Stairs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 20 nov. 2011
  • Status: Færdig
En lille historie.

3Likes
4Kommentarer
188Visninger

1. Stairs

At gå alene, på en overskyet strand, mens regnen silede ned, og fik ens hår til at klistre sig til en, og vise de former, man længe har været bange for at skjule, ville aldrig have været en god idé.

Og Leonora blev advaret. Men hun lyttede ikke.

Hvad kunne en tur på stranden, i regnvejr, være dårligt for?

Og når der alligevel ikke var andre, kunne hun være lige glad med, om hendes tøj og hår klistrede sig til hende.

Hun gik og nynnede, og nød regnen, der blidt ramte hende i hovedet, og på hendes nøgne hud.

Hun nød også vinden, der blidt skubbede hende i ryggen, og fik hendes hår til forsigtigt at bevæge sig.

Hun nød vejret. Hun tænkte klarere i regnvejr, end i solskinsvejr. Det var bare så meget friskere, og skyllede alle de dårlige tanker væk.

Hun trak vejret langsomt og uanet.

Hun havde allerede gået langt. Meget langt.

Hun var gået ned af trappen, der var meget glat, så man skulle være forsigtig, og forbi, der hvor græsset sluttede, og så var hun gået ned ad stranden.

Hun var gået halvvejs. Men så besluttede hun sig for at vende om, fordi hun ville få ondt i fødderne, hvis hun skulle gå hele vejen ned på den anden ende af stranden, og tilbage igen, og i sådan et vejr, ville hun heller ikke. Hun ville jo blive frygteligt syg.

Hun smilede, og gik egenligt i sine egne tanker. Tanker om, hvor meget hun kunne fortælle, om sin oplevelse.

"Det er fredeligt. Det eneste du hører, er lyden af bølgerne, der kaster sig ind over brændingen," havde hendes gamle bedstemor sagt.

Hendes bedstemor var død, og det gjorde ondt, men hun var glad, for, at hendes bedstemor var sådan en ivrig snakker, og en, der elskede at tage på eventyr. Leonora fik altid fortalt en historie, når hun så sin bedstemor, for hver gang, havde hendes bedstemor været på et nyt eventyr. Men det var slut nu.

Bedstemoderen havde sagt, at de bedste eventyr, der var at opleve, kunne opleves ved stranden. For det var et skønt sted.

"Du kan høre mågerne, der skriger efter hinanden, og fiskene der langt ude, hopper over vandoverfladen, og kaster blikke på dig," havde bedstemoderen sagt. "Vinden griber i dit hår, og vil have dig til at følge med, mens du lytter til bølgerne der bryder igennem vandet, og forsigtigt træder i det halvvarme sand under dine som regel bare fødder. Det er et rent eventyr, for alt kan ske for..."

"... en strand er magisk," afsluttede Leonora sin bedstemors gamle eventyr, og så sukkede hun. Hun savnede sin bedstemor, og hendes mange fortællinger. Især de mange fortællinger om havet og stranden, som bedstemoderen fortalte.

Leonora snoede en lille lok af sig hår om sin lillefinger, og med den dårlige vane hun havde, tog hun håret i munden og fortsatte med at gå. Hvis hendes bedstemor havde været her, ville Leonora måske kunne dele denne skønne oplevelse med hende.

Leonora fjernede håret fra sit ansigt og tog fat i det våde gelænder til trappen. Hun ville gå langsomt, så hun ikke faldt, for selv to dage efter regnvejret var trappen glat. Der var rigtig mange der bare gik ned af bakken på græsset og i tidslerne og ukrudtet, så de ikke behøvede bekymre sig om at falde, men Leonora fandt det meget nemmere at bruge trappen, og hvis hun var forsigtig ville der jo heller ikke ske noget.

De første trin gik meget nemt og hun blev mere og mere sikker i sine skrin, så hun holdt ikke særlig godt fat i gelænderet. Hun var næsten nået hele vejen op, da hun gled. Hun satte foden ned og gled baglæns, og hun prøvede at gribe fat i gelænderet, men hendes hænder gled også og hun faldt. Leonora kiggede op mod himlen inden hun ramte de andre trapper med hovedet og hviskede "undskyld bedstemor", som om det var en bøn. Hun ønskede at hun ville overleve det fald, men den eneste chance der ville være, var hvis hun blev kørt hurtigt på hospitalet og der var ingen i nærheden, og hun ville nok først blive fundet, når solen skinnede igen.

Leonora faldt. Hendes nakke ramte trapperne hårdt og hendes krop så forfærdelig ud, mens hun trillede hele vejen ned af trapperne og landede død i sandet.

Hun nåede i det mindste at få en sidste strandoplevelse inden hun døde. Hun skulle have lyttet. Hvis hun havde gjort det, så var hun ikke død, men på den anden side havde hun så heller ikke oplevet hvor magisk en strand også kan være i regnvejr.

Ja, en strand er magisk. Der kan alt ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...