Forelsket i min faldende engel.

Melanie er 16 år, og har en forfærdelig fortid, som hun helst bare vil glemme, men ikke kan. Da Xavier begynder i hendes klasse, føler hun sig stærk tiltrukket af ham, og føler sammentiddig at hun kender ham? Men hvordan kan det lade sig gøre? Og hvorfor kan sådan en smuk skabning overhovedet se noget i hende? Og ikke mindst, hvad er det for en hemmelighed han går rundt med?

18Likes
56Kommentarer
3423Visninger
AA

6. angsten for at miste

Solens sidste stråle, forsvandt omme bag en høj bygning, og nu var der kun stilhed... Indtil nogle ambulancer brød stilheden, med deres alarmer. De stoppede ud foran en gyde, og trak med det samme rulle-sengen ud imens de løb ind i gyden. Næsten med det samme kom de ud af gyden igen, men dog med en dreng på rulle-sengen, og med en pige ved siden af, som hulkede imens hun holdt drengen i hånden. Drengen havde lukkede øjne, og hans vejrtrækning var ustabil

Ambulancens døre blev lukket, og alarmerne blev atter sat igang, imens ambulancen kørte hurtigt ned ad gaden, og svingede lynhurtigt af til venstre over lyskrydset.

 

(Xavier P.O.V)

Mørket træk ham længere ned, og han kunne intet se eller føle. Kun følelsen af at miste et eller andet, fylder hans sind og en voldsom smerte suser igennem ham, og op ad hans ryg. Han kunne intet huske, kun en advarsel inden det hele styrtede sammen og han endte i den gyde hvor en fandt ham. Hun havde fundet ham, blodig og døende tæt op ad muren. Hvordan havde hun reageret? Var hun kommet noget til, efter det? Hvad skete der enlig? Du får en chance til, og hvis du ikke gør som jeg siger, så går det værst ud over dig selv. Advarslen, som var kommet fra en eller anden... Hvorfor kunne han ikke huske det? Hvad var det som blokerede for hans hukommelse? Smerten blev pludselig uholdelig, og han slog brat øjnene op, og stirrede ud i intetheden. Nogen holdte øje med ham. Og hende... Melanie.. Pludselig råbte han noget utydeligt op, og skreg et skingrende skrig, så højt at alt det var lavet ud af glas, eksploderede i milioner af glas stumper.

(Melanie P.O.V)

Jeg gik uroligt og nervøst ned ad den lange hvide hospital gang, hvor på væggende hang der mange billeder og malerier af naturen og af sygeplejesker. Jeg sætter farten op, og drejer af til højre hvor jeg stopper op da en mandlig læge står udenfor døren ind til Xavier. "Må jeg godt gå ind til ham?" Han slår sit blik ned på mig, og siger så "Nej, han har brug for hvile." Jeg sukkede utålmodigt. "Jamen det er vigtigt!" Ubrøder jeg. Hvis jeg ikke kommer ind til ham lige nu, så...! "Jeg beklager, men han var nær døden, og han har brug for at komme sig over de voldsomme skader. Men de kan sidde i venteværelset og vente til der er besøgstid igen." Sagde han og kiggede ned på sit ur. "Og det vil sige om 3 timer, så kan de komme igen." Mumlede han og gik ned ad gangen. Jeg bandede, og skulle lige til at sætte mig ned på den nærmeste stol, da en skingrende skrig,fik alt ude på gangen til at dirrer, og jeg stivnede. Angsten af at miste fyldte mit sind, og tårerne trillede hurtigt ned af mine kinder. Jeg skreg rædselsslagen og flåede døren ind til Xavier op, og scannede hurtigt rummet. Næsten alt i hele rummet var smadret, og der lå glasskår over det hele og en masse blod. Mine øjne blev store "Xavier! HJÆLP EN ELLER ANDEN!! Xavier!!" Skreg jeg, og hulkede. Der kom med det samme en masse læger og sygeplejelsker ind i rummet, og der lød en masse gisp. Jeg faldt langsomt hulkende ned på gulvet midt i alle glasskårende. Jeg var ligeglad med at jeg skar mig på dem, det hele betød pludselig ingenting, bare jeg fik Xavier. "Hvorfor folader du mig?" hviskede jeg ulykkeligt. Alt det blod... Lige pludselig blev det for meget, og lige så snart jeg lukkede øjnene, stoppede det hele lige pludselig, og mit hjerte slog langsommere og langsommere...

Hvis du forlader mig... Så vil jeg ikke være her..

Xavier! Du må ikke forlade mig! Du skal blive ved min side...

Og med de ord, dannede sig et hvidt skær midt i mørket, og jeg rakte ud efter det...

_________________________________________________________________________________________________

Jeg ved godt at det går rigtig hurtigt, men jeg har stres og det skulle gå hurtigt så det hele er nok liiidt... Forvirrende? :3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...