One love, one heart 2 - JDB

18 måneder går, inden de støder ind i hinanden. 18 måneder hvor ingen af dem kontakter hinanden, eller hvor de ser hinanden. Men da Isabella flytter til Los Angeles for at læse, og støder ind på Justin en af dagene, hvad sker der så?

66Likes
261Kommentarer
10857Visninger
AA

2. 1.

"I still remember the look on your face, been through the darkness at 1:58am. The words that you whispered, for just us to know. Told me you loved me

- Taylor Swift (Last Kiss)

Isabellas synsvinkel:

 

Der var gået 4 måneder. 4 måneder siden jeg havde set ham, snakket til ham, rørt ham, eller noget. Alt forandrede sig. Jeg forandrede mig. Men efter alt det der skete, stolede jeg ikke på nogen længere. Min bedsteveninde og familie var de eneste, jeg snakkede med. Og Daniel kunne vi heller ikke glemme. Han var blevet ligesom en storebror for mig, som jeg aldrig havde haft. Jeg var virkelig glad for at han var der for mig, når jeg havde brug for ham mest. Et suk kom ud af mine læber, og jeg kiggede trættende på uret som hang over tavlen, og klokken slog snart ti minutter i to, hvilket betød, at jeg snart havde fri var skole og kunne tage hjem og lukke mig inde på mit værelse igen.

“Inden i går, vil jeg lige meddele, at i skal arbejde i grupper. To og to!” konstaterede min klasselærer. Vi havde haft hende i flere år snart, og igennem årene havde vi lært, ikke at afbryde hende. Hun var virkelig en skarp lærer, men vi lærte noget ud af hende. Folk omkring hviskede og tiskede. De havde allerede fundet sig en partner, og jeg var mere end sikker på, at min partner blev min bedsteveninde, Emily.

“Men….” hørte vi hende lige pludselig råbe. Alle drejede deres opmærksomhed på hende og med et blev der stille i hele klassen. “Jeg bestemmer holdene. Rettere sagt, jeg har allerede fundet holdene” afsluttede hun med et lusket smil. Et af de ting, som jeg så ikke kunne lide over hende var, at hun vidste hvem og hvem der ville være sammen, og derfor, var hun smart nok til at selv vælge grupper. Og min chance for at være sammen med Emily var nu på 0,0111111%. Intet håb, kort sagt.

“Jeg hænger sedlen her op om lidt, også kan i alle sammen da bare komme op og tjekke. Og vi bruger ikke særlig mange timer på skolen til dette projekt. Det er noget, i skal bruge jeres fritid til” svarede hun, og tog sedlen frem, hvor der stod hvem vi var sammen med. Jeg rystede bare på hovedet, og var egentlig lidt ligeglad over hvem jeg ville komme til at være sammen med nu, når jeg tænkte over det. Det var bare en projekt opgave. 1 uge og slut.

“Skal du ikke oppe og se, hvem du er sammen med?” spurgte Emily med opløftede øjenbryn, da jeg blev siddende på min plads, i stedet for at rejse mig op, ligesom alle de andre. Jeg var teknik set den eneste, der var klog nok til at blive siddende og tjekke det senere. “Senere” mumlede jeg, og fortsatte med at tegne videre i min blok.

“Gæt hvem du er sammen med!” hørte jeg pludselig Emilys hviskende stemme sige kort efter. Men samtidig, lå der så meget spænding i den. Hvem end den person så end måtte være, havde personen fået Emily til at springe af glæden, selvom det var mig, der skulle være sammen med den “person” og ikke hende.

“Hvem?” spurgte jeg, og gik direkte til sagen. Hun spurgte mig egentlig til at gætte, hvem jeg var sammen med, men det var jeg alt for doven til. Jeg ville bare vide det, og så ærgre mig over at jeg sikkert var sammen med en ultra nørd.

“Liam! Du ved, Liam som i, ham den lækre steg lige derover!” sagde hun og pegede over mod Liams plads. Jeg kiggede over mod hans plads, og opdagede, at han også kiggede på mig, og så snart vi fik øjenkontakt, gav han mig et let smil, og kiggede væk igen. Mærkeligt. “Okay” var mit svar bare. Jeg var egentlig lidt ligeglad. Jeg havde ikke noget i mod Liam, og han var bare en anden “Klassekammerat” i mine øjne. Liam betød intet. Ikke at nogen kunne betyde lige så meget som ham. Det var umuligt. Selvom der var gået 4 måneder, havde jeg ikke glemt ham. Isabella?” hørte jeg pludselig en dyb stemme. En stemme, som mindede mig alt for meget om hans.

Flashback:

“Når, så råber jeg da bare, at jeg elsker dig!”  svarer han ligeglad, og er allerede parat til at råbe, inden jeg løber ned og åbner døren for ham, så han kan komme ind. “Endelig” mumler han, men jeg er sur. Jeg er irriteret over at han kommer midt om natten, og vækker mig.

“Ej men søde, jeg kunne altså ikke klare tanken om at jeg ikke ville se dig i 4-5 dage!” konstaterer han, og mit svar er så enkelt, og koldt. “Du dør ikke” siger jeg. “Isabella, jeg har altså aldrig gjort det her for en pige” tilstår han, og ser helt flov ud. Hvor er han sød, tænker jeg det øjeblik.

“Det er bare.. Justin, aldrig har en dreng gjort alt det, som du gør for mig. Altså, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare” tilstår jeg også. Et smil kommer frem på hans læber, og vi lægger os til at sove i min lille seng. Men det er stadig hyggeligt. Tanken om, at jeg skal sove med ham, får mig til at rødme. Det er ikke første gang, men denne gang er det på en måde anderledes. Jeg lukker øjnene for et sekund, lige indtil jeg hører de tre ord.

Jeg elsker dig” hvisker han i midt ører. Jeg får kuldgysninger i hele kroppen, men vælger at lade som om at jeg sover. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige det samme. Jeg føler mig ikke klar, men alligevel, har jeg på en fornemmelse, at jeg måske, kun måske også elsker ham.

~

Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at tænke på noget andet. Jeg prøvede at glemme ham, siden han gik. Men jeg kunne ikke. Det var ikke så let. “Isabella?” hørte jeg endnu engang en person sige i mit navn. Jeg rettede mit blik fra bordet og kiggede op mod personen, som jeg så fandt ud af, var Liam.

“Uh undskyld, ja?” min stemme er ved at knække over. Jeg var på grænsen til at græde, men jeg sank klumpen som sad fast i halsen, og kiggede med forvirrede øjne på ham. “Skal vi snakke om hvornår vi får begyndt på den projekt?” spurgte han mig, og i det øjeblik opdagede jeg, at de fleste elever allerede var gået, og der kun var få tilbage. Ham, jeg, Emily og nogen andre.

“Jo, det kan vi godt” svarede jeg fraværende, og begyndte med at skrabe i bordet, da han begyndte med at tale om hvornår han kunne og ikke. Ikke at det spor interesserede mig. Jeg var ret ligeglad omkring hans liv, og hvad han gjorde. “Så, du er fri på mandag?” spurgte han mig, og jeg nikkede stadig fraværende.

“Fint, så ses vi hos mig på mandag, efter skole” hørte jeg ham sige, inden han forlod klassen, og jeg lige opdagede, at jeg havde sagt ja til noget, uden at være klar over det. “Skal vi så tage hjem?” spurgte jeg Emily sukkende. Hun så lidt forvirret på mig, men vi endte med at fulgtes hjem. “Glem ham nu, Isabella. Han er ikke det værd. Det er 4 måneder siden nu, du burde være over ham for længst” konstaterede Emily på vej hjem til mig. Jeg trak på skuldre. “Det er altid lettere sagt end gjort. Jeg kan bare ikke glemme ham, Emily. Tror du ikke jeg har prøvet? Jo, så utallige gange. Men han er overalt. Jeg kan.. bare ikke. Men jeg ville ønske, tro mig” svarede jeg, og mit svar, fik hende til at skifte emne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...