Der er et monster...

Pigen May, skriver altid i sin dagbog, hun skriver om hendes dag, fra hendes synsvinkel, men hendes synsvinkel er totalt negativ og for verden til, at lyde som det rene helvede.

1Likes
7Kommentarer
1228Visninger
AA

5. Hævn

Hun løb, men det var ikke langt, mit monster tog over, helt over mit hæse skrig, blev til en kold latter, jeg voksede, min negle blev lange og jeg fik hår overalt på kroppen, sorte og stikkende, Alberte sprang tilbage og skreg, det fik mig bare til at grine endnu mere, jeg bukkede mig over hende min hænder grab om hende og jeg rejste mig op, jeg klemte mine hænder til to knyt næver og maste langsomt Alberte, lille bitte Alberte, hun skreg ikke mere hulkede bare, langsomt vred jeg hendes arm rundt, jeg kunne hører knoglen brække og Alberte gispe, jeg satte hende ned, blev til min egen størrelse, men var stadig et monster, jeg gik hend til hende hun lå på horden og hulkede, jeg svingede min hånd over hendes bryst, hun lå stille en tåre trillede stadig ned over hendes ene kind, hun lå i en sø af blod, der var tre lange dybe flænger over hendes bryst, hun var bleg, jeg satte mig på huk ved hende og rørte ved hendes hals, der var ingen puls, hun var død, bare død, Milena stod ved siden af mig, og kiggede, "vil du ikke nok lade være med at sige det var mig" spurgte jeg, "jeg skal nok fortælle dig hele historien" hun nikkede svagt alting sortnede og jeg kunne mærke at jeg var væltet, lyden af sirener var svag, men den var der og den kom nærmere.
Da jeg var kommet til mig selv lå jeg i en hospitals seng, ved siden af mig sad Milena, "fortæl" sagde hun "bare fortæl" "det startede for nogle år siden, da min mor og min far døde, jeg ville ikke bo hos en pleje familie, men det skulle jeg, jeg fik lov til at bo i et skur min 'far' byggede, jeg begyndte at blive ligeglad, og havde til sidst kun en føelse vrede, når jeg blev meget vred, kom der et monster og styrede min krop, en dag, du må bære lidt over med mig jeg gider ikke sige alt, bare det vigtiste, i et frikvarter blev jeg vred på Alberte tror jeg, jeg slog hende, og efter skole omringede ti elver mig en af den var hende, de fik skubbet mig ind i en baggård, og de begyndte at sparke, det næste jeg ved var at jeg lå på hospitalet og du ved jo hvordan det gik, da du kom ind i mit live fik jeg en ny føelse, glæde..." jeg nåde ikke at sige mere før, nogle læger kom løbende og det igen sortnede for mig. Jeg stod i en gang, den var mørk og ubehalig, på jorden lå der lig, Alberte lig de kiggede op mig og hvæsede, for enden af gangen var der en dør, den lyste og var som magonet jeg gik der hen, løb der hen greb håndtaget, vred det ned og skubbede til døren, den gled op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...