One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10853Visninger
AA

4. 3.

“Here’s my dilemma, one half of me wants you, and the other half wants to forget”

- Selena Gomez (My Dilemma)

Isabellas synsvinkel:

 

“Isabella! Hey!” hørte jeg en person råbe efter mig, da jeg var på vej til skolen. Jeg vendte mig om og mødte Liam.

“Oh, hej” hørte jeg mig selv sige overrasket. Jeg havde regnet med at det var Emily eller en anden jeg snakkede med, og blev mere end bare meget overrasket, da jeg så at det var ham.

“Sup?” spurgte han med et usikkert smil plantet på hans læber. Jeg træk lidt på skuldrene og fortsatte med at gå. “Ikke så meget, hvad med dig?” svarede jeg så endelig efter en lang tavshed. Det var en meget akavet tavshed, og jeg kunne høre hvor hurtigt hans hjerte bankede. Var han nervøs? Over at snakke med mig? Eller lå der noget bag i det? Mine tanker blev afbrudt af hans nu lidt mere selvsikre stemme.

“På vej til skolen, med dig” svarede han grinende. Som om det ikke var tydeligt. Jeg rystede bare på hovedet, og et lille smil kom frem på mine læber. “Det er hjemme hos dig i dag, eller hos mig?” spurgte Liam, da endnu end ikke så rar tavshed kom i mellem os.

“For at være ærlig, er jeg lidt ligeglad hvor det er. Vi kan sagtens hos mig” svarede jeg, da jeg kom i tanke om at både min mor og far skulle overarbejde i dag, og min søster Emma ville sikkert sidde inde på hendes værelse og gøre det som hun altid gør. Overraskende nok, havde hun været stor støtte for mig de sidste måneder. Hun havde taget de meste af hendes Bieber ting ned, fordi hun vidste, hvor meget det gjorde ondt, at se ham overalt, og hun snakkede aldrig om ham ved siden af mig. Få gange havde hun kommet til det, men hun undskyldte, og derefter skiftede hun emne. Hun var virkelig den bedste, selvom hun kunne irritere mig grusomt til tider, men sådan var det jo at være søskende. Man kunne sige de grimmeste ord til hinanden, men i sidste ende, betød de alt for en.

“Isabella, er du der?” hørte jeg pludselig Liam sige, som fik mig til at komme tilbage til omverdenen fra mine dybe tanker. Igen, tænkte jeg på ham. Ham, som havde ændret mit liv. På både den gode og dårlige måde.

“Undskyld, hvad sagde du?” spurgte jeg og kunne mærke, at mine kinder blev lidt røde. Jeg vidste ikke hvorfor, Liam pludselig gav mig den effekt. Måske var det ham, måske ikke. Måske rødmede jeg kun fordi jeg syntes det var flovt. Hvem vidste.

“Jeg spurgte bare om vi ikke bare skulle tage hos mig? Både mine forældre er ikke hjemme” startede han, men han stoppede, da jeg gav ham opløftede øjenbryn. Hvad ville det ændre, hvis hans forældre var hjemme? Vi skulle alligevel kun arbejde på vores projekt. Ikke andet. “Altså, så vi kan have fred” rettede han, og nu var det vist hans tur til at rødme. Der var i hvert fald dukket få røde prikker på hans kinder. Hvor sødt.

“Ha ha, okay” svarede jeg, og rystede grinende på hovedet af ham. Vi nåede endelig frem på skolen, og jeg kunne mærke folks blikke, da vi gik sammen. “Hvorfor kigger de på os?” hviskede jeg til Liam. Første gang, hvor jeg faktisk startede vores samtale. Han kiggede overrasket på mig, men opdagede så, efter at have kigget rundt, at som jeg havde spurgt ham om, kiggede folk på os. Med onde, søde og nysgerrige blikke. Kunne man nu ikke gå sammen til skole, som ven, uden at få de blikke?

“Er det ikke lidt tydeligt? Du går med en, der har lidt for meget swag her” sagde han, men på en tone, så jeg vidste, at han tydeligvis lavede sjov. “Oh, du mener, at du går rundt med mig, som tydeligvis har mere swag end dig?” jokede jeg tilbage, og grinte igen.

“Alle her, ved at jeg har mere swag end dig, Isabel. Det kan ikke engang diskuteres!” konstaterede han med et kæmpe smil på læben. Mit smil blegnede, idet jeg hørte ham kalde mig for Isabel. Det var sidst, og kun Justin der havde kaldt mig for det.

Flashback:

“Skal vi smutte?” spørger jeg smilende. Han giver mig først et usikkert blik, men ender dog med at nikke. “Hvor skal vi hen?” spørger han mig, og jeg svarer “Det får du at se” med et kæmpe og hemmelighedsfuld smil.

“Isabel, hvor skal vi hen?” spørger han mig, på en måske lidt irriteret tone, men alligevel har han et smil på hans læber. Han fletter hans fingre i mine, og en mærkelig, men stadig ubeskrivelig følelse går igennem min krop.

“Isabel-la, men det får du at se!” konstaterer jeg, og skjuler ikke det kæmpe smil, som planter sig på mine læber efter at han har flettet sine fingre i mine.

“Jeg vil altså kalde dig for Isabel!” slår han fast, men jeg ryster hurtigt på hovedet. “Det lyder jo grimt! Ligesom et drengenavn eller noget” brokker jeg mig, og har på ingen måder tænkt mig at overgive mig. Det lyder jo forfærdeligt grimt. Jeg skubber ham ind i skoven, og hans ansigt udtryk bliver mere og mere forvirret. “Hvad skal vi her?” udbryder han.

“Har du tænkt dig at kidnappe mig og derefter voldtage mig?!” afslutter han panisk, dog grinende. Jeg himler øjne af ham, men griner stadig med. “Ja, det skal jeg helt sikkert!” svarer jeg så med et kæmpe smil. 

~

Jeg nikkede stille, og fik mig mast igennem mængden foran døren, så jeg kunne komme ind i klassen. Emily gav til at starte med et forvirret smil, men så snart hun så Liam komme bag mig, havde hun det største smil på læberne.

“Hvad så? Får vi scoret nogen drenge?” hviskede hun, og kiggede over mod Liams retning. Jeg rystede hurtigt på hovedet. “Vi fulgtes bare i skole, ikke mere end det!” konstaterede jeg med en irriterende tone.

“Og i skal være sammen efter skole?” spurgte hun og ignorerede min tidligere kommentar, fedt. “Ja” svarede jeg lidt ligeglad, men skyndte mig at fortsætte. “For at arbejde om projektet. Intet andet” afsluttede jeg. Hun rystede bare på hovedet og grinede. Lidt efter ringede klokken til time, og den første time begyndte lige så straks, da min lærer kom ind.

“Jeg kan ikke fatte, at du sagde det til Mr. Conway!” sagde jeg grinende. Vores sidste time var Matematik, og overraskende nok havde jeg også matematik med Liam. Han havde svaret Mr. Conway tilbage, og de havde startet den største diskussion i klassen, hvilket alle blev overraskede over. Ingen svarede Mr. Conway tilbage, da han var en virkelig muggen og ond lærer, men han gjorde intet, da Liam svarede ham tilbage. Intet, overhoved.

“Jamen, han påstod at vi var den mest “dummeste” klasse han nogensinde havde haft. Det kunne jeg da ikke bare stå og høre på!” svarede han, og lige pludselig, mærkede jeg en arm rundt omkring min skulder. Jeg trak den ikke væk, men lod den blive. Liam var sød, det var han virkelig. Og det tog mig lang tid at finde ud af det, men hellere nu end aldrig. “Tja, lyver han?” spurgte jeg, stadig grinende og med et virkelig stort smil, hvor jeg ikke kunne skjule mine tænder. “Egentlig, så nej” svarede han grinende. Jeg rystede bare på hovedet af ham, og kiggede mig omkring, til mit blik faldt på en person. Personen havde kasket, Obey var printet stort på den og et par solbriller på.

“Kender du ham?” spurgte Liam mig, da han opdagede, at jeg nærmest stirrede på personen. Jeg rystede på hovedet. “No idea” svarede jeg ærligt, og pludselig kiggede personen i retning mod mig. Det var der, jeg opdagede hvem det var. Det smil, den næse. Jeg ville dog også sige øjne, hvis han ikke havde skjult hans øjne med de solbriller.

“Kom, lad os gå” min stemme var næsten ved at knække over, og jeg tog fat i den arm, som han tidligere havde lagt på min skulder. Jeg gik med hastige skridte, og kunne ane, at Liam ikke forstod en prik af det her, men det behøvede han heller ikke.

Isabella! VENT!” stemmen lød så desperat. Så fandens desperat, og få sekunder efter kunne jeg mærke en hånd på min arm, hvilket fik mig til at stoppe, med tårer i øjnene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...