Kærlighedens kamp

Isabella er 2. års på high school. Hun har 3 rigtig gode venner som hun snakker meget med. Den 15. september måned kalder skolens hotteste og mest veltrænede, og den bedste basketball spiller, på hende, og den dag ændrede hendes liv fuldstændigt. Hans navn er Edward. Men kan hun leve med det, og kan hun modstå presset fra de andre elever, og vil hun beholde venskabet med sine veninder? Og kan kærligheden overleve alt?

3Likes
13Kommentarer
2984Visninger
AA

3. Veninder

Efter vi havde spist frokost, tog Edward hjem. Hans mor havde haft ringet til ham flere gange, men hans telefon lagde inde i hans frakke, som var på mit værelse. Det føltes meget tomt efter han var taget afsted, så jeg ringede til mine veninder Helena, Cille og Lene. De tre piger kom efter 10 minutter.

"Er det rigtig? Kysser han godt?" sagde Lene
"Har han den flotte overkrop, som alle går og siger han har?" sagde Helena.
"Er i så  officielt kærester nu?" sagde Cille.
"Rolig nu piger, må jeg lige få lov til at svar på et spørgsmål ad ganen?"
"Ja. Undskyld."
sagde de i munden på hinanden.
"Okay. Ja det er rigtig, vi er blevet kærester, og han sov her til i dag, og han tog hjem lidt efter vi havde spist. Det så ikke ud til, at han havde vildt travlt, og han var på vej op til skolen efter sin bil. Og ja han kysser vildt godt, og han siger også at jeg kysser godt, men det ved jeg nu ikke helt."

Det var lidt pinligt, at sidde og fortælle dem, om hvordan det var at have Edward på besøg, og at han har sovet i min seng, under den samme dyne som mig. Hvor mærkeligt er det ikke lige.

"Han har en mega lækker overkrop. Og han er bare så lækker, og bare hans figur. Han skulle overveje at blive model."
"Har du set man nøgen?"
spurte Cille
"Jeg har set man i bare underbukser, så hvis det tæller, så Ja og hvis ikke så Nej. Men det er også lige meget lige nu."
"Nej det er ikke lige meget. Det er kun Freja der har set ham helt nøgen, og hun vil ligesom ikke snakke med os, så du bliver ligesom nød til at sige noget."
"Lige på det punkt tager du meget fejl Helena. Det er lige noget, som jeg bliver nød til at snakke med ham om det før, jeg vil fortælle noget til jer. Desværre piger. I må vente lidt i nu. Hvad var det næste spørgsmål?"
"Er i officielt kærester eller ej"
"Det ved jeg ikke. Det er kun jer, og min familie der ved, at han sovet her, så vidt jeg ved. Næste?"

De sad og overvejede det næste spørgsmål meget grundigt, for de ville med garanti, gerne have noget sladder ud af mig, så de har noget at snakke om når vi skal i skole igen på Mandag. Men det skal de ikke regne med, for jeg fortæller dem ikke noget, som de kan bruge imod mig, eller imod Edward.

"Okay her er et. Har i knallert, eller har i lagt i ske?"

Det skulle jeg lige tænke lidt over, for jeg kunne jo ikke huske noget fra i nat, så jeg viste det faktisk ikke.

"Må jeg ringe til en ven?"

Det var det eneste jeg kunne sige. De kiggede bare på mig, som om jeg lavede sjov med, men det gjorde jeg ikke, og til sidst gik det også op for dem, og så begyndte de bare at grine, og de syntes det var rigtig sjovt.

"Helt ærligt så sjovt er det heller ikke. Må jeg ringe til en ven eller må jeg ikke ringe til en ven?"

De kiggede på hinanden et kort sekundet, og så nikkede de på samme tid. 

"I bliver her. Jeg er snart tilbage."

"Hvor ska......"

Jeg var ude af døren, og væk før hun havde talt færdigt. Det var et spørgsmål jeg ikke ville svare på. Jeg gik ned på badeværelset, og låste døren. Jeg håbede virkelig, at Edward havde lagt sit nummer ind på min telefon, for ellers var jeg så lost.  Jeg åbnende min telefonbog i telefonen. og til min store lettelse var det første nummer der stod i den Edwards. Jeg ringede op og håbede på at han ville tage den. Den havde kun ringede 2 gange, og så tog han den. 

"Hey søde."

"Hej Edward, jeg bliver nødt til, at spørge dig om noget, og det er en smule vigtigt."

"Okay så kom med det."

"Er du alene?"

"Ja, hvorfor?"

"Det er godt. Det er fordi, jeg har nogle venner fra skolen her, og så spurgte de om noget, som jeg ikke viste hvad jeg skulle svare på, så jeg ville lige ringe til og spørge om du ville svare på det, så jeg kan svare på det spørgsmål."

"Okaay."

"Okay. De har spurgt mig om vi har, har...."

"Kom med det."

"Om vi har knallet."

Der var stille i noget tid. Jeg frygtede lidt at han ville sige at det havde vi. Jeg begyndt at blive ultålmodig, og endelig kom der et svar.

"Nej det har vi ikke. Men hvis du gerne vil såå."

"NEJ"
"Jeg savner dig."
"Jeg savner også dig. Vi ses."

Så gik jeg tilbage til pigerne, og sagde:

"Nej det har vi ikke."

"Hvorfor tog det så lang tid??" spurte Cille. 

"Han brugte rigtig lang tid på, at finde ud af hvad han ville svare. OG lad vær med at kigge sådan på mig!"

"Tror du selv på det, han fortæller dig? Jeg tror altså ikke på. Undskyld Bella."

"Ja jeg tror på det han siger til mig. I må oså selv bestemme om i vel tro på det , jeg fortæller jer bare, hvad ham fortalte mig." 

Det var det eneste jeg ville kunne sige i den sag, og efter den udmelding, var det emne også lukket. Der blev stille lidt. 

"Hvad har i lavede?"

Og så snakkede vi, om de ting vi normalt snakkede om, og så gik resten af dagen hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...