Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7276Visninger
AA

22. Hvem skal?

Key P.O.V.

Jeg tjekkede endnu en gang til hende, inden jeg besluttede mig for at forlade hendes værelse. Den dumme Dino og Minho havde fået skubbet Ria i vandet, og kun i sidste øjeblik havde de opdaget det, så Minho automatisk sprang i vandet efter hende. Hvordan skulle nogen af os kunne vide, at hun ikke kunne svømme? Og så alligevel…

Jeg begav mig ud i gården, hvor de andre var samlet, så vi kunne snakke normalt, uden at Ria kunne høre os. For hvis hun vidste, hvem vi virkelig var.. hvad vi var sat til at gøre… Et suk forlod mine læber. Selvom det ikke var meningen at nogen af os skulle få følelser involveret i det her, var det tydeligt at mit såkaldte ”moderinstinkt” havde reageret allerede første gang jeg så hende i lufthavnen. Selvom hendes hår var blevet farvet og klippet.

Jeg lod mit blik glide hen over de andre og betragtede deres ansigter grundigt. Min baby sad og så trist ned i jorden, hvilket gjorde mig selv trist til mode, og fik mig til at gå over ved siden ad ham, i tilfælde af at han fik brug for mig. Den dumme Dino stod lænet op ad en af bjælkerne på huset med ansigt, der var alt for alvorligt til hans puppyface. Onew gik lidt frem og tilbage, mens han så ud som om, han ihærdigt forsøgte at holde et raseriudbrud inde, for ikke at smide alt muligt i hovedet på Minho, som sad på trappen og så væk fra os andre, stadig med vand dryppende ned fra hans våde hår.

”Hvorfor gjorde du det?” Onew så på Minho med et anklagende blik. Det samme blik der kom fra os andre, selvom det ikke var det blik, som nogen af os egentlig ville sende. Vores blikke var triste, ikke anklagende… Vi var alle blevet for involveret i hende til at kunne fuldføre vores mission. ”Jeg ved det ikke, har jeg jo sagt!” Minho’s stemme var lettere aggressiv, og han kørte da også en hånd frustreret hen over sit ansigt. ”Jeg.. jeg kunne bare ikke lade hende dø sådan, okay?”

”Men hun skal jo dø!” Jonghyun vendte sig om og sparkede til den stolpe, som han stod lænet op ad i vrede. Der sank en stilhed ned over os, der var ved at tage livet af mig. ”Er der ikke én anden måde?” Jeg vendte straks mit ansigt ned imod Taemin, som havde sat dig ned i hug i et forsøg på at skjule de små tårer, som var i hans øjne. Jeg vendte mit ansigt op imod de andre, og vi udvekslede hurtigt blikke. Der var … ting der var tydelige… 1: Vi var tvunget til at fuldføre missionen, selvom det var af forskellige årsager, der alligevel bragte os alle i samme båd. Og 2… én af os skulle være den der tryggede på aftrækkeren, mens min lille pige ville udånde sine sidste åndedrag.

 

Minho P.O.V.

Den her situation var frustrerende… Jeg havde lovet mig selv, at jeg blot skulle gøre ligesom de andre gange. At jeg bare skulle holde alle følelser udenfor, og så til sidst udrydde målet fuldstændig. Hvorfor var det så anderledes denne gang? Denne ene pige… Bare det at hun befandt sig i samme rum, fik det til at virke lysere, og mit hjerte slog hurtigere, som om det kæmpede for at komme over til hende, og så var der kysset… Kysset. Jeg kunne bare ikke modstå hendes tiltrækkende læber, og den sødlige duft af hendes hår.

Jeg blinkede let for at fokusere igen i det metallet ramte jorden. Vi vendte alle vores blikke imod Key, der lignede en sårede killing med næsten lige så mange tårer i øjnene som Taemin. ”Jeg kan ikke.. hun er jo blevet min lille pige…. Hvordan skal jeg så kunne tage livet af hende?” Jeg bed mig i læben, som mit blik gled rundt på mine hyungs. Jeg vidste, hvad udfaldet af dette ville blive, før end nogen af de andre begyndt at tale.

”Jeg kan ikke…” Taemin vendte sit ansigt ned imod jorden med tårer løbende ned ad hans kinder. ”Beklager dongsaengs.. men jeg kan heller ikke..” Jeg bed tænderne hårdt sammen, da de ord faldt ud over Onews læber. Det var tydeligt at læse i hans ansigt, at Ria var blevet som den lille søster, han aldrig havde haft. Jeg vendte stille mit blik imod Jonghyun, der så ud til at overveje sagen meget nøje. ”Beklager Minho.. men du må gøre det… Jeg vil ikke kunne trykke på aftrækkeren…”

Jeg kunne mærke, hvordan alt inden i mig frøs, mens mit blik gled over til den metalgenstand, som ville komme til at ødelægge det hele… Hvorfor? Hvorfor skulle det her absolut ske? Hvorfor skulle ”han” absolut være skyld i det hele, og det derfor var naturligt, at det var mig, som skulle ordne det igen?

Med et dybt suk og mekaniske bevægelser, fik jeg rejst mig op, bevæget mig over til det sorte modbydelige metal, som jeg stille samlede op fra jorden. Jeg vidste, at de andre kiggede på mig, at de forsøgte at se, hvordan jeg havde det med det her… men mit ansigt var fuldstændig neutralt. Aldrig før havde jeg oplevet at miste alle mine følelser fuldstændig, som i det øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...