Don't Jump!!!

I denne historie, møder vi en pige ved navn Benita, der er kommet på efterskole og har fået nogen rigtig gode veninder! eftersigende burde hun have det godt, men der er 2 ting der gør det svært for hende! Hun har en forfærdelig familie der hjemme som får hende til at ikke at føle sig fri nok. Samtidig er hun dumt nok, blevet forelsket i en kendt. Og ikke bare en hvilken som helst kendt, nej hun er selvfølgelig blevet forelsket i Bill Kaulitz fra hendes ynglings band, og hvad kan være mere dumt end det! Han er jo fra Tyskland! Men måske er det ikke så dumt endda?

10Likes
8Kommentarer
3709Visninger
AA

10. Bill skriver.

Da jeg vågnede om morgenen, den sidste dag i sommerferien, startede jeg med at tænde min mobil. Jeg skulle skrive til Kamilla så snart jeg havde fået tøj på. Imens jeg kæmpede med at finde ud af, hvad jeg skulle tage på, tikkede en sms ind på min mobil. Den måtte jeg da lige se først og jeg blev virkelig overrasket, da jeg så et nummer jeg ikke lige kunne genkende. Man havde skrevet: Hej Benita! Jeg ville bare lige sende en besked, så du havde mit nummer hvis der skulle blive problemer. Vi savner dig alle 4 og håber vi snart kan ses igen. Du er en fantastisk pige, bliv ved med det! Vi skal spille vores første koncert i Valby d. 12 august og du og dine veninder er inviteret direkte af os, så i skal ikke bekymre jer om billetter. I har adgang backstage efter koncerten, hvor jeg regner med at se dig igen! Du må ikke opgive den du er, for den du er, gør dig unik! Vi ses til koncerten! Tokio Hotel, Bill!

OMG! Hvor vildt! Bill Kaulitz havde lige skrevet og givet mig adgang til deres første koncert her i landet og sammen med mine veninder? De savnede mig, hvor utroligt! Jeg skrev hurtigt tilbage at jeg også savnede dem og at jeg var glad for han havde skrevet. Jeg svarede også at jeg ville glæde mig til koncerten og sagde tak for alt det de gjorde for mig.

Da jeg havde sendt svaret, skrev jeg til mine veninder og kusiner og fortalte dem om nyheden. De svarede alle at de også ville glæde sig og at det var godt alt var endt så positivt.

Efter invitationen, ønskede jeg bare at dagene skulle gå hurtigt så jeg kunne se drengene igen. Det ville blive så fedt at se dem live og hilse på dem igen. Dagene gik heldigvis også ret stærkt og da jeg vågnede d. 12 august kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg vidste jo at jeg skulle se drengene igen om aftenen! Dagen gik med at finde ud af hvad jeg skulle have på og at skrive med veninderne. Vi skulle mødes foran Valby hallen og ville så gå ind sammen.

Da klokken blev 17, skiftede jeg tøj og blev kørt til stationen hvor jeg mødte to af mine veninder. Vi tog toget sammen fra Tølløse og ind til Valby, hvor vi mødte flere og flere af dem der skulle med. Mine kusiner havde været i toget, da vi stod på i Tølløse og resten stod foran hallen som aftalt. Vi gik samlet hen til indgangen hvor en vagt, spurgte "er du Benita? Og det er dem der skal med ind?" og jeg svarede "ja, værsgo. Her er ID og det er alle der skal med." Han kiggede på mit billede og svarede så "den er i vinkel. I kan bare gå ind. De er vist ved at varme op." og rigtigt nok. Drengene stod og testede lyden en sidste gang, da vi gik ind og over mod scenen. De kiggede op for at se hvem der allerede var lukket ind og da de opdagede at det var mig, stoppede de deres lydprøve og kom hen til os. De gav mig et kram og var glade for at se mig. Jeg præsenterede mine veninder og begyndte at snakke om alt andet. Da de skulle backstage trak Bill os med hen foran scenen og sagde "stil jer her! I skal have den bedste plads her." Jeg smilede glad og fik de andre til at gøre som han bad om.

Nu væltede folk ind og kunne godt se at nogen var sure over vi var blevet lukket før ind, men var ret ligeglad. Vi snakkede bare om koncerten og sangene.

Da alle var på plads og dørene lukkede, kom de på. Alle råbte og skreg på samme tid tror jeg. Mange havde plakater eller skilte med hvor de udtrykte deres kærlighed til drengene. Helt utrolig fedt, at være til stede og da den første sang gik i gang, fik jeg virkelig øje på hvor utrolige de drenge var! Jeg blev klar over at jeg ikke havde oplevet det, hvis jeg havde gjort det forfærdelige til virkelighed og fortrød at det nogensinde var kommet der til. Midt under koncerten, holdt de en længere pause hvor Bill trådte frem og sagde "inden vi fortsætter, vil jeg gerne lade jer vide at der i blandt jer, står en særlig fan, som i måske har hørt om. Hun forsøgte for få dage siden selvmord og ville ikke have været her, hvis vi ikke havde reddet hende! Please, pas på hinanden og hjælp alle i kan mærke har det svært! Det var en hård oplevelse og vi glemmer det ikke igen!" Der var blevet helt stille i hallen og de fleste kiggede over på mig, hvilket var lidt pinligt, men jeg var også lidt glad for at Bill fortalte om det. "På grund af alt det vi har oplevet, dedikere vi nu og for første gange nogensinde Don't Jump til en person. Til Benita!" Bill var kommet hen og stod lige foran os og Tom stillede sig ved siden af ham. Han satte sig ned på scenekanten ved os og begyndte at synge. Alle klappede da den var slut og jeg måtte så meget sige tak til dem, når vi mødtes ude bagved. Mit humør var blevet løftet en tand, efter det og nød bare resten af koncerten med fornyet energi.

Koncerten sluttede med By Your Side og alle råbte og skreg da de forlod scenen. Folk var længe om at forlade hallen, men det var jo kun os der havde backstage der kunne blive. Da alt med billeder og autografer var slut, kom Bill hen til os. Han smilede stort og spurgte "nå? Hvad synes i?" og jeg smilede stort. "Heeelt vildt fedt altså! Aldrig oplevet noget så fantastisk! Og tusind tak for det i gjorde med Don't Jump!" mumlede jeg og de smilede alle. Lige indtil Nina sagde "husk at få sagt ordentligt farvel Benita! Vi har ikke længe tilbage! Der går lang tid før i ser hinanden igen!" Desværre havde hun ret. Vi skulle virkelig sige farvel denne gang, hvilket jeg ikke brød mig om. Det gjorde mig trist, men det lykkedes alligevel at få taget et par gode billeder. Jeg sagde trist farvel til Georg, Tom og Gustav inden jeg gik over til Bill. Han så også trist ud og jeg gav ham et kæmpe kram hvor jeg stille begyndt at græde imens. Var så glad for det de havde gjort!

Da jeg vendte mig for at gå, ville jeg egentlig ikke se mig tilbage, men gjorde det alligevel. Jeg fik øjenkontakt med Bill og han så trist på mig. Der var noget i dem der sagde: det må ikke være slut men jeg skyndte mig at se bort fordi jeg ikke kunne holde ud at se hans triste blik. Jeg ønskede også at de kunne blive, men sådan var det ikke. Vi lukkede døren ind til drengene og gik stille mod stationen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...