One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10859Visninger
AA

6. 5.

“We should be living like we lived that summer. I wanna live like we live in the summer. And I’ll remember that summer as the right one”

- Josh Pyke

Isabellas synsvinkel:

 

Jeg kastede mig selv på sofaen og sukkede af lettelse. De sidste kasser var pakket ud, og huset var fyldt med Emily og jegs ting. Los Angeles, mere kaldt vores nye hjem, som vores forældre havde betalt for. 50/50. Men det tog os dog længe at få dem overbevist om, at vi sagtens kunne leve uden dem. Dog endte det med at vi fik dem overbevist. Vi gik ud af High School for få måneder siden og vi begge, havde drømt om at læse videre på Los Angeles, og her var vi nu. Eller jeg var. Emily ville først komme næste uge, da hun åbenbart skulle gøre et eller andet med familien. Ikke at jeg havde noget i mod det. Jeg fik bare det bedste værelset. Huset var ikke stort, men heller ikke for lille. Der var en OK stor stue og køkken, 3 soveværelser, vi havde et hver, og den sidste var et gæsteværelse. Også var der 2 badeværelser. Værelset med badeværelse havde jeg så taget, og jeg vidste, at vi ville komme til at diskuter og måske skændtes lidt om det, men jeg kom først, så jeg havde første ret, ikke? Jeg grinte af mig selv og rystede halvt på hovedet. Mit blik fangede udenfor, og vejret var fantastisk her. Der var så varmt, men det var nu også i midten af juli. “Måske skulle jeg tage en tur” mumlede jeg for mig selv, og kiggede ned af mig selv. Jeg havde et par cowboyshorts på, en hvid, men ikke gennemsigtig top og en ikke skrigene, men lidt mørke grøn skjorte på. Mit hår var sat i et knold, og jeg orkede ærligtalt ikke at glatte det eller noget, da jeg alligevel skulle i bad i aften, så jeg bestemte, at jeg sagtens kunne gå ud med det påklædning. Hurtigt fik jeg grebet mine nøgler, telefon og små penge, hvis jeg nu ville købe noget at drikke på vej eller spiseligt. Der var heller ikke noget rigtigt mad, da jeg selv var ankommet til Los Angeles for to dage siden, og jeg kendte heller ikke stedet ind og ud. Jeg havde nærmest ikke haft mulighed for at gå rundt, da jeg jo skulle pakke ud og sådan. Men i dag fik jeg så pakket alle mine ting ud, og nu manglede vi Emilys. Jeg tog mine hørertelefoner på, og nynnede halvt til “Taylor Swift - Enchanted” og det var lige før at jeg ville gå amok mit på vejen. Jeg elskede hendes sange, og jeg fik altid lyst til at danse, når jeg hørte dem. Specielt sangen Fearless. Jeg ønskede, at finde en, jeg kunne danse rundt i regnen med. Men hvem ville gøre det nu til dags? Det var sådan noget man gjorde i 80’er, dengang det hele handlede om kærlighed, og ikke sex. Jeg sukkede tungt, og kiggede lidt rundt. Lidt længere nede af vejen, var der en isbod, og pludselig fik jeg så meget lyst til en. Jeg skyndte mig derover.

“Ehm… Kan jeg få en gammeldags is med 4 kugler?” spurgte jeg, og personen bag boden nikkede med et smil. Det var en dreng, måske på min alder, måske yngre. Det kunne jeg ikke ligefrem se.

“Selvfølgelig, hvad skulle det være?” spurgte han, og fortsatte med at smile. Lidt creepy. “Chokolate, Vanilje, Jordbær og uhmm..” sagde jeg samtidig med at jeg kiggede på hvad jeg ellers kunne have. “Bare chokolade igen” svarede jeg og grinte lidt af mig selv. Drengen nikkede, og rakte mig isen, og jeg gav ham pengene. Lige inden jeg kunne tage en bid af den, ringede min telefon, og jeg prøvede med besvær at tage den ud af lommen. “Emily” stod der på skærmen. Selvfølgelig, hvem skulle ellers ringe til mig udover hende og min familie?

“Yeah, sup?” spurgte jeg, og tog en bid af isen. “Mhh” hørte jeg mig selv sige. Jeg nød altid når jeg spiste is. “Sup selv?” spurgte hun og selvom jeg ikke kunne se hende, og vi kun snakkede, vidste jeg, at hun havde opløftede øjenbryn, og sikkert, havde hun også himlet øjne af mig. En typisk Emily ting. Men jeg himlede også selv nogen gange for meget med øjnene. “Ikke så meget, dig bro’?” hørte jeg mig selv sige, samtidig med at jeg flækkede af grin. Jeg brugte udtrykkende “bro, niqqa, sup” også videre ret meget, men jeg grinte dog samtidig med at jeg sagde det, for det lød bare ikke godt, når jeg brugte de ord.

“Jeg laver intet. Det er så kedeligt her. Har du pakket?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg nikkede, men kom så i tanke om, at hun ikke kunne se det. “Yeah, men jeg mangler stadig” mumlede jeg, og kiggede ned. Jeg holdte stadig isen i hånden, som langsomt smeltede på grund af solen. “Jeg kan ikke vente med at komme!” konstaterede hun. Jeg nikkede, men kom endnu engang i tanke om, at hun ikke kunne se det.

“Det er ret fedt her” var mit svar, og få sekunder efter, kunne jeg mærke noget hårdt og koldt mod mit bryst. “Ew!” hørte jeg mig selv sige, irriteret, var jeg. Jeg lå på asfalten, og himlede med øjne. Jeg havde is på min hvide top nu. Hvor fedt var det lige? “Det må du undskylde!” hørte jeg denne stemme, som lød så velkendt. Overdrevet velkendt. Jeg rettede mit blik fra min top og kiggede op, hvor jeg mødte de øjne. Hazzelbrune øjne, som jeg dengang var faldt for. Måske stadig faldt for.

Justin?” - “Isabella?” sagde vi samtidig. Et grin slap ud af vores læber, og han rakte en hånd i mod mig, som jeg tog i mod. Jeg rejste mig op, og børstede lidt af støvet væk fra mine korte shorts.

“Du må undskylde, for det der” mumlede hun og pegede på min top. “Det skal du jo sige” svarede jeg, med et smil. Det var så mærkeligt at se ham, efter halvanden år. Han stod foran mig, efter halvanden år. Men intet så ud til at forandres ved ham. Udover hans hår, som ellers var så berømt. Det hair-flip, som han nu ikke kunne gøre. Men han så ældre ud med hans “nye” hår frisure, og ikke at han ikke var det, før han fik sit hår klippet, men han så ekstremt hottere ud. Jeg kunne ikke lade være med at tjekke ham ud, og jeg opdagede, at han havde et par jeans på, og en YMCMB t-shirt, ligesom sidste gang hvor jeg så ham. Da jeg fandt ud af, at han opdagede, at jeg tjekkede ham ud, kiggede jeg væk. “Det er længe siden” mumlede jeg, og han nikkede stille.

“2 år siden jeg mødte dig, halvanden år siden jeg sidst så dig” svarede Justin med en rolig tone. Han kunne huske det. Jeg troede han ville glemme mig, ligesom jeg prøvede at glemme ham, komme videre. Men han havde datet folk. Sjovt, at det ikke overraskede mig dengang. Det gjorde heller ikke ondt, at se ham med andre piger. Nærmere, var jeg lettet. Lettet over at han var kommet videre, for dengang, troede jeg ikke på, at vi ville mødtes, efter halvanden år. Men her stod vi, i midten af Los Angeles, og der var ingen tvivl om, at vi begge var overraskede over at se hinanden her.

“Hvordan går det så? Hvad laver du her?” spurgte han mig, men inden jeg nåede at svare, ringede hans telefon.

“All my exes live in Texas like I’m George Strait

Or they go to Gergio State where

Tuition is handled by some random nigga that live in Atlanta … “

Justin tog hurtigt hans iPhone ud af lommen, og besvarede opkaldet. “Det Justin” startede han, samtidig med at han bed sig i læben. “Okay” mumlede han, og kiggede ned.  “Okay, jeg er der om lidt” sagde han, inden han læggede på, og kiggede op mod mig. “Isabella, jeg bliver nødt til at gå” konstaterede han. Jeg nikkede stille, og vendte mig om for at gå videre, da han, regnede jeg med, tog fat i min arm, ikke hårdt, og fik mig stoppet. 

“Men, du ved, kan vi ses?” spurgte han nervøst, og endnu engang, bed hans sig i læben. Jeg kiggede på ham med et lidt overrasket ansigt udtryk. “Oh, yeah. Selvfølgelig” røg det ud af mig, og hvis det ikke var fordi han stod der, ville jeg have slået mig selv. Det lød som om, at jeg ikke gad, når jeg faktisk brændte for at mødes med ham igen.

“Kan du give mig dit nummer? Så kunne vi måske ses?” spurgte han, med håb i stemmen. “Har du stadig det samme nummer?” spurgte han mig om, og jeg rystede hovedet. Han rakte mig sin telefon, og jeg tastede mit nummer, men inden jeg igen kunne fortsatte, kunne jeg mærke, at min telefon vibrerede. Hurtigt kiggede jeg på den, og opdagede, at jeg havde fået en sms, fra et ukendt nummer. “Det mit nummer” svarede han enkelt. Jeg nikkede.

“Du skulle videre, ikke?” hørte jeg mig selv sige, da han nærmest stirrede på mig. Det var ubehageligt, for at sige det rent ligeud. Han kiggede først mærkeligt på mig, men huskede så, at han faktisk skulle af sted tror jeg, for han fik et stresset ansigt udtryk. “Du skal ikke have planer i aften. Jeg skriver til dig, okay?” hørte jeg ham sige, inden han gav mig et hurtigt, meget hurtigt kram, som alligevel fik sommerfuglene i min mave til at flyve, og derefter, gik han.

“Isabella! DU SKAL FORTÆLLE MIG ALT!” hørte jeg pludselig en stemme råbe, nærmest. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se nogen, til at jeg fandt ud af, at det kom fra min telefon. Jeg havde glemt at lægge på, så Emily havde hørt alt. Ups.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...