One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10838Visninger
AA

15. 14.

“I’m always here at the side of your stage, let you live your life, pretend i’m okay, i’ll be okay”

- Miley Cyrus (Take Me Along)

Isabellas synsvinkel:

 

“Hvad så?” spurgte jeg, og tvang et smil frem på mine læber. Jeg rejste mig i mellem tiden op for at sætte mig på sengen og læne mig lidt samtidig med at vi snakkede.

“Du ved, det normale. Jeg vågner op, øver lidt, hviler og koncert. Den samme rutine hver dag” svarede han, og lukkede øjnene for et kort stund. Jeg kunne virkelig se på ham, at han var træt, men der var intet jeg kunne gøre. Jeg havde prøvet at snakke til ham og få ham til at tage en ferie, men han sagde at han ikke bare kunne svigte hans fans. Hvis det heller ikke var for Scooter, som kom med en så latterlig idé om at Justin kunne forlænge hans tour, ville alt have været godt nu. Justin ville måske være sammen med mig og bare gøre alt muligt, men bare ikke gøre sig mere og mere træt for hver dag der gik.

“Justin” sagde jeg sukkende, og ville prøve at snakke med ham om det igen. “Isabella, stop det. Jeg vil ikke, okay? Vi har snakket om det så mange gange. Please” bad han. Jeg valgte at tie stille, efter hans ønske. Jeg vidste godt, at han selv virkelig ønskede at bare droppe det, men han kunne bare ikke. Som sagt, han ville ikke svigte hans fans, som betød alt for ham. Sikkert mere for ham end jeg gjorde, men jeg havde fint med det. De var der for ham langt før jeg var.

“Hvordan går det med dig? Følger de stadig efter dig?” Jeg sukkede og nikkede. “Konstant. De prøver at finde et eller andet fejl jeg kan gøre. Det er virkelig ikke til at holde ud. Jeg kan ikke gøre noget uden at skulle tænke over det en ekstra gang, for at sikre mig, at det ikke gør sådan at jeg kommer på forsiden” svarede jeg og himlede med øjnene. Paparazzierne havde været efter mig siden EMA, hvilket var for tre uger siden, og selvfølgelig vidste jeg, at de ville det. Men jeg vidste dog bare ikke at de ville følge efter mig døgnet rundt, selvom Justin ikke var der. Uden Justin, var jeg ingenting, så hvorfor gad de overhoved bruge tid på mig?

“Undskyld” mumlede han og kiggede væk. Straks skubbede jeg mine tanker væk, og kiggede på ham med et forvirret blik.

“Hvorfor undskylder du?” Justin undgik at få øjenkontakt med mig, og jeg fik det pludselig helt dårligt. Havde jeg sagt noget forkert?

“For at .. Du ved, få dig til at gøre vores forhold officiel. Hvis jeg ikke havde gjort det, ville de ikke følge efter dig. Det er min-” Jeg stoppede ham, da jeg vidste hvad han ville sige.

“Nej, det er ikke din skyld, okay? Jeg valgte selv at tage med til EMA, Justin. Jeg sagde først til dig, at jeg ikke var klar, men alligevel, betyder du så meget for mig, at jeg ville gøre alt for dig, og hvis jeg kunne skrue tilbage til tiden igen, så ville jeg stadig have valgt at tage med til EMA for at være din date. Det var en uforglemmelig aften” svarede jeg, og kunne mærke, at jeg rødmede straks, da jeg kom i tanke over hvad der havde sket den dag. Justin og jeg havde først kommet hjem fra EMA, siddet i ikke engang en halv time inden vi gik ud i regnvejret og gjorde ting, og derefter førte det til mere da vi kom hjem, igen efter 2 år. Jeg kunne stadig ikke fatte, at jeg på en alder af 16 år mistede min mødom til Justin Bieber, og han fortalte mig også, at han mistede hans til min. Hvor romantisk var det ikke lige?

“Men Justin, jeg mangler stadig at få skrevet noget lektie færdigt…” mumlede jeg, og hentydede til, at jeg ikke kunne snakke mere. Justin nikkede stille.

“Hvor ville jeg ønske at jeg var ved siden af dig, holdte om dig, og måske hjalp dig med dine lektier lige nu” Jeg kunne ikke lade være med at få lidt tårer i øjnene over tanken. Jeg savnede ham lige så meget som han savnede mig

. “Jeg savner dig” mumlede jeg, og kiggede væk, så han ikke opdagede, at jeg havde fået tårer i øjnene.

“Hey, du skal ikke græde. Isabella, please” bad han, og jeg nikkede trist. “Vi ser hinanden snart, jeg lover det” mumlede han, og bare jeg kunne tro på det. Jeg vidste, at han skulle arbejde non-stop til Januar, og efter Januar måned havde han planlagt at komme ud med endnu et album, hvilket ville sige - ny tour, interviews også videre. Hvordan skulle der overhoved være tid til os?

“Men vi ses, ikke? Jeg tror også jeg lægger mig til at sove nu. Jeg elsker dig” Jeg nikkede hurtigt. “Jeg elsker også dig, Jay” sagde jeg, og tvang et smil frem på mine læber.

“Jay? Hvor har du nu det fra?” spurgte han med opløftede øjenbryn. “Jason McCann. Det lyder hot, men skulle du ikke sove?” Jeg rystede lidt på hovedet og grinte af ham.

“Oh yeah. Men jeg er hottere end Jason McCann ikke?” Jeg kunne ikke lade være med at grine endnu mere af det. “Uhmm.. Ikke rigtig?” Hans smil faldt, og han kiggede mærkeligt på mig.

“Siger du at Jason McCann er lækrere end jeg?” spurgte han forvirret. “Yeah, faktisk. Mærkeligt at du ligner ham så meget, Jay” konstaterede jeg og lod som om at jeg tænkte. Den dreng var så dum nogen gange.

“Ikke? Man skulle nærmest tro at vi var tvillinger. Vent lige, måske er vi?! Moooooor!” “Justin, smut i seng med dig!” sagde jeg og flækkede af grin. Han lod som om han kyssede mig, inden hans ansigt forsvandt fra mit skærm, og samtidig trillede der en enkelt tårer ned af min kind, som senere hen blev til flere.

~

Der var gået to uger siden Justin og jeg sidst camede sammen. Vi begge påstod at vi ikke havde tid, men helt ærlig, så havde vi det. Hvem ville ikke have tid til at came i måske 5 minutter? Det havde vi alle, men vi var måske bare ved at .. Falde fra hinanden? Jeg ved det ikke. Det gik i hvert fald ikke godt, og jeg modtog ikke længere mine godmorgen og godnat beskeder fra ham, hvilket jeg de første dage var ked over, men jeg var nærmere ligeglad nu. Hvem prøvede jeg at narre? Jeg var langt fra ligeglad. Jeg elskede de beskeder, og det var altid det jeg så op til. Jeg sukkede tungt, og prøvede at skubbe tankerne væk, og fortsatte med at lege med min blyant.

“Hva’ så?” Jeg kiggede op på Alex som var skyggen. Jeg trak på skuldrene, og kunne mærke, at han satte sig ved siden af mig, på pladsen. Vi havde en mini pause inden næste time begyndte, og efter timen havde vi heldigvis fri.

“Skal jeg komme hos dig i dag, eller bliver det hos mig?” spurgte han mig, og jeg tænkte mig lidt om, inden at jeg svarede.

“Huset er tomt i dag, så vi kan godt hos mig” mumlede jeg, og strejfede ham ikke et blik. Jeg ville ikke være kold i mod ham, for han var faktisk virkelig sød, men jeg var ikke i humør til at snakke med ham nu. Alex var en jeg gik i klasse med, og vi skulle tilfældigvis arbejde på denne projekt som varede i en måned, og der var kun gået to uger siden vi startede. Faktisk startede vi lige dagen efter Justin og jeg havde snakket sådan rigtigt sidst. Lige siden havde Alex og jeg også været mere og mere sammen, selvfølgelig udelukkende på grund af projektet, som vi skulle aflevere snart, og vi manglede meget.

“Så bliver det hos dig” Jeg nikkede, og tegnede kruseduller på papiret. “Hey, der er ikke noget galt vel?” Jeg tog mig sammen til kigge ham i øjnene, og jeg rystede på hovedet, og tvang et lille smil frem på mine læber. “Nope” Han nikkede, og rejste sig kort efter op.

“Så mødes vi om en time ude foran parkeringspladsen?” Jeg nikkede, og han smuttede. Alex vidste godt, at jeg datede Justin. Rettere sagt, var der overhoved nogen der ikke vidste? Alle vidste det jo. Men jeg prøvede at have det fint med det, ignorer folk snakke bag min ryg, og et tidspunkt havde der været rygter om at jeg var Justin utro med Alex, hvilket Alex tog det ret roligt over. Justin derimod, snakkede slet ikke om det. Jeg ved ikke hvorfor, men dengang havde det undret mig utrolig meget, men jeg havde bare lagt det bag mig og håbet på at, ikke høre om det. Men selvfølgelig blev det bare værre og værre, da jeg som sagt sagde at jeg mødtes med Alex ret tit for at arbejde på projektet, og jeg havde set billeder af Alex og jeg på forsiden af blade. Det var ikke bare en eller anden random side, men det var forsiden, som man ikke kunne undgå at se. Jeg ville heller ikke lyve omkring at Justins fans havde været hårde i mod mig. De havde svinet mig endnu mere til, truet mig med døden og det her var endda ansigt til ansigt, når de så mig gå på gaden. Jeg tog det bare stille og roligt, og lod som om at jeg ikke hørte det, men inden i, flippede jeg ud. Jeg havde mange gange lyst til at græde, og de fleste gange brød jeg også ud i græd, men Justin vidste intet om det. Kun Emily gjorde, da hun havde fanget mig i at græde. Ikke en gang, men flere gange, og efter en lang diskussion, havde hun lovet mig, ikke at fortælle det til Justin. Jeg ved ikke hvad der ville have sket, hvis hun havde fortalt det til Justin, og jeg ønskede heller ikke at vide det.

“Du skal dreje derfra” mumlede jeg og pegede mod højre. Jeg kunne hører Alex’s grin, og drejede mit opmærksomhed på ham.

“Hvad er det, der er så sjovt?” spurgte jeg ham om, med opløftede øjenbryn. Vi var på vej hjem til mig, og Alex kørte os derhen, da han havde bil med, og det var uheldigvis Emilys tur til at bruge bilen i dag, så jeg skulle faktisk gå hjem, hvis det ikke var fordi jeg skulle arbejde på projektet med Alex.

“At du fortæller mig hvor vi skal dreje også videre, når jeg allerede kender vejen. Isabella, jeg har været hjemme hos jer ret mange gange. Jeg kan vejen ind og ud nu” svarede han, og jeg kunne straks mærke at jeg rødmede kraftigt. Jeg vidste bare ikke hvad der gik af mig, men nogen gange kunne han godt få mig til at rødme, men i dette tilfælde var det fordi at jeg syntes det var flovt. Hvordan kunne jeg glemme det? Vi parkede bilen, og jeg opdagede at der var en anden bil, men jeg lod det dog ligge. Der var mange af naboernes gæster der havde parkeret ved vores vej, så det var ikke første gang. Vi fik steget os ud af bilen, og gik i mod huset.

“Så du hvordan Aaron kiggede på dig i dag?” spurgte Alex, og jeg rystede på hovedet med forvirrede blikke.

“Nej, hvordan?” spurgte jeg, og få sekunder efter flækkede Alex af grin. Aaron var en dreng, som jeg havde matematik med, og jeg havde måske kun snakket med ham en enkelt gang. Han var sød, men ikke min type, og jeg havde alligevel også Justin.

“Han så meget har et crush på dig, Isabella! Og han gav mig dræberblikke da jeg gik hen til dig. Det er nu alligevel ikke mig, han skal være bange for” Jeg grinte og rystede på hovedet. Jeg låste døren, og vi tog straks vores overtøj af.

“Gå du bare ind i stuen, så kommer jeg om lidt med noget at drikke og spise, okay? Hvad vil du for resten drikke?” “Ice Tea hvis der er?” spurgte han med et smil, og jeg nikkede grinende. Den dreng var afhængig af Ice Tea. Hver eneste gang han var hos os, spurgte han om Ice Tea, og selvom både Emily og jeg ikke var den største fan af det, købte vi det altid. Eller jeg købte det for Alexs skyld.

“Du ved godt, at det er kun for din skyld at jeg bliver ved med at købe Ice Tea ikke? Emily og jeg hader det” råbte jeg, og gik ind mod stuen samtidig med kopperne og chipsene. Mit ene øjenbryn røg oppe i vejret, da jeg så at Alex kiggede på mig med et mærkeligt blik, og da jeg kiggede bag ham, opdagede jeg at Justin sad på sofaen, med et ikke så sødt blik. Jeg fik hurtigt lagt fadet med tingene på det nærmeste bord, og svang mine hænder rundt om Justin og krammede ham hårdt. Men Justin krammede ikke tilbage, og sad koldt og stirrede lige ud. Det her tegnede ikke godt.

 

PS: undskyld at det tog så lang tid at få lagt kapitlet ud, men havde ikke .. rigtig lyst til at skrive og tid. Men, yeah. Jeg ville bare lige sige, at jeg mangler få kapitler tilbage, og .. skulle jeg skrive en tre'er, eller syntes i at det er bedre, at jeg slutter den på en to'er? Og, i må forresten også meget gerne "like" den, hvis i kan lide den selvfølgelig. Det vil betyde en del! Heh. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...