Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14653Visninger
AA

6. 4. December: Endnu en i fælden

Taemin P.O.V.

 

Jeg stod ude i Rins køkken, imens jeg kiggede rundt på alle hylderne der var. Alting så ud til, at stå på bestemte pladser, så jeg rykkede ikke rundt på noget. Køkkenet var gammeldags, men i god stand. Det var en hyggelig gård, som Rin boede på. Det var en skam, at hun var blind, jeg havde virkelig ondt af hende, og jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe hende.

”Te!” udbrød jeg, da jeg fik øje på noget kamillete, som stod i en fin dåse på øverste hylde. Jeg var nødt til at klatre op på køkkenbordet med mine knæ, før at jeg kunne nå den. Den var tydeligvis ikke blevet rørt længe, og Rin kunne helt sikkert heller ikke nå den, uden at komme til skade og falde ned fra bordet. Jeg strakte min arm meget, men fik da endelig fat i den fine sølvdåse, med skriften ”kamillete” fint skåret ind i den.

”Fik den!” udbrød jeg, idet jeg hoppede ned fra køkkenbordet. Jeg gispede forskrækket og krammede beskyttende dåsen ind til mit bryst, idet en bekymret umma stod overfor mig.

”Tae!” sagde han straks og omfavnede mig i sine arme. Key. Kim Kibum, en af mine venner, min hyung, og min umma. Han havde ikke lige i sinde, at give slip på mig med det samme. Jeg havde været væk fra ham i hvad, to dage? Han var allerede lige ved at bryde sammen af bekymring.

”Umma!” mumlede jeg irriteret, idet Key endelig gav slip på mig.

”Taemin, du skal med tilbage! Du kan ikke blive her, det var ikke meningen med vores opgave! Vi må ikke blive set!” sagde Key alvorligt, med et bekymret blik i øjnene, imens han blidt trak mig i armen. Jeg så alvorligt på ham.

”Ja, han sagde at vi ikke måtte blive set af pigen… Key, hun er blind, hun kan ikke se os,” sagde jeg og lagde mine arme over kors. Der gik nogle sekunder i stilhed, imens Key tænkte lidt over det. Han nikkede så forsigtigt, da det gik op for ham.

”Men derfor er det stadig ingen god idé, hvis hun finder ud af, hvad du er,” sagde han, imens han fortsat forsøgte at få mig tilbage igen. Jeg bed mig selv hårdt i min underlæbe, imens jeg forsøgte at fortsætte med at lave te, imens han så mig over skulderen konstant. Jeg begyndte at koge vandet på den gamle elkedel, der stod ovre på kanten af bordet, for sig selv.

”Umma… Jeg kan ikke tage tilbage,” mumlede jeg lavt og lagde mine hænder på køkkenbordet, imens jeg knyttede dem forsigtigt. Jeg kunne mærke, at Key stillede sig lydløst om bag mig, imens han så på de ting, jeg havde på min ryg. Hans øjne var store.

”Hvad er der sket, Tae?” spurgte han.

”Jeg blev angrebet, af en ræv… Den troede sikkert at jeg var en fugl,” sagde jeg kort og gik lidt væk fra Key, idet vandet var færdigt med at koge, og så hældte jeg noget af vandet op i et krus, hvorefter jeg simpelt tilføjede et blad fra de urter, der var i dåsen i min anden hånd.

”Du skal havde kigget på det her, Taemin. Det ser alvorligt ud. Du ved jo godt, at du skal være tilbage inden juleaftensdag,” sagde Key igen. Jeg trak bare på skulderne, imens min umma rettede fint på den blomsterkrans jeg havde i mit hår. Selv, havde han også en blomsterkrans. Hans var også af liljer, men bare med et smukt, lyserødt skær. Mine var helt hvide, som sne. Keys hår var desuden mørkt, men sad altid perfekt. Hans tøj var hvidt, ligesom det tøj jeg havde på. Han havde et par hvide jeans på, en hvid vest, og en lyseblå, ternet skjorte indenunder. Jeg havde bare en tilfældig hvid, langærmet trøje på, og et par løse posebukser. Vi havde begge to sorte støvler på, som brød det hvide.

”Hvad er der egentligt sket? Hvor er pigen?” spurgte han pludselig, da jeg satte kurs mod Rins værelse, der var nede for enden af den kolde gang.

”Hun besvimede,” sagde jeg kort.

”Eh?! Hvad?! Hvordan?!” spurgte Key straks og fulgte efter mig, med hastige, næsten lydløse, skridt. Jeg smilede varmt til min umma.

”Jeg har det på fornemmelsen,” nynnede jeg og åbnede døren til Rins værelse, hvor hun endnu lå på sin seng, med lukkede øjne og en tung vejrtrækning. Hun sov sødt og trygt, og havde ikke åbnet et øje siden dagen før, selvom jeg håbede at hun snart ville gøre det.

Jeg vidste godt, hvorfor hun var besvimet. Jeg havde selv prøvet det, da jeg lige var blevet til det, jeg var. Han havde været det længe, og det var hans kolde blik, jeg altid fik det dårligt af. Han var her også, jeg vidste det. Han havde også fået den samme mission, som jeg, Key og to andre af os havde. Han var bare ikke ligesom os. Han hadede julen, han hadede alt og alle omkring sig.

Hvorfor skulle vi dog også have en mission med ham?!

”Key umma, tror du ikke at du skulle gå, før hun…” mumlede jeg lavt, men blev straks afbrudt, idet Rin bevægede sig lidt.

”Mmh… Taemin?” mumlede hun træt og satte sig op i sin seng. Jeg stivnede helt, Key var her stadig, og nu var Rin også vågnet. Hvad skulle vi nu gøre?! Jeg håbede bare på, at hun ikke havde opdaget ham. Hun kunne jo ikke se ham, trods alt.

”Hvem er Key umma?” spurgte hun så. Christ! Hun havde hørt hvad jeg havde sagt, og nu sendte Key mig et lidt bange blik, imens han sank en klump. Jeg så undskyldende tilbage på ham.

”Taemin? Er du her?” spurgte Rin så igen, da ingen havde svaret hende.

”J-Ja, jeg er her, Rin,” sagde jeg forsigtigt og lagde blidt en hånd på hendes pande, for at mærke, om hun havde feber, og så hun kunne mærke at jeg var her. Hun smilede svagt, idet hun kunne mærke min varme hånd, mod hendes pande.

”Hvem er Key?” spurgte hun igen.

”Han er en af mine venner,” sagde jeg og rettede mit blik mod Key, som nikkede forsigtigt.

”A-Annyeong,” sagde han forsigtigt. Nu var han også fanget i nettet, og kunne ikke bare forlade Rin igen. Jeg kunne heller ikke forlade hende, jeg kunne ikke flygte. Efter ræven havde angrebet mig, var jeg ude af stand til, at komme hjem.

”Annyeong Key, rart at møde dig,” sagde Rin, idet Goyahng hoppede op i sengen til hende, og nussede blidt sit hoved mod hendes arm. Key kunne slet ikke fjerne sit blik fra den lille, søde, hvide kat, som faktisk næsten havde samme øjne som han selv havde.

”Aigooo!!” udbrød han straks, og katten blev helt forskrækket, og gemte sig straks bag Rin. Key lavede straks et uskyldigt ansigt og lod som ingenting.

”Mianhae,” mumlede han lavt. Jeg tog ham da straks i armen og trak ham med ud på gangen, så Rin ikke kunne høre os længere, idet hun sad og legede med Goyahng. Jeg undersøgte kort, om hun var optaget, og det var hun. Så så jeg endnu engang på Key og sukkede dybt.

”Hvad gør vi med de andre?” mumlede jeg lavt.

”De andre?” spurgte han.

”Ja… Vi skal jo i kontakt med dem, men der er en chance for, at de også bliver opdaget… Det må ikke ske, umma,” sagde jeg alvorligt.

”Hør, Minnie… I morgen skal jeg nok lige få snakket med Jonghyun, så skal vi nok finde ud af det… Onew er der heller ingen problemer med,” sagde Key og forsøgte at trøste mig. Jeg rystede straks på hovedet. Jeg vidste godt, at der ikke var nogle problemer med de to, det var mere ham den sidste, jeg tænkte på.

”Ikke dem, umma… Jeg tænker på ham, der fik hende til at besvime. Jeg ved det var ham! Du ved det jo også! Han er så kold, han hader julen så meget, han hader alt det, der er godt… Alligevel er han en som os!” udbrød jeg vredt, imens hadet for ham steg inde i mig. Mere og mere, jeg kunne næsten ikke styre mig.

”Rolig, Tae! Jeg skal nok snakke med dem alle i morgen, okay?” sagde Key lavt. Jeg rystede en smule over min krop, bekymret for Rin. Mest af alt fordi, at hvis hun ikke kunne lide ham her, så ville det hele gå i vasken, og Rin ville aldrig få sit ønske opfyldt.

”N-Nae… Gomawo, umma… Men jeg skal nok snakke med ham,” sagde jeg alvorligt. Key sukkede opgivende og nikkede så til mig.

”Okay… Bare vær forsigtig,” sagde han.

Jeg var bekymret for, om de andre også blev fanget her. Når vi først var kommet i kontakt med et menneske, kunne vi ikke bare forlade det igen med det samme. Det var især en katastrofe, da vi alle skulle være hjemme den fireogtyvende december, hvor ”han” havde fødselsdag, og vi alle skulle tælles op igen.

Hvis man ikke dukkede op, kunne man ikke komme ind igen. Jeg ville ikke blive lukket ude af himlen, bare fordi en engel ikke ville samarbejde!

Minho skulle helt sikkert ikke få lov til, at ødelægge det for os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...