Baggin

Der var en gang en landsby. Landsbyens sammenhold kunne ikke erstattes med noget andet, landsbyens hyggelige stræder var kendt for de mange magere. Og især om efteråret var landsbyen hyggelig. Bladene der dalede ned fra norden, skabte altid den der hyggelige stemning, som vi alle var ivrige efter at få. Landsbyen havde en kæmpe sø, hvor der om sommeren blev badet. Søen blev kaldt for Baggin-sea, og det var utroligt hvad man kunne fange deri. Om vinteren kunne man kælke ned af Baggin-mountains stejle bakker, mens sneen berørte dit ansigt. Fantastisk var den landsby Baggin... men ikke nok med de hyggelige faciliteter, fandtes der troldmænd og hekse. Alle blev født med en lille smule magi i sig, og skulle lære grundtrinene før de rigtig kunne blive troldmænd eller hekse. Baggin var oprindeligt et land, som fyldte så meget som Amerika. Men Béll-Nora, en landsby i Baggin, blev åbenbart fornærmet over Baggins succes og stoppede brat op, og satte kamp mod Baggin. Flere århundres kamp fandt sted, og det endte med at landet flækket midt over, og straks blev der lavet en meters skildning mellem Baggin og Béll-Nora. Uheldigvis fik Béll-Nora den størte del af landet, men Baggin tabte ikke modet. Der blev lavet den hyggeligste stemning, de mest fabelagtige væsner kom til Nord-skoven, mens Béll-Nora gjorde sig klar til endnu en fejde, hvis nu tilfældet var der, ville de slå til...

1Likes
2Kommentarer
1102Visninger
AA

1. Béll-Nora drengen

Sådan havde jeg altid fået det af vide, og havde ikke så meget som skænket en tanke til Béll-Nora og Baggins gamle presidenter. "Julia," råbte min mor af sine fulde lungers kraft, idet hun vaskede op. Jeg gik langsomt ind til hende, fra mit værelse, og kiggede møvet på hende. "Smutter du lige ned på Marked og køber lidt frokost" sagde hun idet hun klaskede 6 ba's i min hånd. Ba's var en form for penge, som vi alle i landsbyen kunne hæve, overfører og trække fra vore kontoer. Jeg holdt et godt greb om pengene, så blot mine knoer blev helt hvide og det begyndte at skærer i min håndflade. Min mor, mine 2 søstre og jeg boede i en lille hytte ud til Baggin-sea, og jeg havde altid en fast rute som jeg skulle gå for at komme ned til Baggin-place: den store marked/butiks-plads, hvor jeg trofast gik ned til hver dag. På min vej ned til Baggin-place passerede jeg først den store sø, derefter forbi det lyserøde, hæslige hus som havde stået plantet der, helt ubeboet, i århundreder. "Frk. Redbird - mig en fornøjelse," sagde en gammel, kejtet mand med langt gråt skæg og en høj hat som han tog af, idet han hilste mig med. Men "underligt" nok tabte han den, så den blev helt beskidt af vejens grus og sand. "Goddag," sagde jeg og sendte ham et frydende smil, hvorefter jeg skimte de forbigående mennesker igennem, og hilste på de velkendte hoveder. Solen stod højt på himlen, og jeg havde været så vovet at tage min sorte kjole på, som min mor havde syet. Den gik mig til knæene, da alt andet ville blive dømt for "upassende" eller "overskrider alle grænser", men den var moderigtig og sad stramt ved maven og op, og gik ud i et skørte fra hofterne og ned. Det var en meget kortærmet t-shirt. På mine fødder havde så såmænd bare et par ballerinaer fra markeds uudholdende sommer-tilbudspriser. Som tiden gik endte jeg ved markedet, hvor alle stod ihærdigt og prøvede på at sælge det skrammel, som de havde lagt i deres kældre og blevet mugne. Der vrimlede med mennesker. Alle former for mennesker: magiske, ikke-magiske (de kendte byen, og troede at det bare var en latterlig gammeldags udstilling), høje, lave, tykke, tynde, bredde, smalle... de stod alle i vejen for min gågang, hvilket forsinkede mig utrolig meget. Det gjorde jo selvfølgelig at, jeg begyndte at gå hurtigere og hurtigere - gå mere og mere i panik da der simpelthen bare var kaos på det oldgamle marked. Det var som om at jo mere, jeg gik i panik, jo flere mennesker kom der, og jo tættere stod de på mig og hinanden. I brøkdelen af et sekund, styrtede jeg ind i en dreng på min alder. Mine 6 ba's røg ud af min hånd, og jeg endte på fliserne. Mine ba's lå udover det hele, og jeg kunne slet ikke få fingre i dem, medmindre jeg kunne risikerer at få trådt ovenpå mine fingre. Drengen kiggede på mig, mens jeg prøvede at få fingrene i mine penge. "Undskyld mig?" sagde drengen og satte sig i en elegant fosterstilling, hvor han dernæst begyndte at hjælpe mig med mine ba's. "Mit navn er Askair," sagde han med en blød stemme og rensede sit hovede for mudder. Askairs udseende var ikke ligefrem særlig rent... han havde brune sandaler, og beskidte posebukser som var blevet strammet til under knæene. Så havde han en hø-agtig trøje på... alt i alt strålede han som en, der langt fra havde ba's. "Asger?" sagde jeg uforstående og kiggede på ham. "Askair" sagde han tydeligt og smilede. Jeg kiggede på ham med en rynket pande, og gav mig derefter til at samle de sidste ba's sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...