for nu hvor Toben havde henledt hans opmærksomhed på det, så måtte han faktisk indrømme, men kun for sig selv selvfølgelig og kun et kort øjeblik, at han egentlig også godt kunne tænke sig at have sin mor hos sig og høre hende fortælle, at han ikke behøvede at være bange, for hun skulle nok få jaget alt det onde på flugt. Han var dog sikker på, at denne ønsketænkning var helt omsonst, og selv hvis hun rent faktisk dukkede op, så kunne han ikke forestille sig hende klare de ting, som de havde klaret indtil nu. På den anden side havde han selvfølgelig heller aldrig troet, at han selv ville have kunne klare en nærkamp med to kvinder, som uden tvivl ville kunne få det sorte bælte i hvilken som helst kampsport, hvor man kunne opnå bælter, og hvor sort så altså var det bedste. At den ene rent faktisk havde klaret at flygte, var dog en svipser, og han svor for sig selv, at det ikke ville ske igen. Tanken, om at hun måske fulgte efter dem og bare ventede på en mulighed for at gøre det af med ham, var meget mindre behagelig end ideen om, at han kunne have fulgt efter hende, da hun forsvandt og have gjort op med hende da, lige meget hvad resultatet var blevet. Han tvivlede ikke på, at hun på nuværende tidspunkt havde udtænkt minimum ti forskellige pinagtige måder, hvorved hun kunne dræbe ham.

 

    Hans tanker vendte tilbage til Toben og hans mismod. Vennen lignede jo en slagen kriger, inden de overhovedet var nået til selve slaget.

    ”Jeg føler, at vi allerede har tabt. Vi kan lige så godt bare sætte os ned og give op. Bare vente på, at de kommer og ondulerer os.”

    ”Pjat, vi har da klaret det meget godt indtil nu,” forsøgte Troels, men Toben var ikke så nem at hjælpe, og han fortsatte i samme triste tonefald som før: ”Ja, ja, men begynderheldet må stoppe på et tidspunkt, og så vil det hævne sig, at vi absolut ikke har nogen ide om, hvordan man slås rigtig. Vi vil sikkert ende med at tage livet af os selv helt uden hjælp fra andre.”

    ”Vi har da i det mindste fået forstærkning,” mumlede Troels.

    ”Forstærkning? Ja, hvis man kan kalde tre hormonforstyrrede pubertetsdrenge for forstærkning, så har vi vel det.”

    De tre sidstankomne til gruppen gik lige foran Troels og Toben, og ved slutningen af Tobens sidste deprimerede udtalelse vendte Slemin sig om og kiggede arrogant op og ned af de to venner.

    ”Jeg er ikke i tvivl om, at vores ankomst har forstærket denne gruppe med over ti billiarder procent. Hvad skal man dog bruge sådan nogle svæklinge som jer til? Den ene piver, bare nogle prikker til ham, og den anden kan ikke engang klare nogle kvinder.”

    Troels følte sig ramt på sin stolthed og kunne ikke lade være med at sige: ”Den ene var dog trods alt Throra, og den anden fik jeg ram på.”

    ”Bare vent,” Slemin lød nærmest skadefro. ”Jeg er helt sikker på, at Throra følger os ude i mørket og bare venter på at få fingre i dig, og så vil du ikke være meget værd. Sådan et stankelben.”

    Troels ærgrede sig over, at han ikke kunne finde nogen smart måde at svare igen på. Det havde altid været et stort problem for ham og medførte oftest, at dem, han diskuterede med, fik deres vilje.

    Toben havde heldigvis ikke samme problem. ”Sådan nogle tissemyrer som jer. Det eneste, I vel kan finde ud af, er at jagte hunkøn, og I vil garanteret ikke vide, hvad I skulle gøre med en rigtig kvinde, hvis I endelig fik fanget én.” At han selv havde lidt under samme problem engang, hvor han havde været mindst lige så provokerende, det nævnte han naturligvis ikke noget om.

    ”Det passer i hvert fald ikke,” svarede Demin hastigt. ”Så sent som i morges scorede jeg fakt..”

    ”Hold mund,” afbrød Slemin ham. ”Du sov som et lille barn, indtil vi blev nødt til at drage af sted for at redde disse kluddermikler, så lad være med det pral. Vi behøver heller ikke at forsvare os overfor dem. Vi ved, at vi er de bedste krigere, og det er der ingen, som kan lave om på. I burde være taknemmelige for, at vi vil redde jer fra den ellers sikre død.”

    ”Vi har da ellers klaret os fint uden jer,” forsøgte Troels sig forsigtigt.

    ”Ha. Det er da kun på grund af den magi, som jeres legetøjsredskaber er blevet tilført. Hvad vil I gøre hvis magien forsvinder? Så vil I være helt fortabte uden os.”

    ”Hvad kan sådanne smådrenge da finde ud af,” spurgte Toben med hån i stemmen. ”I ligner jo nogen, som lige er blevet afvænnet fra sutteflasken, eller I har den måske med i lommen?”

    Den sidste kommentar var åbenbart lige det, der skulle til for at få gang i Slemins temperament. Han blev først helt koksrød i ansigtet for derefter at skifte til mørkelilla. Troels var lige ved at tro, at han kunne se damp komme ud af Slemins ører, og han sagde da også nogle lyde, som virkelig lød ligesom et damplokomotiv, der gør klar til afgang. Lige pludselig var det som om, der var blevet fyret nok op, for Slemin sprang højt lige op i luften, og hurtigere end Troels nærmest kunne nå at opfatte, var den lille mand eller dreng, eller hvad han nu var, løbet op af en af de uhyggelige døde træstammer og sad højt oppe i kronen. ANJA

    ”Ha, der blev I nok overraskede. Hvis der er nogen af jer, som kan gøre mig dette efter, så bare kom an. Han begyndte at kaste nogle agernlignende tingester ned i hovedet på dem med en imponerende kraft og målsikkerhed. Det gjorde ret ondt, men lige meget hvor hurtigt de prøvede at bevæge sig, ramte han dem hver gang. Hans to venner stod og jublede og var absolut ikke til nogen hjælp.

 

    Troels turde slet ikke tænke på, hvordan det var endt, hvis ikke Sariana var dukket op. Hun var så absolut ikke glad for udviklingen i gruppens bagtrop, og hun pegede vredt op på Slemin med en dirrende finger og sagde: ”Så kommer du ned, og det kan på ingen måde gå hurtigt nok.”

    Slemin adlød fluks og var nede på jorden igen endda noget hurtigere, end han var kommet derop.

    ”Man kan da heller ikke lade jer være uden opsyn bare ét sekund, så laver I ballade. I er nogle værre patteunger er I.”

    Troels kunne ikke helt finde ud af, om denne betegnelse også gjaldt ham og Toben, men følte sig ramt alligevel. Hans erfaring var, at når en kvinde sagde ”patteunger” til nogen, så gjaldt det oftest alle de tilstedeværende af hankøn.

    ”Hvis I fortsætter sådan, så tager I livet af vores eneste håb. Det kan da lige passe, at I skal være mere til besvær end hjælp, så havde det været meget bedre, hvis I ikke var dukket op.”

Troels rettede sig op igen. Det måtte være ham og hans venner, som var håbet, og de andre som var ungerne. Det passede ham aldeles udmærket.

    ”Håb,” det var der godt nok aldrig nogen, som tidligere havde sagt, at de regnede ham for. Det var faktisk ganske dejligt, men dog også lidt skræmmende, for ansvaret på hans skuldre føltes pludselig ti gange tungere end før. Tænk, at de andre virkelig regnede med, at han og hans venner skulle redde dem ud af denne triste og farlige situation. Måske var det egentlig bedre, når ingen regnede én for noget særligt, for så kunne man ikke skuffe dem. Hvis nu alt gik galt, og det ikke lykkedes dem, så ville der jo godt nok ikke være nogen tilbage til at se kritisk på ham og bore i hans nederlag, men så ville han heller ikke selv være her mere, og det ville ikke være så fedt. Han skyndte sig at prøve at koncentrere sig om, hvad der foregik rundt omkring ham, og nåede lige at opfatte, at Toben hoverende hviskede til Slemin: ”Ha, ha, det er jer, som er patteungerne. Sådan nogle umodne småbørn. Ha.”

    Det var måske ikke lige den mest voksne måde at opføre sig på, men Troels kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det var skønt, at der var kommet nogle andre til, som kunne være Sarianas syndebukke.”

    ”Og I to,” fortsate seluinden, mens hun kiggede på Toben og Troels. ”I mangler stadigvæk at bevise, at I er nogle rigtige mandfolk og er kommet over pubertetsstadiet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det var et spil på jeres hormoner, som fik jer lokket med på denne tur. I har godt nok klaret nogle småforhindringer, men den største har I stadig i vente, og først derefter har I bevist, at I er noget værd. Så tag jer nu sammen og vis, at I er mere værd end Throra og vi andre tror.”

    Hun kiggede strengt på dem, og Troels følte sig som en søndagsskoledreng, der fik efterset sine hænder og ører for at få tjekket, om han nu også havde fået vasket dem helt rene.

Sariana forsvandt hurtigt op i front igen, og Slemin kiggede på dem, bukkede overdrevent og sagde: ”Efter dem, mine nådige herrer.” 

                      Troels havde absolut ikke lyst til at vende ryggen til de tre rødder, men ville heller ikke virke barnlig ved at nægte at gå foran, så modvilligt begyndte han at gå videre sammen med Toben De tre lømler fulgte hviskende efter. Han kunne høre dem fnise, men valgte at prøve at overhøre det, mens han hele tiden frygtede for at få en kæp op i røven eller noget andet ubehageligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...