Kærlighedens kamp

Isabella er 2. års på high school. Hun har 3 rigtig gode venner som hun snakker meget med. Den 15. september måned kalder skolens hotteste og mest veltrænede, og den bedste basketball spiller, på hende, og den dag ændrede hendes liv fuldstændigt. Hans navn er Edward. Men kan hun leve med det, og kan hun modstå presset fra de andre elever, og vil hun beholde venskabet med sine veninder? Og kan kærligheden overleve alt?

3Likes
13Kommentarer
2971Visninger
AA

10. Weekendturen del 2 "Opholdet i Jacksonville"

"Så piger, nu er vi her."

"Hvor er vi?" spurgte Helena
"Vi er der hvor vi skal være hele weekenden Helena" sagde Lene.

Det var en lang tur fra Florida til Jacksonville. Jeg ville ikke fortælle pigerne, hvad det var, Jane ville mig, og de blev bare ved, med at spørge. Til sidst sagde jeg, at jeg ville fortælle dem det, når vi nåede Jacksonville, så jeg også selv kunne nå, at opfatte hvad, hun rent faktisk havde fortalt mig. 

"Nåe emm, nu når vi er her, hvad ville Edwards mor dig såe?"
"Hun ville bare sige, at min mor, var blevet indlagt på sygehuset, men ikke noget alvorligt. Bare en hjernerystelse, og sådan. Hun har været ude for en bilulykke, men hun overlever. Hun skulle hente min søster i skolen. Såe ikke det helt vilde."
"Skal vi ikke tage hjem så? Så du kan se til hende?"
"Nej det skal vi ikke. Vi er her, og vi skal hygge os sammen her. Jeg vidste, at hvis jeg fortalte jer det i bilen, ville i overtale mig til at tage hjem og se til hende, det var derfor jeg ventede med at sige noget om det, til vi var kommet her op. "

 

Pigerne hyggede sig hele weekenden i Jacksonville. De var på museum, ude at shoppe, og de oplevede hvordan nattelivet var i byen, og så slappede de af, og nød hinandens selskab. 

Lørdag eftermiddag spurgte Helena;

"Bella er du sikker på at, vi ikke skal køre hjem?"
"Ja, vi har betalt til i morgen og vi bliver til i morgen. Jeg har det fint og jeg vil ikke snakke mere om det okay?
"Okay. Det er op til dig, og hvis du ikke vil snakke om det, så vil du ikke snakke om det."
"Og det vil jeg ikke."


Og så blev der ikke snakket mere om det. 
Efter Bella var faldet i søvn, snakkede de tre andre pigen, om hvorfor hun ikke ville snakke om sin familie, nu hvor hun ikke havde nogen far.

"Jeg har hørt, at hun ikke har snakket så meget med med hendes mor, siden hun og Edward var i Florida."  sagde Lene
"Hvem har sagt det?"
"Det er nogen over skolen. Det er nogen af Edwards venner der fortalte det til en, som så ar fortalt det til mig."
 
sagde Lene 
"Men jeg forstår det ikke helt. Hvorfor vil hun ikke snakke med sin mor?"
"Skal vi vække hende og spørge?"
"Ja det syntes jeg vi skal." 
sagde Helena

Så vækkede de hende, og de ville have af vide hvorfor hun ikke vil snakke med om sin familie, nu når hendes far var død.

"Jeg vil ikke snakke om det okay?"
"Nej det er ikke. Vi vil gerne hjælpe dig, og den bedste måde vi kan hjælpe dig på, er at vi ved hvad der er sket?
"Okay så fortæller jeg hvad der er sket."
"Tak"
"Det hele startede kort tid da min søster blev født. Jeg var 6 år på det tidspunkt. Hun kunne ikke sove om natten og hun ville ikke spise, eller noget som helst. Mine forældre kunne ikke forstå det, og lægerne ville eller kunne ikke hjælpe dem. Da min søster så var omkring 7 år gammel, og jeg var lige blevet 13 på det tidspunkt, fik vi af vide at vores far var død. Vi fik af vide at han var død i en bilulykke, men jeg viste at det ikke var rigtigt. Han havde begået selvmord og havde efterlag t et afskedsbrev til mig. Han skrev at jeg aldrig måtte sige det til nogen."
 

Hun begyndte at græde. Veninderne viste ikke hvad de skulle gøre. De havde ondt af hende, og de viste at det var den eneste måde de kunne hjælpe hende på. De blev nød til at vide hvad der var galt, for de kunne hjælpe. 

"Jeg har aldrig fortalt det til min mor eller min søster. De vil aldrig kunne forstå hvorfor jeg ikke har fortalt dem det. Men jeg var fars pige, og jeg har aldrig rigtig kunne med min mor. Mit problem har altid været, at jeg gerne ville gøre min mor stolt, og jeg ville gøre alt for at få hendes respekt, men hun har aldrig givet mig den. Det var derfor jeg ikke har snakket med hende side Edward og jeg var i Florida. Jeg havde kæmpet så meget, men for ingen verdens nytte. Hun ville bare bestemme alt hvad jeg skulle syntes og mene, og det  kan  jeg bare ikke leve med. Jeg vil tage mine egne beslutninger, og leve mit eget liv, og det forstår hun bare ikke. Jeg vil ikke snakke med hende mere, selvom hun så var ved at dø."

"Hvordan kan du sige det, om den person der har givet dig livet?"  spurte Helena.
"Hvis du stod i mit sted ville d forstå hvorfor jeg gør som jeg har gjort. Men I ved ingen ting om det jeg har været igennem, så I kan ikke Hjælpe mig. Jeg er glad for at I gerne vil hjælpe mig, men det er en kamp jeg selv må kæmpe, og jeg behøver ikke jeres hjælp."
"Du vil altså ikke have at vi skal gøre noget?"
"Nej, det vil jeg ikke."

Så snakkede de ikke mere om det, den nat. Efter den samtale, lagde de sig til at sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...