De Syv Dødssynder

Der sker mærkeligt ting rundt omkring, som ingen kan forklare.
En kort historie baseret på de syv dødssynder.
.

0Likes
2Kommentarer
1582Visninger
AA

3. Luxuria, Invidia, Gula et Acedia.

En voldsom hovedpine ramte mig så snart jeg kom til bevidsthed. ”Rolig, ikke så hurtigt!” sagde en stemme hurtigt. Et kort øjeblik lød den panikslagen, men den faldt hurtigt til ro igen. Det lød som en ældre herre. I midten af 50’erne ville jeg tro. Jeg var sikker på, at der var lys i lokalet, men kunne intet se igennem bandagen, jeg havde for øjnene. Jeg var ikke sikker på om det var grundet slaget eller den store dosis af smertestillende, jeg begyndte at kunne mærke i kroppen. En kulde ramte min pande. En hånd måske. ”Har du stadig ondt?” spurgte den rolige stemme igen. Jeg prøvede at svare, men ikke en lyd forlod mine læber. Min hals var tør, min mund og mine læber ligeså, så jeg rystede i stedet stille på hovedet. ”Godt. Jeg har lige givet dig en lille dosis opkvikkende, så du kan blive lidt frisk,” fortalte stemmen igen, der nu lød mere professionel og bevidst om, hvad der blev lavet, ”jeg har desværre nogle dårlige nyheder til dig. Slaget fra bilen har påvirket dit synscenter i hjernen så meget, at du er gået hen og er blevet blind. Jeg beklager meget, men selv om du blev reddet fra dit uheld i hæren, så står dit syn ikke til at redde.” En stor klump samledes i min hals. En klump jeg ikke kunne synke. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere i den givende situation. Et hysteri rullede ind over mig efterfuldt af gråd og fortvivlelse. Jeg var bange. Jeg var meget bange. ”Fald nu ned, tøs,” hørte jeg en anden stemme sige. Denne kom dog ikke fra den ældre mand, men en yngre mand. Den var blød og beroligende at høre på. Midt i al panikken var han kommet som sendt fra himlen, ”lad mig tage mig af hende nu, doktor. Hun har ikke godt af alle dine prædi-kener.” Et hulrum strømmede op i mig, da stemmen igen tav. Jeg havde behov for den beroligende effekt stemmen havde på mig. En, hvad jeg gik ud fra var en kølig hånd, rørte da blidt ved min skulder. Af gammel vane kiggede jeg op, og panikken ramte mig igen, da jeg intet kunne se. ”Tag det roligt, tøs,” hørte jeg igen den blide stemme sige, ”du skulle nødigt få et hjertestop. Her tag noget at drikke. Du kunne sikkert trænge til det.” Kanten af et glas ramte mine tørre læber, og jeg hældte hver eneste dråbe ned. Ikke én gik til spilde.

”Se, det var bedre, ikke?” den blide stemme talte igen, og den indre ro blussede op i min krop igen. Nu var jeg tryg. ”Hvad er dit navn?” spurgte stemmen. ”Liva,” svarede jeg sagte. ”Liva? Sikke et yndigt navn.” Igen stoppede stemmen, men inden jeg nåede at blive urolig talte den igen: ”Liva, nu skal du høre. Du er på Centeret. Vi specialiserer os i de nye former for lægevidenskab. Ser du, den form for operation du fik for et halvt år siden, den har kreeret flere monstre så stærke, at intet kan stoppe dem. De har slået flere professorer ihjel, ja sågar den billist, der kørte dig ned, men af en eller anden grund tror vi en af dem beskytter dig. Alligevel har vi valgt at bringe dig her til Centeret for at beskytte dig, da vi ikke ved, hvad bæsterne kan finde på at gøre ved dig.” Jeg sad chokeret tilbage uden at vide, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Det virkede komplet vanvittigt. ”Liva, du er i fare hvis du ikke bliver her.”

December

››Gabriel lige som ærkeenglen. Der er begyndt at sprede sig varme i min krop når jeg hører hans stemme, og jeg får sommerfugle i maven. Jeg havde mine bange anelser om at det ville ske, men jeg troede ikke på det. Nu kan jeg stå ved det. Jeg er forelsket i Gabriel. ‹‹ ”Liva, jeg har taget en med, jeg synes du skal møde,” jeg kunne høre Gabriel i døren, ”Det her er Maria, min forlovede.” Jeg kunne næsten høre, hvordan mit hjerte knustes. Næsten som smed man en vase på jorden. I al afsky rakte jeg hånden frem, og Maria tog den hurtigt. ”Det er rart at møde dig Liva. Gabriel har snakket meget om dig,” sagde en lys og blød kvindestemme. Jeg nikkede blot som svar. En varme af jalousi blussede op i mig. Jeg fandt vej hen til bordet, og spiste al den mad, der var tilbage på frokost-tallerkenen. Jeg skulle lave noget andet lige med det samme. ”Er I her endnu?” spurgte jeg, da jeg hørte en lyd ovre fra døren. ”Vi skulle lige til at gå,” kunne jeg høre den sukkersøde kvinde stemme igen. Min mave snoede sig sammen, og gjorde at jeg ikke kunne klemme mere mad ned. Og ud af ingenting lød et kæmpe brag.

 

De tre forvirrede og patetiske mennesker vendte sig hurtigt. Hendes øjne faldt først på den høje unge mand. Han, der med sin skønhed havde lokket kvinder med hjem for at få stillet sit eget behov. Han var bestemt også en nydelig mand. Markante kindben og kæbeparti, halvlangt mørkt hår og så de blå øjne. Høj og rank stod han. Så var der hende. Hende, der drev den af hjemme, fordi hendes forældre klarede økonomien. Hun tog til sig af hvad hun kunne få. Fråseri. Og sidst men ikke mindst. Hende den misundelige tøs. Hende der ikke havde nok i sig selv, men ville have mere end det og teede sig som et barn, når det ikke var muligt. Menneskeskrig lød ligesom dengang hun blev skabt. Denne gang var det dog mere tilfredsstillende. Luxuria, Invidia, Gula et Acedia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...