Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14677Visninger
AA

4. 2. December: Fjerene og den uventede gæst

Jeg var blevet vækket tidligere end normalt, den dag. Kun fordi Goyahng var sulten, og ville have noget kattemad. Jeg hadede, at katte altid skulle være så stædige, men der var vel intet at gøre ved det. Goyahng var min eneste ven, fordi ingen gad mig. Jeg var blind, så jeg var åbenbart ikke en, der kunne have det sjovt. Det var altid det, som alle havde sagt. Det var også derfor, at der ikke var nogen i min familie som ville tage sig af mig. Min tante ville jo heller ikke have mig hjem og bo hos hende, fordi hun hele tiden skulle se efter mig så. Jeg var bare en belastning for mine omgivelser.

”Hvordan tror du vejret er, Goyahng?” spurgte jeg forsigtigt. Der var ikke så koldt omkring mig, så jeg gættede på at det endnu ikke sneede. Jeg kunne heller ikke høre regndråber på taget, så det var altså tørvejr udenfor, og ikke alt for koldt.

”Hvad skal vi få dagen til at gå med, Goyahng?” spurgte jeg lavt og lænede mig tilbage i min fars gamle lænestol, hvor mit strikketøj stod ved siden af, i en lille trækurv. Præcist hvor jeg havde lagt det.

”Jeg kan ikke få en hel dag til at gå med, at strikke,” mumlede jeg lavt, men sukkede så. Jeg skulle jo lave ét eller andet, så jeg kunne ligeså godt komme i gang. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg strikkede så mange tykke uldtrøjer. Jeg kunne jo ikke selv bruge dem, og jeg strikkede dem endda i forskellige størrelser, med smukke mønstre på. Min mor havde lært mig at strikke da jeg var lille, da hun sad og strikkede tøj til min lillebror eller lillesøster, som aldrig blev født.

Jeg, derimod, havde blot ikke andet at lave, end at sidde for mig selv og strikke på livet løs. Alle de trøjer jeg strikkede, tog min tante og solgte dem, for at hun havde råd til at give mig nyt tøj og mad. Jeg vidste dog godt, at hun beholdt en del af pengene selv. Jeg tjente meget på mine bluser. Jeg havde været med én gang, hvor vi skulle sælge en lille bunke. Køberne var helt vilde med de mønstre, jeg lavede, og havde aldrig set noget lignende før.

”Aish! Jeg orker ikke at strikke i dag!” udbrød jeg, og kom til at sparke til min kurv med strikkerier i min vrede og kedsomhed. Jeg gispede straks, da jeg kunne høre, at det hele trillede ud over gulvet i dagligstuen. Jeg fandt straks mig selv, nede på mine knæ, imens jeg forsigtigt ledte efter mine strikkepinde, nåle, garn og halvfærdige trøje.

”D-Det må bare ikke blive væk,” græd jeg lavt, imens jeg ledte videre, nede på alle fire, ligesom et lille barn. Jeg var bange for at træde på nogle spidse nåle, hvis jeg rejste mig. Dagligstuen var stor, så tingene kunne være skjult over alt, og vente på, at jeg gik hen over det.

Jeg stoppede, da jeg kunne mærke min kurv med strikketøj og alt mit tilbehør i. Den stod fint på gulvet, en halv meter fra mig, helt urørt, trods jeg havde sparket til den. Den var urørt, selvom jeg havde hørt, hvordan det hele var blevet spredt ud over gulvet! Jeg gispede bange og tog straks min kurv til mig og krammede den beskyttende ind til mig, imens jeg så mig omkring, med mit blinde syn.

”E-Er her nogen?” spurgte jeg bange og bakkede lidt bagud. Der var intet svar, kun Goyahng, som listede rundt inde i dagligstuen. Jeg sukkede lettet, da jeg ingen kunne høre. Det var bare ren indbildning, igen. Ligesom ved kirkegården. Jeg havde ellers aldrig bildt mig selv noget ind før, så det var lidt mystisk. Det var to dage i træk nu.

”D-Det er sikkert bare julenisserne,” sagde jeg til mig selv og grinede forsigtigt, for at gemme min frygt væk.

Jeg syntes pludseligt, at det blev forbandet koldt, og jeg kunne høre vindens suse uden for mine vinduer, der ikke var helt tætte, så noget af kulden kom ind. Jeg fnyste irriteret og følte min vej over til min brændeovn og smed noget brænde på, og tændte op, for at få noget varme ind i mit hus.

Jeg kunne mærke varmen ganske kort efter og sukkede lettet, idet jeg lænede mig tilbage, imens jeg sad foran brændeovnen. Jeg støttede mig med mine hænder på gulvet bag mig. I det sekund jeg satte min højre hånd på gulvet, gispede jeg med et lille skrig og trak straks min hånd til mig. Jeg kunne mærke noget blødt, under min håndflade, og lagde straks min hånd der igen, for at samle noget op.

”En fjer?” mumlede jeg lavt, da jeg mærkede på dens bløde hår. Der foregik altså noget mystisk inde i mit hus, og jeg var ikke sikker på, om jeg kunne lide det. Først skridtene ude på kirkegården, da den mystiske, væltede kurv, og nu en fjer? Havde jeg en uventet gæst inde i mit hus? Så vidt jeg vidste, havde nisser ikke fjer. Måske var det en fugl, der havde søgt læ for vinterkulden?

I så fald, var det en meget stor fugl… Fjeren var ikke lille, den var stor! For stor til at sidde på en almindelig due.

Jeg fik pludselig kuldegysninger, da der kom en kraftig vind udenfor. Jeg gyste lidt ved tanken om kulde, men havde det pludselig som om, at der var noget, jeg skulle gøre, men jeg vidste ikke hvad det var. Turde jeg overhovedet gøre det? Kunne jeg gøre det? Jeg var jo blind. Jeg kunne dog heller ikke klare tanken om, at der måske var nogen ude i kulden. Mennesker. Dyr. Nisser.

”Jeg har det ikke så godt, Goyahng… Jeg tror, der er nogen udenfor,” mumlede jeg stille og vendte mig lidt rundt, for at vende mig mod døren til mit hus. Jeg overvejede, om jeg skulle kalde lidt udenfor, nu hvor jeg ikke kunne se noget. Jeg sad faktisk og overvejede det i en times tid… Jeg hadede, når jeg var i konflikt med mig selv. Jeg skændtes med mig selv inde i mit hoved om, hvorvidt jeg skulle gøre det eller ej.

”Fint, jeg gør det,” mumlede jeg lavt, imens Goyahng helt sikkert lignede et spørgsmålstegn, fordi jeg sad og snakkede med mig selv.

Kulden stormede indenfor, idet jeg åbnede døren. Det var endnu ingen sne, men jeg kunne mærke, at det var meget tæt på, at være frostgrader. Det var tæt på, at blodet i mine årer endda blev til is. Jeg havde jo heller ikke taget nogen jakke på, da jeg bare lige hurtigt skulle udenfor.

”Er her nogen?!” råbte jeg, imens jeg fortsat støttede mig til døren til huset. Jeg holdt lidt på vejret, imens jeg fokuserede på, at ignorere vinden, så jeg måske kunne høre nogen. Da kunne jeg høre det. Det var en lyd, der var meget smukkere end vindens suse. Det var en, der trak vejret, med en smuk, rolig, vejrtrækning. Det kom fra et lille stykke væk, men også nedefra. Den var varm, tryg og rolig. Alligevel, var den også en smule svag.

”U-Undskyld mig, er du okay?” mumlede jeg forsigtigt og gik stille og roligt over mod lyden, indtil jeg stoppede op og bukkede mig lidt ned, og følte omkring mig, efter personen. Jeg fandt dog hurtigt noget. Jeg kunne mærke en varme, da jeg lagde min hånd på hans bryst. Han var en fyr, det kunne jeg høre på ham. Jeg blev dog straks lidt bekymret, da han ikke svarede mig. Jeg tog da fat under hans arme, for at tage ham med tilbage til huset, hvor døren stadig stod åben og blot ventede på, at vi skulle komme ind i varmen igen.

Drengen, eller fyren, som jeg slæbte på, var ikke engang særlig tung. Han var meget let, sikkert tynd. Jeg turde ikke mærke efter, det ville være uhøfligt. Tænk hvis han vågnede! Han ville da blive sur på mig og væmmes ved mig, imens han ville blive forskrækket.

”Goyahng!” udbrød jeg, idet jeg kunne mærke at jeg var ved at falde over min kat, som gik ind foran mig, jeg fik dog hurtigt balancen igen. Jeg måtte ikke falde, især ikke når jeg havde en bevidstløs person med mig. Han ville bare komme endnu mere til skade, hvis jeg faldt.

”Nyaa,” beklagede min kat sig, da jeg med besvær, fik lagt drengen op på en seng i gæsteværelset. Gården var meget stor, og havde en hel del værelser. Det var derfor, at min tante gerne ville have rettighederne over den, så hun kunne sælge den og tjene kassen. Hun tænkte kun på penge, selvom hun forsøgte at være sød ved mig.

”Han er lidt mystisk, er han ikke?” mumlede jeg lavt og satte mig på stolen ved siden af sengen, hvor min uventede gæst lå og sov tungt. Jeg blev træt af, at lytte til hans vejrtrækninger, der var tunge, søde og dybe. Det mystiske ved det hele var, at jeg kunne have svoret på, at jeg havde kunnet mærke noget på hans ryg, da jeg nærmest slæbte han herind. Jeg gabte, allerede udmattet efter at lytte til ham, imens han sov. Goyahng hoppede da op i skødet til mig. Jeg var for træt til at rejse mig, så jeg lænede mig blot tilbage i stolen, for at falde i søvn, imens jeg kunne holde øje med gæsten.

 

”Pis!” udbrød en person, der stod uden for vinduet og stampede vredt i jorden, imens han holdt øje med den sovende gæst, gennem vinduet.

”Yaah! Rolig! Han har det jo fint!” sagde en anden og holdt fat i armene på ham, der var ret så vred, for at få ham til at falde lidt ned.

”Jeg er ligeglad! Jeg vil have min baby!” sagde den første igen.

”Hør her, hvis vi går derind nu, tror du så ikke, at pigen bliver skræmt for livet?” spurgte den anden, og stilheden sank sig over dem, imens de endnu engang rettede deres bekymrede blikke ind gennem vinduet.

”Det var ikke meningen, at han skulle blive opdaget… Det hele kan gå i vasken nu…” mumlede den ene lavt og lukkede sine øjne stramt i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...