The Road To The Bigs.

Bogen handler om en dreng der spiller ungdoms baseball i en klub i Oklahoma men ender op i en proffesionel klub i New York. Det er en lang vej men til sidst lykkes det. Drengen har op og ned ture i forløbet men hvis bare man har troen på sig selv skal det nok gå.

2Likes
0Kommentarer
740Visninger
AA

2. The Game

Dagene gik og snart var det lørdag. Han stod op, trak i sin uniform. "Cougars" stod der med gult, på den sort og hvid stribede T-shirt. Han greb hans udstyrstaske og traskede ned af trapperne, ned til morgenbordet. Han tog lidt gammel havregryn og slubrede i sig. det var ligesom det bedste der kunne tilbydes. han gjorde sig klar og vandrede over på banen. Der var kun fire af hans holdkammerater indtil videre og Arkansas Bears var endnu ikke nået frem endnu. Jermaine fandt sin handske og bold frem og begyndte at varme op med de andre. tiden gik hurtigt og snart var der fyldt på tribunerne, alle kommet for at se deres yndlings lokalhold spille. Arkansas var også nået frem nu og snart efter kaldte dommeren "Play Ball!". kampen var meget lige og det stod 7-6 til Cougars i den 6. inning. den sidste out blev lavet, og holdene skiftede. Cougars skulle være i marken. Jermaine spillede 2. base og alt gik fint lige indtil Arkansas's Kaptajn, skulle batte. Han var ENORM. Jermaine var klar. Man kunne se bekymring og frygt i tilskuernes ansigter, og spillerne på banen. selv deres træner, træner Anderson så nervøs ud. Tiden gik nærmest i stå og alt blev helt stille. Kasteren tog sig sammen og lavede sin Wind-up. han kastede. på det allerførste kast lagde batteren alle krafterne i, og smækkede til den. Fuldtræffer. Den lille hårde bold fløj fra battet som en gepard på flugt. Bolden fløj mod Jermaine med noget der kun kunne betegnes som lysets hastighed. Jermaine havde en rigtig god reaktionsevne men bolden havde ligesom bare for meget fart. Han var hjælpeløs. Bolden ramte Jermaine på højre ankel, og benene blev ligesom fejet væk under ham, han faldt til jorden og vred sig i smerte. Der gik et sug igennem publikum, efterfulgt af en "uff" lyd. En løber nåede hjem og nu var kampen lige. Spillet blev stoppet og Jermaine blev båret ud af banen alt imens folk klappede af ham. Han blev lagt ned, lige udenfor banen hvor en læge tilså ham. "Den er brækket" konstaterede han, efter en grundig eftersøgning af Jermaines ankel. Jermaine var knust. Han ville så gerne ind på banen og spille videre på trods af hans skade men træner Anderson afslog. Kampen fortsatte og uden Jermaine var der ikke den samme gejst på holdet, så efter to innings, var Cougars ligepludselig bagud med tre point. Det så håbløst ud, og mængden var da også blevet en del tyndere på tilskuerrækkerne. i slutningen af kampen sagde træner Anderson: "Dawson" Jermaine vågnede op af sin trance. "Ja, træner?". "Kan du spille?". Jermaine sundede sig og svarede så "Jeg vil gøre mit bedste træner". "Du er vores sidste chance, gå nu derud og giv det bedste du har!". "Tusind tak træner" svarede Jermaine og tænkte: "Jeg kan afgøre kampen her og nu!". I aller sidste Inning blev han sat ind. Baserne var fyldte og et godt slag nu kunne afgøre kampen. Han haltede stille og roligt, ind til pladen, imens han blev nedstirret af indeholdet. Tilskuerne klappede og Jermaine var klar. "Jeg kan det her!" tænkte han. Alt blev stille og tiden gik ligesom i stå. Det var for uvirkligt! Kasteren tog et skridt og kastede. Jermaine svingede battet. Han missede. Kasteren kom med endnu et kast, og denne gang ramte han den med hele sin styrke, men til hans ærgelse gik den bagom og fløj ud af banen. Han var knækket. Han tog et par skridt væk, bøjede sig ned, og tog nogle vejrtrækninger. "Jeg kan det her", jeg kan det her, jeg kan det her" fortsatte det inde i hans hovede. Han gjorde sig klar igen og stildte sig klar. Kasteren kiggede rundt på sin Holdkammerater, og smilte ondt. De smilte igen, og nikkede langsomt som om at de havde en eller anden plan igang. Han tog et skridt og kastede igennem. Jermaine så bolden for sig som i slow-motion, han fokuserede og svingede hans bat. Bolden fløj og fløj og fløj op over alle hoveder og ud bag hegnet ude i enden af banen. Publikum jublede, som havde de vundet i lotto, og Jermaines holdkammerater, styrtede ud på banen og gjorde sig klar til at beære deres mester. Den første løber kom hjem, så den anden. Snart kom den tredje, efterfulgt af en haltende, lykkelig, overdrevent stolt Jermaine. De var med i turneringen om mesterskabet! Han var så stolt at han nærmest ikke kunne sove den nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...