Bodyguard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2011
  • Opdateret: 13 feb. 2012
  • Status: Færdig
Ria Sun er en ganske normal pige, indtil hun bliver vidne til et mord af et mafiamedlem... Hun bliver derfor sendt til Sydkorea, hvor 5 ikke helt almindelige bodyguards venter på hende...
Det er dog ikke en let opgave, at passe på Ria,når hun er typen, der ikke vil lade sig låse inde på et kedeligt hotelværelse eller gemt væk i en hytte ude på landet...
Bedre bliver det heller ikke, da Ria langsomt begynder at falde for den ene af de fem bodyguards, da det viser sig, at de vist ikke alle har rent mel i posen...

26Likes
268Kommentarer
7295Visninger
AA

27. Fanget

Mørket klistrede sig til min krop, som jeg begav mig af sted igennem det store virvar af træer. Kviste og visne blade knasede under mine sneakers, hver gang mine fødder rørte jorden. Mit hjerte hamrede mod indersiden ad min brystkasse, mens luften forsvandt hurtigt ind og ud igennem mine læber.

Hvor længe jeg løb sådan, har jeg ingen idé om. For selvom jeg kunne mærke mine læg begynde at syre til, forsatte jeg. Jeg blev ved med at løbe. Løbe fra den grufulde sandhed, og samtidig løbe fra den fantastiske løgn… For i et øjeblik var jeg overbevist om, at jeg kendte følelsen af at blive elsket. Den vidunderlige følelse, som kilder hele vejen fra tåspidserne og op til ørerne. Men hvor havde jeg dog taget fejl.

Til sidst kunne jeg mærke, hvordan mine ben begyndte at give op under mig, og jeg sank stille farten for til sidst at stoppe op på den anden side ad et stort træ. Udmattet og forpustet lod jeg mig synke ned op ad den fugtige stamme, mens jeg forsøgte at få vejret igen. Det rev og flåede i mine lunger, men smerten i dem var langt fra så stor som smerten i mit hjerte.

Dryp.

Stille faldt en tåre ned fra min kind og ramte de visne blade under mig. Min krop begyndte stille at skælve, og jeg trak automatisk mine knæ op imod min brystkasse, da tårerne for alvor satte ind. Det gjorde så ondt. Jeg kunne lige så godt have ladet ham placere en kugle i brystet på mig, da jeg var ret sikker på, at sådan som jeg havde det nu var værre. For hvis han blot havde skudt mig i brystet, var smerten hurtigt forsvundet igen, så snart mit sidste åndedrag forlod mine læber, men nu… Nu havde jeg mange åndedrag og en smerte i hjertet, som en håndgranat havde sprængt mit hjerte i tusind stykker.

Knæk.

Jeg stivnede, da lyden af en kvist, der knækkede, ramte mine øre. Jeg sank stille en klump, i et forsøg på at få mit hjerte nogenlunde ned igen, selvom det allerede var i gang med at pumpe adrenalinen rundt i min krop. Tårerne trillede stadig ned ad mine kinder, dog ganske lydløst denne gang. Jeg sad og lyttede intenst til stilheden omkring mig, i håbet om at min fantasi blot spillede mig et pus. Eller havde de måske fundet ud af, at jeg var stukket af?

Jeg vendte mit hoved straks, da jeg hørte lyden ad let raslende blade, og nåede da også lige at skimte en sort skikkelse, der nu skjulte sig bag et træ ca. ti meter væk fra mig. Mit blik gled ud over hele området, velvidende om at jeg ikke længere var alene. Så lydløst som overhovedet muligt fik jeg rejst mig op fra den fugtige kolde jord, som havde efterladt beskidte plamager på mine jeans.

Jeg kunne svagt skimte omridset af flere mørke silhuetter bag forskellige træer. De havde næsten omringet fuldstændig. Mine ben skælvede stadig lidt af udmattelse fra min løbetur før, og jeg vidste, at selvom jeg forsøgte, ville jeg ikke kunne løbe fra dem. Løgnere der var trænet i at dræbe, ville snart placere kugler i brystet på mig. Kugler som allerede sad i hjertet på mig, men som ikke kunne ses.

Knæk.

Jeg snurrede hurtigt rundt, da jeg hørte dæmpede trin nærme sig mig. Takket være mørket omkring mig, havde jeg svært ved at se ham ordentligt, selvom hans kropsbygning og holdning ikke var til at tage fejl af. ”Nå, nu vil du måske dræbe mig? Jamen, så gør det! Så gør det din feje kujon!! Eller har du tænkt dig at lege mere med mine følelser, inden du gør det?!” Ordene kom farende ud ad min mund med 200 km/t, og ramte ham så han stoppede op ca. 3 meter væk fra mig.

”Jeg stolede på dig! Jeg troede, at du rent faktisk kunne lide mig!! Og i al den tid der ventede du bare på din chance for at dræbe mig… SÅ GØR DET DOG FOR FAND…!” Med et blev mit kogende blod iskoldt og min krop frøs til. Fyren foran mig havde bevæget sig lidt frem, så han nu stod i en stribe lys fra månen, som svagt trængte igennem trækronerne, hvorfra der stille faldt nogle visneblade. Smilet der spillede sig hen over hans læber, var koldt og lystigt, som når katten leger med den stakkels mus, der ved, at dens sidste time er nær. Hans øjne der forsøgte at brænde min sjæl, og som var lidt for store til at tilhøre en normal koreansk mand… Ligesom Minho’s øjne.

”Længe siden… Maria

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...