Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14649Visninger
AA

9. 7. December: Tante Ann og skuddet

Vi havde lige spist morgenmad, alle sammen. Minho var her også, selvom han ikke virkede helt tilfreds med det. Key og Taemin vaskede op i køkkenet, imens vi andre sad inde i spisestuen. Jeg tænkte lidt over, hvornår mine gæster snart skulle hjem, og hvorfor de overhovedet var kommet? Jeg ville dog gerne have, at de blev her til jul, men jeg var bange for, at de ville tage hjem før.

”Hvornår tager I hjem?” spurgte jeg forsigtigt. Jonghyun rettede sig lidt op på sin stol, som knirkede en lille smule. Den var vist lidt gammel.

”Engang når Taemin er klar til det,” sagde Jonghyun, idet han straks ømmede sig efter et lille puf. Sikkert en albue ind i siden.

”Det Jonghyun mener, er at vi tager hjem, når du ikke vil have os her mere,” sagde Onew med en sød stemme. Jeg begyndte da at smile. Jeg håbede sådan, at de kunne blive her til jul nu!

”Men du skal nok regne med, at vi tager hjem omkring den tyvende,” sagde Minho da, med sin kolde stemme. Jeg sænkede da straks mit hoved lidt, for at skjule mit triste ansigt en lille smule. Jeg ville ikke have, at de allerede tog hjem om tretten dage. Jeg havde det lige så sjovt sammen med dem. Jeg ville så gerne holde jul med dem.

”Omo, Rin! Du sagde ikke, at du havde en sølvfarvet Porsche!” råbte Taemin pludselig ude fra køkkenet. Jeg hævede mit øjenbryn lidt, da han sagde det. Sølvfarvet Porsche? Jeg var ikke engang gammel nok, til at køre i bil!

”Lort! Det er Ann!” udbrød jeg straks og rejste mig.

”Hvem er Ann?” spurgte Minho helt rolig, imens jeg var ved at gå helt i panik.

”Det er min tante! Jeg havde helt glemt, at hun ville komme i dag!” sagde jeg, vildt bange for hvad hun ville sige til, at der var fem fremmede fyre i mit hus.

”Eeeeh?! Og hun er ikke blind?!” spurgte Onew, med en lille rysten i sin stemme.

”Nej, ellers ville hun nok ikke køre bil, hyung,” mumlede Jonghyun opgivende.

”Nårh nej…” sagde Onew.

”Det var det! Jeg er skredet!” sagde Minho og rejste sig fra sin stol, og gik forbi mig, for at komme ud af spisestuen. Jeg greb dog straks fat i hans arm.

”N-Nej! Bliv nu! Please!” sagde jeg med et trist blik, og forsøgte at rette mine øjne mod Minho, selvom det var svært, når man ikke kunne se noget som helst. Jeg ville bare ikke have, at han gik nu. Han gispede lavt og vendte sig mod mig, hvorefter han trak sin arm til sig.

”Jeg skrider,” hvæsede Minho koldt af mig, og traskede så ud af spisestuen, for at komme udenfor. En af dem var allerede gået fra mig nu. Endda ham, der kun havde været her i én dag.

”M-Men… Minho oppa,” mumlede jeg lavt, ude af stand til at stoppe Minho, for at få ham til at blive. Jonghyun lagde en hånd på min skulder.

”Han skal nok komme tilbage, Rin. Bare rolig, han har intet valg,” sagde Jonghyun. Jeg vidste ikke helt hvad han mente, men jeg nikkede bare forsigtigt og forsøgte at smile.

”Riiiiin! Hvor er du?” råbte Ann, og jeg gispede forskrækket.

”I skal gemme jer… Nu!” udbrød jeg. Jeg kunne dog straks høre, at der intet svar kom. Det var mystisk, de var allerede stukket af? Men jeg havde ikke hørt dem! Jeg blev lidt bange.

”Dejligt at se dig, Rin! Hvor langt er du kommet med trøjerne?” spurgte Ann, da hun tog mig i hånden, og trak mig blidt med ind i dagligstuen. Selvfølgelig, trøjerne var det første hun spurgte om. Det var bare typisk.

”Eeeh? Du har ikke fortalt mig, at Goyahng har fået sig en kammerat,” sagde Ann, da jeg satte mig ned i min lænestol. Jeg hævede mit øjenbryn en lille smule.

”Hvad?” mumlede jeg.

”Hvad mener du med ’hvad’? Goyahng sidder da med en fin, lille, sort kat, med den smukkeste pels,” sagde Ann, hvorefter jeg kunne høre en kats hvæsen, og Ann der gispede af frygt. Hun havde sikkert forsøgt at ae den, gættede jeg på.

”N-Nå, men var du færdig med trøjerne?” spurgte Ann igen, og gik et lille stykke væk derfra, hvor kattene sad. Jeg forstod endnu ikke, hvorfor der pludselig var to.

”Nej, jeg mangler stadig to,” mumlede jeg lavt.

”Rin, du skal altså skynde dig lidt, ellers får du ikke penge til at give julegaver i år,” sukkede Ann. Jeg hævede et øjenbryn lidt.

”Hvem skal jeg måske give julegaver til?” spurgte jeg kort, og Ann udstedte en lille latter.

”Mig, selvfølgelig! Du må jo ikke glemme din elskede tante, der har passet på dig i ti år!” sagde hun med et lille grin.

”Fint, fint…” mumlede jeg og rejste mig op.

”Hvor skal du hen?” spurgte min tante så, jeg var ikke helt i humør til at svare hende på det spørgsmål, jeg var nemlig bekymret. Bekymret for, hvor mine venner var blevet af.

”Vrruff!”

Jeg blev lidt forskrækket, da jeg pludselig hørte noget, men så sukkede jeg da lettet. Det var bare en hund…

”E-En hund?!” udbrød jeg bange. Jeg kunne da mærke, at en stor hund gik omkring mine ben. Jeg satte mig lidt ned på knæ, og aede den ned over sit hoved, nakke og ryg. Den var stor og rimelig langhåret. Den havde bløde ører, næsten ligesom en labrador. Dens pels var bare længere, og lidt mere ru.

Jeg grinede lidt.

”Annyeong,” sagde jeg med et smil. Hunden gøede glad af mig igen, men da fandt jeg ud af, at jeg ikke helt havde tid til det her, selvom det var lidt mystisk, at der var kommet fremmede dyr ind i mit hus. Det var normalt at katte pludselig kunne gå ind i ens hus, men ikke hunde. Måske tilhørte hunden Ann?

Jeg fortsatte udenfor, hvor jeg begyndte at kalde på dem. De kunne idet mindste godt have sagt farvel, før de bare forlod mig, og jeg anede jo ikke engang, hvor de kom fra!

”E-Eh?!” udbrød jeg forskrækket, da jeg kunne mærke noget ved mine ben. Den var for lille til at være hunden, og for stor  til at være katten. Jeg kunne mærke nogle lange ører, som strejfede mine ben blidt. Dens pels var ufattelig blød, næsten som silke.

”Hvad nu?” mumlede jeg, da jeg kunne mærke dens pels med mine hænder. Det var sjovt, idet jeg rørte den, mindede den mig sådan om en. Den mindede mig sådan om… Onew? Den måde den nussede min hånd, den måde den stampede i jorden med sin ene fod engang imellem. Det mindede på én eller anden måde, om Onew.

POW!!

Jeg gispede forskrækket, da jeg hørte skuddet fra et gevær, og i samme sekund kørte der billeder rundt i mit hoved. Kaninen, der var ved mig, blev også bange. Den begyndte at ryste helt af skræk.

”H-Hvad var det?!” udbrød jeg bange. Jeg kunne mærke, at noget var helt, helt galt. Jeg kunne se, inde i mit hoved, at på én eller anden mark, var en hjort lige blevet skudt, af en jæger, der var ligeglad med vinterkulden. En hjort, med de sødeste, mest uskyldige øjne, man kunne have.

”N-Nej…” hviskede jeg lavt og tog mig til hovedet, imens jeg så hjorten falde langsomt til jorden, med blod, der strømmede ud. Mit hjerte var ved at blive knust indvendigt. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig, og jeg kunne mærke, at jeg bare pludseligt faldt til jorden.

”Du kan ikke gøre noget for at redde os. Du er ikke ligesom os, Rin, og det vil du aldrig blive! Du kan intet gøre… Lige meget hvor hårdt du prøver. Lige meget, hvor meget du fornægter det, så kan du ikke ændre på sandheden… En hjort er blevet skudt, og ikke bare en hvilken som helst hjort. Ved du, hvilken hjort det er?”

Det var Minho der snakkede til mig igen. Jeg var ved at finde ud af, hvad der foregik omkring mig, dog vidste jeg ikke hvad det var. Men noget. Onew var en kanin. Jonghyun var den store hund. Key var katten, der hvæste af min tante. Hjorten, der var blevet skudt…

Taemin…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...