Don't Jump!!!

I denne historie, møder vi en pige ved navn Benita, der er kommet på efterskole og har fået nogen rigtig gode veninder! eftersigende burde hun have det godt, men der er 2 ting der gør det svært for hende! Hun har en forfærdelig familie der hjemme som får hende til at ikke at føle sig fri nok. Samtidig er hun dumt nok, blevet forelsket i en kendt. Og ikke bare en hvilken som helst kendt, nej hun er selvfølgelig blevet forelsket i Bill Kaulitz fra hendes ynglings band, og hvad kan være mere dumt end det! Han er jo fra Tyskland! Men måske er det ikke så dumt endda?

10Likes
8Kommentarer
3691Visninger
AA

20. 3 år senere <3

3 år efter at Bill og jeg var blevet forlovet, skulle selve vielsen finde sted. Alle fra min og tvillingernes familie var inviteret sammen med mine veninder og tvillingernes bedste ven Andreas. Jeg havde travlt med at finde en fin kjole og havde ikke klaret det uden min søsters hjælp. Da den var valgt, blev den sat til afhentning på selve dagen så ikke Bill kom til at se den før han skulle. Til den, købte jeg et par smukke hvide sandaler med lidt hæl og pyntet med pallietter som blev sat sammen med kjolen. Der var kun 4 dage til den store dag og gæsterne ville ankomme 2 dage før.

Så da dagen for deres ankomst, op rendte blev jeg og Trine kørt over på hotellet og stod klar, da de første gæster ankom. Mine kusiner, faster og onkel var nogen af de første der dukkede op, og de ønskede mange gange tillykke. Efterhånden som folk dukkede op, fik de udelt nøgler og de blev indlogeret på deres værelser. Vi forlod dem efter at have skålet med den en enkelt gang og tog så tilbage til lejligheden.

Foran lejligheden holdt en ukendt bil, og vi gloede begge mærkeligt på den. Vi kendte ingen der ejede sådan en bil og vi listede os forsigtigt indenfor hvor vi standsede meget brat op. Jeg gloede forskrækket hen på Bill der sad på en stol ved siden af Tom med hænderne bundet på ryggen. Han stirrede skræmt tilbage og prøvede at pege min opmærksomhed hen på en fyr der stod med en hætte på. Jeg gloede bange på fyren da jeg opdagede han rettede en pistol mod tvillingerne og tænkte "det her sker bare ikke! Ikke nu!!!" Fyren blev heldigvis så overrasket over vores ankomst at han smed alt i sine hænder undtagen pistolen og løb ud af døren. Jeg havde dog hverken bevæget mig eller tænkt en tanke, før jeg mærkede en forfærdelig smerte gå igennem kroppen på mig og jeg mærkede blodet løbe igennem min bluse. Jeg pegede Trine hen til tvillingerne og faldt så sammen på gulvet i et skrig af smerte. Trine måtte klare alt med at løse drengene op, ringe efter ambulance og ringe til vores forældre. Lige så snart Bill var fri, sank han sammen ved min side og hviskede "bliv hos mig prinsesse! Det skal nok gå!" hvilket fik mig til at tage krampagtigt fat i hans hånd imens jeg rystede over hele kroppen. Jeg kunne mærke kræfterne sive langsomt ud af mig og da ambulancen ankom, var jeg næsten bevidstløs. De til sluttede blod på grund af den mængde jeg havde mistet og Bill sad ved min side og græd hele vejen til sygehuset.

Mit hjerte var holdt op med at slå på vejen og inde på sygehuset lagde de mig i en respirator som holdt mig kunstigt i live imens såret måske heledes. Bill blev nærmest hypnotiseret ind i en trance fordi han var så fokuseret på maskinens grønne streger som viste livstegn eller ej. Han snakkede kort med mine forældre som kom forbi og reagerede pludselig meget hurtigt, da stregen på maskinen pludselig fladede ud og blev lige. Han kaldte efter lægerne, der sorgmodigt konstaterede at det nok desværre var slut nu. De ville hente et klæde og da de skulle ligge det over mig, kom der pludselig liv igen og jeg vågnede stille op fra min koma. De smilede og sagde "det er et mirakel! Nogen har holdt hånden over jer i denne alvorlige situation!" inden de forsvandt igen. 

Bill satte sig stille ved min side og holdt mig blidt ind til sig. Han fik mig til at falde til ro efter at jeg havde grædt lidt. Både af angst, men også af glæde. Glæde over at være vågen og vide at jeg skulle blive hos Bill. Man fjernede dog ikke respiratoren før dagen efter, da lægerne mente der kunne være en risiko ved at gøre det samme dag som alt det andet var sket. Bill fortalte flere gange at han selv havde frygtet at skulle dø men da det andet så var sket bagefter, havde hans frygt ændret sig til at han frygtede han skulle miste mig. "Jeg elsker dig simpelthen så højt skat! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg havde gjort af mig selv, hvis jeg havde mistet dig nu!" hviskede han stille og jeg trykkede mig tættere ind til ham. Alt jeg havde brug for lige nu, var at mærke ham så tæt på mig som muligt.

Vielsen blev rykket to uger frem og gæsterne udvidede deres værelses bestillinger på hotellet for ikke at skulle rejse mere frem og tilbage. Jeg kom hjem fra sygehuset efter 2 uger derinde og vi blev mødt af alle mine veninder, Tom, Trine og mine forældre ved lejligheden, hvor de hilste på os med dyb lettelse. Vi bad dog om at få en stille aften for os selv og de accepterede de fuldt ud. Vi bestilte mad ude fra og satte os til at se tv imens vi spiste. Vi sad og snakkede stille og roligt om alt hvad der var sket og da der ligesom ikke var mere at sige, trak Bill mig tæt ind til sig og hviskede "det skulle ikke være sket! Jeg passede ikke godt nok på dig skat! Jeg er virkelig ked af det og jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle have kunnet leve videre, hvis det her havde dræbt dig!" Jeg kiggede både undrende og alvorligt på ham fordi jeg ikke forstod det han lige havde sagt. "Bill, du har absolut intet at bebrejde dig for! Intet af det er din skyld skat! Intet! Havde du stillet dig i vejen, havde vi ikke kun haft en såret, men to! Vores kærlighed har endnu en gang vist sin styrke og derfor er jeg i live nu! Jeg elsker dig Bill og et liv uden dig, ville ikke være et liv jeg ville gide at leve!" Jeg kyssede ham blidt og da vi slap hinanden, hviskede han stille "vi skal være sammen for altid og intet skal komme imellem os!" og kyssede mig igen.

Den nat, kunne jeg kun ligge på en måde på grund af såret, men det holdt mig ikke fra at ligge tæt op af Bill, der havde sine arme om mig. Jeg måtte dog op midt på natten for at tage smertestillende fordi smerten blev for voldsom og Bill måtte længe ligge og trøste mig, da smerten havde fået mig til at græde. Jeg faldt i en tryg søvn igen med hovedet hvilende ved hans bryst, hvor jeg sov resten af natten.

Efter min hjemkomst, gik tiden ekstremt hurtigt og det var som om, der ingen dage var imellem før vi pludselig stod på den store dag. Tiden i kirken hed klokken 11 så jeg og Bill brugte ikke meget tid sammen den morgen. Til gengæld mødtes jeg med min mor, søster og min far ovre i butikken, hvor mine ting stod klar. De hjalp mig i tøjet og tog et par billeder, inden min mor og søster måtte smutte. Nu begyndte jeg at føle en lille smule spænding og måske også lidt nervøsitet, men jeg var alligevel ret sikker på at det hele nok skulle gå. Bill ville ikke såre mig på nogen måder. Derfor forsvandt nervøsiteten også da vi kørte hen til kirken og blev erstattet af spændingen og glæden.

Vi ventede lidt tid uden for inden det helt var tid og vi stillede os klar ved døren ind til selve kirkerummet. Der gik ca. 10 minutter og så gik døren op. Det gik langsomt, stille og roligt op af gulvet imens folk rejste sig og jeg kunne se hvordan alle smilede. Jeg smilede roligt da jeg var tæt nok på Bill og jeg vidste at dem der stod nærmest, kunne se mine øjne stråle af glæde. Da jeg endelig stod ved siden af Bill, hviskede han stille "du er virkelig smuk!" og så startede det hele. Da det helt særlige øjeblik i ceremonien op rendte, blev vi bedt om at stille os med ansigterne imod hinanden og tage hinandens hænder. Præsten velsignede os og vendte sig, så imod Bill. Før vi havde set os om, havde Bill svaret ja til alt hvad han var blevet spurgt om, og det var blevet min tur. Der sneg sig glædes tårer op i mine øjne og med en let klump i halsen, svarede jeg så tydeligt som muligt ja til mine spørgsmål. Tom og min far, havde passet på ringene hele tiden og de trådte roligt frem og gav os dem. Bill satte smilende sin ring på min finger og jeg beundrede skønheden i den og satte min på hans. Så kiggede præsten en gang på os begge og sagde stille men tydeligt "du må nu kysse bruden!" Bill fjernede roligt sløret og jeg rykkede mig smilende hen til ham, hvor vi mødtes i et blidt kys. 

Bill og jeg, blev som de første kørt til festlokalet efter der var taget billeder ved kirken og gæsterne ankom ikke længe efter. Det var den bedste dag og aften i hele mit liv og Bill sluttede den af med manere. Han løftede mig ind over dørtrinnet i vores lejlighed hvor ægteskabet blev fyldest gjort, ved at vi gik i seng sammen. Kunne ikke være mere lykkelige.

SLUT!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...