Blinded Angelic Christmas {SHINee}

Rins forældre er døde, selv er hun blind og mistede synet da hun var lille. Det sidste hun så, var julesneen der faldt. Hun har ikke haft en god jul siden, så pludselig kommer der fem unge fyre ned til hende, for at give hende den bedste jul, hun nogen sinde har haft. Vil de være i stand til, at vise en blind pige en ægte juleglæde? Vil Rin finde ud af deres hemmeligheder? Vigtigere endnu... Vil Rin få sit største ønske opfyldt af disse engle? [Vil forsøge så vidt muligt, at sætte et kapitel ind fra d. 1.-24. december. Cover i fuld størrelse: http://tinypic.com/r/sbjz85/5 ]

145Likes
972Kommentarer
14678Visninger
AA

17. 15. December: Grinet og juletræet

”Hvilken gave?” mumlede jeg lavt da jeg vågnede næste morgen. Jeg lå bare i min seng, uden at bevæge mig, imens jeg tænkte over det. Hvilken gave var det, han snakkede om? Hvem var det egentlig, der snakkede? Det var en mandestemme, så det kunne ikke være Santa Lucia. Måske var det en, der kendte til Taemin? Det måtte han da.

”Hvem var det?” hviskede jeg til mig selv.

”Godmorgen Rin!” udbrød Key og kom ind på mit værelse i glæde. Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne de alle være så glade? Anede de ikke, hvad der skete med Taemin, imens vi fejrede jul?

”Hvad sker der i dag?” spurgte jeg og rejste mig fra min seng.

”Vi skal ud og finde et juletræ, selvfølgelig!” sagde Key og gav mig noget varmt tøj. Juletræ. Jeg havde ikke været ude at fælde et juletræ meget længe. Jeg kunne næsten ikke huske, hvordan de plejede at dufte så skønt af jul.

”Okay, men hvorfor gør vi alt det her uden Taemin?” spurgte jeg lavt. Key svarede ikke, men traskede bare ud af mit værelse, nok for at vække de andre, der helt sikkert også lå og sov.

”Hvad med det træ?!” råbte Jonghyun, som løb rundt udenfor, nærmest som et lille barn, der skulle finde ting til sin ønskeliste. Han gjorde det kun af én grund; så han kunne få lov til at svinde øksen, og hugge et træ ned til os.

”Det er for stort, Jjong… Det er fem meter! Det kan ikke komme indenfor!” sagde Key. Jeg begyndte at grine lidt, Jonghyun var nok ikke så god til størrelsesforhold, selvom han selv var lidt lav.

”Hvad med det her?!” råbte han så, få sekunder senere, og Key sukkede dybt og opgivende. Jeg holdt mig lidt på afstand, sammen med Minho. Vi sagde ikke noget, men holdt os bare lidt væk.

Jonghyun og en økse var ikke verdens bedste kombination.

”Jeg er bekymret,” mumlede jeg lavt.

”Det kan jeg se,” svarede Minho hurtigt. Jeg sukkede lavt.

”Undskyld hvis jeg ødelægger dit iiih så gode julehumør, Minho,” sagde jeg sarkastisk og himlede med mine blinde øjne.

”Det gør ikke noget, Rin. Men du skal ikke bekymre dig om Taemin endnu,” sagde Minho og stoppede op. Det samme gjorde han. Hvad mente han?! Selvfølgelig bekymrede jeg mig for Taemin! Men jeg bekymrede mig også for Minho, bare en lille smule. Måske meget, jeg ville også have, at han var glad på juleaften.

”Men vi ved jo ikke hvor han er,” mumlede jeg lavt. Minho stillede sig da straks foran mig og lagde sine hænder på mine skuldre.

”Det er først, hvis han endnu ikke er kommet hjem, til juleaften, at du for alvor skal være bekymret, okay?” sagde Minho. Jeg forstod ham ikke helt, kun fordi Taemin ikke ville være i stand til at fejre juleaften?

”O-Okay, Minho…” mumlede jeg lavt og en smule bange.

”VI FANDT ET TRÆ!” råbte Jonghyun, tydeligvis et godt stykke væk, og jeg kunne høre, at de alle træ kom gående. Slæbende på et juletræ, der lød til at være alt, alt for stort.

”Aiishh! Hyungs! Det træ er alt for stort!” råbte Minho.

”Undskyld, men vi kunne ikke stoppe Jonghyun… Han ville bare fælde ét eller andet,” mumlede Key lavt, da de kom op til os. Det var Jonghyun, der slæbte på træet, han var jo, trods alt, den stærkeste af os alle, med de overarme jeg så, dagen før til luciaoptoget.

Jeg begyndte pludseligt at grine en lille smule, og jeg kunne mærke, at jeg straks fik opmærksomheden fra alle de andre.

”Hvad er det, der er så sjovt?” spurgte Minho.

”I-Ikke noget…,” grinede jeg.

”Aigooo! Det er min lille pige!” sagde Key umma og krammede mig stramt og trygt ind til sig. Det var faktisk lidt sjovt, jeg anede ikke hvorfor jeg grinede den dag. Jeg var bare… Glad. Jeg havde ikke været glad længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...