Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14654Visninger
AA

7. 5. December: Julehumør

”Hvorfor er du så glad i dag, Taemin?” spurgte Rin, idet hun sad for sig selv inde i sin dagligstue, sammen med Goyahng, der lå i hendes skød og sov. Rin var i gang med at strikke, ligesom hun havde gjort så mange gange før. Jeg havde jo tit observeret hende, ude fra den anden side af vinduet, imens hun sad helt alene og strikkede fint og roligt, ud af det bløde, hvide garn.

”Der er ikke længe til jul, Rin… Så fortæl mig, hvorfor du ikke har pyntet op endnu!” sagde jeg og lagde mine arme over kors, imens jeg krævede et svar. Rin hævede sit ene øjenbryn og pegede på sine lysebrune øjne.

”Jeg er blind, husker du? Jeg kan ikke hænge pynt op uden at vælte noget, og selvom her var pyntet, så ville jeg ikke engang kunne se det,” sagde hun og lænede sig lidt mere tilbage i sin stol, og lagde striktøjet fra sig.

”Nårh jo…” mumlede jeg lavt og sænkede mit blik lidt.

”Men derfor betyder det da ikke, at jeg ikke må pynte op for dig!” sagde jeg med et stort smil imens jeg så rundt i dagligstuen, for at se efter muligheder. Der skulle små nisser og juleengle rundt over det hele! Guirlander af hvidsølv i loftet, et kalenderlys, selvom vi var bagud, og en adventskrans, der ville være lige så meget bagud som kalenderlyset, men det var lige meget! Det var hyggen, det handlede om!

”Du pynter bare op, Taemin, hvis det kan glæde dig,” sagde Rin og smilede varmt til mig. Jeg nikkede og smilede tilbage, trods hun ikke kunne se det. Jeg tænkte da over, hvordan jeg skulle få pyntet hurtigt op. Key umma var her ikke, så han kunne ikke sige, at jeg ikke måtte bruge de få evner, som vores slags havde. Jeg så mig en enkelt gang over skulderen, idet jeg viftede med min ene pegefinger, og nogle små lys kom frem, som fløj stille, roligt og fint rundt i hele dagligstuen, og efterlod smukt julepynt over alt. Små, søde nisser rundt på bordene. Engle i vindueskarmene, stjerner i loftet, en adventskrans på skænken, et kalenderlys på stuebordet.

”Nu er her fint,” nynnede jeg lavt og hoppede lidt rundt omkring mig selv, imens jeg nød den hyggelige julepynt omkring mig. Jeg følte, at jeg var ét skridt tættere på, at være færdig med vores mission. Der var dog bare én ting, jeg havde glemt…

Vi skulle vise Rin juleglæden… Hun kunne ikke se julepynten.

Jeg faldt straks helt til bunds igen, idet Key straks kom gående ind i dagligstuen. Han fik sig et chok, da han så julepynten, som var alle vegne. Han havde store øjne, imens han så omkring sig, hvor hans blik til sidst landede på mig, der sad midt på stuegulvet, lidt væk fra Rin, der var gået i gang med at strikke igen.

”Annyeong umma, har du snakket med dem?” spurgte jeg og smilede sødt og uskyldigt, for ikke at gøre min umma vred over, at jeg måske havde brugt mine evner en smule til at pynte op. Så hurtig kunne ingen pynte så meget op.

”A-Ah… Jeg har snakket med dem, Tae… Men, nu skal du høre,” sagde Key og trak mig med, lidt væk fra Rin. Jeg så mærkeligt på min umma, hvorefter han gjorde klar til at hviske noget til mig.

”Vi ved ikke hvad vi skal gøre, vi skal jo holde os samlet alle sammen, men der er jo stadig reglerne,” sagde han lavt. Jeg trak på skuldrene og så hen mod Rin.

”Hun gør os ikke noget… Hun kan ikke gøre os noget… Jeg synes, at vi skulle få vores andre hyungs herind, hvad kan der ske?” spurgte jeg lavt. Key tænkte lidt i stilhed, men nikkede så.

”Okay, Taemin… Men når du siger vores hyungs, mener du så…?” spurgte han forsigtigt.

”Ja. Onew, Jonghyun, ikke Minho,” mumlede jeg lavt.

”Fint, men ikke i dag,” sagde Key, jeg havde for længst mistet koncentrationen, og så efter Rin, der pludseligt var væk.

”Omo… Umma? Hvor blev Rin af?“ spurgte jeg forsigtigt, idet Key straks rettede sit blik den samme vej som mig. Rigtigt nok, Rin var faktisk væk.

 

Rin P.O.V.

 

Jeg gik udenfor, dog med min varme vinterjakke. Jeg skulle huske, at hønsene skulle fodres engang imellem.  Jeg havde helt glemt det den dag, og dagen før var jeg jo besvimet, så det kunne ikke vente til, at Ann kom på besøg og gjorde det. Det var også tit, at hun ”glemte” at gøre det, kun fordi hun ikke gad gå rundt ude ved et par fjerkræ.

”Der er mad,” nynnede jeg lavt og stak min hånd ned i kornsækken, som jeg havde taget med mig. Hønsene gik straks helt amok, klukkede som aldrig før. Det var dog ikke mig, de klukkede af, det kunne jeg høre.

”Er her nogen?” spurgte jeg lavt og gik lidt længere ind i det store hønsebur.

”Taemin? Key? Er det jer?” mumlede jeg forsigtigt. Jeg kunne høre, at der var en, der trak vejret, og det var ikke Taemin eller Key. Det var en anden person, med en dybere stemme. Dybere vejrtrækning, som om han var bange for mig. Idet jeg gik længere ind, var jeg ikke meget længere væk fra ham end jeg næsten kunne nå ham.

Så hørte jeg skridt, og han begyndte at løbe forbi mig, for at komme hen til udgangen. Han havde dog ikke regnet med, at jeg havde en usædvanlig god hørelse, og kunne høre hans skridt, blandt hønsenes blafren, klukke og gal.

”Stop!” udbrød jeg og greb fat i et blødt stof, og han stoppede straks op med et lavt gisp. Han var helt stille, nærmest stivnet, idet jeg trådte et lille skridt nærmere.

”Hvem er du?” spurgte jeg, ikke specielt truende, idet jeg var en blind pige. Jeg gav langsomt slip på det, jeg havde fat i, som sikkert var en jakke eller noget lignende. Han blev stående og sukkede dybt.

”L-Lee Jinki… Jeg bliver kaldt Onew,” sagde han med et dybt suk. Jeg hældte det sidste korn ud af min sæk, idet hønsene straks gik amok omkring mine fødder, hvor kornet lå.

”Hvad laver du ude ved mine høns?” spurgte jeg.

”Jeg var sulten.”

Jeg stirrede straks på ham med et alvorligt blik, trods jeg stadig var blind. Jeg forsøgte da?

”Du skal ikke spise mine høns! Desuden så er de jo slet ikke tilberedt,” mumlede jeg lavt og foldede sækken sammen med et dybt suk. Det var sært, han var den tredje person, som jeg var stødt ind i på kun fire dage. Det var meget usædvanligt.

”Undskyld, jeg har bare ikke spist længe efterhånden,” mumlede han. Jeg rakte ud efter ham, og klappede ham blidt på skulderen.

”Fint, jeg skal nok lave noget kylling til dig. Hvis du kan fange én, så kom ind i mit køkken bagefter,” sagde jeg, idet jeg ikke var i stand til at jagte høns eller kyllinger.

”Omo! Tak!” råbte han, idet jeg lukkede døren til buret, og jeg hørte hønsene, som klukkede af frygt, og flygtede fra Onew, der var alt for sulten til, at give op. Det var godt nok nogle sære mennesker, eller også var det bare mig, der var alt for normal, eller også havde jeg bare ikke været sammen med mennesker i alt for lang tid.

 

”Aiish! Det er så snyd!” udbrød en irriteret stemme, der stod udenfor, imens jeg sad indenfor og spiste kylling sammen med Onew, Taemin og Key.

”Snyd? De er sammen med et menneske, Jonghyun,” sagde en anden stemme, der virkede kold og alt, alt for bekendt.

”Jeg er ligeglad. Jeg er sulten. Jeg savner dem! Jeg savner mine dongsaengs og min hyung,” mumlede denne ”Jonghyun” og sukkede dybt.

”Så gå du bare ind til dem, jeg er klogere end det. Jeg vil ikke smides ud af himlen, på grund af én eller anden mærkelig, blind pige,” sagde den anden stemme da.

”Fint, hvis du gerne vil blive herude og fryse dit ishjerte mere, end det allerede er, så gør du det. Jeg går ind til de andre…” sagde Jonghyun lavt og så ind af vinduet igen, hvor vi sad inde i varmen.

”… I morgen,” tilføjede han da, da han pludselig var alt for genert til, at gå ind.

”Du vil også gå i fælden en dag, Minho,” sagde Jonghyun da til ham den anden, der bare trak på skuldrene.

”Så siger vi det, hyung.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...