Isens nådesløse skønhed

Jep, vidste ikke helt hvor jeg skulle placere den, så ..
Nå, men den handler om denne lille pige hvis kærlighed til vinteren er umådelig stor. Hun elsker den og kan ikke forestille sig et liv uden .. eller en søvn.

4Likes
17Kommentarer
1228Visninger

1. Den lille pige

Den lille pige kom triumferende gående hen ad fortovet, mens sneen dalede ned over jorden. Hun havde knapt nok gået et halvt år i første klasse, og allerede var hun blevet rost til skyerne af læren.
Hun gik med et stort smil på læben, da hun besluttede sig for at tage et lille smut forbi søen. Hun elskede isen, der havde bredt sig over vandet og gjort den endnu kønnere end normalt. Hun grinte højlydt, og satte sig derefter på en bænk, mens hun nød de små snefnug, der svævede ned fra himlen.
Mens hun sad der, omringet af mørke træer til den ene side og den iskolde is til den anden side, smilede hun saligt. Hun kunne se skønheden i denne nådesløse kulde. Hun rakte tungen ud for at fange snefnug og grinte endnu en gang, højere og klarere end sidst.
Pludselig dukkede en mørk skikkelse frem henne af stien. Pigen kom straks i tanke om de manerer hende mor uafbrudt mindede hende om, derfor rankede hun sig og smilede venligt. Da manden kom længere frem, så hun kunne se hans ansigt, følte hun ikke andet end afsky.
Han havde buskede øjenbryn, der hang ned over hans kedelige øjne. Hans næse var stor og rød på grund af det kolde vejr, mens hans mund var åben i et væmmeligt smil, der afslørede en del manglende tænder, mens dem der endnu var, virkede brune og rådne. I hans højre hånd holdte han en flaske, der var halvt fyldt med en væske som pigen, endnu ikke have set før. Hun kunne hvert fald ikke nikke genkendende til den. Et øjeblik, var hun overbevist om at det var saftevand, men da han spildte en smule af væsken på sneen, ændrede sneens farve fra uskyldig hvid til en klam gullig farve.
Pigen prøvede stadig at være høflig, selvom hun fandt denne mand utrolig frastødende. Hun prøvede med et lille smil, men det forsvandt hurtigt, da han satte sig ved siden af hende. Han lugtede råddent og hun rykkede sig en anelse væk fra ham. ”Nå søde. Hvad hedder du?”
Hun forblev stille. ”Kom nu, hvad er dit navn?”
Tavsheden fortsatte.
”Jeg spurgte dig om noget!” råbte han, hvorefter hans tog i hendes spinkle overarm og ruskede i hende, så hun blev helt svimmel.
”Jeg må ikke tale med fremmede,” sagde hun, hvorefter hun slog blikket i jorden.
”Nå, så det må du ikke?” sagde han, mens pigen så sig nødsaget til at holde sig for næsen, da hans afskyelige ånde ramte hendes ansigt.
”Vil du ikke med?” spurgte han så, ud af det blå. ”Du får alt det slik du vil.”
Tilbuddet var fristende, men denne mand var afskyelig. ”Jeg må heller ikke gå med fremmede,” sagde hun, hvorefter hun så op på ham med hendes isblå øjne.
”Kom nu. Jeg giver dig også en sodavand.”
Hun rystede trodsigt på hovedet. Hun skulle hjem til sine forældre og fortælle hvordan hendes lærer havde rost hende. Hun kunne ikke vente.
”Det var dumt! Nu får du ingen af delene, du kommer bare med mig!” brølede han, hvorefter han hurtigt tog et fast greb om den arm, han før havde rystet.
Pigen krympede sig og begyndte at hulke. ”Jeg vil ikke med!” skreg hun, mens hun strittede imod.
Han slap en høj latter, hvorefter han blev nødt til at tage sig til ølmaven med begge hænder. Der så den lille pige chancen til at slippe væk. Men hen af stien ville hun ikke, tænk hvis hun mødte flere mennesker som ham!
Så hun vendte ansigtet mod isen, rejste sig fra bænken og løb til hun stod lige ved kanten. ”Hey!” hørte hun manden råbe i baggrunden.
Tøvende stillede hun sin ene fod ud på isen og afprøvede, om den ville kunne holde til hende.

”Husk! Du skal altid tjekke om isen kan holde til dig, før du stiller dig ud på den. Vi kan jo ikke ha' du falder i, vel?” smilede hendes far, hvorefter hun tog ham i hånden og de afprøvede isen sammen.

Ordene rungede i hendes hoved, da hun endelig afgjorde at isen kunne holde vægten. Den store, væmmelige mand kom traskende efter hende, derfor hun skyndte sig, så da han var ved kanten var hun allerede over ti meter inde på isen. Han afprøvede også isen, bemærkede den lille pige. Men hun var lettere og hurtigere, så hun skyndte sig videre med håb om at slippe væk fra ham.
Isen knasede under hendes fødder, mens hun løb videre. Katten efter musen.
Hvis hun bare kunne nå kanten på den anden side! Så kunne hun fortsætte af den vej. Der kendte hun en veninde, hun allerede havde planer om at besøge nu.
Hendes hjerte bankede hurtigt og hårdt mod hendes bryst. Som en lille fugl, der uafbrudt prøvede at komme igennem et vindue.
Isen gav et ordentligt knirk, og pigen blev så forskrækket at hun standsede op. Alt imens hun standsede, gled hun og faldt. Manden kom nærmere og nærmere.
Da hun ramte isen, skreg hun af smerte. Derefter skete det.
Isen gav et ordentlig smæld fra sig, hvorefter det forsvandt under hende. Hun blev omfavnet af kulden og vandet. Hun skreg endnu en gang, men hun kom til at sluge vandet og ingen lyd undslap hendes læber. Kun bobler. Hun sank dybere og dybere ned i vandet. Hun kæmpede for at komme op over overfladen med hovedet, så hun kunne få frisk luft ned i lungerne, men forgæves. Til sidst gav hendes lille, spinkle krop op. Hun skreg, men alt det blev til, var små bobler der langsomt svævede op med overfladen. Mens hun betragtede dem, ønskede hun at kunne gøre ligesom dem. Bare flyve op mod overfladen. Hvad skulle der nu ske?

”Hvad er døden, mor?” spurgte hun nysgerrigt, mens hendes mor – med sved på panden – var i gang med at lave aftensmaden. ”Døden … jo, det er en evig søvn,” forklarede hun.
”Hvordan det?” spurgte den lille pige forbavset. ”Du falder i søvn, men du vågner aldrig igen. Du vil altid ligge og sove.”

Var det dét hun skulle nu? Sove en evig søvn?
Men hvis man sov, havde man lukkede øjne. Og hvis man havde lukkede øjne kunne man jo ikke se vinterens skønhed.

Og der, i kulden mens hun blev omfavnet af det nådesløse vand, blev en salt tåre blandet med resten af vandet. Ikke fordi hun aldrig ville se sine forældre igen. Ikke fordi hun aldrig ville kunne lege igen. Men fordi, hun aldrig ville se vinterens skønhed endnu en gang.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...