One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10834Visninger
AA

10. 9.

“Remember the airport dropping me off. We were kissing goodbye and we couldn’t stop” - Brad Paisley ft. Carrie Underwood (Remind Me)

Isabellas synsvinkel:

 

Endnu en koncert var ved at blive afsluttet. Justin var i gang med at synge “Baby” som den sidste sang, og dansede rundt som en tosse. De sidste 5 dage havde jeg set hans koncerter hvert aften, og det føltes hver gang som den første koncert. Jeg kunne aldrig blive træt af det. Det smil han fik, når han fik øje på alle hans fans. Og den måde hans øjne skinnede på, når han hørte dem sige søde ting. Det var ubeskriveligt.

“Jeg har ikke set Justin i så glad i lang tid” hørte jeg Pattie. Jeg kiggede ved siden af mig, hvor hun stod og gav hende et forvirret blik. “Hvad mener du?” spurgte jeg hende, og måtte råbe for at overdøve stemmerne rundt omkring. Hun gav mig bare et smil, og vendte sit blik mod hendes søn igen og resten af tiden snakkede vi ikke, indtil Justin kom. Den første dag da vi havde ankommet, var det så akavet. Ingen vidste om os, før Justin fik hele hans crew samlet og fortalte dem, at vi var sammen, men at det var kun i mellem os. Og underligt nok, havde de fleste været forståelige. Lige på nær Pattie. Hun havde dog været sød i mod mig, men jeg følte mig altid så ubehageligt ved siden af hende. Som om jeg havde gjort noget dårligt. Havde Justin sagt noget om mig, siden hun blev ved med at kigge sådan på mig? Og også vores samtale senere. Hun valgte at ignorer mit spørgsmål, og i stedet bare fortsætte med at kigge på Justin. Det var ikke første gang, og ville sikkert heller ikke blive første gang. Mine tanker, som jeg var fordybet i, blev afbrudt af et par læber smasket på mine. Jeg grinte lidt og trak mig hurtigt væk. En meget træt og svedig Justin stod foran mig.

“Godt gået!” sagde jeg med en stolt stemme, og krammede ham hurtigt - som alle de andre gange. “Tak babe” svarede med endnu et større smil, end det han havde før. “Dine fans er virkelig fantastiske. Men dem i dag', var indtil videre den bedste. De skreg så meget, hørte du det?!” udbrød jeg, lige så begejstret som ham. Han grinte og nikkede. “De var vidunderlige” svarede han. “Men jeg skal lige hurtigt tage et bad, hvad vil du så gøre resten af aftenen?” spurgte han mig om. “Se en film? Måske med de andre?” Han nikkede, kyssede mig på panden og forsvandt derefter.

Det var det jeg mente” hørte jeg endnu engang stemme. Jeg vendte mig om, og så at Pattie stod der. “Han er så glad, Isabella. Og vi alle ved, at du er grunden til det. I de 18 år jeg har været sammen med ham, har jeg aldrig set ham være så glad. Og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide hans valg” sagde hun grinende, og gav mig derefter et kram. Jeg, som var mundlam, vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg krammede med, men vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare til det hun sagde tidligere. Alt det hun havde sagt, havde selvfølgelig gjort mig glad. Overdrevet glad, for at være præcis. For det første, så vidste jeg ikke, at jeg bragte et stort smil på Justins læber, og for det andet, vidste jeg heller ikke, at hun kunne lide mig. Eller vent, det kunne hun, ikke? Hun sagde “Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide hans valg” - betød det ikke, at hun godt kunne lide mig? “Kom søde, lad os gå hen til de andre” sagde hun, og skubbede mig blidt over mod de andre. Jeg smilte til hende og gik hen til de andre. “Har du snakket med Justin?” spurgte Scooter med samme, da jeg kom. Jeg nikkede. “For ikke så lang tid siden, hvorfor?” Han trak på bare skuldrene og fortsatte med at snakke med de andre. Og det mindede mig om, da jeg mødtes med Scooter for første gang

Flashback:

“Du må så være, Isabella?” hører jeg en stemme sige. Jeg kigger op og møder hans blik. “Scooter, Justins manager” siger han og rækker hånden. Jeg tager i mod den, og nikker stille. Justin står ved siden af mig med det største smil. “Pattie, Justins mor” mumler Justins mor. Hun er lav, faktisk lavere end jeg regnede med. Justin havde vist et par billeder af hende, men jeg troede ikke hun var så lav. Scooter derimod, er cirka på Justins højde, måske en lille smule højere, men nu var Justin heller ikke den højeste. Han var faktisk ret lav. Men det havde jeg ikke i hensigt at fortælle ham. Han ville blive så, ja det ved jeg ikke engang. I hvert fald ikke glad.

“Isabella” svarer jeg og rækker min hånd i mod Pattie. Pattie tager i mod den og giver mig et lille smil. Aldrig har jeg oplevet noget mere akavet end det her. Jeg står overfor min kæresters manager og mor, og jeg burde føle mig velkommen, eller noget andet, men jeg føler at det her er akavet i stedet.

“Den dreng har snakket om dig så meget de sidste to år” begynder Scooter og giver Justin et lusket smil. Jeg kigger over mod Justin, som har fået røde kinder. Aw, han rødmer. Jeg elsker når han rødmer. “Og de sidste to uger, har han fablet så meget om dig. Jeg tror jeg kender dig bedre end jeg kender min kæreste snart” joker Scooter og begynder med at gå ud af lufthavnen. Jeg griner lidt med, og trækker min hånd fra Justins. Justin giver mig forvirrede blikke, men jeg ignorer dem. Jeg har ikke tænkt mig at risikere at blive set holde i hånd med den kendte Justin Bieber. Det kan jeg bare ikke risikere. Jeg elsker ham, men jeg var bare ikke klar. Vi sætter os i bilen. Pattie og jeg sætter os bagved, hvor Justin sætter sig på passager sædet og Scooter kører.

“Jeg er glad for at endelig have mødt dig” hører jeg Patties stemme sige. Et smil spiller om mine læber. “I lige måde. Jeg har hørt så meget om jer fra Justin” mumler jeg, og kigger ud af vinduet, i et sekund. Vejret er dejligt, og det er måske kun 2-3 om eftermiddagen her. “Han har også snakket ret meget om dig, som Scooter sagde - han har faktisk snakket ret meget om dig de sidste to år. Men de sidste uger, endnu mere” svarer Pattie, og som et svar nikker jeg.

~

“Jeg går lige ind og ser om Justin er færdig” mumlede jeg og gik hen til Justins “værelse” eller hvad man nu kunne kalde det. Jeg bankede på døren, og ventede på at han svarede, inden jeg gik derind og fandt ham fuldt påklædt. Han var i gang med at tørre hans hår. “Justin?” spurgte jeg, i mens jeg sad på sofaen og ventede på at han var færdig.

“Ja?” Jeg kunne ikke lade være med at tænke over hvorfor Scooter spurgte mig om jeg havde snakket med Justin, og jeg havde tænkt mig at spørge hvorfor. Scooter ville ikke bare komme hen til mig spørge om jeg havde snakket med Justin, og bare gå fra mig efter. Han ville forklare hvad det var, men denne gang gjorde han det ikke. “Scooter spurgte tidligere om jeg havde snakket med dig” mumlede jeg og kiggede op på ham for at se hans reaktion. “Oh yeah, hvad sagde han ellers?” spurgte Justin og kiggede nysgerrigt på mig. “Intet. Hvad er det, du skal fortælle mig?” Han havde nu et kækt smil på læben og trak bare på skuldrene. “Justin! Fortæl mig det, gider du det?” spurgte jeg med hundeøjne og gik hen til ham. Jeg svang mine arme rundt om hans nakke, og prøvede at fedte, men intet hjalp. “Du er så utålmodig, McCane” sagde han grinende, skubbede mine arme og flettede i stedet hans fingre i mine og gik hen til de andre. “Jeg har stadig ikke glemt det” hviskede jeg i hans ører. Vi sad og så en eller anden film med de andre, og det irriterede mig sådan at han ikke fortalt mig hvad det var Scooter snakkede om. Jeg ville vide det, nu og her.

“Jeg ved ikke hvad du taler om” svarede han og grinte af mig. Jeg hadede når han gjorde sådan. “Aw, du skal ikke være sur, shawty. Jeg skal nok fortælle dig det… snart” svarede han og gav mig et hurtigt kys på læben. Jeg himlede med øjne og prøvede at se filmen resten af aftenen, men det var ret svært, når det eneste jeg gjorde var at tænke over hvad det var. Dagen efter blev jeg vækket op af et par arme langt rundt om mig. Jeg gned mine øjne og kiggede lidt rundt, til at jeg opdagede at Justin lå ved siden af mig og stirrede på mig. Ret creepy.

“Godmorgen” hviskede han, og legede med mit hår. “Hvad laver du her?” spurgte jeg forvirret, da jeg huskede tydeligt at vi havde sagt godnat til hinanden, inden han gik til hans seng og jeg til min. “Jeg ville da sige godmorgen til min dejlige kæreste” svarede han, med et smil og rejste sig op. “Når” mumlede jeg, og himlede med øjnene. Lige meget hvor meget jeg havde tigget i år, havde Justin ikke fortalt mig hvad ham og Scooter havde snakket om, og det irriterede mig så meget. Mere end det havde gjort i år. Jeg kunne bare ikke lide tanken om at han skjulte noget for mig. Jeg ville vide alt, - om ham.

Aw C’mon! Sig ikke at du stadig er sur over at jeg ikke fortalte dig det!” udbrød han og sukkede. Jeg nikkede og gik hen til min kuffert for at finde noget tøj, til et par blev lagt rundt om min talje. Jeg skubbede dem hurtigt væk, da jeg stadig var irriteret på ham. “Isabella, stop. Please. Jeg skal fortælle dig det, meget snart, men du skal være tålmodig okay?” mumlede han, eller nærmere hviskede han i mit ører. Jeg sukkede og nikkede. “Fint. Hvad skal vi så i dag?” spurgte jeg og skiftede hurtigt emne. Et smil spillede om hans læber. “Ikke igen!” råbte jeg irriteret og gik hurtigt ind på badeværelset for at skifte tøj. “Okay okay slap af. Hvad siger du til at vi går ud på en date?” råbte han, i mens jeg skiftede tøj. “Kun hvis det er et sted hvor der ingen paparazzier er” svarede jeg simpelt, og smurte noget mascara, og fiksede mit hår inden jeg gik ud. Justin sad stille på sengen og kiggede på mig med et koldt blik.

“Justin?” Jeg satte mig ved siden af ham, og lagde min ene hånd på hans lår, men han skubbede den hurtigt væk. Havde jeg lige sagt eller gjort noget forkert? “Okay, hvad er der galt?” hørte jeg mig selv spørge. Justin rystede på hovedet og var på vej ud af værelset, men fik ham stoppet. “Gider du?” snerrede han af mig, og hentydede til min hånd som jeg holdte stramt om hans arm. Jeg trak den tilbage, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. Hvad var han så sur over? Hvad havde jeg gjort forkert? Jeg sukkede, og gik over til de andre og satte mig ved siden af Pattie. Justin sad lidt længere væk og ignorerede mig fuldstændigt. “Noget galt?” spurgte hun mig straks. Jeg trak bare på skuldrene og prøvede at spise, men jeg havde ingen appetit. Det eneste jeg kunne tænke på, var hvorfor han var så sur på mig.

“Justin!” råbte jeg, men han ignorerede mig og fortsatte med at snakke med hvem han så end snakkede med. Jeg skyndte mig over til ham, og opdagede at han snakkede med en pige. En som aldrig havde set her før. “Hey” mumlede jeg og gav pigen et smil. Hun smilte tilbage og fortsatte med at snakke med Justin. “Øhm Justin” hørte jeg mig selv sige. Jeg blev nødt til at afbryde deres lille samtale, men det eneste de alligevel snakkede om var gamle tider, eller what so ever. Jeg hørte ikke ret med.

“Hvad?” spurgte han, nærmere snerrede igen. “Ved du hvad? Det er lige meget” hørte jeg mig selv sige, inden jeg vendte om på hælene og gik over til bussen. Jeg tog min kuffert op, og begyndte med at lægge alle mine ting i. Hvis han skulle være sådan resten af de 2 dage jeg havde tilbage her, ville jeg hellere bare tage hjem nu. Jeg havde prøvet at snakke med ham de sidste to dage, og tænkt så meget over hvad det var jeg havde gjort, men jeg kunne bare ikke komme til en konklusion, og at han ignorerede mig gjorde ikke hele situationen bedre. Hvis det heller ikke var for Pattie, var jeg for længst taget tilbage til LA, men hun var så sød i mod mig og fortalte mig at det nok skulle ordnes. De sidste dage havde jeg snakket så meget med hende, og jeg forstod ikke hvordan jeg kunne undre mig over om hun brød sig om mig. Jeg fik lagt mine kufferter foran døren og gik over, så jeg kunne finde Scooter og bestille det første billet til LA. “Pattie, har du set Scooter?” spurgte jeg hende, da jeg fandt hende sidde på sofaen og stene TV. Pattie gjorde ikke ret meget her, faktisk. Det meste af tiden lignede det at hun kedede sig.  “Jeg mener at han er ude foran bussen” svarede hun med et smil og rettede sit blik mod TV’et igen. Jeg skyndte mig at gå ud og fandt Scooter sammen med en eller anden mand, jeg ingen idé om hvem var.

“Scooter, kan jeg lige snakke med dig, hurtigt?” spurgte jeg, og havde det dårligt over at afbryde hans samtale, men jeg ville bare hjem så hurtigt som jeg nu kunne. “Jo, hvad så?” spurgte han, og gav mig et smil. “Kan du hjælpe mig med at skaffe et billet til LA, helst i dag?” spurgte jeg, og hans smil blegnede hurtigt. “Hvad? Hvorfor? Skal du ikke hjem på torsdag aften? Der er jo kun to dage?” mumlede han. Jeg nikkede. “Jo, men planerne er ændret. Kan vi få byttet de billetter, så jeg tager hjem i dag i stedet?” spurgte jeg. Scooter sukkede, men nikkede. “Jeg skal nok få det fikset” svarede han og gik. “Tak” mumlede jeg inden jeg gik tilbage til bussen og satte mig ved siden af Pattie. ~ Kenny fik lagt mine kufferter i bilen, i mens jeg sagde farvel til Pattie og de andre, som i dem fra hans crew. Jeg snakkede ikke overdrevet med dem, men alligevel ret meget til at kunne indrømme, at jeg ville savne dem, selvom jeg ikke havde kendt dem i så lang tid. Jeg havde ikke set Justin hele dagen, og for at være ærlig, så var jeg ligeglad. Eller jeg prøvede at være ligeglad.

“Vi ses snart, ikke?” spurgte jeg Pattie og krammede hende endnu engang. Hun grinte. “Jo da! Du kommer bare og besøger os når du har lyst” sagde hun. “Men er du sikker på at du vil det her?” mumlede hun. Jeg grinte og nikkede. “Yeah, jeg tror også Emily ville blive glad for at jeg kom tidligere tilbage” svarede jeg. Pattie nikkede, og gav mig et nervøst smil. Jeg behøvede ikke at forklare Pattie hvem Emily var, da hun engang kom hen til mig i mens jeg snakkede med Emily over skype om hvordan det gik. Emily vidste stadig ikke at jeg kom tilbage i aften, men det ville hun finde ud af når jeg kom. “Jeg tror jeg vil finde Justin inden jeg går. Måske er han sur på mig, og omvendt, men han vil ikke blive særlig glad hvis jeg bare gik” mumlede jeg, tog min telefon frem og skrev ham en besked.

Hvor er du? - Isabella” skrev jeg og ventede på at der kom svar, og da jeg opdagede at han ikke havde tænkt sig at svare, eller ikke havde set beskeden, gik jeg i mod busserne. Jeg åbnede døren til hans “værelse” og fandt ham sovende på sengen, men det var vel også normalt eftersom han lige havde haft et koncert. Jeg satte mig på den anden ende, og skubbede blidt til ham.

“Justin” hviskede jeg, men han vågnede ikke om. “Justin, please. Jeg skal gå snart. Vågn op” mumlede jeg og skubbede denne gang lidt hårdere. “Hvad?!” råbte han, og gned hans øjne. Jeg sukkede. “Jeg tager hjem” mumlede jeg og undgik at få øjenkontakt med ham. Først sad han stille, men derefter hørte jeg en dør lukke og ham stå foran. “Nej, det gør du ikke” svarede han, og låste døren efter. Mine øjne blev store, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle. “Vil du flytte dig? Jeg kom kun over for at fortælle dig at jeg gik, ikke for at du skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre. Og hvorfor rager det dig pludselig? Du har ignoreret mig de sidste to dage, uden grund!” råbte jeg irriteret, og prøvede at skubbe ham, men han var for stærk.

“Du ved det stadig ikke, gør du? Du aner ikke hvor meget det gør ondt hver gang du siger, at du ikke gider ses offentligt med mig?! Jeg forstår bare ikke hvorfor du ikke vil, Isabella. Jeg troede at jeg gjorde, men jeg forstår det ikke! Er du flov over at komme sammen med mig? Fortæl mig det! De sidste to dage har det spørgsmål pinet mig!” råbte han og slog med armene. Jeg stod i chok og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så fra starten af, var hans problem at jeg ikke var klar til at fortælle hele verdenen at vi var sammen. Vores første rigtige skænderi efter 3-4 uger.

“Jeg er ikke flov. Jeg er nærmere stolt” mumlede jeg stille og satte mig på sengen igen. “Jeg har aldrig været flov, okay? Jeg er bare ikke klar til det, Justin. Der er billeder af dig i hver blad, og hvis vi gjorde vores forhold offentligt, så ville billeder af mig også være der, sammen med dig. Rygterne ville starte med at jeg er gravid, og at du er mig utro hver gang de vil se dig med en pige. Kan du huske det Gossip kanal vi så inden vi ankom? De vil prøve at få os splittet med alle de rygter. Jeg er bare bange for det, virkelig bange” hviskede jeg, og selvom jeg ikke ville græde, trillede tårerne ned af mine kinder. “Du ved jeg hader når du græder, Isabella. Og mest når det er på grund af mig. Please, du skal ikke græde. Kan du huske hvad jeg sagde sidst? Du må ikke græde. Kom her” sagde han og krammede mig. Vi sad måske sådan i 5 minutter, indtil min telefons ringetone afbrød os. Jeg skubbede ham lidt væk og så at det var Scooter der ringede.  “Isabella, hvor er du?! Dit fly letter om 30 minutter! Hvis du ikke vil misse den, syntes jeg at du skal komme nu” sagde han, og lagde på inden jeg nåede at svare. “Vil du stadig hjem?” spurgte han mig og bed sig i læben. Jeg lukkede øjnene i et sekund, og nikkede. 

“Så ses vi snart igen?” hviskede jeg mod hans læber. Han nikkede, og krammede mig endnu engang på lufthavnen. “Please ikke gå” bad han, og holdte strammere om mig. Jeg sukkede tungt og kunne mærke tårerne presse. “Justin” hviskede jeg, og prøvede at løsrive mig fra hans greb. “Please Isabella” blev han ved. Det var lige før jeg gav mig, men jeg ville ikke blive. Det var alligevel kun to dage. Da han endelig trak sig fra, kyssede han mig, og vi blev ved i lang tid, indtil Scooter afbrød os. “Isabella, dit fly” konstaterede han. Jeg nikkede og takkede ham med et smil.

“Vi ses snart igen, okay? Vi skyper, ringer og alt det så meget som vi kan” svarede jeg, og kærtegnede hans kind. Han havde tårer i øjnene, og det fik mig til at næsten bryde sammen, men jeg prøvede at være stærk. Jeg ville ikke græde. Nope, nej. “Lad være med at gøre det sværere end det er, please” mumlede jeg, kyssede ham en sidste gang, inden jeg tog min håndtaske og gik over mod min gate. “Jeg elsker dig” sagde jeg, krammede og gav ham et kys en sidste gang inden jeg gik over mod mit fly. “Jeg elsker også dig” hørte jeg ham sige, inden han og Scooter forsvandt ud af mit synsvinkel. Det her var klart sværere end jeg havde regnet med at det ville blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...