Pizzahelte

Fem pizzaglade, magelige og ikke mindst computernørdede venner befinder sig pludselig i en eventyrverden, hvor de bliver stillet overfor udfordringer som selv deres uendelige mange timer med diverse eventyr- og strategispil ikke har kunne forberede dem på!

0Likes
0Kommentarer
1128Visninger
AA

1. En næsten helt almindelig aften

”Så smutter jeg nu, skat,” råbte Troels. ”Okay. I må have en god aften,” svarede Katrine inde fra stuen, hvor hun sad og så fjern-syn sammen med en veninde, Bettina eller Julia eller Sarah eller hvem det nu var. Troels havde opgivet at holde styr på alle kærestens veninder. Katrine havde så mange af slagsen. Det ene-ste han registrerede var, om de så godt ud. Han havde jo godt nok allerede en kæreste, men der var vel ikke noget galt i at kigge? Det var han og hans venner i hvert fald enige om. De havde selvfølgelig ikke diskuteret dette med deres kærester. De var jo ikke direkte dumme.

Troels løb ned af trapperne i opgangen og sprang på cyklen. Han var som altid for sent på den, men det var de andre vant til. De ville blive mere chokerede, hvis han rent faktisk kom til tiden, og der var jo ikke nogen grund til at give dem hjertestop. Han var jo en betænksom ven.

De andre var der selvfølgelig allerede, da han ankom til Tobens lejlighed. ”Hej. Du er da godt nok tidligt på den i dag,” var deres ikke overraskende velkomsthilsen. Det var den samme hver gang. Troels satte sig på den sidste ledige plads, som selvfølgelig var stolen med kun tre ben, ”ta-buretten”. Det var i virkeligheden ikke en taburet, men en stol der havde mistet det ene ben for adskillige spilleaftener siden, da Dante blev lige lovlig ophidset og derfor hoppede lidt for kraftigt op og ned på den stakkels gamle tingest. Det var jo ikke så tit, at Toben havde mere end to gæster, havde han forsvaret sig med, så lige siden den aften, hvor stolen endeligt havde givet op for Dantes vægt på et godt stykke over 100 kg., da havde Troels brugt utallige aftener på at finde en behagelig siddestilling på det vaklende vrag. Trods mange forsøg havde det været umuligt at samle det flækkede ben rigtigt igen, og efterhånden var Troels da også blevet ret god til at balancere på ”taburetten”. Siden han altid kom sidst, fik han jo selvfølgelig altid den dårligste plads, og derfor var han så småt begyndt at blive venner med den. Han havde i starten prøvet at foreslå et rokeringssy-stem, men det var blevet nedstemt ganske overbevisende med kun en stemme for og alle andre imod. Selv Anus, som ellers brystede sig af at være alle tiders socialistiske kammerat, havde stemt imod og havde givet Troels bekræftelse i hans mening om, at alle inderst inde var sig selv nærmest lige meget hvor mange socialistiske sange, de så ellers kunne synge uden at skæve ned i den røde sangbog.

Det var naturligvis også Anus, som havde prøvet at pådutte Troels tilnavnet ”Troelski”. Det var heldigvis ikke slået igennem hos de andre, selvom han uden tvivl mente, det var en kombpliment. Det kunne man dog ikke just kalde det for en som Troels, der gladeligt havde været ude og uddele kampagneblade for Venstre til det sidste folketingsvalg og som havde stillet op til formandsvalget i sin lokale VU-afdeling. Han ville nok også have vundet, hvis bare han havde været lige så sportstrænet og blond som solariedyret Klaus Nielsen, der selv-følgelig vandt. Det havde vist heller ikke skadet dyret, at han havde ry for at være en tyr i sengen, mens Troelses ry på området var mere påvirket af en vinternat på en ødemark med den kvindelige kasserer i lokalgruppen, Sussi, efter ca. 15 øl, 2 flasker vin og adskillige Tequila Slammers. Han kunne stadig ikke klare at tænke tilbage på det. Når det desværre alligevel skete engang imellem, så forsøgte han at stive sin ellers ringe selvtillid af med en und-skyldning om, at han havde været meget fuld, og det havde været meget koldt. Derefter prø-vede han så hurtigt som muligt at tænke på noget mere behageligt. Troels snakkede aldrig om den ulykkelige fadæse, men Sussi havde desværre ikke samme fine fornemmelse for, hvad man kunne tale om og endnu vigtigere: Hvad man ikke burde tale om. Derfor havde det være meget småt med hans scoringer til partifesterne siden da. Faktisk havde han ikke haft såkaldt ”held i sprøjten” siden, men det lød nu så pessimistisk igen, og Troels var ikke pessimist, selvom Katrine nogle gange, ganske uberettiget selvfølgelig, kaldte ham netop dette. Når han tænkte på hvilke tilnavne, Sussi og nogle af de andre partitøser havde givet ham efter den famøse marktur, ja så var ”Troelski” egentlig stærkt at foretrække, selv for en liberal. Det var aldrig rigtig lykkedes for nogle af de andre at finde et andet rammende tilnavn til Troels, hvilket egentlig passede ham helt fint, for selv om han var en mester, omend selvud-nævnt, til at give andre diverse mere eller mindre flatterende navne, så syntes han egentlig, at Troels var et udmærket navn at adlyde, pånær når Katrine sagde det i det ildevarslende tone-fald, som varslede, at han godt kunne glemme alt om sine planer om en stille aften foran flimmeren med Milan og Roma, eller hvem det nu lige var som spillede. I de tilfælde ville han egentlig gerne hedde hvad som helst andet, nogen kunne finde på og som Katrine ikke vidste hvad var.

De satte sig godt til rette. Det vil sige: De andre satte sig godt til rette, mens Troels bare forsøgte ikke at vælte på den trebenede. Toben var gamemaster som altid, ikke fordi han nødvendigvis var den bedste til dette hverv, men fordi han var den eneste, som havde haft penge til, at købe de relevante bøger, trods sin ellers så udbredte nærighed eller sparsomhed, som han selv yndede at kalde det, og så elskede han mere end nogen anden, at digte historier.

Før de kunne gå rigtig igang med at spille, skulle der naturligvis bestilles pizza. Det var ef-terhånden en ufravigelig tradition, som ingen kunne drømme om at bryde. Det tog nu ikke særlig lang tid, for de skulle naturligvis have det samme som alle de andre gange. Diskussionerne, om hvilke pizzaer de ville have, og hvilke de måtte købe for hinanden, var overstået for lang tid siden. Det var blevet afgjort, at alle skulle have hvidløg på pizzaen, fordi de andre var godt trætte af at høre Dante pibe over, at de stank langt væk. At han overhovedet ikke kunne fordrage hvidløg, det var bare ærgerligt. Han måtte jo kunne forstå, at det var flertallet som bestemte. Demokratiet var jo nu engang samfundets grundsten. Derudover var det også endeligt blevet afgjort, at Anus ikke måtte bestille pepperoni. Der er ingen grund til at komme ind på hvorfor, men det forstås nok bedst, hvis man funderer lidt over, hvorfor han kaldtes for ”Anus”. At Anus for det meste havde en lige så stor appetit som Dante, det var ikke til at se på ham. Han var meget, meget tynd og da han ikke var meget mere end 160 cm., drillede de andre ham med, at de skulle være på vagt, når de gik rundt i et rum, hvor han befandt sig, for ellers kunne de jo komme til at træde på ham. Anus svarede frejdigt igen ved at erklære, at det måtte skyldes, at de var umanerligt klodsede, hvilket ikke var helt usandt. Specielt ikke når det gjaldt Troels, som ligefrem var ret berygtet på det område.

På bordet lå alle Tobens bøger spredt ud, og der lå også terninger i alle mulige nuancer, former og størrelser. Toben rømmede sig, og begyndte at fortælle de andre om den opgave, de skulle ud på og alt det andet, som de havde brug for at vide.

Efter ca. et kvarter ringede det på døren. ”Så er der pizza,” konstaterede Dante glad og sprang op med en lethed, der kun opstod, når der var mad i sigte. Inden han fik åbnet døren, gik den dog op af sig selv og en meget lille og mærkelig mand trådte ind i lejligheden. Foran sig bar han fire bakker, der godt kunne se ud til at indeholde lukkede pizzaer, men derudover var der absolut ikke noget ved ham, som minde-de om de pizzabude, der normalt kom med deres grillmad. Det var ellers ikke en overdrivelse at sige, at de fire fyre tilsammen havde mødt mere end halvdelen af Københavns pizzaudbrin-gere, for deres forståelse ved at spise varieret, som madguruerne så kraftigt anbefalede, bestod i godt nok at bestille den samme slags pizza men fra et nyt pizzaria hver gang. Den nyankomne lignede absolut ikke et typisk pizzabud, men snarere noget fra et af deres eventyr. Først og fremmest var han ikke særlig stor, han var kun ca. en meter. Han havde dog store ører, en stor næse og hans hår var en stor rød høstak. Fødderne og hænderne var meget behårede. Hans påklædning, eller nærmere mangel på samme, var om muligt endnu mere un-derlig. Det eneste, han så ud til at have på, var en kjortel, som kun lige nåede ned til midt på låret. Han stillede bakkerne på bordet. ”Vær hilset,” sagde han i en højtidelig tone, mens han høfligt bøjede sit hoved. ”Mit navn er Nodoks, og jeg er kommet for at hente jer.” Troels så kritisk på ham, og et hurtigt kig rundt på de andre afslørede, at de også kiggede mistænksomt på den lille mand. Pizzabude skulle, efter deres mening, bare levere det bestilte og ikke begynde en konversation, som logisk ville medføre, at maden bare blev koldere, end den allerede var. ”Vi har brug for jeres hjælp,” fortsatte den lille mand, som åbenbart var blevet tildelt et un-derligt kælenavn, for hvem vil af egen fri vilje døbe deres søn Nodoks? ”Har I brug for vores hjælp nede på pizzariaet?” udbrød Dante og så meget kritisk på man-den. ”Jeg tror ikke, at der er nogle af os, som har lyst til at arbejde på pizzaria,” fortsatte han, og i sine tanker gav Troels ham fuldstændig ret. Godt nok var han da selv ofte ret træt af sit kon-tornusserarbejde, men han var ikke i tvivl om, at det var 100 gange mere bekvemt at sidde foran en computer dagen lang og chatte eller spille internetspil, mens man prøvede at se ud som om, man arbejdede hårdt, end det var at stå op og vende pizzabunde flere timer i træk. Selvom han ikke havde arbejdet sådan et sted, var han sikker på, at han ikke ville kunne for-svare at installere en computer bag disken, og at de nok hurtigt ville opdage, hvis han sad og spillede det meste af dagen. Nodoks så uforstående på Dante. ”Pizzaria?” ”Jeg kommer ikke fra Pizzaria, men derimod Shankri, som ligger .....” Han drejede søgende rundt om sig selv ”den vej,” sagde han så og pegede hen imod entreen. ”Jamen, vi er ligeglade, hvor det ligger.” Det var Anus, der åbnede munden. ”Vi er hverken interesserede i at arbejde på pizzaria eller thairestaurant.” ”Shankri” lød helt sikkert meget thailandsk, syntes Troels, men Nodoks så blot mere forvir-ret ud. ”Nej,” sagde han endnu engang. ”Jeg kommer fra Shankri, en anden klode, for at bede om Jeres hjælp.” ”Hvad kan vi hjælpe jer med,” spurgte Troels så høfligt som muligt, for selvom han forstod ligeså lidt af den lille mands snak, som de andre, så havde han dog lært at opføre sig ordent-ligt overfor alle mennesker, også selvom de fremstod, som ikke helt normale eller endda meget unormale, ligesom ham her Shankri-fætteren, der ikke virkede det mindste interesseret i at udlevere deres pizzaer til dem, før de havde hørt på ham. Den lille mand så ud til at være lettet over, at der i det mindste var én af dem, som viste in-teresse for, hvad han havde at sige. ”Jo, joo,” begyndte han og rettede hele sin opmærksomhed mod Troels. ”Jeg er kommet for at bede om jeres hjælp, for der er hændt os noget meget forfærdeligt. Mange af vores modig-ste og største støtter har prøvet at hjælpe os, men uden held, og som sidste udvej har vores seluinde tyet til vores gamle skrifter, som beretter at fire menneskebørn af det mandlige køn, er de eneste, der kan bringe vores folk glæden og freden tilbage. De fire drenge besidder hvert deres specielle talent, som vil være nødvendig i kampen mod Sharan.” Der gik en skælven igennem Nodoks, idet han sagde navnet, og der gik noget tid, før han kunne tage sig sammen til at fortælle videre.  ”Seluinden har derefter rådført sig med hoffets sandsigerske, som i san-dets form har kunnet bestemme med stor nøjagtighed, hvor disse fire helte ville kunne blive fundet, og det skulle altså være her.” ”Nej makkerdreng, nu må du altså lige styre dig, og skrubbe ud herfra,” sagde Dante irrite-ret.  ”Sådan noget bræk gider jeg ikke høre på. Vi skal spille, så skrid, og det kan kun gå for langsomt.” Han skubbede noget ublidt den lille mand hen mod entreen, men i det samme blev døren blokeret af en ny gæst, som fik Dante til at glemme alt om, hvad han var i gang med og hvorfor.

Den nyankomne var lige så bemærkelsesværdig som den første gæst, men på en måde, som de fire fyre fandt betydeligt mere tiltalende. Kvinden var høj, minimum 190 cm., slank, uden at være tynd og med lige nøjagtig de proportioner og det udseende, som kunne få de fleste fy-re til at glemme alt om kærester og troskab, selvom det sandsynligvis ikke ville gå som accep-tabel undskyldning for et sidespring, når det skulle tilgives derhjemme. Hendes lange sorte hår skinnede, selvom der ikke kom nogen sol ind i den halvmørke lej-lighed, som Toben kaldte sit hjem. Hendes øjne var også næsten helt sorte, og de var meget store og lidt skæve i siderne. I kontrast til hendes sorte hår og øjne stod hendes meget hvide hud. Troels vidste, at Katrine og hendes veninder ville kalde denne slags hud for mælkehud, og sådan en slags skulle være noget overordentlig flot og misundelsesværdigt, selvom pigerne samtidig også helst ville være så brune som overhovedet muligt. Det var ikke noget man behøvede at forstå, bare man sagde, at de så godt ud, hvis man blev spurgt, så skulle chancen for at overleve være rimelig stor. Som om den perfekte krop ikke var nok, så havde den sidstankomne heller ikke særlig me-get tøj på. Hvis man da overhovedet kunne kalde det tøj. Et tyndt lyseblåt klæde dækkede hendes krop. Det var hverken en buksedragt eller en kjole men kort sagt et klæde lavet af et stof, som umiddelbart virkede transparent, men lige meget hvor meget de fire kiggede, og de kiggede ellers meget, så kunne de ikke se igennem det. Dog var klædet utrolig nedringet, det kunne man i hvert fald ikke undgå at se. Kvinden smilede ugenert til de fire fyre, tydeligt bevidst om hvilken tiltrækning hun havde på dem. Derefter henvendte hun sig til den lille mand. ”Har du fortalt dem, at vi har brug for dem?” ”Ja, seluinde,” skyndte han sig at svare og bukkede samtidig dybt for hende.

”Øh, hvilket pizzaria er du fra?” spurgte Anus, som ligesom de andre alt for ofte havde det med at tale, før han tænkte. Kvinden kiggede uforstående på ham. ”Har Nodoks ikke fortalt jer, hvorfor han kom?” ”Han har snakket noget om, at vi skal med på pizzaria, men det er altså ikke vores plan lige nu,” sagde Dante bestemt og kiggede lige en ekstra gang på den smukke kvinde, der stod for-an ham. ”Hør her” sagde Anus til hende. ”Vi har ikke forstået en dyt, men vi er altså igang med at spille, og selvom det er meget behageligt at have fået besøg af dig, så vil vi altså bare gerne have vores pizzaer, imens de er varme. Hvis ikke de andre havde haft ham mistænkt for at være til sit eget køn før, så gjorde de det i hvert fald nu. Hvordan kunne han ellers finde på at smide denne skønhed ud af døren. Hun blev heldigvis ikke fornærmet, men smilede det bedrevidende smil, som Troels kendte alt for godt. Det var det smil, som Katrine altid havde fundet frem, når han kom hjem fra byen og højtideligt erklærede, at han kun havde fået et par øl, og at det helt sikkert ikke var af fuldskab, at han ikke kunne stå op uden at støtte sig til væggen. Med 100% sikkerhed ville han vågne næste morgen til duften, eller mere passende i hans tilstand ”lugten”, af frikadeller. For det første kunne han ikke fordrage frikadeller, og for det andet kunne han endnu mindre udstå lugten af dem. Han fik den tanke, at det var lige præcis denne taktik, som var skyld i, at han ikke drak sig fra sans og samling så tit mere. Det havde han egentlig ikke tænkt på før. Mon Katrines frikadeller var en afvænningskur, man kunne anbefale til AA? Det ville hun nok ikke blive så glad for, så han droppede tanken igen. 

”Vi vil vente på jer,” sagde den sidstankomne helt upåvirket af Anusses forsøg på at kom-me af med de ubudne gæster. ”I kommer bare, når I er parate.” Hun nikkede kort til den un-derlige lille mand, og de begav sig begge hen mod hoveddøren. Lige før hun gik ud, vendte hun sig om og sagde: ”Forresten, husk at tage dragterne på, før I kommer.” Før de kunne få spurgt hende om, hvilke dragter hun fablede om, var de underlige gæster forsvundet. De fire fyre antog, at det bare var endnu en underlig ting, som de ikke forstod, men da der havde været en del af dette, siden Nodoks havde ringet på døren, så tog de det ik-ke så alvorligt.

Anus åbnede sultent en pizzabakke, men til hans store skuffelse, som for Anus nærmest var ubeskrivelig, da pizza var en meget vigtig bestanddel af hans eksistensgrundlag og hans dag aldrig var helt fuldkommen, hvis han ikke havde proppet sig med mindst en af slagsen i løbet af dens 24 timer, så var der desværre ikke nogen pizza i bakken. I stedet fandt han nogle stykker stof. Han løftede et af stykkerne op imellem to fingre, mens han strakte armen så langt væk fra sin krop som overhovedet muligt. Det var tydeligvis et par gamacher, og selvom han var kendt, eller nærmere berygtet, for sit udvalg af underlig og for mange provokerende udklædning, så havde gamachebukser nu aldrig lige været en del af hans tøjvalg. ”Det er jo tøsetøj,” sagde han kritisk. De andre kiggede også i hver deres bakke, og der var, ikke overraskende, heller ikke nogle pizzaer i disse, men blot flere beklædningsstykker. ”Det kan vi sgu da ikke spise,” sagde Toben nok så klogt..

Da de havde smidt de pizzatomme bakker hen i hjørnet, sådan ryddede man nemlig oftest op hjemme hos Toben, så ringede det på døren endnu engang. De kiggede bekymrede på hinanden, for selvom kvinden havde været utrolig smuk, så gad de ikke blive forstyrret af de sindsforvirrede mennesker igen. Heldigvis var det denne gang et rigtigt pizzabud, som endda medbragte rigtige pizzaer. Mens deres maver fyldtes, glemte de hurtigt den underlige oplevelse for en tid. Denne evne til at glemme alt omkring sig, hvilket især skete, når der var tilfredsstillelse af mavesækken involveret, den havde tit voldt store problemer for Troels. Han kunne have de bedste intentioner om at tage det tørre tøj af tørrestativet, før Katrine kom hjem, hvilket han i et ubetænksomt øjeblik var kommet til at love, for derefter at se uforstående på hende og sige: ”Vasketøj! Hvad for noget vasketøj?” når hun stod stod og vendte øjne, imens hun irriteret pegede på det fyldte tørrestativ, som stod lige ved siden af ham og faktisk var skyld i, at han ikke havde særlig meget plads foran computeren. Han kunne dog altid have sværget, at vasketøjet ikke stod der, inden hun kom hjem. Hvor-dan det så var dukket op af sig selv, i det øjeblik Katrine satte nøglen i døren, det kunne han ikke forklare, men han prøvede at forsvare sig med, at tørrestativer åbenbart havde visse ev-ner, som mennesker ikke kunne forstå. Det var desværre aldrig lykkedes for ham at få Katrine til at godtage denne undskyldning.

For en gangs skyld var det Dante, der først brød op. Han påstod, at han skulle tidligt op næste dag, fordi det var hans mors fødselsdag, men Troels mistænkte ham nu mere for, at ville hjem til sin nye kæreste, Diana. Det var jo så også ok og faktisk en bedre undskyldning end det med moderen. Sex, det var da noget man kunne forstå. Der gik mindre end et halvt minut fra Dante havde lukket døren bag sig, til han hastigt kom ind igen. Han så helt forkert ud i ansigtet. Altså endnu mere forkert end normalt. En skønhed havde han aldrig været med sit ofte filipensplagede ansigt, sit utæmmelige leverpostejhår og den ret så spidse næse. ”Er du ok?” spurgte Anus bekymret. ”Er jeg ok?” gentog Dante og gispede efter vejret. Det var selvfølgelig ikke en særlig intel-legent respons på Anusses spørgsmål. Men manglende intelligens, så nu ikke ud til at være Dantes største problem lige nu. Det var vist et større problem for ham at holde sig oprejst, og han blev ved med at dække skridtet med sine hænder så omhyggeligt, at hvis han ikke havde haft tøj på, så ville Troels nok have ment, at han lige burde gå ind ved siden af, mens han ord-nede det, han åbenbart skulle ordne. ”Nej, jeg er sgu ikke okay,” svarede han lidt mere intelligent, da han havde fået vejret, og han igen kunne stå op uden at have noget at støtte sig til. ”Det ligner ikke din opgang derude,” sagde han så henvendt til Toben, mens han forsigtigt pegede i retning mod døren, som han lige var kommet ind af, og som han så ud til at tro, godt kunne finde på at suge ham ud igennem sig imod hans vilje, hvis han ikke passede på. ”Hvad siger du?” Toben kunne ikke skjule kritikken i sin stemme. ”Hvad skulle det så væ-re?” ”Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke din opgang. Det er mere som et helt andet sted i verden. Nej, heller ikke i verden. Et overnaturligt sted er det......... og kvinden er der.....og nogle andre kvinder.........og ham den lille mand.   ”Hvad er det for noget pjat,” spurgte Toben irriteret og gik hen imod døren. ”Hvis du har tænkt dig at gå derud, så må du nok hellere tage tøjet i bakken på.” Der var noget i Dantes stemme, som fik Toben til at stoppe op. Der var ellers ikke meget, der kunne stoppe Toben, når han først havde besluttet sig for noget. Ikke så sjældent bevæge-de han sig også ganske uovervejet, hvilket havde medført mange små og enkelte store skader på diverse møbler, kammerater, familiemedlemmer og endda en enkelt lærer nu og da, men underligt nok ikke ham selv. Han havde netop fået tilnavnet ”Toben”, fordi hans to ben ofte bevægede sig før resten af kroppen havde haft mulighed for at overveje konsekvenserne af handlingen og måske vigtigere endda, hvad der reelt var meningen med den. Denne gang stoppede han dog, inden han havde fået afsluttet det, som han var i gang med at foretage sig. Når Dante for en gangs skyld lød så bestemt, som han lige havde gjort, så nåede Tobens hjerne altså åbenbart at tænke, at det nok ikke var særlig fornuftigt bare at fortsætte. Alvoren i Dante stemme havde ikke samme indvirkning på Troels, som den havde på To-ben, og for at vise de andre, at det var fis, rejste han sig og gik med et par lange skridt hen til døren. Han kiggede overlegent ind i stuen, åbende hurtigt døren og trådte ud i, hvad han for-ventede ville være opgangen.

Det tog ikke mere end et sekund, før han havde konkluderet, at med mindre nogle ekstremt dygtige og ekstremt effektive scenografer havde haft meget travlt, så var dette ikke Tobens opgang. Præcis som Dante havde sagt, så kunne han også se den smukke kvinde, der havde besøgt dem nogle timer tidligere, og udover hende kunne han også ganske rigtigt se to andre også meget smukke kvinder klædt i den samme slags dragt, som den første. Derudover var Nodoks der skam også. De to andre kvinder var noget lavere end den første, og deres former var heller ikke helt så fremtrædende, men der var alligevel noget meget besnærende over dem. Den ene af dem var helt mørk i huden. Hun havde godt nok ligeså sort hår, som den første kvinde, men det var meget kort og mindede Troels om Halle Berry, hvilket dog absolut ikke var noget minus. Den anden kvinde så solbrændt ud, men ikke overbrændt, som Katrines forfærdelige mær-kefikserede søster, ”Mærkedullen” som han kaldte hende for sig selv. Han kunne faktisk ikke engang huske, hvad hendes rigtige navn var. Katrine var heldigvis ikke ligeså solarie- og mærkefikseret. Hun gik kun i solarium cirka én gang om ugen, og havde kun én ægte mærke-vare og det endda kun en pung. Tidligere ville han have syntes, at det var vildt nok, men det var før, han havde kunne bruge hendes søster som sammenligning. Den kvinde, der stod foran ham, forstod tydeligvis også at styre sit solariumforbrug, og den diskrete solbrændthed fik hendes rødbrune hår til at glitre endnu mere fascinerende end det ellers ville have gjort. ”Fascinerende!” fik han lige tænkt igen, førend han forskrækket begyndte at bekymre sig om,  hvordan dette forfinede ord havde trængt sig ind i hans tankebaner. Måske havde Katri-nes søster alligevel større indflydelse på ham, end han havde troet. Det var godt nok en skrækkelig tanke.

Troelses funderen havde distraheret ham så meget, at han igen blev helt overrasket, da hans tanker vendte tilbage til den situation, han stod i. Dette var tit et problem for ham og havde, ligesom den tidligere nævnte fadæse, været en af grundene til, at han var holdt op med en-gangsfornøjelser. Det var så absolut ikke særlig heldigt, og som Troels kunne tale med om, heller ikke tilrådeligt, at komme til at sige et forkert navn, mens en pige havde nærkontakt med ens såkaldte ædlere dele. Det var heller ikke helbredsmæssigt forsvarligt for den sags skyld.

Han registrerede, at de tre kvinder kiggede intenst på ham, og at den såkaldte Nodoks dis-kret kiggede væk med et stort smil spillende på læberne. En pludselig bange anelse, fik ham til at kigge ned af sig selv, og han vidste da kun alt for klart, hvad Dante havde ment med sin advarsel, og ligesom han havde gjort, dækkede Troels sig hurtigt til, men alligevel alt for sent efter hans egen mening. ”Du fostod åbenbart heller ikke meningen med tøjbakkerne,” sagde den høje kvinde smi-lende, og tog nogle skridt hen imod ham. Han gik uvilkårligt et par skridt bagud, til han stod helt presset op af døren, som heldigvis ikke var forsvundet. ”Nu, hvor vi har stiftet nærmere bekendskab,” fortsatte hun og kiggede ugenert ned på hans hænder, ”så er det vist på tide, at jeg præsenterer mig selv. Mit navn er Sariana, og jeg er seluinde af Shankri. Velkommen til vores verden.” Hun bøjede hovedet i en højtidelig hilsen. I en hurtig konstatering af, at hvis han blev bare et sekund længere, så ville han miste sin forstand, vendte Troels sig hurtigt om, åbnede døren og sprang ind i entreen igen og lige i favnen på Anus. ”Hov, hov, tag det roligt.” vennen lød lidt fortørnet. ”Dante har ret,” gispede Troels og holdt hårdt om Anus, som blev lettere forlegen. Fysisk nærkontakt var ikke lige det, som de fire venner havde mest af sammen. De andre skulle jo nødigt tro, at de var følsomme eller endnu værre, at de havde homoseksuelle tendenser, og det havde især Anus et stort behov for at bevise.  ”Både Nodoks og hende den smukke er der, og der er endda også to andre skønheder.”

Der blev helt stille. De andre havde været godt igang med at få overbevist Dante om, at hans fantasi havde spillet ham et puds, og han var gladeligt begyndt at tro på det, for det andet var jo for mærkeligt. Men nu kom Troels tilbage og bestyrkede ham i, hvad han først mente at have oplevet, der på den anden side af døren. Det var tydeligt, at de andre stadig havde meget svært ved at tro på det, de fortalte, og det var vel ikke så underligt, når de knap nok troede på det selv. ”Hold nu op med det pis, det er ikke sjovt længere,” sagde Toben irriteret. ”Jamen, hvis du da ikke tror på os, så kan du jo bare gå ud og tjekke efter.” Dante var nu noget mere sikker i sin stemme. ”Og du behøver slet ikke at overveje at tage tøjet i bakken på. Du kan bare gå derud, ligesom du er.” Toben rykkede ikke nærmere hen mod døren, Tværtimod. Dante kiggede på Troels. ”Hvad skal vi gøre? Det her er bare for underligt.” Det er vel ikke særlig overraskende, at de fire fyre syntes, det var en noget urealistisk situa-tion, de var havnet i, men som det sandsynligvis også er sket med så mange andre problemer, så blev dette løst ved hjælp af en knurrende mave. Dante var blevet sulten igen, og selvom han ikke normalt havde grund til at prale af større mod end, hvad en struds besad, så besluttede hans mave for ham, at han blev nødt til at prøve at komme ud fra lejligheden endnu en gang, for der var tre grunde til, at de altid spiste pizza, og hvor den ene af dem var, at de alle syntes, at pizza var den vigtigste opfindelse, når man lige så bort fra computeren, og den anden var, at der ikke var nogen af dem, der var særlig ferme til at lave mad, så var den tredje grund, at To-ben aldrig havde noget mad i køleskabet eller nogle andre steder. Uden noget spiseligt i Tobens lejlighed, var Dante altså tvunget til at gå udenfor for at få noget mad, og når først han blev sulten, så var der ikke andet at gøre end at gå på jagt efter mad, for ellers ville der ikke gå lang tid, før han var helt ulidelig at være sammen med. Det vidste de andre, men også han selv, kun alt for godt. ”Jeg bliver altså nødt til at gå ud igen. Jeg har brug for mad,” sagde han forklarende og de forstod alle straks den alvorlige situation. ”Jeg skal nok gå med dig,” sagde Troels. ”Jeg skal jo alligevel hjem på et tidspunkt.” ”Ja, det skal jeg jo også,” skyndte Anus sig at istemme. Han var vist ikke interesseret i se-nere, at skulle gå derud alene, selv om han nok stadig ikke var sikker på, at de andre ikke prø-vede at lave fis med ham. Han vidste jo, at dette desværre ikke kun skete 1. april, hvis de an-dre først havde fundet på en god joke. ”Vi må jo nok hellere gøre, som hun sagde, og tage teatertøjet på,” sagde Troels. ”Aldrig i livet,” protesterede Anus. ”Jeg tror nu nok også, vi hellere må tage det på. For en sikkerheds skyld.” Dante lød meget overbevisende. De åbnede hver en bakke og begyndte lidt usikkert at tage tøjet på. Det var ikke behageligt at klæde sig af foran de andre, men det var endnu mindre behageligt, at iklæde sig det under-lige og fremmedartede tøj. ”I ligner nogle, der er hoppet på firsernes Gry-dille.” Der var en slet skjult hån i Tobens stemme. Dante og Troels følte sig direkte utilpasse i de tætsiddende bukser og de kjortellignende overdele. De begyndte langsomt at gå hen imod døren, mens de prøvede at vænne sig til følel-sen af, hvordan de underlige bukser smøg sig ind til kroppen. Anus rejste sig med et sæt. ”Vent på mig.” Selvom han var stadig var rimelig sikker på, at de andre måtte have lavet en sammensværgelse, med det mål at få lokket ham i de underlige gevandter og derefter skubbe ham ud i opgangen hvor der så ville stå en med et kamera, så fik de andres gennemførte bekymrede opførsel ham til at føle, at han nok også hellere måtte hop-pe i tøjet fra en af bakkerne.

Han skyndte sig at tage et af de to sidste sæt på. Det vil sige, så hurtigt som en ung mand kan finde ud af at tage gamacher på for første gang. Da han var færdig, gik han hen til de an-dre ved døren. De vendte sig om og kiggede tilbage på Toben, som stadigvæk sad i sofaen. ”Nej, I skal ikke regne med, at I kan lokke mig i de fastelavnsklude og ud i offentlighe-den,” sagde han bestemt og pressede sig om muligt endnu længere ned i sofaen. De tre andre kiggede tøvende på hinanden, så tog Troels i døren, og de gik i samlet trop udenfor. Mens døren smækkede bag dem, konstaterede Troels og Dante, at det stadigvæk ikke var opgangen, de kom ud i, og at de tre kvinder, samt Nodoks, stadig ventede på dem, og Anus måtte indrømme, at de andre havde talt sandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...